Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1199Visninger
AA

25. Skindet snyder

(År 2046)

Luna betragtede kvinden over for hende. Hendes glatte hud var blevet bleg vinteren over. Kinder var dog stadigvæk rosenrøde, hvilket fik hende til at se sund og rask ud. Håret var ført tilbage i en knold. Kvinden havde en mønstret skjorte på og et par sorte bukser. Hun lignede en ung, smuk kvinde, der var klar til at gå livet i møde.

Kvinden var omringet af en sølvramme. Rammen gik næsten hele vejen ned til gulvet.

Luna rynkede brynene, mens hun fortsat betragtede hende. Kvinden gengældte reaktionen med et par rynkede bryn. Luna rakte hånden frem og blev mødt af kvindens hånd.

Det var i dag Lunas halvtreds års fødselsdag. Alligevel følte hun det, som burde hun kun fejre det halve. Selvom hun følte sig, som halvtreds år indvendig, afslørede hendes ydre ingen aldring.

”Mor?” lød Alexanders stemme. Hun vendte sig om i retningen af lyden. Alexander kiggede ind af døren, han havde åbnet på klem. ”Mor, de venter alle sammen på dig,” sagde han med sin dybe manderøst.

Luna havde lyst til at tude ved synet af ham. Hendes lille dreng var ikke så lille mere. Han var blevet til en voksen mand. Det værste af det hele var, at hun ikke længere lignede en, der kunne være hans mor. Hun lignede nærmere hans storesøster.

”Ja,” fik Luna fremstammet og fremtvang et smil på sine læber. ”Jeg er der lige om lidt.” Hun kiggede væk, så han ikke ville opdage, hvor elendigt hun egentlig havde det.

Alexander smilede og lukkede så døren bag sig, da han begav sig tilbage til selskabet nedenunder.

Det var et lille selskab, der ventede hende. Martin var der selvfølgelig, Peter, Christina, Jakob og Alexander; som sagt et lille selskab.

Luna kiggede på kvinden igen. Tårerne begyndte at sløre hendes blik igen. Der var noget galt med hende! Det her var ikke normalt. Hun havde ikke et eneste gråt hår, ikke en eneste smilerynke. Der var intet tegn på, at hun var blevet ældre.

Hun vendte ryggen til kvinden.

Hun havde lyst til at le bittert af sig selv ved tanken om, hvor dumt det hele var. Enhver kvinde ville ønske, at hun kunne se lige så godt ud, når hun blev halvtreds. Enhver kvinde ville ønske, at uret bare gik i stå, når hun fyldte de femogtyve. Det var en perfekt alder; hverken for ung, hverken for gammel – bare lige tilpas.

På kommoden i hjørnet stod et billede af Peter og Luna fra galla i gymnasiet. Luna tog det i sine hænder og kiggede på pigen, der smilede stort. Hun huskede følelsen af den røde kjole mod sin hud, og alle de komplimenter hun havde fået den aften.

Hun vendte sig om og kiggede på kvinden i spejlet igen. Hvordan kunne hun stå så ung og perfekt og kigge tilbage på hende? Hvordan kunne intet være forandret?

Luna kastede i frustration billedet mod kvinden. Glasset splintredes højlydt, og den grædende kvinde var ødelagt, akkurat som Luna følte sig indvendig.

”Du er ødelagt!” råbte hun indvendigt af sig selv. ”Der er noget galt med dig! Du er ikke normal!”

Hun hørte trin på trappen. Det buldrede, da flere mennesker bevægede sig hastigt op for at se, hvad der kunne være sket.

Luna satte sig opgivende på sengen. Hun gemte sit ansigt i sine hænder, mens hun håbede på, at det hele bare var et mareridt.

”Luna?” lød Peter stemme bekymret. Hun mærkede, hvordan sengen gav efter, da han satte sig ved siden af hende. Han lagde sine arme omkring hende. ”Hvad er der galt?” spurgte han omsorgsfuldt.

”Hvad der er galt?” spurgte Luna retorisk og kiggede frustreret op fra sine hænder. Hun mærkede, hvordan en vrede langsomt væltede ind over hende. Hun rejste sig hurtigt op og gik frem og tilbage mellem kommoden og sengekanten.

De stod der alle sammen. Christina stod med sit krøllede, halvgrå hår og uperfekt hud og kiggede med store øjne på hende. Ved siden af hende stod Jakob med sine grå skægstubbe og uinteresserede ansigtsudtryk. Martin stod stønnende og støttede sig til Alexander; Alexander, der nu var blevet en voksen mand.

Luna stønnede opgivende. ”Jeg var over på Alexanders skole i går!” begyndte Luna. Hun snakkede hurtigt, og hendes øjne blev blanke, mens hun kun blev mere og mere frustreret.

”Jeg har ikke gjort noget!” indskød Alexander hurtigt og løftede afværgende armene.

Luna ignorerede ham. ”Jeg blev stoppet af en forælder, der ville spørge mig, om jeg vidste, hvor hun kunne finde en af lærerne.” Luna snakkede stadigvæk meget hurtigt. Hun begyndte at gispe mellem hvert ord. ”Jeg svarede, at jeg ikke kendte den lærer.” Luna kastede opgivende armene op i luften.

”Okay,” sagde Peter tøvende og kiggede forvirret op på de andre.

Luna stønnede frustreret. ”Hun troede, at jeg var en lærer, der arbejdede der.” De andre udstødte en forstående lyd. ”Da jeg svarede, at jeg ikke var det, undskyldte hun og konstaterede, at jeg måtte være elev på skolen!”

Luna kiggede over mod det ødelagte spejl på væggen.

”Det fortalte du hende vel bare, at du ikke var,” spurgte Peter forsigtigt. De andre betragtede hende med stor interesse. Luna overvejede, om hun skulle stikke dem hver en skål popcorn.

”Selvfølgelig gjorde jeg det! Jeg sagde til hende, at min søn gik i 3.g på skolen, og jeg skulle til samtale med en lærer.” Luna rynkede panden og kiggede ned i gulvet.

”Hvad er problemet så!” spurgte Peter forsigtigt.

”Hvad er problemet!” råbte Luna. De andre trådte alle et skridt væk fra hende. ”Problemet er det, at jeg måtte bruge lang tid på at overbevise hende om, at jeg var gammel nok til at have en søn. Derefter måtte jeg bruge dobbelt så lang tid på at diskutere med hende om, hvorvidt jeg havde fået lavet plastikkirurgi.”

”Åh,” udstødte Christina medfølende. Endelig en, der kunne forstå, hvor frustrerende og ydmygende, det havde været.

Luna satte sig på sengen igen.

”Er det da vigtigt, at andre ved, at du ikke har fået plastikkirurgi?” spurgte Peter forvirret. Luna kiggede vredt på ham. ”Det er vigtigt, at andre ikke ved, at du har fået plastikkirurgi!” konstaterede Peter hurtigt. Han kiggede bedende over på Martin.

Martin sjoskede over ved siden af Luna på den anden side af sengen. Han hostede sin gammelmandshoste ned i den ene hånd, før han igen kunne give Luna den opmærksomhed, der var tiltrængt.

”Luna, min skat,” lød hans stemme roligt. Han nussede hende på håret.

Luna kiggede på sin far. Hans rynker lå pænt i folder under hans øjne. Han havde langt om længe indset, at skægget ikke var smart, og han havde derfor klippet det af. Hun kiggede ham dybt i øjnene og så den ungdom, der stadigvæk var gemt bag facaden.

”Oh, far,” græd Luna og kastede sig forsigtigt om halsen på ham. ”Hvad er der galt med mig? Hvorfor bliver jeg ikke ældre, ligesom alle jer andre? Hvorfor ser jeg ikke også gammel ud?”

Der lød indvendinger blandt menneskerne i rummet, men de vidste godt alle sammen, at der var noget om snakken. Der var noget galt med Luna. De kunne ikke længere lade som om, at hun bare holdt sig godt. De havde indbyrdes affundet sig med det indtil nu. De havde bare ikke snakket om det.

Der ville dog komme et tidspunkt, hvor hun ville blive anklaget for falsk ID. Hun kunne risikere, at en læge fandt ud af det, og hun blev et medicinsk eksperiment.

De kunne ikke blive ved med at lyve for sig selv, når hendes søn så ældre ud end hende, og hendes mand lignede hendes bedstefar.

Det var på tide, at de så realiteterne i øjnene. Realiteten var, at hun ikke blev ældre. Realiteten var, at hun ikke var normal.

”Vi kan ikke blive boende her,” sagde Luna og tog Peters hånd i sin. ”Jeg kan ikke blive boende her. Folk er allerede nu begyndt at stille spørgsmålstegn ved mig.”

Hun lagde sit hoved på Peters skulder. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder. Hun havde ikke lyst til at ændre på sit liv. Hun havde ikke lyst til at flytte væk fra sine venner og familie. Hvorfor kunne hun ikke bare være normal?

Stemningen i rummet var pludseligt nedtrykket. Det var som en kæmpe dyne havde lagt sig over rummet og trykkede dem alle mod gulvet.

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren sukkede, og i pigens øre lød det næsten opgivende. Han lænede sig frem og støttede sine albuer på sine knæ. Hans øjne bevægede sig over mod skærmen i væggen. Den kunstige lyd af pigens hjerte, der slog blev illustreret på skærmen.

Pigen lukkede øjnene et kort øjeblik, mens hun forestillede sig, hvordan lyden ophørte. Hun forestillede sig, hvordan hun svævede væk; hvordan hun blev omfavnet af mørket, og tiden indhentede hende, indtil den helt ophørte.

Hvilken frihed det ville være.

Hun tænkte for sig selv, hvordan det mon ville være at blive gammel. Luna havde kun prøvet det indvendigt. Hun følte sig meget gammel indvendigt. Hun havde levet et langt liv, men aldrig oplevet, hvad det vil sige at blive gammel.

Psykiateren kiggede på pigen igen. Hun gengældte ikke hans blik, men kiggede i stedet på sine tæer, der stadigvæk var ophængt. Den blå farve var dog ved at aftage og var i stedet blevet gul og grøn.

”Tiden læger alle sår,” sukkede pigen, mens hun stadigvæk kiggede på sit gips-belagte ben. ”Hvordan kan tiden læge alle sår?” Hun kiggede over på psykiateren, der havde lænet sig tilbage i sit sæde igen.

”Det må du sige mig,” svarede psykiateren og trak på skuldrene. Hans blik var intenst, og hans ene hånd var ført op til hagen.

”Jeg mener bare, at jeg kan hoppe i fra en ti etager høj bygning og komme ud af det med ikke andet end et par brækkede knogler og et par åbne sår.” Hun kiggede ud af vinduet. Det var endnu engang en mørk aften, denne gang domineret af mørke skyer.

”Ja,” sukkede psykiateren eftertænksomt. ”Det er utroligt, hvad man kan overleve, hvis man vil.” Han kneb øjnene sammen.

”Det er også utroligt, hvad man kan overleve, når man ikke vil!” svarede pigen spydigt og kiggede op i loftet på de mange sorte huller.

”Der er ikke nogen, der tvinger dig til at overleve,” sagde psykiateren og trak på skuldrene. Han gned sin overlæbe med den ene finger.

”Nej,” svarede pigen stadigvæk med blikket rettet op mod loftet. ”Men der er noget, der tvinger mig. Ellers ville jeg da ikke være i live.” Hun kiggede udfordrende over på ham. ”Det er ikke første gang, jeg har gjort noget så ekstremt!” sagde hun.

”Det er det vel ikke,” svarede han ligegyldigt og sank endnu længere ned i stolen.

Pigen sukkede. Nogen gange troede hun, at han forstod hende, men så gik det hurtigt op for hende, at han aldrig ville forstå hende. Hun kunne fortælle ham sandheden, men hvem ville dog tro på hende, hvis hun gjorde det? Og hvad ville der ske, hvis han rent faktisk troede på hende?

Det ville hun slet ikke tænke på.

Hun rømmede sig og gjorde klar til at vende tilbage til historien. ”Luna, Peter og Alexander flyttede derfor væk. Martin måtte afstå fra at følge med, da han efterhånden var blevet for gammel til den slags. Det gjorde ondt på Luna at skulle forlade sin far, men hun vidste, at det var en nødvendighed.”

 

***

 

(År 2058)

”Alexander kommer forbi med sin kæreste i dag!” råbte Luna til Peter, som stod ude i køkkenet og skrællede gulerødder. Hun følte sig helt spændt på at møde den hemmelige pige. Der var gået noget tid, før han havde taget mod til sig til at fortælle familien om hende. Det var i dag den første gang, at de skulle møde hende.

Luna gik ud til Peter i køkkenet. Han stod lænet ind over køkkenvasken med albuerne hvilende på kanten og en skræller i hånden. Hans ølmave hang ned over bæltet i bukserne, som hans skjorte var stoppet ned i. Han var en af de få mænd i verden på sin alder, som stadigvæk havde et tykt hår. Det grå hår var pænt friseret tilbage.

Luna gav ham et kys på kinden og lænede sig derefter op af køkkenbordet ved siden af ham. Hun kunne se smilet i hans havblå øjne.

”Kan du overtage?” spurgte Peter og rakte skrælleren til Luna. Luna nikkede og tog imod den.

Peter gik over og begyndte at røre rundt i den store gryde, som han havde gang i. Han tog en lille ske og smagte på det. Derefter greb han saltbøssen og kværnede lidt ud over grydens indhold. Han rørte lidt rundt og smagte så på det igen.

”Her,” sagde han og holdt skeen over mod Luna med en hånd under, så han ikke spildte på gulvet. ”Smag lige.”

Luna gjorde, som han sagde. Den varme sovs smagte dejligt. Den rummede både en smag af forskellige grøntsager, men kødet havde også nået at sætte sit præg på den.

”Lidt mere salt,” sagde Luna og sendte ham et smil. Hun vendte tilbage til at skrælle gulerødder.

”Synes du virkelig det?” spurgte Peter og smagte selv på det igen. ”Jeg synes ellers, at det smager, som det skal.” Han kiggede igen på hende med sine havblå øjne.

”Mere salt,” gentog Luna og sendte ham et smil.

”Ægteskab er et forhold, hvor den ene person altid har ret, og den anden person er ægtemanden,” sagde Peter, trak på skuldrene og kværnede så lidt mere salt ned i gryden.

”Vores ægteskab er i hvert fald!” sagde Luna og lo.

Peter kiggede på hende med et skævt, overrasket smil. Derefter gik han over og lagde sine arme om Lunas liv.

”Nogen gange kigger jeg på min kone og tænker: Wauw!” sagde han og kyssede Luna i nakken. ”Hun er en heldig kvinde!”

Luna lo og daskede ham på armen.

De blev afbrudt af et bank på døren. Begejstret kiggede de på hinanden. Peter traskede ud og åbnede op for Alexander og hans pige.

”Velkommen,” sagde Peter og trykkede hendes hånd. Hun hilste pænt på. ”Hej, min dreng,” sagde Peter og gav Alexander et kram.

Luna havde lagt skrælleren fra sig og havde i mellemtiden gjort dem selskab i entreen. Hun stod nu og betragtede seancen med et varmt smil.

”Åh,” udbrød Alexander, da han fik øje på hende. ”Beatrice,” sagde han og førte hende frem mod Luna med sin hånd hvilende på hendes lænd. ”Det her er… min søster, Luna,” sagde han. Lunas smil stivnede. De havde aftalt, at han skulle omtale hende, som hans søster, men det virkede alligevel så forkert i hendes øre.

”Rart endelig at møde dig,” sagde Luna og trykkede Beatrices hånd.

”I lige måde,” svarede Beatrice og smilede genert. ”Alexander har fortalt mig så meget om jer!” sagde hun høfligt.

Luna havde lyst til at ryste på hovedet. Selvfølgelig havde han ikke fortalt de vigtige detaljer. Han havde sikkert ikke engang fortalt hende noget om Luna.

I det øjeblik gik det op for Luna, hvor distanceret hun egentlig med tiden ville blive fra sin familie. I det øjeblik gik det op for hende, at hun aldrig kunne blive mere end en bekendt. Hendes hud ville være hendes største fjende, for den ville ikke tillade hende at danne venskaber for livet. Den ville snyde alle omkring hende til at tro, at hun var en anden, end den hun virkelig var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...