En, der ikke passer ind

Leona er en pige fra Den Sydlige Vandstamme, men for hendes egen sikkerheds skyld skal hun til Camelot, for at bo hos hoflægen Gaius.

Den her historie er et mashup af Merlin og med nogle karaktererne og evnerne fra Avatar: Den sidste luftbetvinger. Den kommer ikke til at følge historien i Avatar: Den sidste luftbetvinger og ikke alle karakterer kommer til at være med, og nogle af dem, der er, har ikke den samme personlighed som i serien.

Jeg ved godt, at historien måske er lidt mærkelig, men den har bare være inde i mit hoved i noget tid, og nu skulle den bare ud.

Hvis I har læst min anden movella, så ved I, at jeg godt kan lide navnet Leona, og derfor hedder pigen i den her historie også Leona.

2Likes
2Kommentarer
406Visninger
AA

4. Dragen

 

Jeg vågnede op om natten ved, at Merlin gik ud af døren. Jeg tog min kappe på og fulgte efter ham. Jeg var meget nysgerrig på, hvad han lavede. Han gik ned af en trappe i den bagerste del af slottet, og jeg fulgte efter. Da vi var kommet ned, gemte jeg mig, så han ikke kunne se mig, men jeg kunne sagtens høre ham. 

 

"Hvorfor har du tilkaldt mig?!" råbte Merlin. Lige efter det, hørte jeg lyden af vingesus. Det kunne ikke være det, jeg troede, det var. 

 

"Der er kommet en ildbetvinger her til Camelot. Ozai's datter." sagde en høj stemme. Jeg blev bange.

 

"Hvor ved du det fra?" spurgte Merlin. 

 

"Ildbetvngerne og dragerne har altid haft et specielt bånd. Det var os drager, der oplærte de første ildbetvingere. Jeg kunne fornemme hende, så snart hun trådte ind i Camelot. Hvad er hendes navn?" spurgte dragen, som det så åbenbart var. 

 

"Leona. Men hun er ikke bare ildbetvinger. Hun er også en vandbetvinger." svarede Merlin.

 

"Hun er oldebarn af den tidligere avatar; Ruko." sagde dragen. 

 

"Men hvordan kan det være, at det er lige præcis Leona, der er blevet dobbeltbetvinger og ikke en af hendes søskende, eller nogle, der var tættere på Ruko end hans oldebarn?" spurgte Merlin. Det ville jeg faktisk også gerne vide. Jeg ville meget gerne vide, hvorfor jeg var dobbeltbetvinger. Hvad var det, der var så specielt ved mig? 

 

"Det vil tiden vise, men hun er en del af din skæbne med Arthur. Hun vil være en stor hjælp." svarede dragen. Helt ærligt. Kunne han ikke give et lidt bedre svar end det? 

 

Jeg kunne høre, at dragen fløj væk igen, og at Merlin begyndte at gå igen. Jeg fulgte efter ham tilbage til Gaius. Jeg smuttede ind sammen med ham, da han åbnede døren og gemte mig bag nogle kapper, der hang tæt på døren. Da jeg kunne se, at Merlin var gået ind på hans lille kammer igen, gik jeg ovenpå til mit kammer. Der gik noget tid, inden jeg sov. Jeg lå og tænkte på lat det, dragen havde sagt, men også bare på det, at jeg havde stået så tæt på en ægte drage. Dragerne var uddøde, der hvor jeg kom fra. 

 

Jeg kunne ikke høre Merlin længere. Han måtte være faldet i søvn, så jeg tog min kappe på igen og gik udenfor. Jeg ville ned til dragen. Jeg ville vide, hvad han mente med, at jeg var en del af Merlin og Arthur's skæbne. Jeg gik ad den samme, som Merlin havd gjort lidt tidligere og fandt dragen. 

 

"Jeg er nød til at tale med dig. Vær nu sød." råbte jeg. Efter det, hørte jeg lyden af vingesus, og dragen kom til syne og landede lige foran mig. 

 

"Ja, hvad vil du, Leona, Ozai's datter?" sagde dragen og kiggede på mig med et gådefuldt blik. 

 

"Jeg vil vide, hvad du mente med, at jeg er en del af Merlin og Arthur's skæbne." sagde jeg og indså, at jeg havde indrømmet, at jeg havde sneget mig med herned før. 

 

"Ja, jeg vidste godt, at du var med Merlin hernede. Men jeg kan kun sige om din skæbne, at Arthur kommer til at få brug for dig. Næsten lige så meget som Merlin." svarede dragen og smilede lumsk til mig. 

 

"Du kan bare ikke give et klart svar. Kan du vel?" spurgte jeg opgivende. 

 

"Hvad lærerigt er der ved det?" svarede den stadig lige smilende. 

 

"Men er det derfor, at jeg er blevet dobbeltbetvinger? Fordi jeg skal hjælpe Arthur og Merlin?" spurgte jeg, og denne her gang vil jeg have et klart svar. 

 

"Ikke kun derfor. Du skal også hjælpe dit folk." sagde den. 

 

"Mit folk?" Jeg kiggede spørgende på dragen. 

 

"Ja, dit folk. De bliver jagtet ligesom alle andre magiske væsner. Hvis Arthur har kendt en godhjertet betvinger, så vil han nok også være venligere mod dem, når han bliver konge." Dragen kiggede nærmest hoverende på mig. 

 

"Det har du vel ret i." svarede jeg. 

 

"Selvfølgelig har jeg det. Hvis du ville lade mig sove nu, ville det være fint." sagde dragen. 

 

"Det skal jeg nok." Jeg var på vej ud, da jeg indså noget. "Og tak forresten." 

 

Jeg gik op i min seng igen, og denne her gang kunne jeg sove. Der var lidt mere roligt inde i mit hoved. Jeg havde endelig fået bare en lille ide om, hvorfor jeg var blevet dobbeltbetvinger.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...