En, der ikke passer ind

Leona er en pige fra Den Sydlige Vandstamme, men for hendes egen sikkerheds skyld skal hun til Camelot, for at bo hos hoflægen Gaius.

Den her historie er et mashup af Merlin og med nogle karaktererne og evnerne fra Avatar: Den sidste luftbetvinger. Den kommer ikke til at følge historien i Avatar: Den sidste luftbetvinger og ikke alle karakterer kommer til at være med, og nogle af dem, der er, har ikke den samme personlighed som i serien.

Jeg ved godt, at historien måske er lidt mærkelig, men den har bare være inde i mit hoved i noget tid, og nu skulle den bare ud.

Hvis I har læst min anden movella, så ved I, at jeg godt kan lide navnet Leona, og derfor hedder pigen i den her historie også Leona.

2Likes
2Kommentarer
403Visninger
AA

10. Afsted med ridderne

 

 

Et lille stykke tid senere kom Gaius igen ind af døren. Jeg var meget spændt. Der var meget, der afhang af, om jeg fik lov til at komme med eller ej. 

 

"Hvad sagde Uther og Arthur? Må jeg komme med?" spurgte jeg med det samme, han ar inde af døren.

 

"Ja, det må du. Pak og gør din hest klar, for I skal afsted om en time." svarede Gaius med et lille smil på læben. Jeg åndede lettet op. 

 

"Gudskelov. Jeg skal nok skynde mig at pakke." sagde jeg. 

 

Jeg kom ned igen kort tid efter. Jeg havde min bue og pil i min taske, så jeg kunne tage det op senere. Kongen skule jo helst ikke se det. Jeg havde taget en anden kjole på, som var lyseblå. Den mindede lidt om det, jeg plejede at kæmpe i derhjemme. Jeg havde viklet noget tykkere stof rundt om mine underarme, og jeg havde fyldt mit vanddunk, som jeg havde på ryggen, op. Det gjorde jeg altid, inden jeg skulle afsted. Jeg ville være sikker på, at jeg altid havde vand, som jeg kunne betvinge. 

 

"Hvordan ser jeg ud?" spurgte jeg og stillede mig foran Gaius. 

 

"Som en kvindelig jæger." svarede han. Han gav mig en lille brun pakke.  "Jeg har pakket lidt forskellige lægemidler og eliksirer. Bare så I er på den sikre side." 

 

"Mange tak, Gaius." sagde jeg og smilede. 

 

"Held og lykke." sagde Gaius og gav mig et kram. "Kom nu hjem i et stykke." 

 

"Det lover jeg. Jeg skal nok passe på de riddere." sagde jeg og frigav mig fra krammet. Gaius smilede til mig, og jeg smilede igen. Derefter tog jeg min kappe og gik ned for at gøre min hest klar. 

 

Så snart jeg trådte ind i stalden, kunne jeg høre Vandfald, der vrinskede. 

 

"Hej, min pige." sagde jeg og kælede den lidt på mulen. "Lad os få gjort dig klar." sagde jeg og tog hende ud på gangen.

 

Mens jeg stod og skulle til at give Vandfald sadel på, hørte jeg en stemme bag mig; "Hej Leona." Det var Merlin. 

 

"Hej Merlin. Er du ved at gøre Arthur's hest klar?" spurgte jeg. 

 

"Nej, den er klar. Det her er min." svarede han og smilede. 

 

"Godt." sagde jeg.

 

"Er du nervøs? Gaius fortalte mig om Cucatreen." spurgte Merlin. 

 

"Ja, lidt, men jeg tror, at det er lige så meget, fordi jeg skal ud og ride med Arthur og hans riddere." svarede jeg og gav min hest hovedtøj på.

 

"Bare rolig. Det skal nok gå. Ridderne, der skal med, er flinke nok, men de driller dig måske lidt." sagde Merlin og grinede. 

 

"Tak for advarslen." sagde jeg og grinede tilbage. 

 

Vi gjorde hestene helt klar og trak dem ud på pladsen foran slottet. Merlin gav Arthur hans hest og holdte den, mens han steg op. Jeg sikrede mig, at alt var klar og satte mig derefter også op. Jeg kunne virkelig mærke sommerfuglene i min mave. 

 

"Hvad laver du her?" spurgte Sir Bolin. 

 

"Hun er med på Gaius' anbefaling." brød Arthur ind. "Vi får højst sandsynlig brug for en med bedre lægeevner end Merlin her." Arthur gav Merlin et puf på skulderen.

 

"Javel, Sir." svarede Sir Bolin, hvor efter han kiggede hen på med et beskyttende blik i øjnene. Han var jo vant til at være den, der skulle beskytte indbyggerne, og nu kom jeg bare vadende ind og skulle med ridderne ude på jagt.

 

"Hvis alle er klar, så rider vi." råbte Arthur til os og satte i galop. Jeg skyndte med at følge med. Jeg red lige bagved Merlin.

 

Vi red i et par timer, indtil vi kom en lysning i den tætte skov. 

 

"Lad os holde en kort pause her." sagde Arthur og steg ned fra sin hest. Vi andre gjorde det samme. 

 

"Nå, hvordan er det at være med indtil videre?" spurgte Arthur, men han gik hen i mod mig. 

 

"Det går fint, men vi har jo også kun redet indtil nu." svarede jeg, mens jeg bandt min hest til et træ. 

 

"Bare rolig, jeg kan love dig, for at der kommer til at ske noget." sagde Arthur og gik hen til ridderne. 

 

Jeg gik hen til Merlin for at hjælpe ham med at holde styr på hestene. 

 

"Så hvornår tror du, at vi bliver angrebet?" spurgte jeg Merlin, da jeg var kommet hen til ham. 

 

"Tja, det ved jeg ikke, men du kan forvente, at det kommer til at ske. Det gør det altid." fortalte Merlin og gav mig et smil. Jeg smilede tilbage. "Men de får sig nok en overraskelse, når de finder ud af, at vi har en pige, der er dygtig med bue og pil, og som kommer til at vinde over dem." Vi grinede lidt sammen, Merlin og jeg. Det var ret hyggeligt faktisk. Meget anderledes end når vi var i Camelot. Alle ridderne og Arthur var ikke så højetidelige. 

 

"Nu må vi se. Jeg tror, at ridderne bliver lige så overraskede. De ved det jo heller ikke." sagde jeg og smilede. 

 

Jeg fyldte min lille vanddunk op, for jeg havde drukket lidt af det, mens vi red. Jeg brugte min betvingning, da det var nemmest, men det var helt nede ved vandet, og Merlin og jeg var væk fra Arthur og hans riddere. Merlin kiggede nærmest fascineret på min betvingning. 

 

"Jeg har set mange former for magi, men jeg har aldrig set betvingning før." hviskede Merlin meget lavt. 

 

"Nej, men det er også klart, for der er ikke ret mange betvingere, der tør at være i Uther's kongerige." svarede jeg hviskende. 

 

Efter vi havde holdt den korte pause steg vi op igen og red videre. Jeg red stadig sammen med Merlin, da det var det, jeg var mest tryg ved. Arthur red foran mig, og efter lidt tid kunne jeg se, at han gav tegn til, at jeg skulle ride op ved siden af ham, så det gjorde jeg. 

 

"Tror det er sandt, hvad Gaius sagde? At bæstet ikke kan dræbes?" spurgte Arthur lettere nervøst. 

 

"Jeg ved det ikke helt. Jeg mener, der burde jo ikke eksistere et væsen, der ikke kan dræbes." svarede jeg, mens jeg kunne mærke, hvordan sommerfuglene fløj rundt omkring i maven på mig. 

 

"Det er sandt nok. Jeg har før dræbt væsner, hvor mange mente, at det burde være umuligt." fortalte Arthur. "Havde I mange problemer med magiske væsner på Vandstammen?" Jeg blev ret overrasket over, at han spurgte, for jeg var faktisk i tvivl, om han overhovedet vidste, hvor jeg kom fra. Det gjorde han så.

 

"Ja, lidt. Vi havde nogle angreb på min landsby, men det var ikke ret mange." svarede jeg.

 

"I er heldige med det. Der er alt for mange her." sagde Arthur. 

 

"Det tror jeg gerne på." svarede jeg meget stille. 

 

"Hvorfor er du egentlig i Camelot?" spurgte Arthur. Jeg var meget tæt på at svare; hvorfor spørger du, men jeg holdt igen. Men helt ærligt. Hvorfor ville Arthur overhovedet vide så meget om mig?

 

Før jeg kunne nå at svare, fyldes luft af hyl og råb. Det var soldater. Sikkert Odin's mænd. 

 

"LEONA, MERLIN. VÆK. NU." råbte Arthur. 

 

Merlin og jeg red over i siden. Jeg skyndte mig at finde min bue og mit pilekogger frem. Jeg førte en pil til buen og tog sigte på en af mændene, der skulle til at angribe Arthur bagfra. Jeg affyrrede pilen, som ramte manden i brystkassen, så han faldt af hans hest.

 

Jeg tog sigte igen og affyrrede jeg igen og igen. Pludselig kunne jeg høre Merlin mumle et eller bagved, hvorefter en af mændene faldt af hesten.   

 

Efter lidt tid fik vi nedkæmpet flokken af mænd, som var kommet stormende i mod os. Jeg kiggede ud over vejen. 17 af Odin's mænd. 6 riddere af Camelot. Vi var kun Arthur, Merlin og jeg tilbage. Af en eller anden årsag rørte situationen mig ikke rigtig. Jeg var ked af det over de tabte menneskeliv, men ikke så meget som jeg troede, jeg ville være.

  

"Er I to uskadte?" spurgte Arthur. 

 

"Ja, det tror jeg." svarede jeg. Jeg kunne se Arthur kollapse foran mig. 

 

"ARTHUR!" råbte Merlin og løb hen til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...