Unchained Melody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Elliot er sådan lidt alene i verden. Han har sin mor, men det er der jo ikke så meget ved. Men pludselig en dag banker skæbnen på døren, dækket i friskt, vådt blod.

0Likes
0Kommentarer
17Visninger
AA

1. Mit navn er Elliot

Jeg synes ofte man hører om taberne efterhånden. Men taberne har altid andre tabere at være sammen med, og så har de det skide fedt med hinanden. Det er blevet moderne at være en taber, så hvad nytter det egentlig overhovedet at forsøge at være noget? Jeg er inderst inde nok mest af alt bare indebrændt over, hvordan tingene er. Det ville jo være meget smartere, hvis det gik mere efter mit hoved. Problemet er bare, at jeg er forholdsvis usikker på, hvordan jeg helst vil have tingene. Der er mange forandringer, der gerne skulle træde i kraft rimelig hurtigt, men hvis jeg kender mig selv ret, ville jeg hurtigt fortryde disse forandringer, og dermed ønske noget helt andet end originalt tænkt. Hvis nu mit liv var en dans på roser og jeg ikke hver evig eneste dag skulle slæbe mig selv fra a til b, ville jeg nok heller ikke ønske at lave om på alting i første omgang.

Jeg ved ikke selv, helt præcist, hvad jeg er. Jeg elsker at danse. Ikke at jeg på nogen måde kan finde ud af det, men ethvert gulv er et dansegulv. Medmindre det er i offentligheden, selvfølgelig. Jeg hører en del musik, og så læser jeg en fandens masse tegneserier. Godt og grundigt kvalificeret taber, men bare vent, det bliver langt værre!

    Jeg hører ikke indenunder kategorien ”taber”. Faktisk er jeg ifølge de fleste (og mig selv) fuldstændig udenfor rækkevidde. Med det mener jeg, at jeg ikke engang kan kvalificeres som taber. Jeg tilhører min helt egen sociale gruppe, som jeg oven i købet også hersker i helt alene. Men det er vel en positiv måde at se på det; jeg er kongen af noget. Ikke at jeg har nogen at udøve magt på, men tanken er vel i sig selv en smule opløftende.

Nu tænker du nok; herregud, hold dog op med at have så ondt af dig selv. Hvis du tænker dette, må jeg desværre skuffe dig og sige jeg ikke har det mindste smule ondt af mig selv. Ovenstående er bare fastslåede fakta om mig. Okay, mit ordvalg havde måske en vis negativ ladning i sig, men det ser vi lige bort fra. Tak for forståelsen.

Jeg er min egen modsætning. Ikke at jeg har en eller anden form for langt ude personlighedsspaltning, men indtil videre har jeg jo beskrevet den perfekte nørd. Eller taber. Jeg ved ikke, hvad folk ville foretrække at kalde det. Jeg ønsker jo heller ikke at træde nogen over fødderne.

    Jeg er ryger. Jeg ryger cirka 5 til 10 cigaretter om dagen, hvis jeg er stresset er tallet endnu højere. Se dét er taberagtigt uanset, hvem du er. Jeg har sådan cirka 0 sociale kompetencer, hvilket betyder at jeg ikke kan formulere en sætning uden at lyde som en der er mentalt handikappet, medmindre jeg har forberedt mig hjemmefra og skrevet syv forskellige manuskripter, der hver især passer til de forskellige situationer. Dette har jeg selvfølgelig ikke tid eller overskud (eller lyst) til at gøre hver dag, så jeg sørger bare for ikke at snakke med nogen. Jeg kan godt skrive med folk over internettet, for der får jeg mulighed for at tænke over mine ord, før de kommer ud.

Jeg bor sammen med min mor, som elsker mig højere end hun elsker sig selv og at bage cupcakes. Og hun bager altså cupcakes cirka fem gange om ugen. Jeg vil ikke kalde mig selv for en mors dreng, men min mor er fuldstændig besat af mig, og jeg har bare affundet mig med det, eftersom det har stået på over de sidste 17 år. Jeg reagerer sjældent på hendes underlige måder at vise sin kærlighed, men lader hende styre sit eget show. Jeg har ingen søskende og min far er hjemme en gang om året – til jul. Da jeg var yngre besøgte vi ham tit i de lande han nu måtte befinde sig i, men jo ældre jeg blev og jo vigtigere skolen blev for mig, faldt antallet af besøg per år. Ham og min mor er stadig gift og de snakker i telefon sammen hver dag. Jeg snakker sjældent med ham længere, er vel nok en form for indebrændt på ham for at vælge et arbejde, der kræver, at han er alle andre steder end hjemme.

    Engang holdt jeg meget af at klatre i træer, og jeg var faktisk vældig god til at komme rundt omkring. Jeg kunne også løbe forholdsvis hurtigt, hvilket nok også havde noget at gøre med, at jeg var så lille. Jeg har altid været meget lille, både i forhold til højde og kropsbygning. Dog skød jeg i vejret, da jeg blev 14, men min vægt forbliver den samme til evig tid (tror jeg i hvert fald). Men i hvert fald kunne jeg løbe stærkt, klatre i de højeste træer i skolegården uden at falde ned en eneste gang og hoppe over ting. Var alt i alt faktisk den perfekte kriminelle. Ville hurtigt kunne flygte fra gerningsstedet og gemme mig. Det kan jeg dog ikke længere. Jeg kan sagtens løbe hurtigt, men mine lemmer er blevet alt for lange til at jeg kan kravle i nogen som helst form for træ, uden at blive viklet ind i grenene. Ikke at jeg har forsøgt, men det har jeg sådan set heller ikke rigtigt lyst til.

    Jeg er 17 år gammel og jeg har ikke opnået noget som helst i mit liv. Jeg har ikke en eneste ven, der ved hvordan jeg ser ud. Jeg har aldrig kysset en pige, knap nok rørt ved en. Jeg vågner ofte og kigger på puden ved siden af mig. Det ville være rart, hvis der lå en pige der og gloede tilbage på mig med et smil. Jeg ved præcis, hvordan hun ser ud. Men det må du ikke få at vide, det er en hemmelighed. Nok mest fordi, du vil synes endnu mindre om mig end du gør i forvejen, hvis jeg ytrer hvilken pige jeg allerhelst vil have i min seng. Min mor troede i lang tid, at jeg var homoseksuel. Det tænker jeg også selv på en gang i mellem. Det kan jeg jo sagtens være, uden at vide det, eftersom jeg knap nok rører ved andre mennesker.

    Jeg røg min første smøg da jeg var 14 år gammel. Min mor fandt ud af det da jeg var 15, men fordi hendes kærlighed for mig er så enorm, nænnede hun ikke at skælde mig ud, og fortalte blot at jeg var gammel nok til at tage mine egne beslutninger. Nogle gange tror jeg min mor er skyld i, at jeg er blevet den jeg er. Ikke at jeg slet ikke har nogle kompetencer overhovedet, jeg er god til de fleste skolefag og så kan du altid regne med min ekspertise, hvis du har brug for råd om tegneserier. Eller, det ville du kunne, hvis nu jeg lærte at føre en normal samtale uden at snuble over alle ordene.

    Mit navn er Elliot, og den her historie skal faktisk slet ikke handle om, hvor stor en taber jeg er. Den skal heller ikke handle om June, der nok er den smukkeste pige i verden. Hun smiler altid og hendes hår danser altid i vinden, let og elegant. Den skal heller ikke handle om Ryan, som dagligt forsøger at gøre mit liv et helvede. Jeg er vidst det oplagte mobbeoffer for ham, men eftersom jeg aldrig reagerer, er det ikke altid lige sjovt. Dog fyrer han ofte jokes af om mig i klasseværelserne, for at få de andre til at grine. Så en form for nytte gør jeg vel. Den skal heller ikke handle om min mor eller min far, den skal handle om en jeg slet ikke kender navnet på.

    På en normal hverdagsaften omkring klokken ti sidder jeg på taget udenfor mit vindue med en smøg i hånden, mens musikken fra mit værelse baner sig vej ud i den friske aftenluft. Det er altid utroligt fredeligt, og mit hår er også tit forholdsvis fedtet, fordi jeg altid har ”for travlt” til at gå i bad. Jeg har røde sokker på, og en alt for stor hættetrøje min mor købte til mig fordi jeg altid gik og frøs. Den har jeg på hver dag, i hvert fald derhjemme. I skolen varierer det en smule mere, men heldigvis er jeg usynlig for de fleste, så jeg kan sagtens at undlade at skifte tøj i tre dage i træk. Hvis jeg var Ryan, ville det jo aldrig være muligt. Godt jeg ikke er Ryan.

Fra mit tag er der ikke specielt meget at kigge på, eftersom jeg bor i et helt roligt, familievenligt nabolag. Nogle gange er emo-Hannah fra den anden side af vejen oppe at skændes med hendes kæreste, Todd. Eller, måske er hun ikke emo, jeg ved ikke helt, hvad hun kan kvalificeres som. Måske mere en goth? Hun tilhører i hvert fald en eller anden form for gruppe, for alle hendes venner ser ud som hende. Derfor undrer det mig også, at hun er sammen med Todd. Todd har langt hår, går i tøj lavet af hør og træder ikke udenfor uden sin guitar. Jeg tror måske bare de er fælles om deres ønske om verdensfred og global veganisme.

Men, i hvert fald kan jeg følge ret intenst med i deres skænderier gennem de tynde grene på træet i vores forhave, da de af en eller anden virkelig underlig grund, altid står foran vinduet. Eller i hvert fald sådan at man kan se en af dem. Det ser altid vældig voldsomt ud, og selvom jeg ikke kan høre noget er det ofte nemt at aflæse, hvad deres skænderier handler om.

Der er også Jonathan Jenkins. Han bruger det meste af sin dag på at rulle frem og tilbage på vejen på sit skateboard. Og om aftenen når der ikke længere kører biler kommer han ud med sine små hjemmebyggede ramper, som han gang på gang forsøger at mestre. Hvis han falder er det en god aften. Jonathan Jenkins går en årgang under mig og ligner altid en der lige er trådt ud af en 90’er film. Hvis nu han ikke var så indadvendt og vred på verden ville han sikkert være møgpopulær. Måske endda et mode ikon, hvem ved?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...