Strangers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 3 apr. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er modsætninger af hinanden. Han gør akkurat som det passer ham og har bestemt ikke travlt med at komme væk fra fester, druk og piger. Bella derimod er typen, der er til faste forhold, arbejder mere end hun burde, samtidig med hun passer sin skole. En dag falder de tilfældigvis i snak over app'en 'Boring'. Kan man overhovedet være venner, når man er så forskellige? Og er det mærkeligt at få sommerfugle i maven, når man tænker på en, man aldrig har nødt? Mødes de nogensinde?

68Likes
85Kommentarer
28599Visninger
AA

7. 6. Våde Kinder

Kapitel 6. - Våde kinder

Isabella’s synsvinkel: Tirsdag 19 December 2017, 16.18, snevejr - Omklædningen bag det lokale fitness center, London, England.

 

Madison og jeg har gået til dans, jeg ved ikke hvor længe. Det er ikke elite, mere bare et afbræk fra hverdagen også er det pisse hyggeligt og instruktøren, Chad, ja han ser heller ikke værst ud. Det er ham, der ejer centeret, hvilket i sig selv er imponerende i en alder af 20 år. Pigerne på holdet er også vildt søde, så det kunne ikke være meget bedre.

Jeg skubber døren indtil omklædningen op og Madison følger fnisende efter. Hun har lige spottet en lækker fyr ude i selve centeret. Jeg ryster på hovedet, hun tænker virkelig ikke på andet end drenge, det er forfærdeligt. Et eller andet sted har jeg overvejet at fortælle hende om Alex, men jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende. Han burde jo slet ikke betyde så meget, jeg kender ham jo ikke engang! Men alligevel har vi nærmest snakket hver dag uafbrudt siden han skrev første gang i oktober, og det er altså ved at være et godt stykke tid siden. I hvert fald er han pisse sød og vi har altid noget at snakke om. Lige når jeg ikke tror, vi har mere at tale om, finder han på noget nyt, og jeg forstår virkelig ikke hvordan.

“Har du hørt mere fra Chris?” Spørger Madison, da vi smider hver vores taske på en bænk og begynder at skifte. Chris, min eks, er seriøst begyndt at spamme mig med alt muligt mærkeligt, og om hvor meget han savner mig. Men den her gang har han fandeme dummet sig, jeg nægter at være hans lille hundehvalp længere, der bare kommer kravlende lige så snart, han skriver. Jeg har hjulpet ham så meget også pissede han bare på mig, jeg gider det ikke mere.

“Han skrev igår, at han ikke kan det her uden mig. Hvad ‘det her’, så end er,” svarer jeg med et skuldertræk og ruller øjne. Jeg forstår ham ikke. Han slår op over en fucking sms efter 4 år, for derefter at sende et billede af en eller klam billig sæk, som han åbenbart har knaldet, mens vi var sammen, så skriver han pludselig, at han savner mig og vil have tatoveret mit navn. Ja, jeg ved godt, han ikke er helt rask oven i hovedet, men det er simpelthen for sært og nu bliver han ved med at skrive, at han savner mig, at han vil have mig tilbage og om vi ikke nok kan mødes, men jeg gider ham virkelig ikke mere. Han sårede mig meget, og det har jeg altså ikke tænkt mig at finde mig i. Jeg skal til at tage min t-shirt på, da min Iphone begynder at vibrere. Jeg griber den straks og ser med det samme, at det er Chris’.. Far? Jeg kigger over på Madison, hun har tydeligvis også set det udfra hendes forvirrede udtryk og løftede øjenbryn at bedømme. Jeg kører fingeren over skærmen og tager den op til øret.

“Øh.. Mr. Gregory? Hej,” siger jeg nervøst og bider mig i læben.

“Isabella! Hej.” Jeg kan med det samme høre, at hans stemme er grødet, hæs og fuld af bekymring og et forvirret udtryk glider over mit ansigt, hvad er der sket? Hvad har Chris lavet? Mit hjerte begynder straks at banke så hårdt, at jeg nærmest tror, det er falder ud af brystet. Hvorfor ringer Mr. Gregory til mig?

“Kan jeg hjælpe dig med noget?” Spørger jeg forsigtigt og skæver over til Madison, der bare slår ud med armene og sender mig et jeg-aner-ikke-hvad-fanden-der-foregår-blik.

“Det. Er. Christian,” Kvækker han nervøst, og jeg kan fornemme, hvordan ham, en voksen mand, prøver at holde gråden tilbage. Åh gud nej, det er slemt det her. Det kan jeg virkelig ikke overskue, hvad har han nu lavet? Og hvordan kan det komme mig ved, vi er jo ikke sammen længere?

“Hvad sker der?” Hvisker jeg og mærker, hvordan min stemme er blevet helt lille af frygt for svaret, der skal komme tilbage.

“Han er blevet indlagt på psykiatrisk igen, Isabella.. Jeg nåede at stopp.. Han siger.. Vil ikke..” Mr. Gregory bliver overmandet af sine hulk. Jeg har aldrig hørt ham græde før, åh gud nej. Chris har været indlagt før, da han var omkring 15 år. Han var truet af selvmordstanker, og det er tydeligvis vendt tilbage. Jeg begynder at ryste uden at vide, hvad jeg skal gøre. Til sidst tager jeg en dyb indånding og hvisker “jeg kommer med det samme.”

 

Jeg når knap at fortælle Madison, hvad der sker før, jeg kaster en tilfældig trøje over hovedet og griber alle mine ting. Jeg styrter ud til bilen, og kigger mig knapt for, da jeg løber tværs over vejen for at komme hen til parkeringspladsen, hvor jeg ved, vi har parkeret. Min taske flyver ind på passagersædet og jeg griber fat i mine nøgler med ti tommelfingre, inden jeg endelig får sat den i tændingen og drejet rundt. Jeg skal på psykiatrisk hospital, jeg skal finde Chris, som jeg ikke har snakket med siden han skrev, det var slut. Jeg skal se ham for første gang også i den her tilstand. Åh gud åh gud åh gud, jeg tror ikke, jeg kan klare det. For fanden, hvorfor kan han ikke bare.. Ugh! Jeg er så bange, ked af det og vred, da jeg desperat prøver at komme frem midt i Londons myldretrafik! Jeg kan simpelthen ikke overskue det her på nogen måde, jeg har bare lyst til at vende om og kører hjem og tude, men det ved jeg godt, jeg ikke kan tillade mig. Mr. Gregory har ringet til mig af en grund, men jeg kan altså bare ikke tage ham tilbage eller kan jeg? Jeg ved det ikke, måske kan jeg godt for hans skyld. Han må ikke gøre det, jeg ville ikke kunne leve med skylden. Nej, så er det bedre, at vi er sammen. Ja, det kan jeg godt leve med eller måske ikke. Ugh, jeg ved det ikke. Jeg har det jo slet ikke på samme måde længere, det er så forvirrende. Mit hoved snurrer rundt, det kan virkelig ikke være forsvarligt at køre bil i den her tilstand.

 

Jeg svinger bilen ind på parkeringspladsen og styrter afsted mod hospitalet. Bryder mig på ingen måde om steder som det her, men jeg er nødt til at finde Chris. Jeg er nødt til at snakke med ham. Jeg skubber døren op og går ind i reception, hvor der står en ikke specielt venlig dame og kigger på mig med et strengt blik.

“Jeg skal se Christian Gregory,” skynder jeg mig at sige lettere forpustet af min lille løbetur herover. Hun kigger på mig et øjeblik, mens hun bedømmer mig. Jeg tror ikke, hun stoler på mig, men hvad fanden ville jeg kunne gøre af skade her?

“Er De en nær relation?” Spørger hun og inden jeg når at tænke mig om har jeg allerede svaret.

“Ja, hans kæreste.” Fuck nej, jeg er jo ekskæreste nu. Pis, pyt det ser ud til det går. Damen sender mig et anstrengt smil, hvorefter hun forklarer mig, hvor jeg skal gå hen. Ned af gangen, til venstre, elevator, anden sal, Chris. Jeg styrer afsted igen og kan nærmest mærke hendes blik i nakken, men jeg er pisse ligeglad. Åh bare han er okay, hvorfor er han også så dum? Jeg sukker og hamrer utålmodigt på knappen i elevatoren, men mærker straks kvalmen skylle ind over mig. Har jeg overhovedet lyst til at se ham? Jeg har haft så travlt med at komme herud, men jeg ved virkelig ikke om jeg kan. Jeg ryster om muligt endnu mere end før, da elevatordørene går op og jeg i lidt mere anstændigt, men stadig nervøst og trippende tempo bevæger mig ned af gangen og der rundt om et lille bord ser jeg Mr. Gregory, Chris og en eller anden dame. Chris kigger ned i bordet og har frustreret hænderne i håret, mens damen og hans far taler sammen. Åh gudskelov, han virker okay. Langsomt drejer han hovedet og jeg bliver mødt af et par rødsprængte forgrædte øjne, der er fyldt op med had. Åh Chris, hvad sker der? I et stykke tid har vi bare øjenkontakt og langsomt går det op for mig, at jeg er nødt til at gå derover. Fuck. Mine ben begynder at bevæge sig, jeg har ikke lyst til det her. Fuck. Fuck. Fuck.

 

“Isabella!” Mr. Gregory flyver op fra sin stol og hans øjne er store og våde af bekymring, da han trækker mig ind i en omfavnelse. Mrs. Gregory har ikke været her i mange år, hun døde, da Chris var 9 år gammel. Jeg blev så ked af det, da han fortalte mig det, og oven i det har jeg den største respekt for Mr. Gregory at have opfostret denne vanskelige dreng, der sidder foran os på egen hånd. Mr. Gregory trækker sig og kigger hen på Chris, der bare sidder og kigger stift ned i bordpladen.

“Nå, men jeg vil lade jer snakke i fred så,” konkluderer han til sidst, men bliver mødt af et vredt blik fra sygeplejersken.

“Nej, du kan da ikke for alvor mene, at min søn ikke må sidde og snakke alene med hende! Hun har da ved gud ikke tænkt sig at gøre ham noget!” Udbryder Mr. Gregory anklagende og kigger op på hende. Sygeplejersken blik lander på mig og jeg synker en nervøs klump.

“Du går ikke?” Spørger hun med et strengt blik og jeg ryster overbevisende på hovedet. Til sidst nikker hun stramt og trækker sig lidt væk, uden for hørevidde, men så hun stadig kan holde øje med os. Jeg sætter mig ned overfor Chris og rækker min hånd frem for at tage hans, men dropper det igen, da han trækker sig længere væk fra mig. Hvad sker der?

“Du vil ikke have mig,” hvæser han og kigger på mig med øjne, der lyser af vrede. Jeg synker en klump, han kan virkelig ikke mene, at det er derfor. Det må det simpelthen ikke være, så er han jo alt alt for langt ude. Please sig, der ligger noget mere bag.

“Chris..” Prøver jeg forsigtigt, men han rækker en afvisende en hånd frem og fejer mig af. Godt så, jeg er blevet bedt om at køre herhen, men du vil ikke snakke med mig? Det giver jo god mening. Vi sidder i et godt stykke tid, mens stilheden trænger sig på og smider sig dovent i mellem os.

“Du ved, de overvåger mig her 24/7,” kvækker han hæst efter lidt tid og det er tydeligt, at han har grædt meget. Hvad fanden er der sket?

“Du kunne da ikke finde på det vel?” Hvisker jeg og kigger på ham med opspærrede øjne. Det kan da ikke mene.

“Bella, der er ingen mening med livet. Jeg gør ikke gavn nogle steder, du var den eneste jeg levede for. Jeg var syg før, det ved du, men jeg havde en grund,” svarer han. Det kan han da ikke mene? Jeg snapper hurtigt efter vejret og prøver at kontrollere mit åndedræt, men jeg er helt panisk lige nu.

“Er det her min skyld?” Får jeg til sidst frem over mine læber og min mund føles pludselig helt tør. Han ryster på hovedet. Det er ikke særlig overbevisende.

“Chris, lov mig ikke at gøre det,” fortsætter jeg bedene, men han ryster på hovedet.

“Det fungere ikke længere. Det fungere ikke heroppe,” siger han og peger på sit hoved, inden han langsomt lægger sin arm tilbage på hovedet. Det virker helt urealistik, det er meget mærkeligt et eller andet sted.

“Efter jul. Jeg kan godt lide jul, jeg vil ikke i juletiden, men efter juletiden, Bella, der er det slut,” siger han og virker pludselig bestemt. Min hals snører sig sammen, jeg bliver nødt til at tale ham fra det. Det kan han da ikke for alvor mene, nej han er syg. Det er det, der gør det. Jeg kan ikke undvære ham, ja vi er ikke sammen længere, men jeg vil jo ikke have han forsvinder ud af mit liv. Nej, han må ikke. Jeg prøver desperat at få ro på min vejrtrækning, mens jeg stirrer med opspærrede øjne på ham.

“Chris, du kan ikke mene det her. Jeg kan ikk..” Han afbryder mig endnu engang i det han vender sig om mod sygeplejersken og giver hende et tegn til, at hun skal komme over til os og det gør hun med det samme, så jeg ikke når at sige mere.

“Mrs. Boulder er færdig for i dag, vær rar at få hende ud,” kommanderer han og et øjeblik virker han slet ikke syg, som han står der og kommanderer og smider mig ud. Han smider mig ud? Jeg forstår ingenting længere, men han er langt ude. Det har jeg da forstået. Modvilligt lader jeg en ny sygeplejerske følge mig ud til den reception jeg kom fra og et kort øjeblik efter sidder jeg i min bil.

 

Mine hænder ligger på rattet og langsomt lader jeg mit hoved falde ned på hænderne, inde jeg bryder sammen i gråd og bogstavelig talt stortuder. Hvad fanden gør den dreng ved mig? Han kan da ikke for alvor mene, at han vil væk fra jorden? Og det er min skyld, hvis jeg bare havde taget ham tilbage, så ville det slet ikke være gået så galt. Jeg hulker og hulker, mens tårerne løber ned af min kinder. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Jeg burde ringe til Madison, jeg kan jo for fanden ikke køre bil sådan. Alligevel er det ikke hendes navn min finger rammer, da jeg trykker på opkald.

 

“Hej smukke!” Alex’s glade, beroligende og ikke mindst dejlige stemme fylder min bil og jeg begynder bare at græde endnu mere. Jeg ved ikke, om det er lyden af noget trygt eller tanken om, at han ikke er hos mig, men jeg er helt færdig.

“Wow mus, hvad sker der?” Den berusende glade stemme er som forduftet og erstattet af bekymring og omsorg. Jeg prøver virkelig at få mine hulk og tårer under kontrol, men det virker bare så umuligt.

“Chris,” hvisker jeg endeligt helt hæst og kvalt af gråd. Jeg kan høre, Alex snapper efter vejret, inden han begynder at tale så hurtigt, jeg slet ikke kan følge med.
“Hvad sker der, Bella? Har han gjort dig noget? Jeg sværger, hvis han har så meget som sat en finger på dig, så skal jeg personligt komme og..” Han lyder helt truende, men stopper op, da jeg kvækker noget usammenhængende. Jeg tager en dyb indånding og prøver engang til.

“Han har ikke gjort mig noget,” starter jeg hviskende og må kæmpe en brav kamp for at kontrollere min stemme. “Det er mig, der har gjort noget.” Det sidste er en knap hørbar hvisken, men jeg er alligevel sikker på, at Alex har hørt det.

“Hvad mener du?” Spørger han blidt. Gud, hvor ville jeg ønske, han var her lige nu. Jeg kan slet ikke hænge sammen, hvad skal jeg dog stille op med mig selv?

“Han er indlagt på psyk, Alex. Han vil ikke være her mere, og det er min skyld. Jeg gik fra ham,” hvisker jeg med en meget lille stemme. Nu vil han sikkert ikke kendes ved mig længere. Jeg er sådan et helt forfærdeligt menneske.

“Bella! Nu må du da for fanden lige banke noget fornuft ind i den knold, du er udstyret med! Det kan sku da aldrig nogensinde blive din fucking skyld. Han gik fra dig og behandlede dig på en måde, der slet ikke var i orden og du har jo selv sagt, at drengen ikke var helt rask. Så nu må du for fanden lige tænke rationelt. Det kan da aldrig nogensinde blive din skyld,” svarer han. Hans stemme lyder næsten vred og bebrejdende. Jeg svarer ikke, men sidder bare og lade hans ord hænge i bilen, mens jeg hører dem igen og igen i hovedet. Jeg er så forvirret lige nu, så mange følelser i min lille krop. Det er slet ikke til at holde ud.

“Bella?” Prøver han igen denne gang en smule mere blidt og jeg snøfter en enkelt gang. Åbenbart er der flere tårer, der har sneget sig ud af min øjenkrog.

“Mmhm?” Brummer jeg og læner mig tilbage i bilsædet og lukker øjnene. Fuck, hvor er alt det her noget lort.

“Er du alene?” Spørger han forsigtigt og jeg brummer endnu engang et sølle “mmhm” som svar. Jeg orker ikke at snakke lige nu, min hals er helt tør.

“Er der ikke en, der kan komme og hente dig? Du skal ikke være alene lige nu,” siger han bestemt og hvor ville jeg dog ønske, at den ene var ham. For fanden hvor ville det være rart. Ugh, jeg hader den afstand.

“Nej, jeg kan godt selv,” mumler jeg til sidst og åbner øjnene, inden jeg fisker et lille spejl op af tasken og gør et nytteløst forsøg på at rette min løbene mascara og mine forgrædte røde øjne. Jeg ligner lort, ser næsten værre ud end jeg føler mig.

“Er du sikker?” Spørger han igen. Han er jo helt beskyttende, og det troede jeg ellers ikke typer som ham var. Jeg nikker velvidende om, at han ikke kan se mig og tilføjer “Ja, jeg er sikker.”

“Hm, okay, ring når du er hjemme. Jeg venter på at høre fra dig, okay?” Overgiver han sig til sidst og jeg smiler forsigtigt. Han er så latterligt sød, og alle de her følelser er så fucking forvirrende. Jeg har virkelig brug for at komme hjem og tømme hovedet. Måske skulle jeg køre over til Madison og snakke med hende? Jeg ved det ikke.

“Det skal jeg nok,” lover jeg, inden vi lægger på. For fanden, hvor er jeg glad for ham. Han er så sød og dejlig, kan man overhovedet have det sådan her med en person, som man ikke har mødt? Det virker helt forkert. Alligevel føler jeg, at jeg kender ham bedre end jeg burde, måske endda bedre end hans kammerater. Når man snakker så meget som vi gør, er man også nødt til at dele en helt del med hinanden, og det har vi også gjort. Jeg tror aldrig, jeg har fortalt så meget om mig selv og delt så meget af mit liv med en person, det er et eller andet sted lidt skræmmende, men på den anden side er det pisse hyggeligt. Han er jo praktisk talt en fremmed i den anden ende af landet.  I så fald er jeg så ekstremt vild med en fremmed.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...