Tre ødelagte børn og en halvdød Mutter

Jeg måtte bevæge mig forsigtigt over alle ledningerne og og kabler, det var som det rene minefelt. Hvis jeg væltede én ting, ville det hele sikkert vælte i et stort spil domino, og Mutter ville blive sur. Og ingen af os kunne lide Mutter når hun var sur. Så plejede jeg at tage lille Lise med ned i kælderen og så ville Store Karl tale med Mutter.

3Likes
4Kommentarer
186Visninger

1. -

 

 

Stuen havde aldrig været så lys før. Man kunne se hver en krog og hver en lille edderkop der desperat prøvede at gemme sig for det skarpe lys, prøvede at gøre sig selv usynlig igen så de ikke blev dræbt. For lille Lise hadede edderkopper. Kunne ikke fordrage dem. Hun plejede altid at træde på dem, hvilket resulterede i at alle edderkopperne altid gemte sig i krogene og bag reolerne. Især bag min reol. Så lille Lise kom tit ind for at fange nogle for mig. Jeg sagde hende aldrig imod, men når jeg engang imellem fandt en edderkop der dristigt kravlede hen ad gulvet, slap jeg den fri udenfor, fri fra lille Lises børnekløer.

 

Jeg gik lidt rundt i stuen. Studerede alle de lamper der stod på alle rummets flader, nogle endda balancerende ovenpå hinanden. Mange af dem manglede lampeskærmen, nogle var gået lidt i stykker, de fleste af dem var grimme. Mon det nu var Mutters forsøg på at gøre hjemmet mere moderigtigt igen. Hun syntes nemlig at det var pænt med lidt lys, så rummene ikke blev for mørke, for hun syntes altid at vores hus var mørkere end de andres. Jeg gav hende ret, dog var det husets beboere der fik huset til at virke mørk, ikke indretningen.

 

Jeg måtte bevæge mig forsigtigt over alle ledningerne og og kabler, det var som det rene minefelt. Hvis jeg væltede én ting, ville det hele sikkert vælte i et stort spil domino, og Mutter ville blive sur. Og ingen af os kunne lide Mutter når hun var sur. Så plejede jeg at tage lille Lise med ned i kælderen og så ville Store Karl tale med Mutter.

Store Karl var altid så rar. Han var egentlig kun min halvstorebror, selvom han var helt stor. Han var kun et par år ældre end mig, men nu hvor han var manden i huset, følte han at det var hans opgave at berolige Mutter. Og det gjorde han også for det meste. Når det ikke var for det meste, så kom han med ned i kælderen, og så forsvandt hans røde kind efter et par dage.

 

Jeg satte mig forsigtigt ned på sofaen efter jeg havde rykket den lampe der stod i vejen. Nu stod den på gulvet, og gav et rødligt skær fra sig, smukt, virkelig, jeg overvejede næsten at tage den med op på værelset.

Pludselig kunne jeg høre hoveddøren åbne, og Store Karl råbte hans ankomst. Jeg havde lyst til at sige til ham, at han skulle passe på når han kom ind i stuen. Jeg havde også nær væltet en lampe, der stod lige præcis ét skridt væk fra gangen, men jeg var ikke nær så klodset som Store Karl, for Store Karl var meget stor, og derfor også meget klodset.

Jeg havde ikke tal på hvor mange gange jeg havde hørt et brag inde fra hans værelse efterfulgt af et skrig. Nogle gange var det fordi han var væltet, andre gange Mutter. Før i tiden også Fader. Men nu var Fader rejst væk for at blive præst, for det følte han ikke han kunne være når Mutter var til stede. Hun gjorde ham for liderlig. Det sagde han ikke, men Mutter tog en anden mand med hjem dagen efter Fader var rejst, og det var sådan lille Lise kom til verden. Så teknisk set var det eneste vi havde til fælles, os tre lidt ødelagte børn, Mutter. Og Mutter kunne også godt være en god mutter. Hun lavede stadig lille Lises madpakke og hjalp mig med at lave min. Store Karl kunne godt lave sin egen madpakke, det mente Mutter bestemt. Men Store Karls madpakke bestod kun af mandariner og tørt rugbrød når han lavede den selv, så jeg plejede altid at vågne lidt før ham, så den lå klar i køleskabet når han vågnede. Og når jeg kom hjem fra skole, lå der altid en femmer på min pude. Det var en lille usagt kontrakt som vi havde, og som Mutter ikke vidste noget om.

 

Jeg nåede ikke at sige noget til Store Karl. Så nu lå han på gulvet med fem heltødelagte lamper ved siden af ham, og jeg stod med ti halvødelagte lamper ved siden af mig, som allerede var halvødelagte da jeg kom herind. Og så undrede jeg mig over hvorfor Mutter ville købe halvødelagte lamper, og Store Karl undrede sig sikkert over hvad han var faldet over. Jeg gik slalom hen til Store Karl der stadig lå på gulvet og kiggede ned på ham. Han prustede tungt som en hest der havde brug for vand, og jeg skubbede stilfærdigt til ham med foden. Han kiggede op på mig, så rundt i stuen. Jeg spurgte om han vil have noget havregrød, for det ville han altid når han kom hjem om lørdagen. For det var lørdag, og Mutter var ikke hjemme, hvilket hun plejede at være, men det prøvede jeg ikke at tænke på, for jeg havde ikke lyst til at tænke på endnu en lille Lise eller måske en lille Karl.

Store Karl spurgte hvad alle de lamper lavede her, og jeg spurgte om han ville have noget havregrød. Han sagde jeg skulle holde kæft med det havregrød, og jeg gik ud i køkkenet for at lave noget havregrød. Store Karl elskede havregrød. Først en gryde, så mælk, så havregryn, dobbelt så meget mælk som havregryn. Jeg puttede salt i, selvom Store Karl ikke kunne lide at jeg puttede salt i, men det glemte jeg, og da Store Karl smagte det, stadig liggende på gulvet, lagde han ikke mærke til det, så jeg satte mig ved siden af ham på gulvet, og prøvede at klappe ham på skulderen, men jeg var ikke god til at trøste mennesker, så jeg skulle til at gå op på mit værelse, da Mutter kom hjem. Jeg kunne høre at det var Mutter, for hun gik tungt og det var nærmest som om hun trak en brise af vodka med sig hvor end hun gik.

Store Karl sukkede, så jeg sukkede også. Mutter kom hen til døråbningen, og kiggede ned på os. Prøvede at spytte, men blev kvalt i hendes eget spyt og hostede desperat efter vejret. Hun gik et skridt hen mod os, og kiggede ud over stuen. Kiggede ned på os, så hun så de ødelagte lamper ved siden af Store Karl. Jeg kunne straks se hendes hoved blive endnu mere rødt end det allerede var, og hun skulle til at sparke til Store Karl, der på det tidspunkt ikke virkede synderlig stor, nu var han bare Karl. Men da hun tog sit ben op og ramte Karl, tog Karl fat i hendes ben og hun haltede en smule, før hun igen fandt balancen.

Karl kiggede hen på mig, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle, men jeg skubbede blidt til Mutter med min fod, bare lidt instinktivt, og Mutter røg straks bagover, stadig med nu Store Karl holdende i hendes ben.

Hun ødelagde flere lamper en Store Karl, men vi blev ikke sure på hende. Vi stirrede bare lidt på hende. Og lidt mere. Og lidt mere. Men det var som om Mutter ikke gad rejse sig op, hun hev bare anstrengt efter vejret, og snart gav hun op. Vi rejste os begge to op, mig og Store Karl, og jeg kiggede ned på hende. Som hun lå der lignede hun en ordenligt mutter. En mutter som ikke ville gøre det forfærdelige ting Mutter havde gjort. Men så så jeg den nye lampe hun var kommet med, der lå i hendes arme, og gik så straks ud for at tage noget mere havregrød.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...