Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1191Visninger
AA

31. Epilog

(År 2196)

Psykiateren ankom sent denne aften – senere end han plejede. Han satte sig ikke til rette i stolen, som de forrige gange, men lod i stedet sine ben hvile ved kanten af hendes seng. Hans høje, mørke skikkelse virkede endnu mere dragende og opsugende end de andre nætter.

”Hvad laver du her?” spurgte pigen, men kiggede slet ikke på ham. ”Historien er forbi.” Tårerne slørede hendes blik. Hun vidste godt, at det var løgn. Historien ville aldrig kunne få en slutning. Den var dømt til at fortsætte ud i det uendelige.

”Nej,” svarede psykiateren. ”Historien er ikke forbi. Historien er.”

Forvirret kiggede pigen på ham. Hun måtte tillade tårerne at tage deres flugt, så hun kunne se hans ansigt ordentligt.

”Du fortalte mig aldrig, hvad slutningen skulle være,” forklarede psykiateren. ”Hvad er dit mål i livet?”

Pigen sukkede højlydt.

”Den sidste dag er mit mål – et alt for højt mål. Jeg ved, det er umuligt at møde. Jeg har kun min første dag, og den anden og de næste mange uendelige dage. Men aldrig den sidste.

Aldrig vil jeg blive genforenet med mine elskede. Aldrig vil jeg hvile i den dybeste søvn af dem alle. Og aldrig vil jeg være fri.

Min krop er blevet mit fængsel, som jeg ikke kan undslippe. Jeg er her på livstid. Nej, mere end livstid. Jeg er her for evigt, og ingen kan få mig ud.” Panikken spredte sig, som hun udtalte hele sin frygt.

”Jeg ønsker blot, at dette må være min sidste dag, min sidste solnedgang, min sidste måne. Jeg ønsker, at jeg langt om længe vil tage min sidste vejrtrækning og sove ind; sove ind og svæve væk fra mit evindelige mareridt til et fredfyldt sted.

Jeg ønsker, at blive omfavnet af døden, og at han må tage mig med sig, så jeg langt om længe kan finde fred.” En tåre undslap hendes øjenkrog, og hun var nødt til at rømme sig. ”Jeg har levet et langt liv, som min mor ønskede. Mit liv har været fyldt med både lykke, sorg og smerte. Jeg har oplevet, hvad jeg skulle. Der er ikke mere tilbage for mig i denne verden. Jeg er træt, og kun en søvn kan rette op på det; den dybeste af dem alle, som man aldrig vågner op fra igen.”
Psykiateren kiggede længe og vurderende på hende. Han søgte efter et svar, som han tilsyneladende fandt.

”Dit ønske er min lov,” sagde han opfyldende. Langsomt lænede han sig frem mod hende, kyssede hende på panden og mumlede helt lydløst: ”Godnat, Luna, sov godt.”

Så blev Luna langt om længe omfavnet af døden forklædt som psykiater; pigen, der ikke kunne dø, døde langt om længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...