Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1280Visninger
AA

11. Dating

(År 2016)

”Hvad skal jeg stille op?!” råbte Luna frustreret af sit spejlbillede. Hun stod iført et par fine bukser med en markant strygning og en højhalset top. Hun hadede synet af sit eget spejlbillede. Hun følte sig hverken sexet eller dateklar.

Frustreret rev hun tøjet af og smed det i den efterhånden voksende bunke på gulvet. Hun rev den ene skuffe op efter den anden.

Tøjet fløj til alle sider fra kommoden. Den ene kjole efter den anden blev prøvet på. Bluser, toppe, bukser og nederdele. Hun kunne ikke beslutte sig for, hvor fint hun skulle være klædt på. Der var så mange kombinationsmuligheder, men alligevel var der intet, der virkede perfekt.

”Wow,” lød Peters stemme i døren. ”Har der været en tornado?” Han sendte hende et blændende smil og kastede sig på hendes seng. Han greb hendes pude og omfavnede den.

”Meget morsomt!” nærmest snerrede hun irriteret af ham. ”Hvad laver du her? Du ved, at jeg ikke har tid i dag!” sagde hun distraheret.

”Din far lukkede mig ind. Jeg ville bare kigge forbi, inden du tager afsted. Du ved, bare sikre mig, at alt er, som det skal være. Man ved jo aldrig, om du kunne bruge en hjælpende hånd.” Han lo ved tanken om, hvordan hun ville se ud, hvis han skulle hjælpe hende. Det var ikke et kønt syn.

Luna greb en kjole. Den var bordeaux, og den v-kantede udringning var dækket af et sort blomstret blondemønster. Hun hev den nederdel og top af, som hun havde på, og krøb i den tætsiddende kjole.

”Lyner du mig i ryggen?” spurgte hun Peter.

Han sank en klump, løsrev sig fra dagdrømmen og rejste sig for at lyne hendes kjole. Den smøg sig perfekt om hendes krop, efterhånden som stoffet blev samlet over hendes ryg. Forsigtig strøg han hendes hår til siden, så han kunne lyne det sidste stykke. Håret var i dagens anledning formet i slangekrøller, der let var blevet brudt med fingrene.

Hendes brune øjne var indrammet af en tynd eyeliner, og vifter af øjenvipper var blevet forlænget med mascara. Hun havde en let grå-lilla smokey-eye. Læberne var fugtet af en let rød læbepomade. Æblekinderne var let lyserøde og hun havde skabt kraftigere kindben ved hjælp af lidt solpudder.

Han nød synet af denne smukke skabning. Det var en skabning, der ikke var hans, lige meget hvor meget han ønskede det. Han ønskede, at kunne omfavne hende og kunne kalde hende sin; men hun ville aldrig blive hans. I hendes øjne var han ikke andet end en god ven.

”Hvordan ser jeg ud?” spurgte hun med let rystende hænder, mens hun tog øreringene i. Nervøsiteten var også afspejlet i hendes ansigtsudtryk. 

”Livet er kort,” svarede han med en filosoferende tone. Han fortsatte med et ændret ansigtsudtryk, da den vittige mine tog over igen: ”så husk at smile, mens du har tænder.”

Hun rystede på hovedet, mens smilet brød frem. Det var et sandt talent, Peter havde; han kunne altid få hende til at smile, selv i hendes mest nervøse, anspændte øjeblik. Han var hendes lys i mørket.

Forsigtigt omfavnede hun ham. Han holdt hende i lang tid, men hun følte sig ikke utilpas ved det. Det føltes helt naturligt. Det var en tryg følelse. Hun følte sig elsket, akkurat som når Martin omfavnede hende.

”Flere gode råd?” spurgte Luna uden at afbryde omfavnelsen. ”Jeg vil jo nødigt ødelægge det ved at gøre et eller andet dumt, som jeg plejer,” lo hun og skar en grimasse.

”Uha,” svarede Peter, ”så bliver det svært. Vi får brug for uendeligt lang tid, hvis vi skal nå at opremse alle de ting, du skal huske ikke at gøre og at gøre.” Han lo og kildede hende forsigtigt og drillende.

Hun brød omfavnelsen og gav ham et dask på skulderen i påtaget fornærmelse. Hun kunne dog ikke holde masken længe og omfavnede ham atter grinende.

Det bankede på døren. Luna brød med det samme omfavnelsen og kiggede panisk på Peter. Hun mærkede suset gå igennem maven. Hendes hjerte sprang et slag over, og sommerfuglene baskede vildt i stormen.

 

***

 

(År 2196)

Mørket nåede rummet. Pigen kunne næsten ikke se Dr. Mortem i mørket. Hun kneb øjnene sammen og kiggede mod stolen. En mørk skikkelse sad urokkeligt med det ene ben hvilende oven på det andet.

”Kan du tænde noget lys?” spurgte pigen psykiateren. Hun ville godt se, om han var virkelig. Hun ville godt se hans udtryksløse ansigt og kolde, blege hud. Hun ville godt se den rynkefrie, men alligevel så gamle hud. Hun ville godt se de mørke, kolde øjne og forsøge at lade sig drukne i dem.

Psykiateren rejste sig stift og gik et par skridt hen mod væggen, hvor en væglampe hang og ventede på at bryde mørket. Knappen klikkede, da han vippede den fra bund til top. Lyset spredte sig langsomt, efterhånden som lampen varmede op.

Pigen kiggede forventningsfuldt op på hans ansigt. Det var endnu mere dødt, end hun huskede det. Alligevel så hun så meget liv udspillet i hans øjne. Det var et mørke fyldt med mysterier.

Langsomt satte psykiateren sig ned i stolen igen. Han foldede armene over kors og kiggede afventende på pigen. Hun lå og betragtede ham, mens lyset langsomt bredte sig over ham. Alligevel forblev hans skikkelse dunkel.

”Så,” brød han stilheden. ”Hvordan gik daten så?”. Hun mistænkte ham for at forsøge at fremskynde en ende på historien. Men så let skulle han ikke slippe. Hun skulle nok give ham hver en vigtig lille detalje. Hun ville ikke selv gå glip af det, så det skulle han heller ikke.

”Det kan du jo få lov til at høre,” svarede hun med et sejrende smil. Han havde ingen chance i dette spil. Hun var spillets mester, og han vidste det. Det irriterede ham noget så pokkers. Han plejede altid at styre slagets gang – men denne gang virkede fjernbetjeningen ikke.

Det var en magtkamp, der blev udkæmpet imellem dem. En magtkampen psykiateren ville vinde, men ikke kunne vinde. En magtkamp pigen ikke følte, hun kunne tabe – og hun havde på fornemmelsen, at hun ikke ønskede at vinde den. Men hvem kunne gøre en ende på den?

Pigen kiggede op i loftet på de hvide hullede plader. Hun forestillede sig, hvordan det mon var deroppe. Var det virkelig hvide skyer og fredfyldt? Eller var det et mørke bestående af ingenting? Holdt man bare op med at eksistere? Eller var der et liv efter døden?

”Fortsætter du?” spurgte psykiateren uinteresseret. Det virkede som om, han forberedte sig på at sove med øjnene åbne. Han lænede sig tilbage i stolen og virkede atter engang fraværende.

 

***

 

(År 2016)

Lugten af popkornene fyldte biografsalen, der var godt fyldt her til aften. Lyset blev langsomt dæmpet og gardinerne trukket til siden. Spændingen spredtes gennem publikum, da de første reklamer og trailers begyndte at udspille sig på den store skærm.

Luna og Felix havde først været ude at spise på en fin restaurant. Hun var derfor også glad for, at hun havde taget den fine kjole på. Andet havde været upassende og malplaceret.

Felix havde betalt hele daten, og Luna havde følt sig lidt utilpas ved ikke at skulle bidrage til bare en del af omkostningerne; men nej, sådan ville han have det; en rigtig gentleman betaler for daten. Så gammeldags en tankegang havde Luna tænkt, men hun ville alligevel ikke modsige den. Hun følte sig værdsat på den måde.

Ud af øjenkrog kunne hun se, at Felix i ny og næ sad og betragtede hende. Hans smukke blonde lokker snoede sig i smukke proptrækkerkrøller på toppen. Smilet havde ikke forladt hans ansigt på noget tidspunkt hele aften. Han virkede så pokkers selvsikker – og det var en del af hans charme.

På skærmen gjorde filmen nu sin indledning. Den skønneste musik dansede sig ud af højtalerne rundt i hele salen. Den var fængslende, og hun glemte et kort øjeblik tid og rum. Hun lod sig bare svæve med ind i et andet univers på skærmen.

Felix lænede sig tilbage, lavede strække-tricket, og lod sin arm falde omkring Lunas skuldre. Hun lænede sig ind imod ham og nød nærheden. Berøringen bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun kiggede ind i de smukke øjne, der stirrede så betaget på hende. Hun forstod ikke, hvordan han kunne se hende i sådan et lys, men hun havde bestemt ikke noget imod det.

Hendes blik blev igen fængslet af skuespillet på storskærmen. En ung usikker musiker, der ikke var klar over sine egne evner. En bedste ven, der så det store talent fra starten, og elskede hende for det. En typisk kærlighedshistorie, men alligevel så pokkers smuk.

Luna mærkede et par læber presset mod siden af sin pande. Hun lukkede øjnene og nød de bløde, fugtige læber, der vækkede følelser i hende, hun ikke troede var muligt at føle. Det var en varme, der spredte sig igennem hele hendes krop. Det var sommerfugle der baskede af deres fulde kraft. Det var en uendelig lykke, hun ikke ville have nogensinde skulle få en ende.

 

***

 

Hun lod sig vælte tilbage i sofaen. Den var blød, og hun sank dybt ned, og hendes lille skikkelse forsvandt næsten i de omkringliggende puder.

Felix kom ind med to glas med cola. Han satte den forsigtigt på bordet og indtog pladsen ved siden af hende. Han sank lige så dybt ned i sofaen, men forsvandt dog ikke, da hans figur var større end hendes.

Luna kæmpede sig op og sidde. Langsomt rakte hun frem efter sin cola og tog sig en tår. Hun følte sig helt tør i halsen. Da hun havde tømt halvdelen af det høje glas, satte hun det tilbage på bordet.

Langsomt lod hun sine øjne bevæge sig over mod Felix. Hun havde følt, hvordan han havde iagttaget hende. Og rigtigt nok sad han med et fastlåst blik og stirrede på hende med et skævt smil.

”Hvad?” spurgte hun genert og rystede på hovedet, mens hun sendte ham et akavet smil. ”Hvad er der?” Hun følte sig udstillet og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle stille op med sig selv.

”Ikke noget,” lo han og trak på skuldrene. Forsigtig lod han hånden glide fra hendes albue op til hendes skulder. ”Du ser bare rigtig godt ud – fik jeg fortalt dig det?” spurgte han med et blændende smil.

”Det er nok hundrede og syttende gang,” svarede hun og følte sig underligt utilpas ved komplimentet. Det var underligt bare at sige tak; og hun var bestemt ikke god til selv at give komplimenter tilbage.

Han kiggede væk. ”Men tak!” indskød hun. Han kiggede på hende igen. Hurtigt lænede hun sig ind i et kys. Han omfavnede hende og holdt hende der i lang tid, så kysset varighed blev forlænget.

Hun mærkede, hvordan hun blev varm i kinderne. Hun havde ikke lyst til, at dette kys nogensinde skulle ende. For hendes skyld kunne de befinde sig i denne tilstand for evigt; og for evigt er pokkers lang tid.

De brød kysset for begge at trække vejret. Deres pander hvilede blidt mod hinanden, og smilet havde smittet af på dem begge.

 

***

 

(År 2196)

”Hvor sødt,” sukkede psykiateren, og pigen fornemmede en slags længsel hun ikke helt forstod. Hvad kunne han længes efter, som hendes historiefortælling vakte liv i?

Pigen ignorerede hans kommentar og kiggede i stedet ud på den lysende måne. Måneskæret faldt forsigtigt ind af vinduet, men nåede ikke hen til hendes seng. De måtte forblive adskilt.

”Når,” sukkede psykiateren og rejste sig. ”Der er andre, der afventer mit besøg,” sagde han og vendte hende ryggen.

”Så sent?” spurgte pigen og kiggede med rynket pande på ham. Det kunne ikke være normalt at være på arbejde så sent om aftenen. En psykiater arbejdede vel ikke om natten, gjorde han?

”Ja,” svarede han. ”Jeg har aldrig fri. Der er altid nogen, der venter mig.” Han sendte hende et skævt smil, mens han morede sig over en indforstået vittighed, hun ikke var med på.

Hun kiggede efter ham, da han vendte hende ryggen og gik hen mod døren. Han blev opslugt af mørket, før han nåede døren. Derfor så hun ham heller ikke gøre sin exit ud af rummet.

Få sekunder efter kom den samme sygeplejerske ind fra de andre nætter. Igen rullede hun en vogn med kanyler og medicin på foran sig.

Pigen ignorerede hende og kastede i sted sit blik op i loftet. Hun var stadigvæk fornærmet over gårsdagens kommentarer. Selvfølgelig kunne hun skelne mellem fantasi og virkelighed!

Pigen ville ikke have medicinen i aften. Hun kunne tælle får – eller tælle hullerne i pladerne, ligesom hun havde gjort den første dag, da hun prøvede at få tiden til at gå. Mørket ville nok besværliggøre det – men der er intet som en udfordring i sin kedsomhed.

”Nåh, min skat,” lød den omsorgsfulde stemme med det upassende toneleje. Pigen var stadigvæk ikke noget barn, og hun blev det kun mindre af, at der blev snakket sådan til hende. ”Tid til din medicin!”

”Jeg vil ikke have den!” svarede pigen uden at kigge på sygeplejersken. Blikket forblev stift limet til loftpladerne.

”Du har sådan set ikke noget valg!” sagde sygeplejersken og sprøjtede medicinen ind i slangen. Pigen kunne ikke gøre modstand på grund af sine opspændte legemer. Hun ville have protesteret verbalt, men medicinen fik sin virkning så hurtigt, at hun ikke kunne sammensætte en forståelig sætning i sit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...