Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1202Visninger
AA

17. Venskab på prøve

(År 2196)

Pigen havde mistet al fornemmelse af tidens gang. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde ligget der fastspændt i sengen. Det kunne være dage eller år. Det kunne være uger eller måneder. Det gjorde i sig selv ingen forskel. Hun havde rigeligt med tid at give af.

Psykiateren havde forladt hende på et eller andet tidspunkt i går aftes; ja, eller måske havde det været nat. Hvem ved?

Pigen lå og kiggede op på det hvide loft. Hun forestillede sig, hvordan det var lette skyer. De sorte huller gjorde klar til at slippe regndråberne ned over hendes ansigt. Hun ville lade sig bade i himlens tårer.

Ja, det var rent faktisk lidt for lang tid siden, hun havde været ude under den åbne himmel. Hun havde ligget fastspændt i denne seng alt for lang tid – og hun kunne snart ikke udstå dunsten af sig selv længere.

”Godmorgen, min pige,” sagde en stemme. Pigen kiggede hen i retningen. Det var en sygeplejerske. Hun var en lille buttet, bleg dame, med mat, røde krøller og et gulligt smil. Pigen gad ikke at snakke med sygeplejerskerne. De talte til hende, som om hun var psykisk ustabil.

Pigen havde lyst til at le bittert af sig selv. Hun kunne udmærket godt forstå, hvorfor hun fremstod psykisk ustabil; for helt ærligt, hvilket normalt menneske ville tænke, at de kunne flyve afsted fra trætoppens fald?

Sygeplejersken gik over og trak gardinerne fra. Morgensolens stråler kastede sig ind gennem vinduet og blændede pigen. Hun havde lyst til at skærme sine øjne fra det smertefulde lys. Alligevel følte hun sig draget mod den smerte og ro, lyset rummede.

”Hvordan har vi det så i dag?” spurgte sygeplejersken med en sukkersød stemme, som talte hun til et lille barn. Smilet om hendes mund forekom pigen kunstigt.

Hvis pigen ikke havde været fastspændt, havde hun givet damen en på lampen; det var måske alligevel godt, at hun hverken kunne bevæge arme eller ben.

Vi er umådelig træt af at ligge i denne seng,” svarede pigen med en hånlig stemme, mens hun rullede med øjnene. Hendes tilfangetagen gjorde hende gnaven og strid.

”Jamen,” sagde sygeplejersken, mens hun slog sine små buttede hænder sammen, ”hvad siger vi så til at få et lille bad?”

Pigen vidste egentlig ikke, om hun havde lyst til at lade denne dame hjælpe hende i bad. Det virkede ualmindeligt nedværdigende, at hun skulle have hjælp til sådan noget. Men på den anden side kunne hun jo heller ikke selv bringe sine ødelagte legemer ud i badet.

Vi siger, ja tak, hvis det ikke kan være anderledes,” sagde pigen modvilligt. Det eneste, der kunne holde hende kørende, var tanken om, at hun ikke længere skulle udstå dunsten. Det var en dunst, der stammede fra den gipsbelagte krop, der havde været udsat for en del traume. Pigen havde lyst til at rynke på næsen af stanken fra sig selv.

Sygeplejersken begyndte at pakke gipsen ind, så den ikke ville blive våd. Pigen lukkede øjnene og håbede på, at hele denne ydmygende seance snart ville være overstået.

 

***

 

Da pigen åbnede øjnene, lå hun igen i sengen. For første gang i lang tid var hun taknemmelig for at ligge fastspændt til sengelejet.

Hospitalssengen var ligeledes blevet lagt i rene klæder. Det eneste, der stadigvæk lugtede af gammelt sved, var gipsen.

”Har vi det bedre nu?” spurgte sygeplejersken og rettede på puden, som støttede pigens hoved. Den sukkersøde tone virkede kvalmende på pigen.

”Ja,” svarede pigen irriteret, mens hun bad til, at sygeplejersken snart ville gå sin vej. ”Ja, vi har det bedre. Vi er bare lidt træt ovenpå badet.” Pigen smurte tykt på i håb om, at sygeplejersken ville gå sin vej.

”Åh,” sukkede sygeplejersken med den største medlidenhed, hun kunne frembringe. ”Jamen, så vil jeg lade dig få lidt fred og ro!” svarede sygeplejersken.

Pigen kiggede chokeret på hende; hun kendte altså ordet dig! Hvorfor skulle hun så sige vi om alt, der vedrørte pigen?

Frustreret lukkede pigen øjnene og ønskede sig langt væk. Hun ønskede sig hen til et fredfyldt sted; til et sted, hvor hun var fri fra al sorg og bekymring. Hun kunne se de grønne enge; sommerfuglene, der flaksede svævende afsted. Hun hørte den sorgløse børnelatter. Hun mærkede solens varme stråler mod sin hud. Duften af græsset nåede hendes næse. Hun indåndede den friske luft.

Friheden var berusende. Hun følte sig let, byrdesløs. Der var ikke nogen skyld, der tyngede hende. Der var ikke nogen sorg eller noget savn, der hev hende ned mod mørket.

Lad mig blive her for evigt, bad pigen lydløst ud i intetheden. Men noget bragte hende tilbage.

En mørk skikkelse sad lydløst og betragtede hende. Et smil gemte sig bag den mørke facade.

Pigen følte sig et kort øjeblik krænket. Hun havde på fornemmelsen, at han havde set det, hun så. Hun havde på fornemmelsen, at han for en kort stund havde været en flue på væggen i hendes bevidsthed.

”Godaften,” sagde pigen, mens hun kiggede ud af vinduet. Der var ikke meget at se denne aften. De mørke skyer skærmede for månen og stjernerne.

Psykiateren nikkede lydløst tilbage til pigen som svar. Den mørke skikkelse lænede sig tilbage i stolen og hvilede hænderne på armlænene.

”Skal vi ikke spørge, om vi har tænkt sig at fortsætte historietimen?” spurgte pigen med en sarkastisk tone. Pigen forventede ikke nogen reaktion. Hun vidste godt, at joken var alt for indforstået – og han havde nok alligevel ikke grint, selvom det havde været en god joke.

”Du fortsætter bare, når du føler for det,” svarede psykiateren koldt.

Pigen spidsede læberne et kort øjeblik og kneb øjnene sammen. Hun lod filmen spole frem og tilbage, indtil hun fandt det helt rigtige sted at fortsætte fortællingen.

 

***

 

(År 2026)

Klokken var lidt i fem. Mørket var efterhånden faldet på uden for vinduet. Vintermørket virkede tyngende på Luna. Hun trængte til sol og varme; men i stedet måtte hun få mørke og sne.

Det dryssede igen med hvide dun fra den mørke himmel. Gadelampernes skær fremhævede vejrets dans. De hvide fnug faldt så hurtigt i lyset.

Ude på gaden travede de mennesker, der lige havde gjort dagens indkøb, forbi. En kvinde hev hætten godt op om ørerne, mens hun balancerede afsted i sine højhælede støvler.

Luna vendte sit blik mod den hyggelige stue. Stearinlysene var tændt. Det bragte det dejligste skær, der kunne stå i modspil med vintermørkets tunge dyne.

Duften af stegen i ovnen nåede ind i stuen. Lunas maven rumlede og gjorde hende opmærksom på, hvor sulten hun egentlig var. Hun tog et par chips i skålen på bordet. Derefter skyllede hun efter med et glas sodavand.

Det bankede på døren med tre lette bank efterfulgt af to bank. Smilet bredte sig over Lunas læber, da hun fór ud for at åbne døren. Hun vidste, hvem det var, allerede inden hun åbnede døren. Martin havde helt sin egen måde at banke på.

”Hej far,” sagde hun, idet hun åbnede døren. Hun blev mødt af et strålende, varmt smil.

”Hej, min skat,” svarede han og trådte frem mod hende i en omfavnelse. ”Hvordan går det?” spurgte han. Han gav Luna et kys på kinden og stak hende samtidig en gave i hånden. Luna tog varmt imod hans omfavnelse.

”Det går vel, som det går,” svarede Luna. Hun trak på skuldrene og sendte ham et skævt, vemodigt smil. Så tog hun imod hans jakke og hang den på knagerækken. De begav sig sammen ind i den varme stue.

Luna havde været lidt nedtrykt på det sidste. Det var nok en blanding af flere ting; vintermørket, et par skænderier med Felix og Peter. Ja, det med Peter var nok det, der udgjorde den største del.

Efter julen havde Peter ikke rigtig haft tid til at snakke med hende. Han havde haft for travlt med den ene dame efter den anden. Den ene uge var det Julie, den næste var det Sandra, så Katrine, og Katinka… og hvad de ellers hed alle de piger, han kom rendende med.

Pointen var, at de aldrig holdt længere end en uge. Han nåede lige at introducere den ene for Luna, Martin og Felix, før han skrottede hende og kom rendende med den næste.

Luna blev mildt sagt irriteret over hans evige skørtejægeri. For hendes skyld kunne han være sammen med lige så mange piger, han ville. Han skulle bare ikke blande hende ind i det. Og han skulle i hvert fald ikke lade det gå ud over deres tid sammen.

Efter Luna havde fået en kæreste, og Peter bare var blevet ældre og havde fået mere travlt, havde de bare ikke haft tid til at se hinanden lige så ofte som de plejede. Det gik hende på, når Peter skulle bruge mere tid på en eller anden dulle, når han burde være sammen med Luna.

”Hvordan går det med dig, far?” spurgte Luna. De trak sammen over mod sofaen. De sank sammen ned siddende tæt op ad hinanden. Det var en forbandet blød sofa, der var virkelig svær at komme op af igen. Felix havde nægtet at skaffe sig af med den, da de flyttede sammen.

”Det går, som det går,” svarede han. ”Jeg har haft så forbandet ondt alle steder på det sidste,” peb han og tog sig til ryggen. ”Jeg så forleden i fjernsynet, at vinterkulden ville være hård for de gigtramte.”

Luna rystede på hovedet og lo. ”Og du er sikker på, at smerten ikke først opstod efter, at du så det fjernsynsprogram?” Hun klappede ham let på knæet og lagde sit hoved på hans skulder.

”Det er, hvad du tror,” svarede han alvorligt, ”men jeg er en gammel mand – og gamle mænd får gigt!” Han rettede ømmende på sig i sofaen. Hans vejrtrækning lød tung og hurtigt.

Luna glemte engang imellem, at hendes far rent faktisk blev ældre. De efterhånden flere små, grå hår signalerede det til hende. Der var også de begyndende smilerynker, som aldrig helt nåede at forsvinde, før han smilede igen.

Det bankede på døren, og Lunas blik blev løsrevet fra Martins udseende. Hun rejste sig og gik ud i gangen for at byde sin gæst eller gæster velkommen. Hun vidste ikke, om Peter nu ville medbringe ugens næste dulle.

Hun åbnede døren og blev til sin lettelse kun mødt af Peter. Han stod og kiggede på hende med sine uskyldige, blå øjne. Det brune hår var pjusket, og han trængte til en klipning.

”Hej, fremmede,” sagde Luna med et skævt smil og trådte til siden, så han kunne komme ind. Han smilede skævt og gav hende et lille klem på vej ind af døren.

”Tillykke med dagen,” sagde han og stak hende en gave i hånden. Han tog halstørklæde og jakke af og hang det på knagerækken ved siden af Martins overtøj.

Peter gik rask ind i stuen og hilste varmt på Martin. De omfavnede hinanden med et let klap på ryggen.

”Det er alt for lang tid siden, min dreng,” sagde Martin og holdt ham ud i udstrakt arm for at se ham an. Efter en kort stund rodede han ham i håret og satte sig igen langsomt ned.

”Peter,” lød Felix’ stemme dybt. Han kom gående ind fra køkkenet. ”Velkommen,” sagde han og rakte ham hånden.

Peter nikkede og sendte ham et stift smil. ”Jo, tak.”

 

***

 

”Nåh,” sagde Luna og gav ham en let albue i siden, ”hvordan går det?”

Luna og Peter stod og kiggede ud på de mørke gader med hvert deres glas i hånden. Små snefnug dalede let og dansende ned fra himlen.

”Det går fint, tak,” sagde Peter og tog en slurk af sit glas. Han fortsatte med at kigge ud af vinduet.

”Hvad med dig?” spurgte han, da stilheden blev for meget. Han kiggede kort over på hende, men kiggede hurtigt ud af vinduet igen.

”Det går vel, som det går,” svarede Luna og trak på skuldrene.

Peter kiggede med det samme over på hende. Han virkede splittet, som vidste han ikke, om han havde lyst til at spørge.

”Så dårligt?” spurgte han uden at fjerne blikket fra hende.

”Jeg sagde ikke, at det gik dårligt,” sagde hun hurtigt og tog en tår af sit glas.

”Jo, du gjorde,” sagde Peter med et smørret smil. ”Jeg kender dig for godt. Du snakker uden om, så du ikke behøver at sige, at det ikke går godt.”

Luna rystede på hovedet. Hvordan kunne denne fremmede mand kende hende så godt? Peter havde været hendes bedste ven i så mange år; men den seneste tid følte hun ikke, at hun kendte ham længere. Han var blevet som en fremmed for hende.

Luna forstod ikke længere hans beslutninger. Hun så ham ikke lige så ofte – og hun vidste ikke længere, hvornår og om hun overhovedet kunne regne med ham mere.

Alligevel blev hun ved med at holde fast i deres venskab, så godt hun kunne. Hun ville ikke miste det venskab, de engang havde haft. Hvem ved, måske kunne det blive sådan igen?

Hun anede et håb, da han pludselig så lige igennem hende. Hun anede et håb, da han vidste, hvad hun i virkeligheden sagde.

”Du ved,” sagde hun og trak på skuldrene. Hun lænede sig mod vindueskarmen. ”Det er sikkert bare kolde fødder,” bortforklarede hun sin usikkerhed. Hun vidste, at det i virkeligheden var sig selv, hun prøvede på at overbevise.

”Hvad er bare kolde fødder?” spurgte Peter uddybende.

 Luna trak igen på skuldrene. Hun ville ikke gøre det til noget større, end det i virkeligheden var.

”Felix er bare meget ude,” begyndte hun. Peter virkede endnu mere opmærksom. Han kiggede alvorligt på hende med sine store, blå øjne.

”Og?” spurgte han, da Luna ikke fortsatte.

”Han kommer ikke altid hjem om natten,” fortsatte Luna. ”Men det er jo bare fordi, han godt kan lide at feste!” sagde hun undskyldende på hans vegne.

”Og det er okay med dig?” spurgte Peter, men han kendte godt svaret. Ja, han kendte nok svaret bedre, end Luna selv gjorde.

”Jeg vil jo ikke lave om på ham,” sagde Luna og kiggede ned på glasset i sine hænder. Hun kørte det frem og tilbage, så indholdet skvulpede let rundt.

”Har du fortalt det til ham?” spurgte Peter og kiggede igen ud af vinduet. Han virkede igen mere distanceret.

”Nej,” sagde Luna. ”Det er jo nok bare kolde fødder. Brylluppet er jo lige rundt om hjørnet. Og det er jo en lidt skræmmende tanke; at skulle binde sig til en person resten af livet.”

Peter nikkede og drak resten af indholdet i sit glas.

 

***

 

(År 2196)

Mørket var faldet helt på uden for vinduet. Det var en meget mørk nat. Skyerne skærmede for månens og stjernernes lys.

Pigen kiggede over mod psykiateren. Han var ikke andet end en skygge i mørket. Hun kunne ane, at han stadigvæk var der, men hun kunne ikke se hans ansigt.

”Så venskabet til Peter var meget anstrengt?” lød psykiaterens stemme et sted i mørket. Det var en lav hvisken, som hun kun lige akkurat kunne ane.

”Det kan man vel godt sige. Men det var ikke så meget det, at det var anstrengt. Det var mere frygten for, at de var vokset fra hinanden. Nu og da kunne hun stadigvæk fornemme det venskab, de engang havde haft.”

Pigen kiggede ud i mørket.

”Luna besluttede sig for, at hvis der var et lille håb, så ville hun gribe det. Hun ville blive ved med at kæmpe for sit venskab med ham; for det er jo det, man gør for sin familie. Man holder ved. Kærester kommer og går, men familien er der altid. Peter og Luna var måske ikke forbundet ved blod, men de var forbundet gennem skæbnen. Peter ville være Lunas bedste ven, uanset hvor meget deres venskab blev sat på prøve.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...