Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1191Visninger
AA

10. Den anden badebold

(År 2016)

Bølgerne dansede ind over sandstranden. Så trak de sig tilbage for igen at slå sit slag. Det var en evig kamp. For hvert ryk overvandt vandet lidt mere af sandstranden. Flere og flere sandkorn måtte give efter for vandet og lade sig drukne.

Peter og Luna var kommet hjem fra ferien. De var, så snart Felix var taget hjem, blevet bedste venner igen – som om det aldrig var sket. Peter kunne igen smile oprigtigt til hende, og Luna havde igen tid til at være sammen med sin bedste ven.

I dag ville de udnytte sommerens gode vejr – der i dette land var en sjældenhed. Derfor var de taget på stranden.

Solen bagte deres letpåklædte kroppe. Luna lå med lukkede øjne. I dag kedede hun sig ikke. Hun havde nok at tænke på.

Lige siden de var kommet hjem, havde Luna været sønderknust. Hun havde bare ikke nogen at snakke med om det. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle sin far om sin sommerflirt. Peter havde hun lige genvundet sit venskab med, og det ville hun ikke risikere at ødelægge igen.

Hendes bryst gjorde ondt. I maven bar hun på en voldsom knude, der forhindrede hende i at indtage for meget føde. Den gav hende kvalme, og hun havde ikke lyst til andet end at gemme sig væk.

Peter var i gang med at grave et hul. Han brugte de bare lapper til det. Han havde været i gang i snart en halv time med at grave det. Derfor var det også blevet temmelig stort.

Luna støttede sig på sine albuer, da hun rejste sig for at kigge på ham. Hun forstod ikke, hvorfor han gad at svede sådan over et hul. I det hele taget vidste hun slet ikke, hvorfor han gravede det.

”Hvorfor graver du dog et hul?” sukkede hun og lukkede øjne, da solen blændede hende. Hun lod solen bade sit ansigt. Hun nød den, mens den varmede hver en millimeter på hendes krop.

”Jeg har tænkt mig at kalde det søvn,” sagde han. Luna vidste, at der var en bagtanke med det. Der ventede sikkert en joke om hjørnet. Hun var i tvivl, om hun overhovedet ville kunne tage sig sammen til at grine af den.

”Hvorfor dog det?” spurgte hun. Hun åbnede øjnene og kiggede spørgende på ham, stadigvæk let støttende på sine albuer.

”Fordi når folk så går forbi sent om aftenen, ser de det slet ikke komme, når de pludseligt falder i søvn.” Han sendte hende et stort smil. Hun vidste ikke, om hun syntes, at det var sjovt. Måske havde hun syntes det under andre omstændigheder. Alligevel formåede hun at fremkalde en næsten oprigtig latter, mens hun rystede på hovedet.

”Og hvad vil du så gøre, når folk sagsøger dig, fordi de faldt i søvn?” spurgte Luna udfordrende. Hun kiggede på ham med et løftet øjenbryn.

Peter kæmpede sig op af hullet og lagde sig på håndklædet ved siden af hende. Med løftede skuldre svarede han, at han ikke kunne styre ændres rytmer. Han kunne vel ikke gøre for, at de faldt i søvn! De kunne vel bare drikke en masse kaffe!

Luna gad ikke engang at modargumenterer. Hun vidste, at slaget var tabt, når først Peter var i gang. Han kunne altid finde en joke til at afværge hendes argument. Hendes ord var intet værd mod hans. Han kunne bare det med ord, som ingen andre kunne. Han var en sand hersker over sproget.

”Skal du med ud og have en dypper?” spurgte Peter og rejste sig op. Den lette svedlugt ramt Luna, da vinden blæste fra Peters ryg mod hende. Hans krop afspejlede alt det hårde arbejde han havde lavet blot for at kunne fyre en joke af. Luna tænkte for sig selv, at det måtte være hårdt arbejde hele tiden at skulle være så sjov.

”Ja,” sukkede hun. ”Hvorfor ikke?” Det var et retorisk spørgsmål. Alligevel kunne hun i sit hoved godt finde på tusinde af grunde til, hvorfor hun ikke skulle gøre det.

Hun havde ikke lyst. Hun ville hellere ligge og have ondt af sig selv. Hun var ikke i humør til at more sig. Faktisk kunne hun slet ikke more sig. Det var fysisk umuligt, når knuden i maven gjorde så ondt. Hvis hun skulle, kunne hun blive ved med at opremse grunde til, hvorfor hun bare skulle ligge på det håndklæde.

Luna rejste sig, og sammen gik de ned til vandkanten. Det grumsede vand var de første par meter brudt af et tykt lag tang. Peter holdt Lunas hånd, mens de kæmpede sig igennem det. Tangen klistrede sig til deres lægge – den lugtede for den sags skyld heller ikke godt.

Da de var kommet igennem de første par meter, slap Luna Peters hånd. At holde i hånden mindede hende for meget om deres ferie. Det mindede hende om, hvordan hun havde gået langs havnekanten med Felix hånd i hånd. Det mindede hende om, hvordan han havde taget hende med ud på broen, ud til det lille hus i vandet, hvor de sammen stod og kiggede ud over den smukke sø. Hun kunne føle hans blide strøg over sin ryg. Hun kunne føle hans blide læber mod sin kind – mod sine læber.

Hun tvang sig selv til at tænke på noget andet. Det var alt for smertefuldt, fordi hun vidste, at hun ikke skulle føle hans læber mod sine igen. Det var et minde, der forblev på deres eventyrrejse.

De fortsatte ud til vandet nåede Lunas navle. Der var et stykke op til Peters navle – men man må jo ikke gå længere ud end til sin navle. De var nået et pænt stykke ud, fordi de var stødt på flere revler undervejs. Forhøjninger fik større og større mellemrum, efterhånden som de nåede længere ud, og det blev dybere. Vandet blev også koldere, efterhånden som de kom længere væk fra vandkanten.

Sammen stillede de sig med ryggen til stranden. De kiggede ud mod horisonten, der aldrig ville få en ende. Lige meget var langt de gik, ville de aldrig komme tættere på den. Lige meget hvor hårdt de prøvede, ville de aldrig kunne røre den. Horisonten var uendelig. Den havde ikke nogen begyndelse og ikke nogen slutning.

”Det er ham, er det ikke?” spurgte Peter efter et langt øjeblik, hvor de bare var forblevet tavse. Luna havde kigget med et mut blik lige frem for sig. Hun havde ikke en eneste gang vovet at kigge på Peter. Hun frygtede, at han kunne se hendes smerte, hvis han så hende ind i øjnene.

Men et blik i øjnene var ikke nødvendigt. Han kunne fornemme det blot ved at stå en halv meter fra hende. Det var dumt af hende at tro, at hun kunne skjule sådan noget for ham. Han kendte hende ind og ud. Han vidste, hvad hun tænkte – ofte før hun selv vidste det. Han vidste, hvad hun følte – også selvom hun ikke selv var klar over det.

Hun nikkede, mens hun bekæmpede de forræderiske tårer, der pressede sig på i øjenkrogen.

”Pas på!” lød en stemme.

Luna drejede sig med det samme mod stemmen. Med det samme blev hun ramt af en badebold direkte i fjæset.

Stemmen havde lyt bekendt. Hun kunne ikke afgøre, om det var en drøm – eller måske noget hun forestillede sig. Den klokkeklare dybe røst, fik knuden til at løsne sig og sommerfuglene til at baske vildt omkring.

Luna samlede bolden op. Hun kiggede på den let gennemsigtige pink bold. Med sort sprittusch stod der skrevet: Date?

Luna kiggede op. Lidt længere væk stod den mest guddommelige fyr, med blonde krøller og et bredt, hvidt smil. Han stod med åbne arme, klar til at omfavne hende.

”Hvordan ser jeg ud?” spurgte Luna Peter uden at fjerne øjnene fra Felix. Hun var bange for, at han ville forsvinde, hvis hun kiggede væk; bange for, at han blot var en drøm; en skabning fra hendes fantasi

”Når en kvinde spørger, om din mening,” sagde Peter koldt, ”vil hun ikke høre din egen mening, men hendes egen mening i en dybere stemme.” Hans kæbe var bidt hårdt sammen, og han virkede anspændt. Et kort øjeblik løsnede han op. ”Men du ser guddommelig ud som altid!”

Et endnu større smil bredte sig over Lunas læber. Hun stak Peter badebolden, før hun satte i løb hen mod Felix. Hun måtte lave høje knæløftninger for at kæmpe sig igennem vandet, der stædigt gjorde modstand. Men det betød ikke noget. Hun skulle nok nå hen til ham på den ene eller anden måde. Intet skulle få lov til at adskille dem igen.

Da hun var halvvejs, blev hun omfavnet af vandet fra alle sider. Hun tog fra med hænderne på havbunden. Det salte vand fandt vej ind i hendes mund, og hun hostede, da hun mærkede det i halsen.

Felix begyndte at gå hen imod hende. Hun mærkede, hvordan flovheden bandt en knude i hendes mave. Hvis hun kunne skrue tiden bare ti sekunder tilbage, havde hun gjort det.

Hun kæmpede sig op og stå og blev mødt at Felix’ smil. Det rummede ikke den samme selvsikkerhed som før. Nu rummede det også spørgsmålet, om hun var okay.

Lidt mere forsigtigt satte hun i løb igen hen imod ham. Hun kastede sig ind i Felix’ åbne arme. Hans nøgne overkrop mod hendes bare hud føltes perfekt. Det kildede i hendes mave, da hun lænede sig ind i et kys. Deres læber mødtes, og de blev ikke skilt ad før adskillige sekunder – måske endda minutter – var gået.

Hun mærkede, hvordan alt faldt på plads igen. Al bekymringen, al sorgen lettede med det samme. Den stramme hjelm om hendes hoved løsnede sig. Hun var nu fri og bekymringsløs. Hun kunne ånde igen, uden at tænke på, om der også var nok ilt til at fylde lungerne. Han var hendes ilt.

”Ja,” stønnede Luna ind mod hans mund. ”Ja, jeg vil godt på en date med dig.” Smilet på hendes læber var større end nogensinde før.

Hun kiggede sig tilbage over skulderen. Peter stod badet i sollyset med badebolden i hånden og en alvorlig mine.

 

***

 

(År 2196)

”Det er virkelig svært ikke at føle med den arme knægt,” sagde psykiateren med et suk. ”Peter er nok den bedste ven, Luna nogensinde kunne få, og alligevel sætter hun ikke pris på det venskab, han giver hende.” Psykiateren rystede på hovedet.

”Hvad mener du med, at hun ikke sætter pris på det?” spurgte pigen oprørt. ”Hun elsker Peter over alt på Jorden. Han er hendes et og alt; hendes bedre halvdel. Han kan sætte ord på de følelser og tanker, hun ikke engang af forstået selv endnu.”

”Men hvis han er hendes bedre halvdel, hvorfor er hun så ikke bare sammen med ham?” spurgte psykiateren. ”Fordi han endnu ikke har sat ord på de følelser, hun ikke ved, hun har for ham. Hun ved, at hun elsker ham. Men for hende er det som en bror.”

”Så de kommer altså til at elske hinanden?” spurgte psykiateren med en påtaget forhåbningsfuldhed. Hans ansigtsudtryk havde ikke ændret sig og tilpasset sig til hans spørgsmål.

”Det må tiden jo vise,” svarede pigen gådefuldt.

Hun kiggede ud af vinduet. Den mørke aftenhimmel blev i aften oplyst af de mange stjerner. Fuldmånen sukkede længselsfuldt efter sin elskede. Fuldmånen var pigens værste, bedste ven – der aldrig forlod hende – men havde forbandet hende til aldrig at kunne forlade den.

Pigen tænkte på, hvordan Felix og Luna nu datede. Der var intet at fortryde der. Nogen gange er et forkert valg det rigtige valg til at bringe dig til det rigtige sted. Felix var ikke et forkert valg. Han var et rigtigt valg på vejen i Lunas lange liv. Han udviklede hende til et bedre menneske. Han viste hende, hvad det vil sige at elske.

Nogen gange, når ting falder fra hinanden, kan det i virkeligheden være, fordi de udarter sig, som de skal. Et venskab skulle måske sættes på en prøve, rives fra hinanden, før det kunne nå til det stadie, det var bedst for dem begge to.

Nogen gang kan det være bedst for begge parter at få en pause fra hinanden. Andre gange kan det være det værste, der kan ske. Kun tiden kan vise, hvilken vej det vil gå.

Man skal ikke spilde sin tid på at bekymre sig om udfaldet. Det ville være det samme, som hvis man gik rundt med en paraply, bare fordi man er bange for, at det måske begynder at regne. Nogen gange må man bare tage et valg; det kan måske være det forkerte, så man bliver våd; men så må man bare tage noget tørt tøj på igen og begive sig ud på et nyt eventyr.

Psykiateren rejste sig og uden et ord gik han sin vej. Igen forsvandt han i mørket. Hun var ikke engang sikker på, at han nåede ud af døren. Han forsvandt bare indhyllet i mørket.

”Nåh,” lød sygeplejerskens stemme. ”Hvem snakker du så med her til aften?” spurgte hun med en stemme, som om hun snakkede til et lille barn.

Pigen rynkede panden af hende, men ville ikke bruge tid på at irettesætte hende. Pigen var et voksent menneske, og det var en upassende måde at tale til hende på. Sygeplejersken havde brug for et seriøst kursus i patient-kommunikation.

”Dr. Mortem,” svarede pigen og kiggede væk fra sygeplejersken.

”Hm,” svarede hun. ”Ham har jeg aldrig hørt om.” Hendes stemme fortsatte den samme tone. Det var lige på grænsen til, at pigen rent faktisk sagde noget rigtig ondt til hende. I stedet bed hun sig i læben for ikke at sige noget, hun ville fortryde.

”Snakker du ofte med ham?” spurgte sygeplejersken.

Pigen kiggede over på hende. Hun havde den typiske sygeplejerskeuniform på. Hendes hår var sat op med en hårklemme i nakken.

”Det ved jeg ikke, om jeg ville sige,” mumlede pigen. ”Siden jeg blev indlagt, har han været her hver aften.” Hun rynkede brynene og blev fjern i blikket. ”Men han kommer og går på de mest mærkelige tidspunkter. Der er noget mystisk over ham. Han virker på mange måder helt uvirkelig.”

”Har du meget svært ved at skelne mellem, hvad der er virkeligt, og hvad der er det pure opspind?” Sygeplejersken kiggede vurderende på pigen.

”Nej, selvfølgelig har jeg ikke det,” svarede pigen fornærmet.

Sygeplejersken trak på skuldrene. ”Når, men nu er det i hvert fald tid til at sove!”

Ligesom de andre aftener fandt hun en kanyle, som hun stak ind i slangen. Kort tid efter mærkede pigen, hvordan hun blev helt døsig. Igen faldt hun i en drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...