Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1207Visninger
AA

2. Begyndelsen

(År 1996)

Der var travlt på afdelingen. Sygeplejersker og læger fór rundt. Selvom travlheden var til at tage og føle på, formåede de alle at give det en professionel fremstråling; der blev ikke løbet, men gået stærkt; der blev ikke snakket højt og hastigt, men med en sikker og dog så mild tone. Det var på trods af hastværket en behagelig atmosfære.

Det hele var som lyden af en arbejdende fabrik. Summende stemmer og bip fra alle sider. Løbebåndet kørte, og patienter blev flyttet fra et rum til et andet i deres senge. Dem, der magtede det, blev kørt rundt i kørestole.

Enkelte patienter blev udskrevet, men flere kom ind, end de kunne nå at sende ud. Der ville snart blive mangel på senge.

Stuerne var fyldte, og to-mandsstuer blev til tre-mandsstuer. Læger fór fra en patient til den næste og så tilbage igen. Sygeplejerskerne forsøgte at berolige de smerteramte patienter med, at en læge snart ville komme. De klargjorde patienterne, så lægerne ikke skulle lave mere end nødvendigt og spilde kostbar tid.

En kvinde brokkede sig ubønhørligt over, hvor lang tid hun havde ventet. Den unge, nyuddannede sygeplejerske forsøgte forgæves at berolige hende, før hun panisk løb efter en læge, der kunne klare, hvad hun ikke formåede.

Alt dette blev overdøvet af en mands smerteskrig. Martin skreg i smerte inde fra operationsstuen. Det var et smerteskrig, der bugtede sig sin vej ned ad alle gangene i hele hospitalsfløjen. Det kunne få alle hårene til at rejse sig på ens arme.

Patienter og besøgende stoppede forskrækkede op og søgte at finde ud af, hvor lyden kom fra. Det var et så voldsomt skrig, at de nærmest kunne føle hans smerte. Ingen var i tvivl om, at den mand måtte lide voldsomt.

Men han skreg ikke alene. Han skreg i kor med sin kone, Emma.

Hvem der oplevede den største smerte, det er et forskelligt svar alt efter, hvem man spørger. Men alle kvinder ville nok sige, at det var Emma. Hun oplevede smerten, der var en del af en barnefødsel.

Martin havde tappert tilbudt hende sin hånd. Dette tilbud blev nu straffet, eftersom hans hånd ikke var stærk nok til at modstå en fødende kvindes håndtryk. Dette er en styrke, der kun kan blive vakt til live ved en så stor smerte, som denne Emma var underlagt.

Martin var næsten sikker på, at hans hånd ikke længere var fuldt ud funktionsdygtig. Han skulle måske til at søge nyt job, hvor han ikke var så afhængig af sine hænder – han arbejdede som tømrer.

Han udtalte dog ikke denne bekymring for sin kone. Emma gjorde altid grin med, hvordan han kunne blæse alting op. Han var lidt af en hypokonder, drillede hun altid. Men der var også noget om snakken.

Hvis Emma lå med fyrre i feber, ville Martin kort tid efter være smittet. Termometeret måtte være i stykker, for han var sikker på, at han var varm; og han havde uden tvivl kvalme. Hele hans krop gjorde ondt, og han kunne ikke komme ud af sengen. Han var døden nær, og Emma kunne ikke forstå, hvor dårligt han egentlig havde det. Men han var ikke døden så nær, at han ikke kunne klare at spise Emmas hjemmelavede mad.

Emma drillede ham altid med, at han havde mandeinfluenza, når han rent faktisk var en grad over sin normale temperatur. Martin var altid døden nær, når han rent faktisk blev syg. Når det kun var noget, han bildte sig ind, var han blot syg. Det var på den måde, Emma kunne kende forskel på et egentlig tilfælde af sygdom og et indbildt tilfælde. Det var på denne måde, hun vidste, om hun skulle tage hånd om ham eller le kærligt af ham.

Men alt dette var blot en af mange grunde til, at hun elskede ham så højt, som hun gjorde.

 

 

***

(År 2196)

”Kommer der en pointe i denne historie?” spurgte psykiateren en smule utålmodigt. Det lå ellers ikke til ham at være utålmodig, men han syntes, at han havde ventet længe nok.

Tiden var normalt ikke et problem for ham, for han gav dem den tid, de behøvede; og de tog aldrig mere tid end det.

Men at vente kan være krævende selv for en som ham.

Hans tålmodighed blev testet dagligt, og derfor kunne den til tider blive opbrugt, så han handlede for hurtigt. Dette blev betragtet som frygteligt; han kunne fejle i sin vurdering af patientens liv.

Men i dette tilfælde følte han, at han havde ventet længe nok. Hans sind blev unødvendigt belastet af hendes fortælling. En så lang historiefortælling var ikke nødvendig for, at han kunne nå frem til sin konklusion. Men måske var den i stedet en nødvendighed for pigen.

Hendes historie forekom ham lang og ligegyldig. Han vidste allerede, hvad der ville komme. Det var en historie, han havde hørt før. Det var en historie, han oplevede så ofte hos gamle mennesker.

For ham var det akkurat ligesom, når man skal sidde og høre sin bedstemor fortælle den samme historie om og om igen, fordi hun er blevet en smule demens, og man ikke selv nænner at fortælle hende det. Denne pige var ikke demens, men han nænnede alligevel ikke at fortælle hende det.

”Jeg sagde jo, at du skulle være tålmodig,” sukkede hun og var klar til at sætte historien tilbage på hylden.

Det var egentlig heller ikke en historie, hun havde lyst til at tænke på. Den gjorde hende bare trist; ikke alle historier har en lykkelig slutning. Men alligevel følte hun, at hun trængte til at få lettet sit hjerte og finde sin identitet igen. Denne historie var en del af hende, om hun kunne lide det eller ej.

Men han nikkede blot medgørligt, for det havde hun jo sagt, og han havde sagt, at han nok skulle lytte tålmodigt. Men tålmodighed er en dyd, som man siger, og er derfor svær at mestre.

”Jeg har bare andre… patienter, der venter mig,” forklarede han med sine sorte øjne hvilende på hende. De var helt blanke.

Han virkede fjern. Hans tanker var langt borte.

Øjnene var som et sort ocean, som forsøgte at opsluge hende; drukne hende. Hun kunne ikke gøre op med sig selv, om hun skulle lade dem gøre det.

I stedet forsøgte hun at tænke sig til, hvor han var faret hen i sine tanker. Det virkede som et mørkt sted, når hun kiggede ind i hans øjne. I sit stille sind tænkte hun, at det var intetheden. En skræmmende tanke.

Og alligevel virkede intetheden lige så tiltalende som evigheden. Intetheden eller evigheden, hvem kunne forklare hende forskellen? For hende var det en og samme ting. Evigheden rummede lige så meget tomhed, som intetheden gjorde. Evigheden vil med tiden blive fortæret af intetheden, så der ikke er andet tilbage end tiden; og det var jo det, der var problemet: Tiden er intet. Tiden er bare; den er intet og alt i en og samme ting.

Tiden er ikke i sig selv en velsignelse eller en forbandelse, medmindre man gør den til det. Tiden er ikke noget, man kan gøre en ende på for flere af gange. Tiden er bare. Men for denne pige var tiden en forbandelse, fordi hun ikke var lykkedes med at gøre en ende på den for sig selv.

Men spørgsmålet forblev stadigvæk hængende i luften; er tiden alt eller intet?

Pigen løsrev sig fra sin tankegang og frygten for at lade sig dvæle ved spørgsmålet.

”Den her historie tager lang tid at fortælle,” mumlede hun, ”og du bestemmer jo selv, om du vil bruge din tid på at høre den.”

Hun kiggede afventende op på ham. Hun så, hvordan han langsomt vendte tilbage til virkeligheden. Men hans blik virkede stadigvæk dødt og fjernt, selvom hun vidste, at han igen fokuserede på hende.

Hans albuer hvilede på hans knæ, og et koldt smil voksede sig over hans mund. Hun frøs ved synet. En kuldegysning voksede sig over hende bryst. Den bevægede sig ud til hendes arme, ned ad hendes mave til benene og helt op til hovedbunden, hvor den fik hårrødderne til at løfte sig.

Han rørte blidt ved hendes hånd. Berøringen forekom hende endnu koldere end smilet, og hun gøs.

Alligevel følte hun sig tiltrukket af den kolde berøring. Hun ville omfavnes af den, blive en del af den. Hvis hendes hånd kunne bevæge sig, havde hun omfavnet hans med den. Men det kunne hun ikke på grund af gipsen.

Hans hånd slap hendes.

”Jeg er tidens fjende. Men fortsæt du blot. Du er værd at vente på,” svarede han og lænede sig tilbage med armene foldet over kors.

 

***

 

(År 1996)

Smerterne var blevet så voldsomme nu, at Emma skreg og græd i smerte. Ve-stormen havde ramt hende. Det var den ene ve efter den anden, der førte hende igennem en smerte, hun ikke troede var menneskelig muligt.

Hun ville hjem – og det ville Martin også. Han var helt ødelagt, men bekæmpede af hensyn til Emma de tårer, der så uvelkomment trængte sig på.

Emma havde langt om længe tilladt, at lægerne måtte give hende en epidural-blokade. Lægen gjorde klar til at stikke, men Emma trak sig sammen i smerte. Hun havde det, som skulle hun kaste op eller besvime. Hun kunne ikke helt finde ud af det. Smerten var så slem, at det svimlede og gyngede for hende.

”Du bliver nødt til at ligge stille, hvis jeg skal kunne give dig denne indsprøjtning!” sagde lægen meget alvorligt, med nålen hvilende i hånden. ”Krum dig sammen, så du bliver rund,” vejledte han.

På trods af sine smerter, gjorde Emma som hun fik besked på. Martin forsøgte at komme med det mest opmuntrende smil, han kunne bringe frem under sine egne smerter. Det var et forfærdende smil at se på, og det hjalp ikke Emma spor. Hun lukkede i stedet øjnene og forsøgte at tænke på noget andet, end de voldsomme smerter, Martins klynk, og den lange nål, der om få sekunder ville blive stukket ind i hendes ryg.

Hun mærkede, hvordan den tynde nål blev stukket ind, og hun gjorde alt, hvad hun kunne, for ikke at bevæge sig. Forsigtigt sneg hun sig til et glimt af Martin, som lignede en, der kunne besvime, hvornår det skulle være. Han havde altid haft en fobi for nåle. Langsomt blev hans hud bleg og grålig.

Hun slap hans hånd, så han kunne sætte sig på stolen ovre ved indgangen. Med tunge skridt slæbte han sin krop over mod stolen. Vaklende satte han sig ned og smed hovedet ned mellem benene.

Det spændte voldsomt i ryggen, da væsken blev sprøjtet ind. Emma bed tænderne sammen og knugede hænderne om lagnet.

”Er du okay, skat?” hvislede Emma lidt ironisk ud gennem tænderne til Martin, som stadigvæk sad med hovedet dinglende ned mellem benene. Hun kunne se, hvordan farven var ved at vende tilbage i hans kinder.

”Du har ingen ide om, hvor dårligt jeg har det lige nu!” klynkede Martin og tog tre dybe indåndinger efter hinanden. Han lød helt desperat, som var han ved at dø. Hans hånd var fuldstændigt smadret, og rummet bevægede sig for hans øjne.

”Nej, du har ret!” sagde Emma endnu mere ironisk end før, ”jeg kan virkelig ikke forestille mig – og endnu mindre sætte mig ind i – hvilken smerte du oplever!” Hvis hun ikke havde så mange smerter, havde hun uden tvivl himlet med øjnene og grinet kærligt af ham; men i stedet løb tårerne ned ad hendes kinder.

”Åh, undskyld,” mumlede Martin, da han var ved at komme til sig selv igen. Forsigtig trissede han over imod Emma igen. Denne gang tilbød han hende dog ikke sin hånd, men nussede hende i stedet på hovedet.

Emma var lettet, da blokaden langt om længe tog toppen af smerterne. Hun sagde dog ikke nej til også at få noget lattergas, der kunne holde resten af smerterne i skak.

Da presseveerne langt om længe overtog, var hun så døsig, at en sygeplejerske og Martin måtte hjælpe med at holde hendes ben oppe. Martin udtalte medfølende ord og opmuntrede hende hele tiden, så hans lille pige kunne blive bragt til verden. Emma tænkte ikke på andet end at komme hjem i sin seng og sove, indtil hendes krop var tilbage til normal igen.

Efter at Emma havde været underlagt smerterne for presseveerne i, hvad der for hende føltes som en uendelighed, tog Jordemoderen en pH-værdi af barnets hoved. Denne viste, at hverken pigen eller Emma for den sags skyld havde nok kræfter til at fuldføre denne fødsel.

Emma var udmattet af at græde, af at være underlagt så mange smerter og af at være i gang med en fødsel, der ikke ville få nogen ende. Martin var mindst lige så udmattet. Emma hjalp ikke meget med at holde sine ben oppe. Han havde derfor alene stået og løftet det ene i 45 minutter uden pause.

Jordemoderen tilkaldte en fødselslæge. Roligt, men alligevel så hastigt, kom en fødselslæge ind med en sugekop. Panikslagen så Emma på størrelsen af denne sugekop, og hun forestillede sig allerede, hvor smertefuldt dette ville blive; men lidt mere smerte var det værd, hvis alle smerterne så efterfølgende ville ophøre.

Lidt mere smerte var det ikke – det var meget mere smerte! Emma klynkede højlydt. Martin vendte sig mod hende, men holdt stadigvæk fast i hendes ben, og kyssede hende på panden.

”Så skal du presse!” sagde fødselslægen, mens han hev i sugekoppen, som var kopplet fast på barnets hoved. ”Pres!”

Emma gav alt, hvad hun kunne finde frem. Hun skreg i smerte, at hun ville hjem; hun ville ikke mere. Sveden piblede af hendes pande, og hendes øjne var helt blodsprængte af anstrengelse.

Sugekoppen røg af, men barnet var ikke kommet ud. Panikslagent kiggede fødselslægen, sygeplejersken og jordemoderen på hinanden. ”Okay, Emma, nu er det alvorligt, nu skal du presse hende ud!”

Og alvor var det. Hvis barnet ikke kom ud med det samme, ville det dø.

”Åh gud, lad ikke mit barn dø,” bad Emma, mens hun samlede energi til at presse en sidste gang, ”lad hende få et langt liv!”. Hendes blik faldt på fuldmånen ude foran vinduet. En tåre undslap hendes øjenkrog, før hun igen pressede alt, hvad hun kunne.

 

***

 

(År 2196)

”I fuldmånens skær kom den lille pige til verden. Hun blev døbt derefter med navnet Luna.” Pigens stemme var hæs af den allerede forholdsvis lange historiefortælling. Hun forsøgte at rette lidt på sig i sengen, men diverse forbindinger og ophængninger af legemer forhindrede hende i det.

Hun hostede svagt og ømmede sig derefter over de smertende muskelsammentrækningerne, det kostede hende.

Psykiateren rettede sig i sædet og hævede det ene øjenbryn. ”Luna?” mumlede han undrende, ”Et mærkværdigt navn.” Han smilede så varmt, han kunne til hende. Men smilet forekom hende stadigvæk iskoldt. Øjnene kiggede kulsorte på hende.

Af en eller anden grund havde hun lyst til at le af ham. Men af en anden åbenlys grund – nemlig frygten for hans reaktion, hvis hun gjorde det – lo hun ikke.

”Luna er det latinske navn for den måne, der kredser om Jorden,” forklarede hun med et lille, fortabt smil hvilende på sine læber. ”Og hun var jo i sandheden månens barn.” Pigen kiggede ud ad vinduet mod den endnu ikke fulde måne. Solen herskede ikke længere over dagen.

Psykiateren nikkede forstående og lænede sig atter tilbage, ventende med armene hvilende over kors. Hans sorte jakke kæmpede tappert imod hans stramme greb, men han virkede ligeglad. Den var ved at give efter i sømmene, men den kæmpede alligevel bravt imod.

”Og Luna, kan jeg så regne ud, er den vigtige person i denne historie,” konstaterede han afventende.

Det virkede ikke som om, han havde behov for et svar. Det virkede mere som et retorisk spørgsmål end et egentligt et. Han skubbede brillerne fra sin næsetip lidt længere op.

”Du vil hurtigt lære, at ikke kun historiens hovedperson er den vigtigste. Hun ville ikke være, hvem hun er, hvis ikke hun havde haft de mange mennesker omkring sig, som hun havde. Derfor er de andre mindst lige så vigtige. Det er hele essensen af denne historie.”

Hendes øjne var blevet helt blanke, og hendes stemme lød underligt sårbar.

”Okay,” mumlede han undskyldende. ”Men fortæl mig,” sagde han lidt mere interesseret, ”hvad skete der så? Jeg mener, Emma fødte barnet, men hvad er det, der gør denne historie værd at fortælle?”

Pigen forsøgte at rette lidt på sig igen. Hendes øjne kiggede hen på de blafrende gardiner. ”Jo, ser du; Emmas bøn om, at hendes barn ville få et langt liv blev hørt af fuldmånen; hendes bøn om, at hendes barn ikke skulle dø.”

Hun hostede let og kiggede over på psykiateren. ”Og det fik hun. Et langt liv. For månen lod sin magi falde over barnet.

Et langt liv er ikke ens betydning med et lykkeligt liv. Længden af et liv kan ikke måles som mængden af lykke. Lykken skabes af de personer, man er omgivet af, og de situationer man placeres i.

Luna lærte dette på den hårde måde, og hendes evige optimisme skulle hurtigt sættes på en prøve for at blive nedbrudt.”

Pigen rystede på hovedet med et sørgmodigt smil om læben, mens hun højlydt sank.

”Og lykken blev ikke andet end en bekendt, som stoppede forbi Lunas dør i ny og næ. Hun mærkede i sin livstid lykken fylde sin krop – men lige så hurtigt mærkede hun den også blive suget ud igen.”

Pigen lukkede sine øjne og sukkede højlydt. Hendes brystkasse hævede sig uregelmæssigt, da hendes vejrtrækning var ude af kontrol.

En enkelt tåre undslap hendes øjenkrog, og hun kastede undvigende sit blik ud af vinduet, hvor fuglene fløj frit omkring. De nød deres frihed; en frihed hun ønskede, hendes sjæl selv havde. Men den var for evigt fanget og fordømt. Det var et bur, hun ikke kunne slippe ud af; hendes krop var hendes bur, og der fandtes ingen nøgle.

”Så barnet blev født og udødeliggjort,” sagde psykiateren og løsnede grebet med de korslagte arme. ”Men hvad er det så, der gør, at jeg skulle have hele historien om fødslen?” Psykiateren løftede udfordrende det ene øjenbryn.

”Fordi det var første gang, Luna oplevede et tab.” Pigens øjne blev fyldt med vand, og hun sank højlydt en klump, der havde sat sig fast i halsen. Psykiateren strammede igen grebet med de korslagte arme. ”Emma nåede ikke at holde sit barn længe, før det pludselig gik op for lægerne, at hun var ved at forbløde. Hastigt kørte de hende mod operationsgangen, men hun overlevede ikke operationen.”

Pigens øjne faldt mod skyerne på himlen uden for vinduet. Hun forblev længe tavs. Psykiateren ventede tålmodigt på, at hun skulle genoptage historiefortællingen.

”Tilbage stod Martin med sit nyfødte barn, Luna. Luna havde mistet sin mor. Martin havde mistet sit livs kærlighed.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...