Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1202Visninger
AA

12. Mørket

(År 2196)

Det meste af dagen var gået med, at pigen forgæves forsøgte at åbne øjnene. Hver gang hun åbnede dem, gyngede det så forfærdeligt meget, at hun blev nødt til at lukke dem igen. Øjnene føltes helt tørre, og hun kunne ikke holde dem åbne i mere end et par sekunder, før svigen blev for meget.

Hun følte sig tung i kroppen. Hver en legeme føltes som flere ton, og hun kunne ikke røre dem ud af stedet. Hun var stadigvæk fastspændt, så hun havde som sådan heller ikke nogen mulighed for at rejse sig.

Langsomt sneg hun sig til et kig på de lilla pølser, der var ophængt i fodenden. De gik fra at være ti til kun at være fem.

Solens varme, mørke farver blev kastet ind af vinduet. Hun vidste, at den snart ville forsvinde bag de høje træer og bygninger, så kun himlen ville føle dens varme, før den sagde godnat.

Fuglene fløj i flok hen over himlen, sværmede om hinanden og levede et lykkeligt og frit liv i fællesskab. Det var et fællesskab, hun så gerne ville føle, men ikke mærkede meget til, mens hun lå fastspændt i denne seng.

Ensomhed er en mærkelig ting. Det er en sygdom alle frygter at få. Medicinen er fællesskab. Men selv i fællesskabet, kan man alligevel blive ramt af sygdommen, og medicinen får ikke altid sin virkning. Der kan opstå barrierer, som kræver en meget stærk medicin, før barriererne kan nedbrydes.

Pigen kiggede fortsat ud af vinduet, mens hendes tanker svævede omkring denne filosofi. Derfor var hendes tanker også langt borte, da mørket med et indtog rummet. Han var her igen!

Den mørke silhuet nærmede sig langsomt. Det var som en skygge, der søgte mod lyset. Men den lod sig ikke bryde af lyset, når den endelig nåede det. Den blev nærmest bare mørkere. Det var en voldsom kontrast.

Ligesom alle de andre dage, placerede han sig lydløst i stolen og stirrede på hende. De mørke øjne virkede døde, og armene hvilede over kors ved hans bryst.

”Nåh,” sagde pigen og brød med det samme stilheden. Hun havde ikke lyst til at spille magtspillet i dag. Det var tilfældigt, hvem der vandt; alligevel vidste hun, at hvis hun var stædig nok, skulle hun nok vinde. Det var dog ikke i dag.

”Skal vi fortsætte?” spurgte hun og kiggede ind i mørket. Han nikkede lydløst og langsomt. Han skiftede position med arme og hænder. I stedet lod han fingerspidserne hvilede mod hinanden omkring sin hage.

”Du skal nok slippe for at høre…” mumlede pigen og rømmede sig, ”om, hvad der så skete…” Hendes kinder blussede ildrøde op.

Helt koldt svarede psykiateren bare: ”Tak!” Hans stemme var meget bestemt og hård i tonen. Det kolde ansigt vedholdt den stive mine.

Pigen spolede filmen frem i sit hoved. Hun sprang al herligheden over. Den havde hun ikke behov for at dele med denne kolde mand. Hun var sikker på, at masken ville blive på, selvom hun delte nogle yderst intime detaljer om det næste, der forløb i historien.

Efterhånden som hun hurtigt oplevede, hvad der hørte fortiden til, mærkede hun varmen sprede sig i kroppen. Det var en lykkelig tid, der kunne bringe smilet frem på læben igen. Alligevel gjorde det hende også sørgmodig; det var nu ikke andet end en historie.

 

***

 

(År 2016)

Mørket var faldet på uden for vinduet, og månen strålede klart denne sensommernat. Stjernerne blev skærmet af enkelte skyer, men det var en kamp, de var villige til at tage op. Den brage kamp blev udkæmpet som minutterne gik.

Luna lå henslængt over Felix’ nøgne brystkasse. Hun lyttede til, hvordan hans hjerte slog en rytmisk melodi, der langsomt aftog i tempo. Hans åndedrag fulgte hjertes aftagende tempo. Hendes egen vejrtrækning faldt også langsomt til ro.

Hans fingerspidser nussede hendes ryg, og hun fik lette kuldegysninger; det var den gode form for kuldegysninger. De lette strøg var som fjer, der lod sig svæve afsted i den lette brise. Det kildede let, men hun kunne lide det.

Med et smil kiggede hun op. Hans markante hage skærmede for hendes udsyn. Alligevel blev hun bare ved med at kigge med et smil. Hun vidste, at han kunne fornemme det.

Forsigtigt skubbede hun sig længere op og plantede et kys på spidsen af hans hage. De små skægstubbe stak mod hendes læber. Fornemmelsen af de små prik fra de blonde hår var væmmelig – og dog så fantastisk.

Et lille, hæst grin undslap hans læber og satte vibration i gang i hans krop, som hun hvilede sit bryst imod. Forsigtigt rejste han sig lidt op i sengen uden at adskille deres kroppe. De kunne nu få øjenkontakt. Hun kiggede ind i de venlige øjne og følte sig med det samme fuldt ud tilpas.

Hans fingre greb en lok hår, som hang ned i hovedet på hende, og forsigtigt førte han denne tot om bag øret på hende. Hånden bevægede sig derfra videre om bag hendes nakke. Langsomt hev han hende tættere på uden at bryde øjenkontakten. Deres læber mødtes i et lidenskabeligt kys.

Sommerfuglene begyndte at feste vildt inde i hendes mave. Det summede i hendes fingre og spredte sig til hele hendes krop, mens hun lod sig hengive helt til ham. Det var en usikker følelse – det at lade sig hengive helt til en person. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig helt tryg ved situationen, når han holdt hende i sine arme.

Der var noget sikkert over de arme. Omfavnelsen skærmede hende for alt ondt – beskyttede hende. Det var en følelse af at være fuldendt. Hun følte sig fuldkommen. I dette øjeblik troede hun på, at intet kunne skade hende, så længe hun var i hans omfavnelse.

Kysset blev brudt, og længe lå hun blot i hans omfavnelse, hvor hun havde det bedst. Hun ville ønske, at det kunne være sådan for evigt; på dette tidspunkt vidste hun ikke, hvad for evigt i virkeligheden betød; på dette tidspunkt vidste hun ikke, at for evigt var en realitet.

Alligevel ville for evigt være en velsignelse, hvis hun kunne tilbringe den på denne måde. Det ville være velsignet, fordi det ville være en dyrebar tid at tilbringe. Tiden er dyrebar, når den er med dem, man holder af – og hun holdt uden tvivl af Felix.

Uden for vinduet var mørket faldet helt på. Hun gruede allerede ved tanken om at skulle gå hjem alene i mørket. Hun havde aldrig været mørkeræd. Alligevel var det ikke behageligt at begive sig alene hjem om natten inde fra den indre by.

Hun forsøgte at lade være med at tænke på det og strammede i stedet grebet om sin tryghed. Hun ville ikke lade ham mærke frygten, der så uvelkomment trængte sig på. Det var latterligt! Hvorfor skulle hun være bange for noget, der kunne ske, men højst sandsynligt ikke ville ske? Alligevel blev ordet kunne ved med at runge i hendes hoved. Det kunne ske!

Men det ville ikke ske! Hun gentog dette stædigt om og om igen for sig selv. Det var latterligt. Hvorfor frygte frygten selv? Hvis hun skulle bruge tid på at frygte ting, der kunne ske, men højst sandsynligt ikke ville ske, kunne hun bruge resten af sit liv på at være bange – og selvom hun ikke vidste det, ville det være ufattelig lang tid at gå og være bange.

Hurtigt gav hun Felix endnu et kys – denne gang et lidt hurtigere et. Han virkede til at ville forlænge det, og hun kæmpede for ikke at lade sig fange i tiltrækningskraften.

Hun greb dynen og viklede den om sin nøgne krop, da hun rejste sig. Det var mærkeligt, at hun havde behov for det. Han havde for lidt siden set hende uden tøj på; men nu hvor hun stod foran ham, følte hun sig komplet nøgen og sårbar. Det var en mærkelig og ubehagelig følelse.

Hun listede forsigtigt rundt i værelset og ledte efter sit tøj, velvidende at Felix’ øjne hvilede på hende hele tiden. Han betragtede hende med et let skævt smil. Der var ingen tvivl om, hvad han tænkte på. Alligevel lod hun som om, hun ikke kunne regne det ud. Hun ville ikke lade sig distrahere; hun skulle hjem nu!

 

***

 

(År 2196)

Pigen kiggede på psykiateren med et halvskævt smil. Dette blev ikke gengældt. Det var som om, at spejlet ikke virkede. Hun kunne ikke se sine egne følelser spejlet i ham.

Han var en kold, blank facade; men hun var sikker på, at han rummede så meget mere på den anden side. Hun kunne selvfølgelig også tage fejl; måske var der absolut intet andet, end hvad det blotte øje kunne se.

Måske var han et stort mørke; et følelsesløst væsen, der ikke rigtig var levende, men alligevel eksisterede på et eller andet plan.

Hun havde lyst til at ryste på hovedet af sig selv over, hvordan hun lod sin fantasi løbe afsted med sig. Måske havde sygeplejersken ret den aften, hvor hun havde hentydet, at pigen ikke kunne skelne i mellem virkelighed og det pure opspind. Og dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at det måske var virkelighed.

”Meget spændende,” mumlede psykiateren med fed sarkasme. Det var lige før han rynkede på næsen, mens han hånligt kiggede på hende; men også kun lige før. Hun var faktisk ikke engang sikker på, at han kiggede hånligt. Måske var det bare hans kolde, udtryksløse facade, der fik hende til at tænke det.

”Ja,” svarede pigen fornærmet, og hun kunne ikke skjule irritationen i sin stemme. ”Ja, det er spændende!” Irriteret kiggede hun ud af vinduet.

”Det er situationer som denne, der er med til at skabe en karakter. Fra dette øjeblik var Luna en forandret kvinde. Hun trådte et skridt længere væk fra Peter og et skridt tættere på Felix. Hun havde lavet en altafgørende handling, der skulle beslutte, hvilken vej hun valgte at begive sig ned ad.” Hånligt kiggede hun på psykiateren.

”Du synes måske, at det er ligegyldigt! Men jeg synes, at det var en skæbnesvanger beslutning.” Hun kiggede på ham med det ene øjenbryn løftet, mens hun ventede på, at han skulle trække kommentaren tilbage.

En beslutning er kun et standpunkt, indtil man tager et andet. En beslutning er ikke skæbnesvanger på den måde, at man aldrig kan vende om igen. Ofte kan man med en beslutning bare vælge en anden afkørsel eller en lille sti, der vil føre en af omveje mod sin destination.

Destinationen er forskellig. Nogle har en målsætning for enden. Andre laver forskellige stop i form af målsætninger, hvortil destinationen er enden på det hele. Destinationen er det sted, hvor man skal kunne sige, at man har oplevet alt det, man ville; for nu kører toget ikke længere.

Psykiateren ændrede på sin stilling i stolen. Pigen tog det som en undskyldning. Hun vidste, at hans suk var opgivende, og han egentlig bare ville have denne historiefortælling overstået. Men så nemt skulle han ikke slippe! Der var lang vej igen til de nåede slutningen, der aldrig ville komme! Hvordan kan en historie få en slutning for en, der er udødelig?

 

***

 

(År 2016)

”Vi ses,” sagde Felix og trak Luna ind i et allerede så længselsfuldt kys. De stod i trappeopgangen ved hans hoveddør.

Luna kyssede ham lige så længselsfuldt tilbage. Da de brød kysset, havde hun mest af alt lyst til at blive. Hun havde hverken lyst til at forlade ham eller at gå alene hjem i mørket. Hun var tyve år gammel og på mystisk vis blevet mørkeræd.

Men hun skulle hjem. Det var Peters fødselsdag i morgen, og den skulle fejres fra morgenstunden. Det var en tradition, at de spiste morgenmad sammen, Luna, Peter, Martin og Peters familie.

Hun begyndte at gå ned ad de mange trappetrin. Lyden af hendes trin gav genklang hele vejen op mod loftet. Hun følte allerede, hvordan hun var alene, mens hun bevægede sig ned mod udgangen. Hun vidste ikke, om det var en god eller dårlig følelse.

Hun frygtede allerede det mørke, der ventede hende udenfor. Trappeopgangen blev oplyst af lamper, der hang ved hver trappeafsats. Hun sugede al det lys til sig, hun kunne.

Døren var tung, men hun fik kæmpet den op. Hun måtte lægge hele sin vægt i. Det fik hende til at føle sig som et lille barn. Med et følte hun sig helt hjælpeløs.

Mørket omfavnede hende med det samme. Hun mærkede, hvordan den sene aften kølede hende ned. Det var et chok, for hun havde haft det så varmt, mens hun lå der i Felix’ varme greb.

Lyset skinnede ud fra enkelte vinduer. På den anden side af gaden, forsøgte gadelamperne at oplyse natten – men der var langt imellem dem, og de havde derfor ikke helt den ønskede effekt.

I skæret kunne hun se en dame, der var ude at lufte sin hund denne sene aften. Det var en lille hvalp, og hun forsøgte forgæves at få den til at tisse. Luna var ikke i tvivl om, at hun forsøgte at gøre den tæppe-ren. Men helt ærligt er et tæppe vel langt mere behageligt at tisse på end ude i det fri. Man kunne ikke bebrejde den lille hvalp noget.

Luna var kommet et par gader længere ned. Belysningen blev ikke bedre, som hun begav sig længere væk, men tættere på stationen.

”Hey, smukke!” lød en stemme fra den anden side af gaden.

Det var som gjorde det ondt i hele hendes krop, da hendes hjerte kort stoppede. Hun mærkede, hvordan alt blodet forlod hendes ansigt og bevægede sig ned i benene. Adrenalinen havde skudt ind.

Hun forsøgte ihærdigt at berolige sig selv, mens hun gik med et fornyet tempo imod stationen. De beroligende ord, hun om og om gentog for sig selv, blev fortrængt i frygten, der besad hele hendes krop.

”Hey, vent!” lød stemmen. Hun kunne høre, hvordan han langsomt nærmede sig. Skridtene gik fra den ene side over vejen, til hun kunne høre dem ikke langt bag sig.

Hun satte tempoet endnu mere op. Det var på grænsen til, at hun løb. Ja, det var jo nærmest kapgang. Det så uden tvivl åndssvagt ud.

Sveden begyndte at pible frem alle vegne. Både det hurtige tempo og frygten fik hendes krop til at reagere på denne måde.

”Jeg taler altså til dig!” lød stemmen lige bag hende. Hun mærkede en hånd på sin skulder, idet den fremmede mand sagde det til hende. Den lå tungt og uvelkomment på hendes skulder. Hun forsøgte at ryste den af sig.

”Det kan godt være!” svarede hun panisk, mens hun forsøgte at undslippe grebet. ”Men jeg vil altså ikke snakke med dig!”

”Det var ikke særlig høfligt af dig!” sagde manden med et hånligt smil gemt i stemmen.

Luna vendte sig om og fik skubbet hans hånd af sin skulder. Hendes blik granskede den skikkelse, der vækkede så meget frygt i hende. Det var en skaldet ung fyr, med en sort læderjakke, slidte jeans og et par tatoveringer, der bevægede sig opad hans hals og ud på hans hænder.

”Du skal bare lade mig være i fred!” Hun prøvede på at lyde så overbevisende som muligt. Hun var ikke helt sikker på, at hun fik skjult frygten i sin stemme. Men hvis han ikke kunne høre det i hendes stemme, kunne han uden tvivl aflæse det på hendes ansigt – også selvom det var så mørkt.

”Hvorfor?” spurgte han, og kuldegysningerne rejste sig overalt på Luna. ”Det er jo så hyggeligt!”

Han trådte et skridt nærmere og lod sin hånd glide over hendes hår.

Chokeret slog hun hånden væk og trådte et skridt væk. Hun kunne slet ikke tænke i dette øjeblik. Hun kunne knap nok bevæge sig. Frygten havde fastlåst hende. Derfor nåede hun heller ikke at undvige den lussing, der ramte hende med et smæk.

Det kraftige slag sendte hende direkte mod jorden. Hun faldt til den ene side ud mod vejen. Fortovskanten var ujævn, men hun forsøgte alligevel at bremse sit fald. Idet hun tog fra med hænderne, mærkede hun, hvordan hun landede forkert. Det gav en skærende følelse i hendes højre håndled. Hendes knæ sled mod fliserne, og det brændte noget så forfærdeligt.

Hun forsøgte at rejse sig, men det svimlede for hendes øjne. Hun kunne ikke fokusere. En gadelampe blev til to. En overfaldsmand blev til to.

Så mærkede hun, hvordan nogen hev hende i håret. Manden havde taget et fast greb i hendes hår.

Langt om længe undslap et skrig fra hendes læber. Det var skingert, uforståeligt, men kraftfuldt. Hun håbede så inderligt, at nogen ville høre hende.

”Ti stille!” råbte manden ind i hovedet på hende og gav hende et voldsomt spark i maven. Hun mærkede, hvordan al luft forlod hendes krop. Dette skulle nok forhindre hende i at skrige. Hun kunne ikke hive nok luft ned i sin mave til at få en kraftig lyd ud.

Hun gispede desperat efter luft. Smerten var voldsom. Den stammede fra overalt i hendes krop. Hun kunne ikke afgøre, hvad der gjorde mest ondt. Det hele gjorde bare ondt. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens det gik op for hende, hvad hun mere kunne blive udsat for.

”Luna!” Det var en kraftfuld stemme. Hun følte med et, hvordan lettelsen indfandt sig. ”Luna!” Stemmen var vred, men gemte også på en frygt.

Manden, der havde overfaldt hende, begyndte at løbe.

Hun opfangede ikke rigtig, hvad der skete derefter. Det næste, hun huskede, var, hvordan Felix tog hende i sine arme og sad med hende, indtil sirenerne var helt tæt på. Mens hun lå der i hans arme, følte hun sig igen tryg. Hun vidste, at der ikke kunne ske hende noget, mens hun var i hans favn. Mørket skræmte hende ikke længere.

”Hvorfor kom du?” fik hun fremstammet, da hun havde fået sin vejrtrækning under kontrol igen.

Han lo en blid, desperat, men alligevel så beroligende latter. Tårerne trængte sig på i hans øjenkroge. ”Du havde glemt din mobil!” Forsigtig plantede han et kys på hendes pande. Han lod læberne hvile der længe, mens han bare holdt hende i sit greb.

Hun vidste i det øjeblik, at hun ikke havde været den eneste, der i det øjeblik havde været bange for mørket. Han havde været lige så bange for at miste hende i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...