Pink på bare tæer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2018
  • Opdateret: 6 jan. 2018
  • Status: Færdig
Pink er skør, men nu også meget rar at have i nærheden, og så danser hun oveni købet på bare tæer i dagligstuen. Alt kan tolkes på skæv facon, når man er høj i røgens selskab.
Til Sindstequila, mulighed 1

10Likes
16Kommentarer
895Visninger
AA

1. før

Røgen rammer mig i ansigtet med sådan en kraft, at jeg næsten falder bagover. Måske vil det også være for det bedste, at jeg vælter ud og aldrig kommer tilbage. Den kilder min hud, og skærer i næsen, og jeg er allerede godt på vej ud af døren; desværre er det kun et scenarie i mit hoved, for de har allerede trukket mig ind i stuen. De sidder i en cirkel, som om de er ved at bede til Satan. De fniser som små piger, og min nervøsitet lettes pludseligt, for de kan ikke gøre en flue fortræd i den tilstand. Jeg kan løbe væk og aldrig komme tilbage, men den banale tilfredsstillelse af, at opnå accept løber i mit blod, så jeg lader være. Et hårdt slag på ryggen får mig til at snuble ned i deres forbandede satanistcirkel. De fniser endnu engang. De er ynkelige, men jeg ved, at jeg er værre, for det er mig der vil være en af dem, og ikke omvendt.

Robert stikker mig en joint, som jeg ligger i deres rundkreds, og jeg kniber øjnene sammen. Da jeg har kigget på den et sekund for længe, vender Mathias øjne.

”Kom nu, Hans. Det er gratis cannabis!”, leer han, og piller mig i håret. Det er på ingen måde rart, for jeg føler mig pludselig som en abe, der får sin abe-ven til at spise sine lus. Jeg sluger en klump uroligt spyt, og hiver jointen ud af Roberts behårede hånd. Han burde virkelig få det tjekket. Jeg lugter forsigtigt til den, og hvorfor, ved jeg ikke.

”Pas på! Den bider!”, udbryder Villiam, og blotter sit tandsæt idet han gnaver ud i luften få centimeter fra mit ansigt. I forskrækkelse kommer jeg til at stikke jointen direkte op i næsen på mig selv. Aldrig har jeg hørt 16 årige drenge le så meget siden børnehaven, men deres hjerner har selvfølgelig heller ikke udviklet sig siden dengang, har de vel? Det er altid tomhjernede børnehavebørn der går hen og bliver populære. Cannabis er vejen frem, og jeg har brug for det. Jeg lukker øjnene, som om de i sig selv tager en dyb indånding ved siden af mit eget åndedræt, og jeg er forberedt på det værste. Jeg har røget før, ikke hash, langt fra, men jeg ved hvordan man tager et sug. Røgen erstatter klumpen i min hals med cannabis, og det overrasker mig, at smagen ikke er den værste. De andre kigger på mig i stilhed, mens de venter spændt på, at jeg puster røgen ud. Endelig er det min tur til at drille dem, og jeg holder røgen inde så længe jeg kan, så de holder kæft bare et øjeblik. Desværre går det ikke helt som planlagt, og røgen sætter sig som et fast greb om min indre hals, og jeg hoster på livet løs. De andre giver sig til at grine, men selvfølgelig gør de det, imens jeg desperat forsøger at få røgen ud igen. Det lykkes, og jeg kigger rundt i lokalet som om intet er hændt. Jeg tager et sug til. Og så et sug til. Jeg ved ikke hvordan, men pludselig er der ikke mere tilbage.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...