Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1241Visninger
AA

8. Ferien

(År 2196)

Solen dykkede på himlen uden for vinduet. De lyserøde skyer virkede fantastiske, som var det en drøm. Hun kunne næsten se for sig, hvordan de små babyengle med deres bare numser hoppede rundt fra sky til sky.

Pigen havde atter engang fået noget medicin, så hun kunne sove sig gennem dagen. Hun var for dette personalet evigt taknemmelig. For hver gang hun fik medicinen, følte hun sig en lille smule tættere på intetheden. Måske var dette en måde, hvorpå hun kunne tage et smugkig ind i intethedens univers; bare lige længe nok til, at hun kunne få et glimt af alle sine elskede. Hun ville bare lige sikre sig, at de havde det godt, der hvor de var – også selvom hun ikke kunne være der med dem.

Når hun fik medicinen, faldt hun i en dyb søvn. Hun kunne hverken tænke eller drømme. Der skete absolut intet på første sal. Det var virkelig afslappende efter så mange års uendelig tankegang.

Pigen kiggede mod stolen, hvor psykiateren sad parat. Hun havde ikke hørt ham komme. Alligevel var hun heller ikke overrasket over, at han sad der.

Hans skikkelse opslugte alt lys, og hun kunne fornemme, hvordan det kun blev mørkere og mørkere. Men mørket var rart. Hun havde en ide om, at dette mørke var vejen til intetheden.

”Nåh,” sukkede psykiateren og kløede sig ved den ene tinding. ”Hvad har du så tænkt dig at underholde mig med i dag?” spurgte han helt tørt og nærmest opgivende. Normalt ville pigen have været fornærmet over denne tone, men hun havde vænnet sig til den og bed derfor ikke videre mærke i den.

”Vi må nok videre til år 2016,” sagde pigen tænksomt. Hendes blik blev langsomt mere og mere fjernt. Filmen begyndte langsomt at indtage et normalt tempo for hendes indre. Scenerne begyndte at udspille sig.

”Solen var ikke stået op endnu, da de kørte mod færgen. Den bælgmørke morgen blev kun brudt af lygterne fra bilen. Vejen var næsten helt tom den tidlige morgen.

Luna og Peter var stået op klokken fire om natten for at gøre sig klar til at køre klokken fem. De skulle nå med færgen klokken syv. Turen gik mod sommer, sol og varme i det dejlige Italien.

Da Peter hadede at flyve, havde de besluttet sig for at køre. De havde derfor en lang køretur ned gennem Tyskland og Østrig i vente, før de kom til Italien.” indledte pigen med en fjern stemme. Hun var igen blevet en del af historien.

”De gjorde holdt i München for natten,” fortsatte pigen. ”Hotellet havde ikke længere åbent i deres restaurant. De begav sig derfor over på den anden side af vejen, hvor der lå et sødt, lille spisested.

Spisestedets mure var hvide, med mørke bjælker. Vinduerne var også mørke, med blomsterkasser hængende under dem. Blomsterne var sprunget ud i en kraftig pink farve.

De gik ind af døren og fortsatte hen til en tjener, der viste dem til rette.

Indvendigt var væggene mørke. Der var små antikke skænke rundt omkring, med figurer og blomster på. På den ene væg var der lavet en hel spejlvæg. Der hang alle mulige forskellige spejle i forskellige størrelser og farver.

Peter og Luna kiggede begge på menuen. De blev ret hurtige enige om, at når nu de var i Tyskland, skulle de begge have en schnitzel.

På sit bedste tyske Luna kunne finde frem fra de få år, hun havde haft det i skolen, bestilte hun zwei Mal Schnitzeln. Peter sad bare med et smil og håbede på, at de havde gjort sig forståelige.

Tjeneren kom ind efter et lille stykke tid med en stor tallerken, hvorpå lå to schnitzler. Peter sagde, at Luna bare kunne begynde, mens han ventede på sin tallerken.

Tjeneren trak sig tilbage i baggrunden, men blev dog ved med at stå og kigge på dem. Efter et lille stykke tid kom hun over og spurgte haben Sie eine zusätzliche Platte wollen?

Peter kiggede uforstående på Luna. Luna forklarede hurtigt, at hun spurgte, om de ønskede en ekstra tallerken.

De kæmpede begge to for at holde masken, da det gik op for dem, at tjeneren havde troet, at de kun havde bestilt en ret, som de ville deles om.

Luna forsøgte endnu engang at forklare på tysk, at de altså havde bestilt hver deres. De kunne se, hvordan tjeneren rødmede, da det gik op for hende, hvilken fejl hun havde begået.

Da retten blev serveret, var det ikke længere af den samme tjener.” Pigen lo, mens hun genfortalte historien. Så udbrød hun ironisk: ”Hvad er en ferie også uden lidt sproglige udfordringer?”

Psykiateren trak let på smilebåndet og løftede som svar på skuldrene. Han kendte ikke til sproglige udfordringer.

 

***

 

(År 2016)

Bjergene strakte sig højt op imod himlen. Skyerne lå lavt og omfavnede bjergtoppene.

Da de havde kørt gennem alperne, hvor vejen lå højt, kørte de endda gennem skyerne. De lå tæt ved vejen. De havde begge været skrækslagne ved tanken om, hvor farligt det var. Ikke alle bilister lod sig påvirke af vejret. Nogle kørte stadigvæk til maksimumgrænsen, mens andre tøffede afsted i det inderste spor.

Foran bjergene var de små grønne dale. På denne afstand var enkelte af husene ikke andet end en legoklods. Disse legoklodser udgjorde små byer, der på ingen måde lignede noget, de havde set før.

Det var Peter, der kørte nu. Luna turde ikke at køre i Italien, hvor bilisterne kørte så meget anderledes, end hvad hun var vant til fra Danmark. Derudover var hun rædselsslagen ved tanken om at køre i hårnålesvingene oppe i bjergene.

”Om en kilometer, kør ind i rundkørslen og tag tredje vej til højre,” lød GPS’ens stemme vejledende. Peter gjorde, som han fik besked på og kørte ind i rundkørslen. Sammen talte Luna og ham, en, to og tre. De drejede til højre på den tredje.

GPS’en udstedte næste ordre: ”Om fem hundrede meter, drej skarpt til venstre.” Luna og Peter kiggede begge et kort øjeblik nervøst på hinanden. De var godt begge klar over, at skarpt til venstre var op ad et bjerg.

Men Peter gjorde, som han fik besked på. De kørte op ad den stejle bjergvæg. Luna mærkede, hvordan knuden blev strammere i hendes mave, som der blev længere og længere ned til jorden. Hun havde lyst til at græde i frygt.

”Drej skarpt til højre,” fortsatte GPS’en.

Peter trådte hårdt på bremsen. ”Det kan jeg da ikke,” sagde han til GPS’en, ”det er en privat vej. Og den er lukket!”

Luna kiggede endnu mere panisk på Peter. Det var gået op for hende, hvad dette betød. De kunne ikke fortsætte op – ergo måtte de køre ned igen. Det var det, der var problemet; de skulle ned igen. Ja, det ville være dejligt at komme tættere på jorden. Problemet var bare, at næsen på bilen pegede den modsatte vej.

”Ja,” sukkede Peters stemme. ”Jeg bliver jo nødt til at lave en U-vending!”

”Det kan du da ikke!” råbte Luna panisk. ”Man kan da ikke lave en U-vending på en bjergside! Du kører jo ud over kanten. Der er da slet ikke plads til at lave en U-vending!” Hun gispede efter vejret og havde meget lidt tillid til Peter lige nu.

”Jo,” lød Peters stemme beroligende. ”Der er en lille afsats derude, som biler kan holde på, hvis der kommer en bil i modsatte retning,” – så smal var vejen nemlig – ”den kan jeg godt lave en U-vending på.

”Nej, du kan ej!” råbte Luna. Hun kunne slet ikke tænke på grund af frygten. Hun mærkede, hvordan hendes fingre knugede hende fast til passagersædet.

”Vi har ligesom ikke noget andet valg,” svarede Peter, og langsomt slap han bremsen og lod bilen trille baglæns hen mod kanten.

I panik åbnede Luna sin sele og kastede sig frem i forruden. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens panikken tog styringen over hendes krop.

”Hvad laver du?” spurgte Peter og trådte atter engang bremsen i bund. Han kiggede på hende, mens han selv forsøgte at holde facaden.

”Fordeler vægten!” udbrød Luna uden egentlig at tænke over, hvor ulogisk det var. Om hun lå i forruden eller bagruden gjorde nok ikke den store forskel, hvis Peter kom til at bakke ud over kanten.

 

***

 

(År 2196)

”Nåh,” sukkede pigen. ”Men de kom da sikkert frem til deres hotel. De fandt ud af, da de kom ned igen, at den det var fjerde vej – og ikke tredje vej de havde taget. Der var en lille bitte grusvej, som de begge havde antaget for at være en cykelsti, som i virkeligheden var den anden vej.”

Pigen smilede til psykiateren, som sad med den mest alvorlige mine til dags dato og kiggede på hende. Hans mørke blik forsøgte at opsluge hende. Hun forsøgte at lade det gøre det, men noget umuliggjorde det.

Derfor fortsatte hun med at snakke så godt som uberørt. ”De skulle bo på et fint familiehotel i Garda, ti-femten minutter på gåben fra centrum. Det var oppe af et bjerg, men denne gang var det sikkert indrammet, så de ikke kunne køre ud over kanten.”

Psykiateren sukkede højlydt og skiftede siddestilling. Hans arme blev foldet over kors, og han strakte benene ud, så fødderne røg ind under pigens seng. Det hvide lagen var ikke lagt ordentligt på og hang derfor ud fra seng. Det strakte sig ned mod gulvet og ramte psykiaterens skinneben.

”Det var der,” sukkede pigen med et sørgmodigt smil. ”Det var der, hun så ham første gang; Felix.” Pigens øjne var blanke og hendes stemme en lille smule hæs. Hun mærkede smerten nu – og det var ikke smerten fra sine kvæstelser.

”Hun var lige stået ud af bilen,” fortsatte pigen. ”Varmen ramte hende med et slag, da de havde haft knald på aircondition i bilen. Luna samlede sit hår i den ene hånd og snoede det, så den varme dyne ikke dækkede hele hendes ryg.

Hun kiggede hen mod indgangen. En lille sti bevægede sig hen mod hotellets reception. Ude foran var der en lille pool omgivet af liggestole. Længst væk førte en lille bakke hen til et græsareal, hvor flere liggestole var taget i brug af hotellets gæster. Enkelte træer bidrog med skygge. Solen stod på sit højeste, så der var kamp om disse skyggepladser.

I den ene ende af poolen var der ikke så dybt, da denne var børnevenlig. I den anden ende af poolen fjollede et par fyre på Lunas og Peters alder rundt med en badebold. Den ene fyr fangede med det samme Lunas opmærksomhed.

Det var en høj, markeret fyr, med blond hår, der krøllede let på toppen. Men det var ikke kun hans udseende, der fangede hendes interesse. Nej, det var også hans grin. Det var så let og legende – og dog alligevel så voksent og mandigt.”

Pigen smilede, mens hun svagt kunne høre grinet for sig. Hun kunne høre, hvordan badebolden blev spillet mellem mændene; hvordan vandet plaskede ud til siden, når det gav efter for deres skikkelser. Hun kunne se, hvordan solen spillede i det våde hår; hvordan solen spillede i dråberne på hans ryg og brystkasse.

Pigen sukkede og gjorde sig klar til at fortælle videre.

 

***

 

(År 2016)

”Puha,” sagde Luna og kastede sig ned på deres dobbeltseng. Peter udstød også en lyd og kastede sig på sengen ved siden af hende. Sengetæppet var blødt. Det havde et mønster med blå, grønne og orange farver. Hovedgærdet var blåt med små indhulninger med blå knapper.

Luna kiggede over på Peter. Han kiggede allerede eftertænksomt på hende. Hun forstod ikke, hvorfor han stirrede på den måde.

”Vi kan jo ikke rigtig tillade os at brokke os over varmen, når vi selv har valgt at tage ned mod syden,” sukkede Luna. ”Men puha, hvor er det altså bare varmt! Sveden pibler ned ad mig.” Hun tørrede sveden af sin pande. ”Jeg håber virkelig, at det bliver lidt køligere om natten. Ellers kommer vi da ikke til at kunne sove så godt.”

Peter nikkede uden at tage øjnene fra hende. Hun syntes, at det var mærkeligt, at han bare blev ved med at stirre. Derfor lukkede hun øjnene.

Hun var træt oven på gårsdagens og denne dags lange køretur. De havde nok kørt alt i alt en atten til nitten timer. De havde kørt på skift, så den anden kunne tage sig et hvil. Luna var nok ikke lige så god til at slippe tøjlerne som Peter, for hun faldt ikke lige så nemt i søvn, når han kørte, som han gjorde, når hun kørte.

”Opgiv aldrig dine drømme,” hviskede Peter drillende i hendes øre. ”Bliv bare ved med at sove.” Han rejste sig fra sengen. Luna hørte kun hans stemme meget fjernt, men smilede alligevel søvnigt. Hun hørte at døren blev lukket, før hun faldt rigtigt i søvn.

Hendes hud føltes, som om den kogte. Varmen omkring hende var næsten lige så varm. Hendes krop kunne derfor ikke få hendes kropstemperatur ned, som den normalt gør, når man sover. Hun sov derfor ikke så godt.

 

***

 

”Luna,” lød Peter stemme svagt ved hendes øre. ”Jeg beklager, men nu bliver du altså nødt til at opgive dine drømme.” Hun kunne høre smilet i hans stemme. ”Hvis du altså vil nå at have noget aftensmad.”

Luna nikkede søvnigt og strakte sig. Hun havde svært ved at vågne rigtig; det svimlede helt for hendes øjne, når hun åbnede øjnene. Derfor gik hun ud på badeværelset og plaskede lidt koldt vand i ansigtet.

Hun kiggede på sit eget spejlbillede. En pige med brune, trætte øjne og brunt, langt, uglet hår stod og kiggede tilbage på hende.

Du kan ikke gå til middag, sådan her!” tænkte hun for sig selv. ”tænk, hvis han er der!”. Hun begyndte at rede sit hår ud med fingrene. Bedre kunne det ikke nå at blive. Hun måtte bare tage et smil på, hvilket Peter altid sagde, var det bedste, en pige kan have på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...