Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1202Visninger
AA

3. Første skoledag

(År 2196)

Psykiateren kiggede på hende med mørke øjne. Længe sad han blot og betragtede hende. Hun fornemmede en slags længsel fra hans side, hun ikke helt kunne forklare. Det var ikke begær; bare længsel.

Så rejste han sig og gik uden et ord. Han forsvandt i mørket. Hun havde lyst til at råbe efter ham, men hun havde på fornemmelsen, at det ikke nyttede noget. Han var for langt væk.

Hun lod sig i stedet hensynke i tankerne.

Emma fik aldrig alle sine håb og ønsker opfyldt. Men nogen fik hun opfyldt. Luna ville få et langt liv; et uendeligt, langt liv.

Vi har alle ønsker og håb. Men med det medfølger frygt. Frygten for, at vores ønsker er for høje; for at vi spilder vores energi på at håbe på et ønske, der aldrig vil gå i opfyldes. Hvorfor overhovedet håbe på et ønske, man godt ved, aldrig vil blive opfyldt? Det kan kun bringe skuffelse.

Skuffelse kan føre til intethed, når der ikke er andet tilbage end alt det, der aldrig gik i opfyldelse; når man sidder tilbage med absolut intet. Intet. Intethed. Den største frygt af alle. Frygten selv.

Vi frygter at blive glemt, når vi en dag er væk; at blive skyllet væk med havet og aldrig blive fundet igen. Hvad hvis en eftersøgning aldrig vil blive foretaget? Hvad hvis der aldrig er nogen, der opdager, at man overhovedet er væk? Så er man pludselig blevet til en del af det, man frygter mest; intetheden.

Men hvordan kan intethed være ingenting? Hvis man er forsvundet ind i den, gør man den jo til noget. Man definerer intetheden. Man skaber en betydning for den. Intetheden vil være det sted, man befinder sig.

Det kunne være en farverig verden med træer med lyserøde, blå og røde blade. Et stort hav kunne skabe den skønneste musik og rumme det mest vidunderlige koralrev. Farverige fugle kunne pryde den blå formiddagshimmel, hvorpå solen strålede lystigt.

Emma kunne være en del af den definition. Hun kunne skabe det skønneste paradis. Hun kunne være solens gudinde, der varmt tog imod alle de andre fortabte sjæle.

Hvem ved? Hun er jo i intethedens univers, hvor ingen er vendt tilbage fra. Hun kunne definere en verden, ingen andre mennesker før har vovet at lade sig omfavne af. Dette kunne måske være definitionen af intetheden: Et smukt sted. Intethedens univers er værd at håbe på at se en dag.

Pigen håbede inderligt, at hun en dag ville blive en del af intetheden. Hun håbede på, at hun ville blive fortabt i den, for ingen ville kunne søge efter hende, når hun var væk. Der var ikke nogen tilbage til at påbegynde en eftersøgning. Hun var absolut alene.

Kun hendes historier kunne give hende lidt varme i sin ensomhed. Emma virkede så langt væk, fordi hun ikke var andet end en historie; hun eksisterede kun i historierne.

Alligevel blev hun ved med at fortælle dem om og om igen. Og dog kunne de ikke gøre hende andet end endnu mere ulykkelig. Ekkoet af død fyldte meget i hendes historier, og hun ønskede at blive en del af det ekko. Hun ønskede langsomt at forsvinde, når ekkoet ikke længere kunne bryde igennem.

Hendes nat var som altid urolig. Uhyggelige billeder fra historien havde indprentet sig på hendes nethinde. Det var som et tilbagevendende mareridt, der aldrig ville forlade hende. Hver gang hun lukkede øjnene udspillede det sig om og om igen. De mange tab, der endnu ikke var blevet fortalt, men hun havde set så mange gange.

Pigen var vågnet allerede før solen, og hun var derfor lysvågen, da psykiateren atter trådte hende i møde. Han havde den samme lange jakke på, som fulgte ham som en mørk skygge. Hans hud var askegrå i dag, som havde alt blod forladt hans kinder. Alligevel smilede han sit kolde smil til hende og satte sig på den samme stol, som han havde efterladt aftenen før.

”Hvor kom vi fra?” spurgte han og lænede sig tilbage i stolen, klar til at lytte videre til den uendeligt lange historie.

Hans sorte øjne kiggede afventende på hende; de var som dagen før kulsorte. Morgensolen forsøgte at bekæmpe mørket, men det var en håbløs kamp.

Hvor var det passende at genoptage fortællingen fra? Pigen overvejede det grundigt. ”Lad os gå seks år frem,” sagde pigen tænksomt, mens hun forsøgte at finde hoved og hale i historien.

 

***

(År 2002)

”Luna!” råbte Martin rørt. ”Så skal du op! Første dag i skole!” Martin hev dynen af Luna, og nærmest kastede den til siden. Han fór over til hendes klædeskab og gennemrodede det, før han fandt det perfekte førsteskoledags-outfit.

Luna gabte, men følte sig alligevel allerede lysvågen. Hun glædede sig, ligesom et hvert andet normalt barn ville gøre. Nej, måske glædede hun sig lidt mere, for Martin havde blæst det op til noget uendeligt stort.

Martin kastede det udvalgte tøj over til Luna, før han løb ned i køkkenet for at redde de lettere mørke boller.

Efter Emmas død havde Martin haft det svært. Han skulle pludselig til at opdrage og passe et barn helt alene. Dertil skulle han også til at lære husholdning, såsom rengøring og madlavning. Martin havde førhen været handy-manden i huset, hvor Emma havde stået for husholdningen.

Nu skulle Martin både lave mad, passe Luna, tjene penge, og hvad der ellers hørte til en normal hverdag; oveni det, var han jo konstant syg, og Emma var der ikke engang til at le kærligt af ham, så han kunne få det bedre. Hun havde været den eneste medicin han kendte til. Men heldigvis havde han den nat fået sig en ny medicin. Lunas grin var mindst lige så helende som Emmas.

Luna kom i tøjet og fulgte efter Martin ned ad trappen. Hun spiste sin lettere brændte bolle uden problemer. Den skulle bare skyldes ned med et stort glas mælk.

Derefter hjalp Martin hende skoletasken på. Han stod længe blot og betragtede hende, mens han bekæmpede tårerne, der pressede sig på. Det var en blanding af glædestårer og den frygt, der sniger sig ind, når det går op for en forælder, at barnet bliver ældre.

Martin fandt kameraet frem, så han kunne forevige dette øjeblik. På den måde kunne han altid kigge på dette billede og mindes, den dag hans lille prinsesse skulle til at gå i skole og lære noget.

Sammen cyklede de i skole. Han var utroligt grundig med at lære hende alle sikkerhedsregler og trafikregler.

Martin vinkede farvel til hende sammen med de mange andre forældre. De stod alle sammen og var lettere rørt ved tanken om, at deres børn allerede havde fødderne halvt ude af reden.

”De bliver så hurtigt store,” sagde Martin til en af mødrene, der stod ved siden af ham. Hun nikkede med et stort smilede og duppede en tåre væk.

”Er det din første?” spurgte hun med et medfølende smil.

”Min eneste,” svarede han og kiggede sørgmodigt i retningen af Luna. ”Min kone døde under fødslen, så jeg har derfor været alene om min datter.” Kvinden udtrykte en medfølende lyd, før hun gik for at gå på arbejde, ligesom alle de andre forældre. Martin blev stående et stykke tid og betragtede den tomme skolegård.

Luna var fulgt med sin klasse indenfor.

”Godt alle sammen,” lød klasselærerens stemme. ”Find jer nu en plads.” Hun smilede varmt og velkommende ud til dem alle.

Luna gjorde, som hun fik besked på, og satte sig på den første, bedste plads. En pige med blonde fletninger og en bluse med en hest på sad allerede på pladsen ved siden af hende. Luna smilede varmt til hende.

”Hej,” sagde pigen. ”Jeg hedder Emilie. E-M-I-L-I-E, Emilie.” sagde hun stolt. Et arrogant og bedrevidende smil forplantede sig over hendes læber. ”Hvad hedder du?” spurgte hun udfordrende.

”Luna,” svarede Luna, men hun havde nu ikke tænkt sig at stave sit navn, selvom hun godt kunne. Det var hun i hvert fald næsten sikker på, at hun kunne. Martin havde trænet lidt af alfabetet med hende i ny og næ.

”Kan du ikke stave dit navn?” spurgte pigen, men ventede ikke på svar. ”Det er okay. Det er jo ikke alle, der kan være naturtalenter.” Pigen svingede en fletning over sin skulder.

”Når nu du er så klog,” lød en drengs stemme, ”må du regne denne her ud for mig.”

Luna vendte sig om og kiggede på ham. Det var en lille dreng med brunt hår og blå øjne. Han havde en stribet T-shirt og kakibukser på. Der var noget over hans udstråling, der gjorde, at Luna med det samme vidste, at de to nok skulle blive gode venner.

”Der er ti fisk i et akvarium. Fem af dem drukner. To af dem bliver genoplivet. Hvor mange er der tilbage?” Drengen kiggede udfordrende på hende med et lusket smil.

”ti minus fem er…” hun begyndte at tælle på fingrene.

”Ha,” lød drengens stemme og han klappede sig i hænderne. ”Hvor er du dum! Fisk kan da ikke drukne!” Han lo og trak stolen ud på den anden side af Luna. Luna lo stille med.

”Hej,” sagde drengen til Luna. ”Jeg hedder Peter.” Han smilede venligt til hende.

Hun sendte ham et stort smil tilbage. ”Hej Peter.”

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren skubbede brillerne op på plads, rettede sig op i sædet og virkede atter fokuseret. Han havde virket fraværende under hele hendes historiefortælling. Af og til havde han kommet med små indvendinger, som om han allerede kendte hendes historie, før han overhovedet havde hørt den.

”Hvis min historie keder dig så meget, at du er ved at falde ned af stolen af kedsomhed, behøver jeg da ikke at fortælle dig den. Hvis den trætter dig, kan du da bare sige det,” mumlede pigen bebrejdende atter engang parat til at opgive at genskabe historien, hun havde fortalt så mange gange.

Fornærmelsen fik hende til at vende blikket væk fra ham.

”Jeg bliver aldrig træt,” svarede han med et skævt smil hvilende om munden. ”Tålmodighed er en dyd; og tro mig, min ven, den ejer jeg skam. Jeg har udvist stor tålmodighed gennem flere år, end du lige regner med.” Han kiggede tvetydigt på hende. Hans blik rummede både en humoristisk og en alvorlig side. Hun kunne ikke finde ud af, om det var en vittighed, eller om han mente det for alvor.

Hvis han betragtede det som sådan et kedeligt og tålmodighedskrævende arbejde, hvorfor arbejdede han så med det?

Hun hostede let, da hendes hals var helt tør. Doktor Mortem rakte hende et glas vand, som hun drak langsomt. Han måtte holde det for hende, da hendes arme var ubrugelige.

”Men hvis Luna ikke følte savn over sin mor, hvorfor er det så vigtigt, at vi hører om hende?” Doktor Mortem forsøgte at lyde professionel og interesseret. Hun havde dog gennemskuet, at det kun var et forsøg på det samme.

Alligevel svarede hun ham: ”For det første havde Emma stor indflydelse på Lunas liv, fordi hun havde fået månen til at kaste sit lys over hende, så hun aldrig skulle skilles fra hverken natten eller dagen. For det andet betød den manglende mor en større tilknytning til sin far og til Peter, som var de eneste mennesker, hun havde.” Pigen kiggede med et smertefuldt blik ud af vinduet, men gjorde ikke mine til at fortsætte.

”Døde de også?” lød hans stemme. Pigen kunne ikke finde ud af, om han lød oprigtigt overrasket, men hun var også ligeglad.

Hans opmærksomhed og oprigtighed betød mindre og mindre, efterhånden som hun rejste ind i historien. Hun så det hele for sig, som var det en virkelighed, hun gennemlevede, efterhånden som ordene forlod hendes mund og forplantede sig i tomheden.

Alt virkede tomt; intet virkede virkeligt.

Hospitalsvæggene var hvide, som et uendeligt lys, der overstrålede alt andet. Øjnene kunne ikke opfange andet end lyset, som var smertefuldt skarpt og tomt. Verden var tom – fyldt med mennesker, men alligevel var hun så ensom. Verden var ensom.

Pigen kunne stå i centrummet, omgivet af mennesker på alle sider og alligevel føle sig ladt tilbage som den eneste i hele verden. Det var en glasvæg, der omringede hende; hun kunne betragte de andre, men de kunne aldrig høre hende. Hun var isoleret fra, hvad hun kendte til.

Hun følte sig som et rumvæsen – en fremmede på denne jord; Jorden, som var hendes fødested, men føltes så ubekendt. Hun var alene.

Psykiateren afventede, at hun fortsatte sin historie. Han sad tålmodigt tilbagelænet i stolen. Hans øjne blev mørkere og mørkere, som dagen gik.

Som mørket lagde sig over hospitalsstuen, blev hun mere og mere i tvivl om, om han blot var en skygge. Mørket omsluttede ham, omfavnede hans krop og ansigt, og øjnene var næsten ikke til at se.

Hun havde lyst til at række ud efter ham for at se, om han nu også var virkelig, eller om han blot var et påfund fra hendes fantasi. Hun havde det med at blande minder og virkelighed sammen. Han virkede bekendt, men hun kunne ikke afgøre, hvorfra hun kendte ham. Det var, som havde hun set ham i en drøm – eller et mareridt.

Dr. Mortem tændte lampen som hang på væggen over sengebordet. Lysets skær skar sig vej gennem mørket, og det dansede vildt i hans øjne. Det var som flammer, som blev slynget rundt i vinden. Men lyset, som også strålede op på væggen, forblev ensartet og stille.

Pigen sukkede en smule skræmt og kiggede med et stift blik rettet mod den mørke væg lige fremme. Hendes stemme begyndte igen en smule vibrerende at fortælle historien.

”Om de dør, må du vente med at få at vide. Hvis historien skal fortælles, skal den fortælles rigtigt. Der er ikke nogle smuthuller.” Hun kiggede igen afventende på ham.

Han sukkede og lænede sig tilbage i stolen klar til at lytte. Hun havde dog på fornemmelsen, at han stadigvæk ikke tildelte hende meget opmærksomhed. På trods af det fortsatte hun sin historiefortælling, som var han den mest interesserede lytter i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...