Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1191Visninger
AA

23. Min kæreste bedste ven

Pigen vågnede til lyden af døren, der blev lukket bag en skikkelse. Det sveg i øjnene, men hun åbnede dem alligevel for at se, hvem der var kommet på besøg. Hun missede med øjnene, da en lampe i hjørnet blev tændt. Den mørke skikkelse bevægede sig omgivet af lys gennem rummet og satte sig på stolen, som alle de andre gange.

Dr. Mortem lagde det ene ben over det andet. Hans højre hånd skubbede brillerne fra næsetippen længere op ad næseryggen. Glassene slørede udsynet til de kolde øjne, hvori ilden dansede truende.

”Godaften,” mumlede pigen hæst. Hun rømmede sig for at vække sin stemme til live igen. Den havde været i dvale gennem den sene nat og det meste af dagen. Hun fik ikke andre besøgende end et par sygeplejersker og Dr. Mortem. Der var heller ikke andre, der burde besøge hende. Hun havde ikke andre tilbage.

”Godaften,” lød Dr. Mortems stemme koldt. Hans stemme var ikke andet end en hvisken; den kolde vind, der peb gennem det utætte vindue.

Pigen betragtede hans hvide hud, der så fejlfrit besad skikkelsen i stolen. Den mørke jakke havde stadigvæk ikke opgivet, men kæmpede stadigvæk bravt for sit liv.

”Skal jeg forsætte?” spurgte pigen og lod sit blik vandre op til de hvide loftsplader. De små mørke huller gjorde hende umådeligt taknemmelig for, at denne psykiater ville underholde hende et par timer i døgnet.

”Hvis det er det, du ønsker,” svarede psykiateren ligegyldigt og gemte sit ansigt i sin ene hånd, hvis albue hvilede på armlænet.

Pigen kiggede på ham med rynket pande. Hun bed sig i læben for ikke at fyre en spydig kommentar af i retningen af ham. Listen over kommentarer var lang, men hun havde på fornemmelsen, at ingen af dem ville falde i god jord.

”Jamen, det er vel det, jeg ønsker,” svarede pigen. Hun ønskede oprigtigt at dele denne historie med nogen. Hun ønskede oprigtigt at fortælle videre, for nu var hun langt om længe ved at være nået til den gode del.

Hun smilede, mens hun så Peters ansigt for sig. Hun mærkede hans varme omfavnelse, som levede hun Lunas liv i dette øjeblik.

Psykiateren trak på skuldrene og lænede sig tilbage i stolen. Hans kropsholdning var tilbagelænet og uengageret at se på.

Pigen kneb frustreret øjnene sammen ved synet. Dernæst lod hun sit blik vandre langt væk, så hun atter kunne genoptage en historie om tiden selv.

 

***

 

(År 2031)

Luna tog bryllupsbilledet ned fra væggen. Hun holdt det længe mellem sine fingre. Tårerne pressede sig på, mens hun betragtede, den mand, hun troede, aldrig ville såre hende. Han kiggede direkte tilbage på hende.

Hun tænkte for sig selv, hvor mange gange hun havde tilgivet ham. For hver gang var det blevet sværere, men hun havde gjort det.

Det tager kun få sekunder at sårer nogen. Luna huskede det øjeblik, hvor hun så de røde blondetrusser i handskerummet. Hun huskede smerten, da hendes øjne blev åbnet for virkeligheden.

Felix var blevet tilgivet så mange gange før det. Alle de gange havde kun været en undskyldning for sandheden, der havde indhentet dem den skæbne-ændrende dag i bilen.

Hun havde tilgivet ham en gang for mange. Hun vidste godt, at hun havde været for storsindet. Med det var sandheden også, at det sårede hjerte aldrig glemmer, men kun tilgiver. Med tiden vil det også være begrænset, hvor meget mere man kan tilgive. Skuffen bliver for fuld.

Alle mennesker fejler, men man må lærer af sine fejl, så de ikke sker gentagende gange. Felix’ fejl var sket for ofte. Han havde absolut intet lært. Hun overvejede, om han overhovedet havde følt nogen anger, eller han blot fortrød at være blevet taget i sit bedrageri.

Luna vidste ikke, hvor meget mere, hun kunne tilgive, uanset hvem det omhandlede. Hun havde lukket så meget smerte ned i skuffen i sit indre, at der snart ikke var plads til mere. Hun havde i stedet brug for at have nogen i sit liv, der ikke ustandselig ville såre hende.

Hun havde for længst lært på den hårde måde, at de vigtigste og mest mindeværdige personer i sit liv var dem, der altid blev ved hendes side gennem de sværeste tider, hvor hun selv var sværest at holde af. Det var dem, der holdt af hende, selvom hun var umulig at omgås. Det var dem, der holdt sammen på hende, når hun ikke selv kunne. Det var dem, der holdt hende oprejst, når hendes ben ikke kunne bære hende.

Hun havde brug for nogen, som kunne holde af hende nu, mens hun var mest skrøbelig. En person, der ikke vil sige noget forkert eller gøre noget forkert. Hun havde brug for en, der ville holde om hende, når hun følte sig mest sårbar.

Hun måtte bare huske på, at hun ikke kunne starte på et nyt kapitel i sit liv, hvis hun blev ved med at genlæse det forrige. Hun blev nødt til at lægge fortiden bag sig og leve nutiden og fremtiden. Derfor blev hun nødt til at gøre op med sin fortid og sige farvel til de mennesker, der ikke var plads til i hendes liv. Hun måtte lægge billedet af manden væk, så der blev plads til andre billeder.

Hun lagde billedet ned i papkassen, der stod på sofabordet. I kassen var de fire badebolde, billeder med Felix og alle de andre ting, han havde ejet. Hun omfavnede beskyttende sig selv.

Hendes arme var stadigvæk lagt over kors ved hendes bryst, da Peter kom ind af døren. Lige meget hvor hårdt hun prøvede, kunne hun ikke få sig selv til at lade dem falde ned langs siden og åbne op igen. En boble af frygt omgav hende, og denne frygt holdt alle andre på afstand, så hun ikke kunne blive såret igen.

Hun havde gjort, hvad hun kunne for at beskytte, hvad der var tilbage af hendes krop. Hun havde gjort op med ham, der havde såret hende; han var nu det kapitel, hun kunne lægge bag sig, for det var blevet læst så mange gange, at hun kunne hver en tåre udenad.

Nu manglede hun bare at lukke de mennesker ind i sit liv, som kunne få hende til at leve nutiden og fremtiden og ikke blot være i den. Hun manglede at åbne op for andre. Hun havde været en lukket skal, siden Felix havde såret hende. Hun havde trådt vande så længe, og hun var ved at blive træt. Hun var efterhånden godt udmattet, så hun håbede, at det ikke varede for længe, før hun kunne stole på andre mennesker igen.

Og der stod Peter med et medfølende smil. Han så lige igennem hende – læste hende som en åben bog. Hun vidste med det samme, at han var hendes redningskrans. Han var den person, hun kunne lukke ind, for han ville ikke såre hende, som Felix havde gjort. Han var loyal og oprigtig; selv når hver en sandhed var gemt bag en plat joke.

Hun rynkede brynene. Hendes øjne mødte hans, og hun vidste, at han så hendes smerte. Han forstod hende.

Det var i omfavnelsen af Peter, hun følte sig mest sikker. Han kunne føre hende væk fra de mørkeste steder. Hun kunne ikke lyve for ham, for han vidste alt, hvad der var sandt, og hvad der ikke var. Nogle gange, når hun sagde, at hun var okay, havde hun i virkeligheden brug for, at der var nogen, der sagde: ”det ved jeg godt, at du ikke er,” og omfavnede hende.

Peter gjorde dette. Han omfavnede hende og bragte hende ind i lyset. Peter vidste, at det var meget simpelt. Det hele handlede om en simpel ting.

Peter omfavnede hende. Med tårefyldte øjne, mumlede hun stille: ”Find mig, før jeg falder. Grib mig, før jeg rammer jorden. Hold om mig, mens du kan. Savn mig, når jeg er væk. Elsk mig, mens det giver mening. Husk mig, og det skal være for evigt.”

”For evigt,” mumlede Peter og kyssede hende på panden.

”For evigt,” sukkede hun lettet og lod sig smelte ind i hans omfavnelse.

 

***

 

Træerne dansede let i brisen. Lyden af bladene, der raslede i vinden virkede beroligende på Luna. Hun mærkede solens varme stråler mod sin hud. Et øjeblik lukkede hun tilfreds øjnene, mens hun lod strålerne varme sin krop.

Gruset beklagede sig, mens Luna skubbede barnevognen afsted gennem parken. Peter gik ved hendes side med et smil.

Alexander havde grædt hele morgenen. Han havde feber, og ingen af dem havde derfor fået sovet i nat. Nu havde Luna endelig fået ham til at sove. Der var ingen bedre måde at få ham til at sove, end ved at tage de mest ujævne veje, så barnevognen bumpede afsted. Så snart Luna gik i et hastigt tempo med en hoppende barnevogn, faldt Alexander i en dyb søvn.

Nu sov Alexander langt om længe, så Luna og Peter vågede sig til at gøre et ophold. Luna satte barnevognen i skyggen af et træ, og så gik de et par meter væk, så de kunne snakke uden at vække ham.

Luna havde brug for at snakke med Peter. Hun var stadigvæk ikke kommet ovenpå, og hun følte sig mindst lige så fortabt, som hun gjorde lige efter, at Felix var væk. Hun følte sig utilstrækkelig som mor, datter og ven.

Luna kiggede op på Peter med blanke øjne. Han gengældte hendes blik. Hun følte varmen stråle fra hans øjne. Det smukke hav, der udgjorde hans øjne, strålede smukt i sollyset.

I det øjeblik tænkte hun for sig selv, hvorfor hun aldrig havde set det; hvorfor hun aldrig havde set ham. Det gik op for hende, hvor smuk han i virkeligheden var. Hans markerede kæbe, de alfeagtige øre, det skønne smil, der sjældent forlod hans læber; han var virkelig smuk.

Hun overvejede, mens hun betragtede ham, hvordan hendes liv ville have været, hvis hun havde set det noget før. Hun skød tanken fra sig, da hun ikke ville ændre på noget ved sit liv. Hvis hun ikke havde været sammen med Felix, havde hun aldrig fået Alexander. Han var den ting ved sit liv, hun ikke ville ændre på for alt i verden.

”Den største gave, du ville kunne få i livet, var, hvis du kunne se dig selv gennem mine øjne,” sagde Peter, som havde han læst hendes tanker. Hun vidste godt, at det var en mulighed, at han havde læst hendes tanker. Han vidste alting, hun følte og tænkte, før hun selv gjorde det.

”Det skal du jo sige,” sagde Luna og puffede til ham med et sørgmodigt blik.

”Nej,” svarede Peter. ”Som din bedste ven skal jeg sige sandheden; og det er sandheden. Du er smuk både udenpå og indeni. Felix var den heldigste mand på jorden, da han fik dig, og han var ikke engang klar over det!” Peter nussede hende på armen, da Felix’ navn udløste en reaktion.

”Det var han vel ikke,” medgav Luna tøvende.

”Hvis det havde været mig,” sagde Peter, ”ville der ikke gå en dag uden, at jeg ville være jublende glad over at være så heldig, at du ville være sammen med mig.” Han trak på skuldrene og kiggede væk.

Han syntes pludseligt, at det blev utroligt spændende at betragte et par legende barn ude på græsplænen. Luna vidste godt, at det var fordi, han ikke turde møde hendes blik efter sit udsagn.

”Når jeg er sammen med dig, føler jeg mig tryg,” sagde Luna og omfavnede ham. ”Jeg føler mig i sikkerhed overfor de ting, der skader mig indeni. Jeg ved, at du vil beskytte mig mod alt ondt og aldrig vil såre mig.”

Peter blev revet tilbage til deres samtale. Han gengældte hendes omfavnelse.

”Selvfølgelig vil jeg det,” svarede han. Et øjeblik tøvede han, mens han overvejede, om han ville sige det næste. Det besluttede han sig til. ”Jeg elsker dig jo. Jeg har altid elsket dig. Jeg vil altid elske dig.”

Et kort øjeblik opstod en akavet tavshed, mens Luna slugte ordene. Hun følte sig dum over, at hun aldrig havde forstået det. Han havde sagt det til hende før, men hun havde aldrig rigtig forstået, at han elskede hende.

Hun fik helt ondt af ham. Det slog hende, hvor meget hun i virkeligheden havde udnyttet ham. Han havde altid været der for hende, fordi han elskede hende. Selv da hun var sammen med Felix, måtte Peter bare se til fra sidelinjen, mens han blev mindet om, hvad han aldrig kunne få; og han kunne ikke engang flygte sin smerte, for det ville Luna ikke lade ham gøre.

”Jeg elsker også dig,” svarede Luna. Et smil bredte sig over hendes læber, da hun havde sagt ordene. Det føltes godt at få det sagt. Det var som en usikkerhed, hun altid havde følt blev opklaret. Måske havde hun i al den tid elsket ham oprigtigt som mere end bare en ven. Hun havde bare ikke været klar over det.

Hun havde lyst til at le over sig selv. Peter fortalte hende for tyve år siden, at han elskede hende. Hun følte sig oprigtig dum over, at det tog hende tyve år at forstå. Endnu dummere følte hun sig, da hun tænkte på, at det havde taget hende tyve år at forstå, hvad hun selv følte for ham.

Hendes blik mødte hans. De smilede begge stort til hinanden. ”Jeg elsker dig,” sagde de i kor til hinanden, og lo så begge to.

Med et hørte latteren op. Stemningen mellem dem havde ændret sig. De kiggede hinanden intenst ind i øjnene. Luna lukkede sine, da Peter lænede sig ned imod hende.

Da hans læber mødte hendes, var det overhovedet ikke som deres første kys. Denne gang var de klar til det. Denne gang ville Luna ikke have det til at stoppe.

Hans læber var så bløde mod hendes, men alligevel så faste. Han vidste, hvad han ville. Han vidste, hvad hun ville have, og han gav det til hende.

De blev afbrudt af Alexander, der var vågnet. De løsnede sig fra deres sammensmeltning og kiggede hinanden i øjnene. Hans blik takkede hende. Det takkede hende for, at hun langt om længe havde fået øjnene op for ham. Det takkede hende for, at han langt om længe havde vundet.

Hun sendte ham et skævt smil, der sagde: ”det var da så lidt.” I virkeligheden tænkte hun, at det var hende, der havde vundet.

Peter gik over og tog barnevognen. De satte igen i rask gang, mens Peter fik barnevognen til at hoppe let og op og ned, mens han gik. Barnegråden var ophørt inden de havde nået halvvejs rundt i den lille park.

 

***

 

På vej hjem fra parken stødte de ind i en af Lunas kollegaer fra arbejdet. Hun hilste begejstret på Luna og satte med det samme i snak om dit og dat. Luna nikkede bare, men hørte ikke rigtig efter.

Da Luna langt om længe kunne få et ord indført, gjorde hun mine til at præsenterer Peter.

”Det her er min bedste ven…” sagde Luna og gjort gestus hen mod Peter, ”og kæreste, Peter” indskød Luna med et lykkeligt smil.

Lunas kollega hilste med et begejstret smil på Peter. Peter hilste og lagde derefter sin arm om Luna.

”Og det her er min søn, Alexander,” sagde Luna og pegede hen mod barnevognen. Kollegaen lænede sig ind over den og udbrød højlydt: ”Nej, hvor er han bare skøn!” Hendes stemme var skinger. Lunas og Peters smil stivnede. ”Og han har dine øjne!” jublede kollegaen højlydt, da hun havde vækket ham.

Alexander besvarede dette med en flod af tårer. Luna og Peter kiggede opgivende på hinanden. Alligevel følte Luna en lille lettelse, da hun tænkte på, at hun ikke længere var alene om at tørre Alexanders tårer væk.

Kollegaen undskyldte mange gang og skyndte sig så videre.

Peter greb barnevognen og vendte den hundredefirs grader. De begav sig sammen over mod parken igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...