Min ærlighed til dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2018
  • Opdateret: 3 jan. 2018
  • Status: Færdig

1Likes
2Kommentarer
153Visninger
AA

1. min ærlighed til dig

01-01-2018

Til Dig.

-Laura B. Schmidt.

Jeg har tænkt meget over, hvor jeg skal starte, og jeg har efterhånden fundet ud af, at der ikke er nogen start.

Min hjerne er et stort kaos, så den her tekst bliver sikkert også et rod.

Nu siger jeg det bare ligeud.

JEG SAVNER DIG.

Jeg savner dig så inderligt meget.

Jeg skriver til dig nu.

Jeg skriver ALT til dig nu.

For det har du virkelig fortjent.

Dette er blot mine tanker.

Du behøver ikke forstå dem.

Du behøver ikke syntes om dem.

Du behøver ikke at være enig.

Jeg ønsker bare, at du kender til min side af alt.

Vores venskab begyndte i anden klasse.

Jeg husker tydeligt vores breve til hinanden.

Du skammede dig over mig.

Jeg var ikke som de tre piger. du plejede at hænge ud med.

Dengang forstod jeg dig ikke.

Jeg var ked af det.

Jeg fandt endelig en veninde, men alt kommunikation skulle forgå via håndskrevne breve.

Jeg forstår dig nu.

Du var usikker.

Du var interesseret i mig.

Du var bare bange.

Bange for i sidste ende at stå alene.

I de andre tre pigers verden, var du deres.

Jeg var ikke en af jer.

De syntes ikke, jeg var dum.

De var også bange.

Bange for at de skulle miste dig.

Derfor ville de ikke have mig med.

Derfor turde du ikke være sammen med mig.

Du var i klemme.

Du var i en svær situation.

Det var rigtig synd for dig.

Du gik endnu kun i anden klasse.

Du var bange.

Tredje og fjerde klasse fortsatte som i anden klasse.

Tvivl, usikkerhed og forvirringer.

I femte klasse havde du det rigtig svært.

Du havde det sjovt sammen med mig.

Jeg fik dig til at grine.

En af de tre piger var usikker.

Den anden havde fundet nogle andre.

Den tredje var ikke længere bange.

Dig og hende var som søskende.

I var naboer.

Hun kunne ikke miste dig.

Selvom vi havde det sjovt sammen, var du usikker.

Du følte at du skulle vælge imellem dem og jeg.

Sådan så de også på alt.

Du ville ikke vælge.

Du ville ikke gøre nogen ked af det.

Du kunne ikke vælge.

Jeg syntes ikke du skulle vælge.

Dengang blev jeg lidt irriteret over, at det skulle være så svært, at være sammen med mig.

Jeg ville vide, om jeg var din ven.

Du kunne ikke svare.

Jeg forstår det godt nu.

Jeg var rigtig ked af det.

Jeg følte, der var noget galt med mig.

Jeg havde det svært.

Du havde det sværest.

Alt sammen fordi du var og er en helt igennem vidunderlig dejlig person.

Ingen ville miste dig.

Du ville ikke miste nogen.

Blot have flere venner.

I sjette klasse skete der mange forandringer.

Den sidste af de tre piger fandt sammen med nogle andre.

Hun var nu sikker på ikke at blive alene.

En ny pige begyndte i vores klasse.

Jeg greb chancen.

Jeg var imødekommende overfor hende.

Hun var den første nye pige i vores klasse.

Hun fortjente en god start.

Jeg tilbragte meget tid sammen med hende.

Du tilbragte meget tid sammen med din nabo.

Vi var stadig venner.

Vi havde fået det nemmere.

Du var ikke længere bange for at være sammen med mig.

Jeg skulle flytte.

Jeg fik en form for angst.

Ingen vidste det.

Jeg blev bare stille og roligt usynlig.

Du vidste ikke hvad du skulle stille op.

Jeg blev upopulær.

Jeg havde aldrig været populær.

Det havde du.

Det havde de tre piger.

Jeg var normal.

Du var også normal.

Alle syntes bare om dig i en højere grad.

Men nu var jeg ikke normal.

Jeg var upopulær.

Ingen ville være i gruppe med mig.

Uanset hvad jeg sagde, var det forkert.

Jeg kom dybere og dybere ned i et sort hul.

Min angst blev værre og værre.

Du vidste ikke noget.

Den nye pige vidste ikke noget.

Ingen vidste noget.

Den nye pige fandt sammen med en anden pige.

De to fandt sammen med din nabo og dig.

Du var blevet medlem af en ny firkløver.

Du havde mig stadig i baghovedet.

Du var bare bange igen.

Jeg forstår dig godt.

Ingen vil være sammen med den upopulære.

Du risikerede selv at blive ligesom mig.

Vi gik kun i sjette klasse.

Ingen vidste, at alle har noget de bøvler med.

Jeg græd.

Det var åbent bare ikke okay.

Jeg var en pivskid.

Jeg græd jo, fordi jeg ikke havde nogle venner.

Det sagde alle.

Det troede alle.

Det var også sandt.

Det var bare ikke det, der var det virkelige problem.

Det var blot et punkt, jeg kunne placere min sorg på.

Jeg vidste ikke, hvad jeg var så forfærdelig ked af.

Jeg vidste ikke, hvad der havde udviklet min angst.

Jeg vidste bare, at det ikke blev bedre af, ikke at have nogle venner.

Jeg vidste, at ingen af jer andre vidste, hvad der virkelig var galt.

At jeg græd hver eneste nat.

At jeg ikke turde komme i skole.

At jeg overvejede selvmord.

At jeg havde angst.

Min angst forsvandt ikke.

Den blev bare lagt til side.

I sommerferien fik jeg af vide, at min bedstefar havde fået kræft.

Jeg var helt færdig af gråd.

Da jeg startede i syvende, var det en ny start for mig.

Vi fik ny klasselærer.

Der kom styr på tingene igen.

Jeres firkløver spredte sig.

Din nabo og den nye pige interesserede sig for drengene.

Du var ikke klar til drengeting endnu.

Du forsøgte at virke interesseret, for at passe ind.

De to piger blev tættere.

Du og jeg blev tættere.

Min angst forsvandt.

Du var modig.

Du turde være sammen mig.

Det må have været en befrielse for dig.

Du kunne være sammen med dem du ville.

Du virkede glad.

Du var stadig sammen med de to piger til tider.

Du skammede dig ikke over at være sammen med mig.

Jeg var lykkelig.

I starten var jeg usikker.

Ville du virkelig være sammen med mig?

Eller var jeg bare reserveveninden?

Du blev sammen med mig.

Jeg var ikke længere i tvivl.

Du gjorde mit liv værd at leve.

Jeg havde fundet den veninde, jeg altid havde ønsket mig.

En som ville mig, lige så meget som jeg ville hende.

Jeg mistede min bedstefar efter juleferien.

Det gjorde mig meget ked af det.

Jeg havde svært ved at vise min sorg.

Jeg havde ikke god erfaring med at græde i skolen.

Jeg holdte det inde.

Jeg var en glad pige.

Jeg ville gøre alle glade.

Du viste omsorg for mig.

Du var rigtig sød.

Vi fortsatte med at have det sjovt.

Du gjorde mig glad.

Den første del af sommerferien var vi meget sammen.

Du inviterede mig i sommerhus.

Vi havde det sjovt.

Vi hyggede os.

Den sidste weekend i sommerferien var jeg sammen med en dreng.

Vi var sammen fra tidlig morgen til sen aften.

En anden dreng var med til tider.

Vi spillede pokemon go.

Han forvirrede mig.

Han flirtede med mig, men han talte også grimt til mig.

Jeg glemte de grimme ord.

Jeg tænke, at det var typisk drenge.

Det var indviklet.

Han blev min bedste ven.

To andre drenge blev ved med at køre på os.

De accepterede til sidst, at vi var venner.

Vi blev en firkløver.

Vi var alle lige gode venner.

Vi havde det sjovt.

Vi var dumme.

Vi konkurrerede.

Vi havde det godt sammen.

Jeg blev sammen med drengene.

Drenge tager lettere på tingene, så jeg kunne skjule min sorg.

Du fandt sammen med de to af pigerne fra den tidligere firkløver igen.

Vi var ikke uvenner.

Vi havde det stadig godt sammen.

Du blev usikker på mig.

Det er jeg ked af.

Jeg havde travlt med drengene.

Jeg begyndte at ændre mig.

Jeg sammenlignede mig selv med modeller.

Jeg sammenlignede mig selv med drengene.

De havde så tynde ben.

Jeg havde svært ved at acceptere min krop.

Jeg forstod ikke, at piger har former, og drenge ikke har.

Jeg ville tabe mig.

Jeg startede ud med, ikke at have mad med i skolen.

Det var meget nemt.

Jeg holdte det hemmeligt.

Ingen skulle vide det.

Han vidste det.

Han vidste at jeg aldrig spiste i skolen.

Han lagde ikke noget i det.

Jeg er aldrig blevet helt klog på ham.

Han sagde vi bare var venner.

Han kikkede på mig med det der blik.

Han blev rød i hovedet, når vi stod tæt på hinanden.

Han sagde jeg var mærkelig.

Han holdte mig i hånden nogle gange.

Han skrev med mig hver aften.

Han skubbede mig.

Han sagde endda , ”your the reason cancer exist” til mig.

Jeg tror aldrig helt, jeg kommer til at forstå ham.

Jeg kunne lide ham i starten.

Han blev bare for forvirrende.

Han er bare en ven nu.

Det blev november.

Jeg spiste ikke morgenmad længere.

Jeg begyndte at løbe.

Jeg tog iskolde bade.

Jeg styrketrænede.

Jeg isolerede mig.

Du syntes jeg opførte mig mærkeligt.

Du havde på fornemmelsen, at der var noget galt.

Jeg var meget træt hele tiden.

Jeg vidste godt, at jeg ikke spiste nok.

Jeg tilbragte lang tid på skolen.

Der var ingen mad på skolen.

En eftermiddag før efterårsferien faldt jeg næsten i søvn inde i fællesrummet.

Der var lektiecafé.

Jeg græd.

Jeg fortalte en lærer, at jeg var ked af mit udseende.

Jeg fortalte, at jeg ikke spiste noget, før jeg kom hjem fra skole.

At jeg vejede mig selv hver dag.

Hun gav mig uge, til at gå i gang med at spise.

Jeg kunne ikke.

Den dag vi cyklede ud til Viby, var den sidste chance jeg havde.

Jeg havde taget en enkel kiks med.

Jeg spiste den ikke.

På slutningen af dagen spurgte hun hvordan det gik.

Jeg løj for hende.

Jeg sagde jeg havde spist lidt kiks hver dag.

Det blev efterårsferie, og jeg skulle på musikstarter.

Jeg skrev med ham drengen hver aften.

Jeg spurgte ham, om han kunne lide mig.

Han svarede nej.

Jeg blev glad for endelig at få et svar.

Han flirtede videre næste dag.

Jeg skrev til ham, at det var hans sidste chance.

Han svarede nej, og jeg skrev, han skulle behandle mig som en ven så.

Han gjorde, hvad jeg sagde.

I januar begyndte jeg at tælle kalorier.

Jeg downloadede en app.

Den fortalte mig, hvor mange kalorier der var i alt, hvad jeg spiste.

Hver aften sagde den, at jeg spiste for lidt.

Det gjorde mig ikke andet end glad.

Jeg tilbragte hvert eneste frikvarter i vindueskarmen.

En pige var begyndt at spørge ind til, om jeg ikke skulle spise min madpakke.

Jeg isolerede mig.

Jeg ville ikke opdages.

I Februar begyndte jeg at kaste op.

Jeg kunne ikke finde på en undskyldning hver eneste aften, til ikke at spise aftensmad.

Mine forældre ville bare opdage mig så.

Jeg spiste derfor maden nogle dage.

Lige efter gik jeg i bad.

Jeg tændte for højt musik.

Jeg kiggede mig nøje i spejlet.

Jeg kastede alt maden op igen.

I marts måned begyndte jeg på mavebøjninger.

Hver gang jeg gik på toilet.

Jeg kunne ikke lave ti mavebøjninger ad gangen.

Jeg lavede mindst hundred.

Jeg græd hver eneste aften.

Jeg var smadret.

I natur-fag havde vi om kost.

Jeg var meget interesseret i emnet.

Jeg lærte, at fedt faktisk er vigtigt for kroppen.

Jeg blev bekymret for mig selv.

Jeg levede af bladselleri.

Én stang bladselleri om dagen.

Ikke andet.

Jeg begyndte at indse, at jeg ikke var helt rask.

Jeg bildte bare mig selv noget andet ind.

Hver frikvarter sad jeg og så på pro Ana sider.

Jeg kikkede på træningsskemaer, thinspiration og kalorietabeller.

Jeg vidste og ved, hvor mange kalorier der er i en hvilken som helst ting.

I april gik jeg helt grassat.

Jeg løb otte kilometer hver anden dag.

Dagene imellem lavede jeg styrketræning, cyklede og dyrkede karate.

Nogle gang løb jeg to gange om dagen.

Jeg stod tidligt op, og løb fire eller fem kilometer inden skole.

Jeg var helt ude af den.

Du vidste ikke, hvad der var galt med mig.

Du troede vi var vokset fra hinanden.

Jeg var den eneste der vidste hvad der var galt.

Indtil sidst i april måned.

En lærer kunne se, at jeg ikke havde det godt.

Jeg fortalte hende det hele.

At jeg ikke spiste.

At jeg dyrkede overdrevet meget motion.

At jeg kastede op.

At jeg hadede mig selv.

Næste dag snakkede hun med mig igen.

Jeg sagde, at hun ikke måtte sige noget til mine forældre.

Hun blev nødt til det.

Det vidste jeg inders inde godt.

Min mor blev rigtig ked af det.

Hun forstod det ikke.

Det gør hun nu.

Det var weekenden før Krakow-turen.

Den dag vi tog afsted til krakow, løb jeg ti kilometer om morgenen.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg ikke kunne løbe i en uge.

Læren holdte øje med mig på turen.

Jeg spiste ikke noget.

Når hun sagde jeg skulle, så løj jeg.

Jeg havde fortalte hende midt på ugen, at jeg ikke havde spist så meget.

Hun sagde jeg skulle spise noget.

Jeg var i panik.

Jeg gjorde det.

Jeg spiste lidt til aftensmad.

Jeg spiste lidt af madpakken.

Jeg fik det forfærdeligt.

Jeg kastede op om aftenen på hotellet.

Hun vidste godt det skete.

Hun vidste bare ikke hvor tit.

Da vi kom hjem fra krakow, kom jeg til lægen.

Lægen videresendte mig til Psykiatrisk afdeling i Odense.

Jeg fik konstateret Anoreksi, Angst og en smule OCD.

Hoved diagnosen var Anoreksi.

Jeg skulle starte i behandling.

Du var den første fra klassen, der fik det af vide.

Du betyder nemlig noget for mig.

Jeg savner dig.

Jeg kigger tit på dig og den anden pige.

Jeg bliver rigtig trist inden i.

Ikke fordi du er sammen med hende.

Det er godt, du har nogen at være sammen med.

Det er jeg rigtig glad for.

Jeg ønsker bare så inderligt, at jeg kan være med.

At du kan blive den veninde, du var i syvende klasse.

For jeg savner dig.

Jeg savner dig så frygtelig meget.

Jeg vil så gerne, at tingene kan blive som de var engang.

At vi kan snakke om alt mellem himmel og jord.

At jeg ikke skal være usikker på, om jeg siger noget forkert.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg ved godt, at dig og hende er rigtig tætte.

Du har ændret dig rigtig meget.

Du er blevet en anden version af hende.

Ikke at det er dårligt.

Jeg savner bare dig.

Jeg vil ikke lave om på mig selv, for at være sammen med jer.

Det er det, der er så svært.

Jeg savner bare, at kunne være mig selv med jer, uden at føle jeg gør eller siger noget forkert.

Jeg er mig.

Du er dig.

Hun er hende.

Vi alle er, som vi er.

Jeg ønsker, at hende og dig forbliver ligeså god venner som i er.

Det fortjerner du.

Du er et meget godt menneske.

Du ønsker at hjælpe mig.

Du ønsker at gøre mig godt.

Vis du vil mig, ligesom i syvende.

Betro dig til mig.

Hver dig selv.

Og lad mig være mig selv.

Jeg behøver ikke være din bedste ven.

Ingen i vores alder har en bedste ven.

Vi har flere bedste venner.

Du er er en af mine bedste venner.

Jeg betror mig til dig.

Jeg stoler på dig.

Jeg syntes, du er meget modig.

Jeg savner dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...