L I G E G Y L D I G

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 19 feb. 2018
  • Status: Igang
"`Hvad med vi bare er fuldstændige ligegyldige sammen`, hvisker hun ind i min øre, så hele min krop dirrer. Jeg smiler så meget, at min kæbe næsten springes, for den lille, meningsløse sætning betyder så meget mere, end hun nogensinde ville kunne forstå."

For Saga er hverdagen en mental kamp om overlevelse i et socialt hierki, der gentagende gange tramper på de svage. Der er ikke plads til hende, og sådan er det. Ingen udvej. Kun et fængsel af spøgelser, der følger den omklamrende strøm.

For Daisy er eksistensen langt mere kompliceret end for en normal populær pige i gymnasiet. Livet er en lang ligning med uendelige ukendte variabler, der umuligt kan gå op. I hvert fald ikke før hun møder Saga.

11Likes
32Kommentarer
680Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Saga - Fredag

 

Fuck hvor er du egentlig grim. Tænk engang, ingen gider jo at kigge på det fjæs.

Ubehaget trænger sig op i mit spinkle bryst, og kvalmen skriger efter at fylde hvert eneste atom i min sølle krop. Sveden omklamrer min skæve næse, som man næsten skulle tro tilhørte selveste Pinocchio. Mit blik flakker i det skarpe lys, som lader hver en ujævnhed fremstå aldeles tydeligt. 
​Det føles som om, at det sammenpressede badeværelse bliver endnu mindre for hvert sekund. Væggene styrter imod mig, indtil jeg nærmest af opslugt af det lille, hvide rum.

Dybe vejrtrækninger forlader min mund, mens lyden af det brusende vand mod mine fingerspidser bliver til en meditation, der forener mit skrøbelige sind.
Jeg fokuserer intenst på det dansende mønster, mine fingre former i vandet, og skubber virkelighed langt væk fra nuet. Jeg suger alt luften til mig, lader den fylde min krop og puster ud i et langt, smertefuldt tag. Og så lige en til gang. Luft fylder min mave og forsvinder igen. Et perfekt harmonisk system som lader tankerne skride ad helvede til.
Men der går ikke lang tid, før realiteten skyller direkte ind over mit sind, som en sky af brændende regn, og tvinger mit blik op mod min "bedsteven". Spejlet. 

​Du har fået en ny lille ven i panden.
​Mine øjne stirrer intens på den røde plet, der er på størrelse med to elefanter, og langsomt forsvinder alt andet omkring mig. Det er kun mine tanker og den lille, nej kæmpe store, bums tilbage på badeværelset. 
Du bliver nødt til at trykke den​Jeg har på ingen måde lyst til at få klamt flydende bakterie væske ud over mit blege ansigt og ende med et gigantisk bumse krater. Og endnu værre: flere betændte porer, der bliver smittet af selveste moder bumsen.
Du får det meget bedre af det. Det ved du jo godt. Og for øvrigt, ingen gider at kigge på en klam gul boble, der venter på at eksplodere. 
Forsigtigt bevæger mine hænder sig op mod mit blottede ansigt og kører over mine røde bumse ar i små bevægelser, indtil de når midten af panden. ​Kom så for fanden. ​Få nu lettet trykket og kom videre i livet. Men hudlægen siger jo, at jeg ikke burde trykke dem. ​Fuck lægen. Men ellers stopper det jo aldrig. ​Du gider heller ikke at have en kæmpe, klam bums, folk kan se fra kilometers afstand. 
​Den lille væske boble på bumsens overflade kilder mod mine tynde fingerspidser. En varm fornemmelse stormer igennem min hånd og drager mine beskidte negle på hver sin side af den røde jumbojet. Fuldstændig klar til at trykke neglene ind i den ømme hud og lade væsken flyde ud som en udbrydende vulkan.

Stop! Nej, vent lige.

Hvis jeg ikke vasker fingre inden, risikerer der at gå infektion i bumsen, som kan gå op i min hjerne og føre til permanent lammelse. Og faktisk i sjældne tilfælde: døden.
Helt ærligt, chancen for det er omtrent o,ooooo1 procent. Så tryk den nu bare.

Men, hvad nu hvis, ​tryk den nu for fuck sake. ​Lægen siger altså, tryyyyk den. ​Jeg kan ikke. Jov du kan. Nej. ​Jov! Nej! Jov! 
Okay så...

Mine negle presser sig forsigtigt ind i huden, mens den gule boble sprænger og efterlader mig med en tilfredsstillende følelse. Blodet begynder at komme til syne, og det betyder, at jeg burde stoppe. Men det gør jeg ikke. 
​Jeg fortsætter og fortsætter, mens blodet former sig til små dråber, der triller ned over min pande. 
Alle bakterierne skal ud!​ Bumsen har udviklet sig til et sår, som spyer med rødt lava. Kom så, lidt mere
​Mine fingre bliver ivrige og bevæger sig omkring det begyndende sår i et naivt tempo. Trykker, flytter neglene lidt og trykker igen. 
Jeg burde virkelig stoppe nu. Bare lidt endnu​. 

​En høj banken hiver mig tilbage til virkeligheden, og jeg hiver med det samme mine hænder væk fra ansigtet.
Fuck. Hvorfor skulle jeg også lige gøre det? 
​Mit blik farer rundt i lokalet, indtil det til sidst lander på min pande. Sveden løber  koldt ned ad min ryg, mens jeg prøver at fokusere på mig selv. Den lille røde plet, som var der før, har netop udviklet sig til et, nærmest, krater med blod, som tager alt opmærksomheden fra mit ansigt. Eller generelt bare fra hele min krop. Åh gud. 

"Saga skat, jeg kommer lige ind", min mors stemme skærer igennem lokalet og klistrer sig på de kridhvide vægge. En ting må jeg give hende, og det er, at hun har sans for at afbryde på de perfekte tidspunkter.

"Nej, vent", jeg fumler hen til døren i forsøget på at holde hende ude, men det er en kamp, som jeg umuligt kan vinde. Man skulle virkelig tro, hun var en idrætsudøver med al den kraft, hun presser mod døren. Og ikke en kontormedarbejder, der sidder på sin flade røv hele dagen.

På nul komma fem står døren hvidt åben, og jeg står ansigt til ansigt med min mor. Hendes venstre bryn er hævet, og hun kigger spørgende på mig. Jeg kan mærke hendes blik nærstudere mit ansigt.

"Lille skat, du ved godt, at lægen siger", jeg afbryder hende midt i sætningen, for et eller andet siger mig, at det er på vej hen i en retning, jeg på ingen måde ønsker.

"For det første skal du ikke kalde mig lille skat​, og for det andet så bestemmer jeg selv, hvad jeg gør ved MIN krop", ordene fosser ud af mig, mens mit blik er fæstnet på det gule dørhåndtag. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det lige præcis skulle være gult. Faktisk hader jeg den farve.

"Jeg ved godt, at dine tanker siger, at du bliver nødt til at gøre det, men du må altså skubbe dem væk", siger hun på den der moragtige måde, som om hun altid ved bedst. Men det gør hun ikke. I hvert fald ikke denne gang.

"Mor, du ved ikke en skid om mig. Hverken om mine tanker eller min krop. Så vær for guds skyld sød at blande dig udenom", jeg nægter at kigge hende i øjnene. Jeg hader at kigge folk i øjnene. Især i sådan nogle situationer. 
​Hun rækker sin hånd ud og stryger den blidt over mit hår i en regelmæssig takt. En svag nynne fylder rummet, og det er som små skrig, der får mit hjerte til at pumpe hurtigere.
Noget slår fuldstændig klik i mit hoved. En følelse eksploderer i mit bryst, imens mine hænder dirrer af vrede. Hendes kærlige berøring indikerer, at jeg skal tage det helt roligt. Ingen panik. Ingen vredesanfald. 
​Men ved guds hellige nåde om jeg gider at tage det helt roligt, når hun ter sig sådan. Kan hun ikke bare lade mig være for en gangs skyld.

"Tag. Din. Hånd. Væk... Nu", mit blik fanger endelig hendes, og hun kan ligefrem dufte vreden sive ud af mig. Jeg skubber hendes omklamrende hånd væk fra mit hår, men jeg bliver bare mødt af flere beroligende ord, som skal fucke af. Lige nu. 

S​krig Saga. Eller slå hende. Luk alt vreden ud. ​Tankerne skal ikke vinde igen. Ikke denne gang. 
​Jeg skubber min mor væk fra mig, og inden hun kan nå at gribe fat i min arm, er jeg ude fra badeværelset. Hun råber mit navn efter mig, men jeg nægter at lytte. Jeg skal bare væk, inden det ender galt. Væk fra hende. Væk fra alt.

Jeg åbner døren og smækker den hurtigt bag mig uden nogle eftertanker. Kuldgysningerne bevæger sig over min hud, idet den kolde luft omfavner min krop. Jeg suger alt til mig. Friheden bærer mig på dens vinger over den ujævne asfalt, der smerter mod mine bare fødder.
Jeg løber nu. Som i virkelig stærkt. Ud i det fumlende mørke, der ler så højlydt af mig, at mine øretrommer næsten springes. Ud i skovens dybeste kroge, som venter på mit nærvær. Ud i vinden som suser og hvisler i grenenes lange arme. 

Ud i fucking ligegyldigheden. 


 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...