Strangers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 3 apr. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er modsætninger af hinanden. Han gør akkurat som det passer ham og har bestemt ikke travlt med at komme væk fra fester, druk og piger. Bella derimod er typen, der er til faste forhold, arbejder mere end hun burde, samtidig med hun passer sin skole. En dag falder de tilfældigvis i snak over app'en 'Boring'. Kan man overhovedet være venner, når man er så forskellige? Og er det mærkeligt at få sommerfugle i maven, når man tænker på en, man aldrig har nødt? Mødes de nogensinde?

68Likes
85Kommentarer
28523Visninger
AA

13. 12. One man's trash, is another man's gold

Kapitel 12. - One man’s trash, is another man’s gold

Isabella’s synsvinkel: Onsdag 11 April  2018, 11.46, solskin, køligt -, Hawking High School, London, England.

 

Vi har engelsk og mine tanker er alle andre steder end rettet mod undervisningen. Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Lidt over det sidste halve års tid er det bare som om, at skolen slet ikke er så vigtig for mig længere og jeg har ellers altid gået pisse meget op i skolen. Men det gik bare galt, da Chris slog op også dukkede Alex op. Ja, og nu er der Chad. Jeg ved ærligt ikke, hvad fanden jeg skal gøre. Tingene er gået virkelig hurtigt i mellem Chad og jeg, men på den anden side er jeg også bare vanvittigt glad for ham. Men alt det med Chad gjorde, at jeg mistede Alex og det ved jeg bare ikke, om jeg er klar til. Ja, jeg har aldrig mødt ham, men han betyder fandme mere end jeg lige regnede med og nu har jeg ikke snakket eller skrevet med ham i over en måned, hvilket er så fucking typisk. Alex gør virkelig aldrig, hvad man beder ham om. Han gør altid præcis, hvad der passer ham, også den ene gang, hvor jeg beder ham holde sig væk, så gør han det fandeme, og gud hvor jeg fortryder det. På den anden side kan jeg bare heller ikke skrive til ham og lade som ingenting, fordi han skylder at sige undskyld. Hans opførsel var på ingen måde fair, men jeg ved ikke det snart ikke. Det skulle jo også stoppe på et tidspunkt. Desuden har jeg Chad nu, og han gør mig virkelig også glad. Han er bare latterligt dejlig og forstående, mere end jeg troede han ville være, og hans afslappede væremåde er lige mig. Alex har altid været en smule til den overgearede side, hvorimod Chad han er bare rolig og forstående, men okay han er også 3 år ældre end Alex. Det kan virkelig også godt mærkes. Chad er så dejligt moden og det gør ham også vildt forstående. Jeg ved ikke helt, hvad Chad og jeg er. Egentlig kunne man vel godt kalde os et par, men jeg ved ikke. Vi har jo kun kendt hinanden på den her måde i en måneds tid, førhen var han jo bare min danseinstruktør. Jeg sukker og tænder fraværende min computer, mens min lærer begynder at snakke om en eller anden digtanalyse. Jeg åbner Boring og ser at Alex er online. Et kort øjeblik overvejer jeg at skrive til ham, men vælger bare at lukke fanen og gå på Facebook i stedet.. Og der er han selvfølgelig også online. Seriøst? Han giver mig virkelig heller ikke en fucking chance for at glemme ham helt. Jeg smækker min computer sammen igen og Madison skæver til mig med et løftet øjenbryn. Jeg ryster bare på hovedet og puster tungt ud, inden jeg sætter mig fraværende til at kigge ud af vinduet. Nu må det sgu da snart ringe ud.

 

“Okay, er du sød at fortælle mig, hvad fanden der foregår?” Madison haster efter mig ud fra engelsk lokalet, mens hun i farten prøver at pakke sine ting sammen. Jeg svarer hende ikke med det samme, men fortsætter bare med at gå i et alt for rask tempo ud mod parkeringspladsen. Har ikke rigtig lyst til at være i skole mere for i dag. Den dreng fylder mine tanker mere end han burde og det generer mig dybt. Hvorfor er Chad ikke nok for mig? Hvorfor har jeg brug for at Alex er en del af mit liv, når han aldrig har været det? Jeg forstår det ikke, og det er pisse forvirrende. Måske burde jeg gå til psykolog eller sådan noget, det kan være sådan en kan forklare mig mine yderst forvirrende tanker.

“Bella seriøst. Slap af og sæt farten ned, hvor skal du hen?” Spørger hun igen og griber fat i min skulder, men jeg ryster irriteret hendes hånd af. Selv Madison går mig på nerverne for tiden. Jeg kan mærke hun stopper op, sikkert forbavset over min afvisende adfærd, men jeg er altså pænt ligeglad.

“Isabella Boulder, er du sød at forklare mig, hvad der går igennem dit forvirrede hoved?!” Hendes stemme er bestemt og giver mig intet valg. Irriteret stopper jeg op og vender mig om mod hende, kan hun ikke se, at jeg bare vil have fred?!

“Jeg tager hen til Chad,” svarer jeg ligegyldigt og vender mig om for at gå igen, men hun kommer tættere på og dæmper stemmerne lidt, så hele gangen ikke kan høre, hvad vi snakker om. Det ligner hende ellers ikke. Madison er fan af drama og følger med i ALT og jeg mener ALT, hvad der foregår på skolen. Seriøst, hvis man er i tvivl om noget, skal man bare spørge hende. Hun ved det med garanti.

“Nu? Dagen er jo knap startet,” svarer hun med undren i stemmen. Jeg nikker og trækker på skuldrene. Madison ser på mig med det der blik, der nærmest ikke kan gøre andet end at få mig til at fortælle, hvad fanden der foregår. Problemet er, at jeg knap nok selv ved det.

“Hvad sker der?” Spørger hun forsigtigt og tager min hånd. Åh den pige seriøst, hun ved lige, hvad hun skal gøre for at få mig til at tale. Det er også derfor, vi er bedste veninder, men jeg har bare ikke lyst lige nu. Jeg trænger til fred og ro. Tid til at forstå mine tanker.

“Ikke noget, Madi. Jeg trænger bare lige til ro i hovedet,” lyver jeg og prøver at kigge alle andre steder end på hende. Madison kigger mistroisk på mig, men nikker så inden hun blidt giver min hånd et klem.

“Okay, men skriv” skynder hun sige at sige, og jeg lover hende at skrive, hvis der er det mindste. Gud, jeg elsker den tøs. Hvad skulle jeg dog gøre uden hende? Måske jeg bare skulle droppe drenge helt og gifte mig med Madison. Så ville jeg altid være sammen med min bedste veninde og vi ville slippe for det evige og ikke mindste forvirrende spil, der er når man har noget med nogen. Jeg tror bare, jeg er født til at være dårlig til det.

Jeg krammer Madison farvel og bevæger mig ud på parkeringspladsen for at finde min lille bil. Den er simpelthen noget af det bedste jeg ejer. Jeg elsker min bil, og jeg har allerede så vanvittigt mange minder i den fra alle de morgener Madison og jeg er kørt i skole sammen. Hurtigt graver jeg mine bilnøgler op fra bunden af min taske og sætter mig ind, inden jeg tager en dyb indånding for at få ro på det hele. Jeg trænger virkelig til en god Chad-krammer, måske vi kunne gå en langtur ham og jeg? Sådan til at få luftet alle tankerne. Normalt er jeg ikke til gåture, men lige nu lyder det på ingen måde som en dårlig idé. Jeg sætter bilen i gear og triller ud fra skolens parkeringsplads for at sætte kursen mod Chads dansestudie. Der er ikke specielt meget trafik lige nu. De fleste er enten i skole eller på arbejde, så jeg suser afsted med musik, der er så højt, at jeg ikke kan høre mine egne tanker, hvilket på sin vis er ekstremt rart.

 

Der går ikke specielt lang tid før jeg får parkeret bilen foran det fitnesscenter, der er indgang til hans dansestudie. Straks mærker jeg de sædvanlige sommerfugle baske rundt nede i maven og alle bekymringerne flyver nærmest ud af kroppen ved tanken om, at jeg skal se Chad. Det er dét, han gør ved mig. Han trækker mig væk fra alle problemerne eller i hvert fald næsten. Alle mine Alex-tanker ligger lige i baghovedet og der skal det mindste til før jeg begynder at tænke på ham. Et eller andet sted er det ret frustrerende, men det er nu engang sådan det er. Jeg tjekker mig hurtigt i bakspejlet, inden jeg stiger ud af bilen og kører en hånd igennem mit efterhånden ret lange hår. Jeg ser okay ud i dag, og jeg er glad for, at jeg valgte at gøre bare lidt ud af mig selv i dag, trods det bare er en kedelig onsdag. Jeg smiler et tøset smil ved tanken om, at Chad er lige inde på den anden side og begiver mig hen mod indgangen, hvor jeg hurtigt hilser på ekspedienten. Jeg er ved at komme her for tit, fordi de kender alle sammen mit navn og hilser altid pænt på mig. Ved ikke helt om, det er fordi, at jeg har noget med Chad eller fordi jeg simpelthen bare bruger for meget tid hernede. Måske en blanding. Smilende går jeg ud gennem centeret og ud bagved, hvor jeg finder døren ind til dansesalen, men Chad er ikke at se nogle steder. Jeg regnede heller ikke med, at han ville være i salen, men jeg kunne jo lige så godt tjekke. Han sidder sikkert på sit kontor og snakker i telefon, som han plejer at gøre. Jeg går gennem salen og over mod døren, der fører ud til omklædningsrummet også videre ind på kontoret, men i det jeg åbner døren til omklædningsrummet stopper jeg op og har nær tabt underkæben. Der står Chad, min mand, med tungen langt nede i halsen på en eller anden klam lille blondine, der kan finde ud at vrikke med hofterne til træning. Først kan jeg slet ikke fatte, hvad fanden det er der foregår og i et øjeblik, tror jeg slet ikke på, at det er ham, men så trækker han sig fra hende og får øje på mig og han ser mindst lige så overrasket ud. Jeg kommer til mig selv og mærker, hvordan vreden begynder at pumpe rundt i min lille krop, samtidig med at tårerne presser sig på. Jeg skal fandeme ikke græde nu, han skal kraftedme ikke tro, at jeg er så svag. Det fucking pikhoved altså! Han er kraftedme som enhver anden klam fyr, kan ikke holde sig i ro, fuck ham altså!

“Fuck dig,” siger jeg hidsigt og står som limet til jorden og bare glor på dem. Hvad fanden bilder han sig ind? Jeg har garanteret ikke været andet end underholdning for ham. Klamme stodder altså. Hvor mange af sine elever har han mon gjort det imod? Blondinen virker i hvert fald også overrasket, så hun kendte sgu nok heller ikke til mig.

“Bella rolig lyt lige! Hun betyder ingenting..” Begynder han, men det skulle han ikke have sagt. Blondinen fnyser fornærmet og udbryder et “hvad?!” Inden hun smækker ham en syngende lussing og stormer ud af lokalet, og nærmest tumler ind i mig på vejen. Jeg kan slet ikke få mig selv til at kigge på ham. Føj, hvor er han klam. Jeg er så såret lige nu, og jeg har bare lyst til at råbe og skrige, hvor klam og stor en idiot han er, men jeg hverken siger eller gør noget. Jeg står bare som forstenet og stirrer på ham, mens jeg venter på en eller latterlig forklaring.

“Bella jeg mener det. Hun betyder intet, det var en fejl og det skal ikke ske igen. Det er dig, kun dig og det har det hele tiden været,” siger han ynkeligt, mens han nærmer sig mig. Jeg træder automatisk et skridt bagud og væmmes ved ham med en hovedrysten. Min stemme er som forsvundet og jeg er helt tør i halsen. Hvordan fanden kunne han gøre det mod mig? Om nogen så ved han sgu da, hvor meget lort, jeg har gået igennem.

“Jeg gider ikke høre på dit lort,” hvisker jeg hæst og mærker, hvordan tårerne snart melder sin ankomst. Jeg vender om på hælen, og sætter i løb gennem salen samtidig med at mine kinder bliver våde og tårerne falder i takt med, hvert skridt jeg tager på vej ud af den her forbandede bygning. Fuck hvor jeg dog dum og naiv. Alex havde ret, hvorfor lyttede jeg ikke til ham fra starten og var mere forsigtig? Hvad fanden skal jeg nu gøre? Jeg styrter ud på gaden og hen til min bil, hvor jeg sætter mig ind og smider tasken på passagersædet. Nu løber tårerne for alvor ned af mine kinder og mascaraen med. Jeg er så pisse ligeglad med alt og alle lige nu, hvorfor lever jeg sådan et elendigt lorte liv? Jeg har kraftedeme også bare ondt i røven, skal lade være med at have så ondt af mig selv. Det er min egen fucking skyld. Fuldstændig knust griber jeg ud efter min taske og roder rundt indtil jeg finder min Iphone. Der er kun en, der kan bruges lige nu og det er ikke Madison. Nej, sidst jeg sad og tudede i min bil efter Chris, var det også ham, der hjalp mig og jeg er ligeglad med, om jeg har bedt ham holde sig væk. Jeg har brug for ham nu. Uden nærmest at kunne se min skærm for tårer, finder jeg knust Alex’s nummer under min kontakter og ringer op, mens jeg beder til gud og hver mand, om at han tager den.

Dud.. Dud.. “Hej det Alex. Jeg laver noget mere spændende end at snakke i telefon lige nu, men hey læg en besked også ringer jeg sikkert tilbage!”

Den går på svaren. Hvorfor er jeg så fucking dum? Jeg fucker seriøst alt i mit liv op. Frustreret smider jeg min telefon hen på min taske og gemmer mit hoved i mine hænder. Please Alex, vær nu sød at ringe tilbage. Jeg har så meget brug for ham lige nu. Ikke Madison eller nogen anden. Jeg har brug for Alex, også vibrerer min Iphone og jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig for at se hans dejlige og alt for kønne ansigt dukke op på min skærm. Jeg kører fingeren hen over skærmen og tager min Iphone op til øret.

“Hallo?” Alex’s berusende stemme lyder gennem røret og jeg hulker en enkelt gang, mens jeg leder efter ordene. Fuck, hvor jeg savner ham.

“Undskyld Alex. Du havde ret, han var en fucking idiot. Jeg savner dig mere end noget andet, undskyld virkelig,” ordene kommer ud oven i hinanden og er nærmest umulige at forstå. Min hulken og hæse stemme gør det ikke ligefrem bedre, men det er Alex, han forstår mig alligevel.

“Bella hey, rolig. Du må ikke sige undskyld, det var mig, der dummede mig. Det er jeg ked af og jeg er ked af, at jeg ikke har ringet eller skrevet. Jeg er bare glad for, du ringer også selvom du lyder helt knust,” siger han forsigtigt og hvor ville jeg dog ønske, at han var her til at holde om mig.

“Han havde tungen ned i en eller anden klam blondine,” snøfter jeg og tørrer et par tårer væk, mens jeg prøver at få kontrol over mig selv igen. Hans beroligende stemme hjælper, den har en voldsom effekt på mig. Han har en voldsom effekt på mig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han ville kunne påvirke mig, hvis han var her.

“Orgh babe, du fortjener så meget bedre, ved du godt det? Du er en af de mest fantastiske piger, jeg kender og jeg har ikke engang mødt dig, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde,” svarer han og det gør mig varm indeni. Hvert et ord. Alt ved ham bare tanken om, at det er ham, der siger det til mig.

“Jeg savner dig,” siger jeg efter lidt tid og piller åndsfraværende ved rattet i min bil, mens trafikken udenfor går sin gang. Han sukker i den anden ende og svarer efter lidt tid.

“Jeg savner også dig mere end noget andet. Undskyld, jeg skulle have ringet, jeg troede bare ikke, du ville have noget at gøre med mig længere.” Hans indrømmelse kommer bag på mig, og det går op for mig, at han respektere mig meget mere end jeg lige regnede med. Jeg tror ærligt slet ikke, at han har lyttet til en pige på den måde før, og det undrer mig, at han gør det ved mig, når vi nu ‘kun’ skriver sammen.

“Jeg skulle ikke have skrevet det. Jeg mente det ikke. Jeg var bare vred på dig,” svarer jeg forsigtigt og får lyst til at putte mig ind til ham. Hvorfor er han så langt væk?

“Jeg ved det godt. Undskyld, jeg skulle ikke have opført mig sådan,” indrømmer han og jeg bliver lettet. Det var det eneste, jeg ville have af ham og tænk engang, han troede, at jeg ikke ville have noget at gøre med ham længere. Gud, hvor er han egentlig dum. Han er sgu nok den der betyder mest for mig.

“Du er lidt dum nogle gange, ved du godt det?” Spørger jeg næsten en smule drillende. Jeg har ikke lyst til, at han skal undskylde mere. Så det er et dårligt forsøg på at være sjov.

“Jeg ved det godt, Bella. Undskyld,” siger han og lyder næsten opgivende. Jeg tror ikke, at han forstod, jeg drillede ham.

“Men Alex?” Prøver jeg igen.

“Mhm?” Brummer han og lyder næsten en smule flov.

“Det er derfor, jeg holder så fandens meget af dig. Fordi du er lidt dum,” fortæller jeg og smiler svagt for mig selv.  

“Kommer du snart og besøger mig?” Spørger han efter lidt tid, og gud hvor ville jeg ønske, at jeg bare kunne råbe ja. Men det er så besværligt det hele.

“Så snart jeg kan,” svare jeg en smule diskret og er mere end lykkelig for, at vi er venner igen. Jeg tror, det har været den længste måned uden ham. Vi snakker lidt videre frem og tilbage og der går ikke specielt længe før, han har fået mig i et bedre humør. For det er det han kan og det er det, der gør lige præcis ham så speciel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...