L I G E G Y L D I G

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 19 feb. 2018
  • Status: Igang
"`Hvad med vi bare er fuldstændige ligegyldige sammen`, hvisker hun ind i min øre, så hele min krop dirrer. Jeg smiler så meget, at min kæbe næsten springes, for den lille, meningsløse sætning betyder så meget mere, end hun nogensinde ville kunne forstå."

For Saga er hverdagen en mental kamp om overlevelse i et socialt hierki, der gentagende gange tramper på de svage. Der er ikke plads til hende, og sådan er det. Ingen udvej. Kun et fængsel af spøgelser, der følger den omklamrende strøm.

For Daisy er eksistensen langt mere kompliceret end for en normal populær pige i gymnasiet. Livet er en lang ligning med uendelige ukendte variabler, der umuligt kan gå op. I hvert fald ikke før hun møder Saga.

11Likes
32Kommentarer
677Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Daisy - Fredag

 

Skæbnen er ligesom en terning.

Man ønsker inderligt at slå en seks'er, selvom man godt ved, at det ikke sker. Men chancen er der. Håbet er der. Så man prøver alligevel. Igen og igen for at blive mødt af en skuffelse, der griner højlydt af en. 
​Og så prøver man en sidste gang for igen at bliver mødt af skuffelse, fordi man fornemmer det her lille lys i mørket. Det lys som dræber ens jordforbindelse.
Man bliver ved og ved, selvom ens fornuft skriger nej, for til sidst at finde ud af, at terningen ikke har nogen fucking seks'er.

Sådan er det i hvert fald med mig. Seks'eren forsvandt sammen med de to personerne, der var altafgørende for min eksistens. De to personer som både elskede mig mere, end hvad en menneskelig krop er i stand til, og samtidig skubbede mig ud på dybt vand.
​Men da de forsvandt, rettere sagt forlod mig, tog de både meningen og kærligheden med sig, uden at efterlade andet end tomhed, der klæber sig om luftrøret.

 

Jeg knuger mine hænder til det bløde stof på sofaens overflade, mens mine tanker er i en helt anden galakse. Varmen sitrer mod min kolde hud, og min krop føles som en regnbue, der lyser på en gråvejrsdag fyldt med regn. Alkoholen danser i mine legemer, og jeg forsøger at fokusere på virkeligheden, der gang på gang bliver drevet væk som en skræmt mus.

Jeg er i midten af et omvandrende cirkus - bløde læber bliver ivrigt presset mod min mund, mens smagen af alkohol og røg skriger på min sarte tunge, brændende fingre, der længtes efter fysiske berøringer, hiver i min hud, og mit åndedræt der er højlydt bag musikkens svage toner.

”Stop”, siger jeg så pludseligt, at jeg endda selv bliver overrasket over mit ord.
Jeg hiver mig hurtigt væk fra Andreas’ muskuløse arme, mens mine tanker kører hundrede kilometer i timen derudaf. Og denne gang, UDEN sikkerhedssele.

Han ser spørgende på mig, og jeg kan ligefrem se skuffelsen springe ud af hans nuttede, blå øjne.

”Hvad sker der, Daisy?”, hans blik stirrer så intenst på mig, at det næsten kunne skære mig midt over.
Jeg bider mig i læben, mens jeg mumler svaret.

”Jeg har ikke lyst, okay? Ikke her. Ikke i dag”, ikke nogensinde, men det sidste forbliver i mine tanker.
Han griner. Han fucking griner fjoget, mens jeg kigger seriøst på ham.

”Orgh, come on. Det er din skide mødom, vi taler om. Så vigtigt kan den heller ikke være”, siger han drillende, mens hans hånd endnu en gang søger ind under min stramme bluse.
Men jeg er fuldstændig ligeglad om, det er min skide mødom, vi taler om. For så skide ligegyldig er den faktisk heller ikke. Det er den allersidste bid af værdighed, der er tilbage af den gamle Daisy, og den skal han fandme ikke få æren af at tage.

Jeg hiver hurtigt Andreas' varme hånd væk, så jeg kan rejse mig fra hans brors slidte sofa. Men inden jeg når op, vælter han mig omkuld med en så enorm kraft fra hans store krop, at jeg igen ligger i et fast greb - fuldstændig klar til at bliver svøbt i nøgen hud og formbare læber, der længtes efter fysisk kontakt.
Min øreflip bliver mødt af tænder, som blidt bider i den, og min røv bliver hårdt sammenpresset af hænder, der ønsker at mærke alt, hvad en kvindelig krop kan byde på.

”Vent, Andreas. Hvis vi skal gøre det, så lad mig lige gøre mig ordentlig klar, ikk?”, siger jeg med en fræk stemme, der skal forføre ham. Desværre uden held. 
​Ordene flyver ind i hans ene øre og ud igennem det andet, som var de skabt i en verden fuld af vakuum. Hans længselsfulde berøringer bliver ivrigere, mens han langsomt river min værdighed itu.

Jeg lukker øjnene og suger alt luft til mig, der fysisk muligt kan være i mine røgfyldte lunger, inden min mund igen bliver overfaldet af en lystig tunge. Der er ingen rytme i alt dette, men blot et stort rod, som hopper og danser i uregelmæssige bevægelser. Hvis det er sådan kærlighed skal føles, så står jeg kraftedme af. 

Jeg får en halvhjertet ide, som jeg hvisker i hans øre. Et lystigt smil breder sig på hans læber, mens han trækker væk fra min krop. Sværere var det ikke. 

"En trekant siger du. Den er jeg med på", siger han listigt og sætter sig op af håndlænet. Han kigger intenst på alle mine bevægelser.
Jeg rejser mig, mens hans blik hviler på min røv. Min mave trækker sig sammen, og jeg synker en klump i halsen. Facaden spænder i mine kæber, mens jeg søger mod døren. Men det er ikke udgangen til den luft og frihed, jeg hele dagen har længtes efter. 

I det jeg åbner døren til stuen, bliver jeg overvældet af alt støjen, som buldrer mod mine øretrommer.
Fest. Der er en fucking fest. Hvorfor havde jeg glemt alt om det?
Nu gælder det bare om at komme igennem mængden hurtigst muligt og så væk. Bare væk fra den her lorte dag.

Min lugtesans bliver overdøvet af klamt sved, cigaretrøg og en masse, masse alkohol. 
​Hurtigt kaster jeg et blik over mængden - pigerne slanger sig op af hinanden i takt til elektromusik, og gud hvor ser de dog skønne ud, fyrene prøver at følge med i deres sexede røvdans, mens deres liderlige blikke scanner alle kvindekroppene i lokalet og tomme ølflasker klirrer mod det beskidte trægulv. 
​En lille del af mig ønsker at springe ud i festens gyldne farver og danse følelserne ud natten lang, men samtidig har jeg aldrig nogensinde før ønsket at komme væk så meget som i det her øjeblik.

Jeg sniger mig forsigtigt igennem mængden af sexede piger og håbløse drenge, men der går ikke lang tid, før folk spotter min tilstedeværelse.

"Daaaaaisyy", siger, ret så fulde, Vigga højlydt, så en flok piger fra min parallel klasse kigger nysgerrigt på os.

"Du er iiikke jomfruu mere", og denne gang kan jeg mærke blikkene kravle ned i min mave. For helvede Vigga. 
​Jeg sender min bedste veninde et langt, hadefuldt blik, som hun ikke bider mærke i. Hendes berusede hjerne fortsætter bare.

"Daisy er ikke jomfruuu. Daisy er en voksen nuuu, ihh. Nåå hvordan var det så Daiisyy?", siger hun langsomt i underlige toner, men forståligt nok til, at enhver omkring os ligefrem kan lugte min anspændthed.
Fnisen skærer igennem mit bryst, og jeg krummer min ryg, mens grinene bliver til onde øjne, der klatrer på væggene. Øjne som altid har og vil følge mig til mine dages ende.
Rummet bliver mindre i takt med, at lungerne presser sig sammen i en smertefuld vejrtrækning. 

"Vigga, jeg har altså ikke gjort det", men hun nægter at lægge sin opmærksomhed på mig. Hendes ord bliver snarere til en barnlig sang, der gentagende gange river nysgerrige blikke mod os.

Jeg har fået nok af det opmærksomhedskrævende lort, der løber om hjørner med mig til hver eneste fest. `Jeg var bare fuld`, siger hun altid, men jeg kan se dybere igennem hende, end hun aner. Hun ønsker blot at have noget at fortælle. Noget nyt og andeledes. Noget opsigtsvækkende.
​Og hvis det går ud over mine følelser, så er hun nok den sidste, der forstår det. Jeg er ligesom hendes lille dukke, hun kan udnytte, når som helst. Også selvom hun er fuld.
Hun skulle forstille at være min bedste veninde, og det var hun også engang, men nu er hun bare endnu et koldt ansigt, der skriger efter popularitet. Endnu et menneske, der blot eksisterer i skikkelsen af andre. 

 

​Døren knirker bag mig, idet luften omfavner min opbrugte krop, som glæder sig til at lægge på min egen bløde seng.
​Mit navn råbes gentgende gange inde fra stuen, men jeg lader det flyve forbi mig. Fuldstændig iskold over for konsekvenserne.

Nu skal jeg mærke friheden brænde mod mine legemer, og Vigga eller Andreas får ikke lov til at ødelægge det for mig. Ikke mere.
​Jeg snuser til den forårsklare vind, der flagrer i mit bølgede hår, og den friske duft af natur og regn lægger sig på mine kinder. Himlens hav af stjerner smiler til mig, og månens lys danser i den tomme forhave.
Nogle gange kunne jeg næsten drukne mig selv i stjernernes skønhed. For derop lægger de - aldeles fredelig og harmoniske, som de blinker til universets uendelighed. Der er ingen til at forstyrre dem. Ingen til at trampe på deres værdighed.

Jeg tager en smøg op af lommen og tænder den hurtigt. Røgen fylder mine lunger, og jeg ånder blidt ud. Men der går ikke lang tid før, jeg bliver afbrudt.

"Daisy, hvad helvede? Hvorfor kommer du ikke?", siger Andreas bag mig, mens min krop gyser af stikkende følelser. Hans tunge åndedræt fylder luftens stilhed, og pludselig forvandler min tomhed sig til en sky af vrede. Vrede der venter på at eksplodere i en storm af torden.
​Jeg vender mig roligt om og skænker ham et hemmelighedsfuldt smilt. Mine øjne brænder af ild i nattens mørke.

"Andreas", jeg lader stilheden blomstre i en lille stund, inden den bliver overfaldet af irritation.

"Du tror måske, at du er noget. Og det er du vel også. Men bare ikke for mig. I lang tid har jeg fulgt med alle som deres lille hundehvalp, men det gider jeg ikke mere. Okay? Jeg gider ikke undertrykkes af fyrer, der kun tror, at de er noget, fordi de kan komme i bukserne på en pige. For jer er vi ikke andet end et stykke legetøj, som i kan bruge, som i vil. Hvis vi så endelig ikke lystrer, så er vi bare skrald, der ikke kan bruges mere. I gør os til ingenting, hvis vi ikke gider jeres latterlige lege, hvor i springer imellem piger, så i kan få jeres fucking anderkendelse. VI er meget mere end det. JEG er meget mere end det. Og nu har jeg fået nok af det pis. Så farvel Andreas", jeg puster ud i et langt, smertefuldt tag, inden jeg fanger hans blik. Mine skuldrer er en million kilo lettere, og det er lige før, jeg flyver væk som en helium ballon.

"Du er fuld, Daisy. Kom nu med ind", siger han og kigger ned i jorden. 
​Så typisk ham. Han er selveste definitionen af en tøsedreng, for ægte følelser er noget, som han ikke tør udforske.

"Nej, Andreas. Jeg har aldrig været klarere i mit hoved før", min stemme er rolig og tydelig, mens jeg følger hans nervøse bevægelser - han bider sig gentagende gange i læben, mens det sorte hår blæser i takt med vinden, og hans højre hånd ruller en cigaret imellem fingrene.

"Fuck dig, Andreas", jeg vender mig 180 grader om, smider min smøg og tramper på den.
Mine ben løber ud i mørket, som om det var det mest naturlige i verden. Intet vil nogensinde kunne få mig til at bruge mere tid på den idiot. 
​Han råber efter mig, men hans ord flyder blot ud i træernes hvisken. Jeg sætter direkte kurs mod skoven, som nok er det eneste sted, hvor jeg kan slippe min tanker løs og lade dem blive en del af fortiden. 


 

* * *


​Jeg kaster et blik ud over det måneskinende vandløb, som bruser mod stenenes ruge overflade. Skoven fortsætter ud i nattens dybde, men bliver brudt af det tynde vandløb, som løber ud til kanten af verdenen.
Mine øjne søger hen over vandets strøm, indtil jeg får øje på en pige, der sidder på den lille plade over vandløbet.
​Det hele virkede ellers roligt, men hendes usikre bevægelser får vandet til at virke stort og farligt. Som om det kunne sluge hende.

Træerne skjuler det meste af min krop, og det giver mig tid til at studere hende, mens hun sidder dinglende med sine ben i vandet. Jeg har aldrig set hende før. Eller vent, måske er det bare alkoholen, der slører min hukommelse.
​Jeg overvejer situationen i lang tid, men beslutter mig til sidst for at gå derhen. Noget som jeg normalt ikke ville overveje. Ikke engang i et sekund. 

Jeg går forsigtigt bag hende på pladen, men min tunge vil ikke forme de rigtige ord. Så det ender med et forsigtigt "hej", der giver et sæt i hende. Hun planter forskrækket sit blik på mig og stopper sine dinglende bevægelser, så hun sidder musestille. Pigen siger ikke noget, men stiger i stedet  afventende på mig, som om hun forventer en forklaring på, hvorfor en eller anden fremmede skulle sige hej. 

​Og sådan kigger vi bare på hinanden i flere minutter - intenst, afventende og akavede. Der er ingen, der siger noget. Blot stilhed der larmer unormalt meget. 

 







 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...