Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1238Visninger
AA

16. Den tredje badebold

(År 2025)

Klokken var lidt i fem. Vintermørket var for længst faldet på uden for vinduet. Små snefnug dalede ned og blev oplyst i skæret fra de stivfrosne gadelamper. Vinden tog i ny og næ og hev sneen rundt i en svævende dans.  Det var små cirkler, der spredte den lette sne ud over de mørke gader.

Inde på det lille kontor, dansede stearinlysene i den lette brise fra de tyndt isolerede vægge og tynde glasruder. Rundt omkring på reoler og borde sad de små kravlenisser og smilede så kækt.

Luna pustede lysene ud og slukkede for den søde julestemning. Hun greb en pebernød fra skålen på sit bord. Derefter greb hun sit halstørklæde, som hang på knagerækken sammen med vinterjakken. Da hun havde pakket sig godt ind, stak hun hovedet ind på kontoret ved siden af.

”God jul!” sagde hun til sin kollega, der stadigvæk sad og prøvede på at få kæmpet papirbjerget så langt ned som muligt. Luna sukkede medlidende med ham. Hvis hun kunne, havde hun hjulpet – men det var ikke lige hendes speciale.

”I lige måde!” svarede han desperat og kiggede op bag bjerget.

”Husk nu at holde ferie!” sagde Luna rådgivende til ham, inden hun vendte sig mod døren, for at begive sig ud i vinterkulden. Hun greb sin mobil, stak headsettet i ørene og ringede Peter op. Siden dengang i mørket, brød hun sig ikke om at begive sig alene hjem; og det var meget svært ikke at gøre, nu hvor julen stod for døren, og de lyse dage kun blev kortere og kortere.

Peter ofrede en del af sin tid hver dag på at snakke med hende, mens hun begav sig hjem. Det gav hende en tryghedsfølelse, at han var der i den anden ende af røret. Det var nok ideen om, at nogen vidste, hvor hun var; hun var ikke helt alene i mørket, når hans stemme var med hende.

”Kommer I hjem til Martin i morgen?” lød Peters stemme i den anden ende af røret.

Et snefnug landede på Lunas øjenvipper. Hun førte sin vante-beklædte hånd op og tørrede den væk. Strikvanterne føltes fugtige mod hendes kolde kinder.

”Ja, vi holder jul med Felix’ familie første juledag; så vi kan holde juleaften med far – ja, og dig selvfølgelig,” lo hun. ”Det er jo ikke jul uden dig!”

Der var stille i den anden ende af røret. Hun kunne høre hans vejrtrækning, men der kom ikke et ord over hans læbe. Hun forstod ikke hans stilhed. Her fyrede hun hjertevarme komplimenter i hans retning; og han besvarede ikke engang med en vittighed.

Efter lang tids tavshed, lød hans stemme stille, men kærligt: ”Det vil heller aldrig blive rigtig jul uden dig!”

Luna smilede over hele ansigtet. En varme spredte sig i hele hendes krop og bekæmpede vinterkulden, der omgav hende. Hans ord var en flammende tændstik, der holdt liv i hende.

 

***

 

”Jeg er hjemme nu,” sagde hun med et smil i telefonen, mens hun fumlede med nøglerne ved døren. Trappeopgangen havde allerede budt hende en dejlig varm velkomst med læ fra blæst og sne.

”Godt,” svarede Peter og gabte i den anden ende af telefonen. Hun hørte lyden af fjernsynet i baggrunden. Han lagde fjernbetjeningen på bordet.

”Vi ses i morgen,” sagde hun og mærkede spændingen sprede sig. Det var ikke en spænding, som et lille barn oplevede ved juleaften; alle de store gaver, der bare ventede på at blive åbnet af en selv. Nej! Det var en spænding på at se de andres reaktioner, når de åbnede de gaver, hun selv skulle give dem.

Hun tænkte for sig selv, hvor meget mere voksen hun var blevet på så kort tid. Hun boede med sin kæreste i en lejlighed inde i byen. Hun havde en god uddannelse og et fast job. Hun havde stadigvæk ønsker og drømme – såsom at udvide familien og flytte væk fra byen – men drømme var noget voksne mennesker også kunne have; voksne menneskers drømme rakte endda videre end bare at få den fine bamse i butikken eller blive en verdensberømt popstjerne. Voksnes drømme kunne endda være mere opnåelige.

”Vi ses,” sagde Peter, og de lagde begge to på. Luna kom sin mobil ned i sin taske og åbnede døren.

Hun stoppede brat.

Inde i stuen flimrede stearinlysene fra det træk, den åbne dør skabte. Nydelige klavertoner spillede over højtalerne. En liflig duft af en steg, der simrede i ovnen, nåede hendes næse.

Et smil bredte sig over hendes læber, mens hun afklædte sig det våde overtøj. Hun hang det på knagerækken ved siden af Felix’ jakke.

”Velkommen hjem,” lød Felix’ stemme varmt – men en undertone af nervøsitet vibrerede i hans stemme. Han rakte Luna et vinglas med pærecider i – hun drak stadigvæk ikke alkohol; det havde taget Felix lang tid at affinde sig med det.

Luna tog imod glasset og gav ham et kys. De fulgtes ad ind i stuen, hvor de tog plads ved spisebordet. Der var dækket fint op med røde servietter på tallerknerne. Rundt om tallerknerne lå der bestik til hovedretten og en ske til desserten.

”Hvad skal alt det her til for?” spurgte Luna nysgerrigt og satte sig på stolen, som Felix elegant havde trukket ud for hende.

”Skal der nogen bestemt anledning til?” spurgte Felix og besvarede hendes spørgsmål med endnu et spørgsmål. Det var en klassisk måde at undvige at svare på det, der egentlig var blevet spurgt om.

”Næ,” svarede Luna og trak på skuldrene, mens hun sendte ham et smil. ”Det skal der vel ikke. Det er bare lidt usædvanligt; det var alt.” Hun blev normalt ikke mødt med stearinlys og en treretters menu, når hun kom hjem fra arbejde.

”Man har vel lov til at forkæle sin elskede kæreste i ny og næ,” svarede Felix, gav hende et lidenskabeligt kys på læberne og begav sig så ud i køkkenet mod lyden af det ringende æggeur.

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren sad livløst på sin stol – eller i hvert fald næsten livløst. Han havde ikke rørt sig den sidste stund. Pigen var endda i tvivl om, om han overhovedet trak vejret. Hvis han gjorde, måtte det være så lidt, at hans brystkasse ikke bevægede sig.

Han udstrålede en form for ro. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var ved ham. Hun havde bare lyst til at lade sig omfavne af de livløse arm, så hun kunne sove i ro og mag.

Pigen sukkede. Psykiateren blev vakt til live og skiftede stilling med kroppen. Før sad han tilbagelænet i stolen med armene over kors; men nu lænede han sig opmærksomt frem imod hende. Han var modtagelig over for hendes ord. Hun vidste bare ikke, hvad han ville have hende til at sige.

Det var et svar, hun så gerne ville have. Hun havde på fornemmelsen, at det var en gåde, der var livsændrende.

Men det var nok en gåde, hun måtte vente med at få løsningen på; hvis hun da nogensinde ville få den.

”Aftenen forløb fredeligt. De spiste sig igennem den treretters menu, Felix så fornemt havde forberedt. Musikken fortsatte sine fantastiske toner i baggrund. Luna kunne ikke helt sætte fingeren på det, men der var noget forandret ved Felix. Det var som om, han havde ændret sig; og hun vidste ikke, om det var en god ting.” Pigen fortsatte historien – selvom hun vidste, det ikke var de ord, psykiateren ville høre.

Skuffet lænede psykiateren sig igen tilbage i stolen. Han indtog den samme position. Som han sad der, lignede han umiskendeligt en statue. Den dystre mine var dragende. Han udstrålede et mørke, som hun følte sig så tryg i.

”Det var der, det pludseligt skete,” sagde pigen med et skævt smil og et fjernt blik. Hun så det udspille sig igen; og mindet om det varmede hendes ellers så kolde hjerte. ”Det var der, han faldt på knæ.”

 

***

 

(År 2025)

Luna kiggede chokeret på Felix. Al blod forsvandt fra hendes kinder. Det snurrede og prikkede let i hele hendes krop. Det begyndte at svimle for hendes øjne. Rummet kørte rundt. Selvom hun holdt sit hoved stille, havde hun det alligevel, som om det rokkede frem og tilbage.

Det gik op for hende, at hun ikke trak vejret. Hurtigt hev hun luft ind og helt ned i sine lunger. Ilten bragte varmen tilbage i hendes krop. Det var næsten for meget varme. Sveden bredte sig ud i hendes håndflader – men det var stadigvæk koldsved.

”Luna, min elskede,” sagde Felix med et nervøst smil. Smilet rummede en frygt, hun så inderligt ønskede at skærme ham imod.

I stedet for at tale hev han et stykke sammenfoldet plastik frem fra sin lomme i blazeren. Luna kiggede undrende på ham. Det her tog en drejning, hun ikke helt havde forventet. Måske havde hun overanalyseret situationen. Måske skulle der ikke til at ske det, hun for få sekunder havde været et voldsomt temperaturskifte igennem for.

Han foldede plastikken ud. Det gik langsomt op for hende, hvad det var. Det frembragte minder, fra dengang de første gang mødte hinanden. En swimmingpool, en sommerdag og en badebold. De var to unge mennesker, der ved første øjekast vidste, at de to hørte sammen.

Han førte ventilen op til sin mund og begyndte at puste luft ind i plastikken. Mellem hvert pust trak han vejret ind i dybe indåndinger. Hun kunne se, hvordan han kæmpede for ikke at blive svimmel, fordi han indimellem pustede mere luft ud, end han burde.

Efterhånden, som badebolden blev større, kunne Luna ane en tekst, der stod skrevet på den. Da den var næsten helt pustet op, var hun ikke i tvivl om, hvad der stod. Hun takkede universet for, at hun allerede havde gennemgået den første fase med chokket.

”Vil du gift dig med mig?” spurgte Felix stønnende og holdt badebolden frem mod Luna med den samme tekst på, som han lige havde fremsagt.

Dette var den tredje badebold i deres forhold. Første badebold var deres møde. Anden badebold førte til deres første date. Og tredje badebold kunne føre til deres ægteskab. Ville hun have flere badebolde?

Luna kiggede med store runde øjne på ham. Hun var overvældet af følelser; men en følelse slog igennem over alle de andre – lykke. Hun følte sig ovenud lykkelig, som han lå på knæ for hendes fødder.

Et smil bredte sig lyksaligt over hendes ansigt, mens hun langsomt nikkede med hovedet. ”Ja,” sagde hun og faldt på knæ foran ham.

Hun tog badebolden ud af hans hænder og trillede den væk bag sig. Langsomt tog hun hans ansigt i sine hænder og trykkede sine læber imod hans. Varmen spredte sig i hele hendes krop. I det øjeblik var hun ikke i tvivl om, hvor meget hun elskede denne engel af en mand; og denne engel skulle nu være hendes ene og alene.

”Jeg har en ring til dig,” fremstammede Felix, da de begge skulle have luft.

Luna lo og lod sin pande hvile på hans faste skulder. Den virkede så stabil, og hun følte sig tryg ved tanken om, at denne skulder skulle holde hende oppe.

”Ja, selvfølgelig,” sagde hun og kiggede ham glædestrålende ind i øjnene.

Han fumlede i sin jakke og fandt en æske frem. Inde i æsken var den mest funklende ring, hun nogensinde havde set. Det var en oval cirkel med en masse små diamanter, som prydede den.

Hun rakte sin hånd frem og lod ham presse ringen ned over sin finger. Det virkede mærkeligt, at have en ring på den finger. Det var en uvant følelse. Hun overvejede for sig selv, hvor længe det mon ville tage, før hun vænnede sig til det.

 

***

 

(År 2196)

Pigen smilede varmt til psykiateren. Denne varme blev ikke gengældt. Det rørte dog ikke pigen. Hun havde næsten vænnet sig til kulden.

Hvis hun ikke tænkte over kulden, mærkede hun ikke, at den var der. Det var nøjagtig det samme med tiden; hvis man ikke tænker over den, mærker man den heller ikke. Man kan med jævne mellemrum kigge tilbage og se, hvordan dens forløb har skabt ændringer; men man opdager den ikke, mens den er der.

”Næste dag tog det forlovede par lykkelige hjem til Martin for at fejre jul. Men julen var naturligvis ikke det eneste, der blev fejret ved nyheden om, at et bryllup var i vente.” Pigen kiggede ud af vinduet på regnen, der ikke var andet end støv.

Hun forestillede sig Peters sorg, da nyheden forlod deres læber. Hun forestillede sig, hvordan han havde grædt støvregn. Den er næsten umulig at se, men du mærker den ligesom al anden regn.

”Men én fejrede ikke forlovelsen med samme begejstring som alle andre,” sagde pigen og sukkede. En anelse af medlidenhed var til at ane i pigens stemme. ”Ja,” sukkede hun og kiggede tilbage over på psykiateren. ”Du kan vel selv tænke dig til, hvem der ikke var ovenud lykkelig over denne nyhed.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...