En anderledes pige

Leona er en pige fra landet. Hun er lige flyttet til Beacon Hills, og hun skal starte på skolen i Beacon Hills. Men hun er ikke helt almindelig...


Den her historie er et mashup i mellem Tv-serierne Teen Wolf og Wolfblood, men jeg har givet den mit eget personlige twist på dem.

3Likes
5Kommentarer
1382Visninger
AA

21. Mødet

 

Jeg vågnede op dagen efter hjemme ved Scott denne her gang. Jeg kunne huske dagen før meget tydelig. Jeg kunne huske, hvordan jeg havde grædt, indtil jeg faldt i søvn. Scott måtte have taget mig med hjem til ham, efter jeg var faldet i søvn.  

 

"Godmorgen. Hvordan har du det?" Scott stod i døråbningen. Jeg indså pludselig, at det var Scott's værelse. 

 

"Fint nok, tror jeg. Undskyld for det i går. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig." sagde jeg flovt.

 

"Det er helt okay, Leona. Jeg forstår jo kun meget lidt af alt det, du har været i gennem." sagde Scott. 

 

"Jeg må nok hellere se at komme op. Jeg vil ikke komme for sent i skole." sagde jeg. 

 

"Du ved godt, at det er weekend, ik?" spurgte Scott og grinede. 

 

"Årh. Ups." svarede jeg og grinede med. 

 

"Men du har ret. Du burde nok komme op, for de andre kommer om en times tid. Du kan bare gå ned i køkkenet. Min mor har lavet morgenmad." sagde Scott og forsvandt fra døråbningen. 

 

"Okay tak." råbte jeg ud af døren. 

 

Jeg stod op og tog mit andet af, og tog i stedet noget tøj på, som Scott's mor havde lagt frem til mig. Jeg satte mit hår i en løs sidelæns fletning. Da jeg var færdig, gik jeg nedenunder, hvor Scott's mor stod og lavede mad. Scott stod og talte i telefon med Stiles.  

 

"Værsgo. Her er lidt bacon, æg og noget brød." sagde Scott's mor, Melissa og gav mig en tallerken med mad. 

 

"Mange tak. Ikke bare for maden, men også for at jeg måtte sove her." sagde jeg og spiste noget bacon. 

 

"Det var da så lidt. En wolfblood skal jo have sin mad." Jeg kiggede overrasket op på Melissa, efter hun sagde det. "Bare rolig. Jeg har kendt til det overnaturlige i meget lang tid." sagde hun og smilede til mig. Jeg smilede igen. Det var rart at have noget, der bare mindede om en mor. 

 

"De andre kommer nu!" råbte Scott inde fra stuen. Jeg skyndte mig at spise færdig. 

 

Stiles, Malia, Argent, Lydia og Liam kom alle ind af døren. Jeg havde det næsten lidt mærkeligt med at se Liam, efter det der var sket. 

 

"Vi har noget vigtigt, vi skal vise jer." sagde Liam og kiggede hen på mig. Han havde det vist også lidt mærkeligt med det hele. 

 

"Hvad er det?!" spurgte jeg ivrigt. 

 

"Det her." sagde Liam og rakte en mobil frem med en video på. Jeg afspillede den. Det var en video af min flok og Mynir's flok i en celle. Jeg hørte Gerard's stemme i baggrunden. 

 

"Der kan du se, Leona. De er i live. Lidt endnu ihvertfald." sagde han med sin sædvanlige udspekuleret stemme. "Hvis du gerne vil have dem tilbage, så mød mig i skoven, hvor din flok boede, klokken 20 præcis. Kom alene, så skal jeg nok lade din flok gå." Efter han havde sagt det, var videoen slut. 

 

"Jeg gør det!" sagde jeg hurtigt. 

 

"Det gør du ihvertfald ikke. Det kunne ikke være en mere åbenlys fælde end det." sagde Lydia. 

 

"Er det ikke næsten for åbenlyst?" spurgte Stiles sarkastisk. 

 

"Måske, men jeg er ligeglad." sagde jeg. 

 

"Leona-" begyndte Scott. Jeg afbrød ham 

 

"Hvis det er den eneste måde, så gør jeg det. Jeg ville med glæde give mit eget liv, hvis det kan redde dem." 

 

"Det behøves du måske ikke." startede Lydia. "Hvis vi kan få Gerard i et baghold, så kan vi både få fat i ham og befri Leona's flok." 

 

"Den ide kan jeg bedre lide end den anden." svarede Scott. 

 

"Okay." sagde jeg. " Hvordan lokker vi ham så i et baghold?" spurgte jeg. 

 

"Vi kunne altid prøve at finde et sted, hvor vi kan gemme os, nær lejren, så kan vi få ham i et baghold. Han har trods alt ikke supersanser." sagde Liam og kiggede hen på mig. "Du kender området bedre end nogle andre her. Kender du et sted, vi kan gemme os?" 

 

Jeg tænkte lidt, indtil jeg kom i tanke om et sted. 

 

"Jeg kender et sted. Jeg legede altid med ungerne, og vi legede ofte skjul. Lige ved lejren er en grotte, hvor man har perfekt udsyn, men man kan ikke se dem, der er derinde. Den er perfekt." svarede jeg. 

 

"Okay, så gemmer vi os der og venter på, at han kommer med din flok." sagde Scott.

 

"Fint, så venter vi indtil klokken 20." 

 

Vi ventede og ventede. Timerne føltes som uger og minutterne som dage. 

 

Da klokken var 19:30, begyndte vi at gå mod skoven. Vi var nød til at være der i god tid, så jeg kunne møde Gerard til tiden, og de andre kunne nå at gemme sig i hulen. Da vi ankom, viste jeg de andre hulen, som de skulle være i. Efter det gik jeg hen til lejren. Lejren havde altid været det tryggeste i verden for mig, men nu var det nærmere det mest uhyggelige sted. Jeg kunne se teltene, som vi sov i. Jeg kunne se, hvor vi plejede at træne kamp.

 

"Så du kom." Jeg kunne høre Gerard. 

 

"Tja, jeg er fuld af overraskelser. Hvor er min og Mynir's flok?" spurgte jeg. 

 

"De er på vej, men det tager lidt tid at flytte to flokke." grinede han.

 

"Hvad er der, så specielt ved mig, at du ville lade to flokke gå, hvis du får mig?" spurgte jeg. 

 

"Tja, du har ret. Du er fuld af overraskelser." svarede han.

 

"Svar på mit spørgsmål. Jeg er ikke en alfa, så hvad er så specielt ved det?" sagde jeg alvorligt. 

 

"Du er en ikke en alfa endnu, men du har potentialet til det." svarede han. 

 

Efter han havde sagt det, kunne jeg høre biler komme hen mod os. Da de ankom, åbnede de op for bagagerummet, kom der en wolfblood ud efter den anden. Alle var fra min flok, men de havde alle håndjern på. Jeg kunne se ungerne, vores heler og til sidst kom min bror også. 

 

"Varga!" Jeg løb hen til ham, men jeg kunne ikke komme forbi Gerard's jægere.

 

"Leona!" råbte han igen. 

 

"Jeg har overholdt min del af aftalen. Nu er det din tur." sagde Gerard. 

 

To af hans jægere gik om bag mig og skulle til at give mig håndjern på. 

 

"Tja. Jeg er stadig fuld af overraskelser." sagde jeg og smilede lumsk. "NU!!" råbte jeg. 

 

Hele Scott's flok kom løbende fra alle sider. Jeg fik vredet mig fri fra de to jægere og fik slået dem bevidstløse. Jeg løb over til min og Mynir's flok og fik håndjernene af dem. Varga og jeg gav hinanden et kæmpe kram. Jeg var så lykkelig for, at min flok var fri. Eller vi skulle lige besejre Gerard og hans mænd først. 

 

Scott's flok fik slået de andre jægere bevidstløse. Der gik ikke længe, før alle andre end Gerard var bevidstløse. Scott tog Gerard's walkie-talkie og ødelagde den. Argent gav ham håndjern på

 

"Nu er det dig, der er fanget." sagde jeg, mens han sad på knæ på jorden foran mig. 

 

"Ja, det ser sådan ud." svarede Gerard knap så overlegen. "Det må jeg give dig. Du er stærk." 

 

"Sørger du for, at han kommer et sted hen, hvor han ikke kan gøre noget. Uden ham er resten af hans jægere uden leder, og de er nemmere at besejre." sagde jeg til Argent. 

 

"Selvfølgelig." Argent nikkede hen mod min flok. "Gå nu over til dem. Det har du fortjent." Jeg smilede til ham. Han smilede igen. 

 

"Mange tak for det hele." sagde jeg og gik hen til min flok. 

 

Jeg kom hen til min flok, og jeg krammede dem alle. Det føltes så godt at have dem tilbage igen. Jeg krammede selvfølgelig Varga endnu en gang. Han var ligeglad. Han var lige så glad for at se mig, som jeg var for at se ham. Scott og de andre kom gående hen til os. 

 

"Venner. Det her er Varga, min storebror. Varga, det her er Scott og hans flok." sagde jeg, mens jeg smilede over hele ansigtet. Jeg kunne ikke lade vær. Dagen før havde jeg ikke engang vidst, om jeg nogensinde ville se dem igen. 

 

"Det er en glæde at møde jer. Jeg hører, at i har hjulpet Leona, mig og hele min flok. Det vil jeg altid være taknemmelig for." sagde Varga. De andre så lidt overraskede ud.

 

"Hvad er der med jer?" grinede jeg. 

 

"Jeg ved godt, at du sagde, at Varga var din storebror, men jeg troede ikke, at han var så meget ældre end dig." sagde Stiles og kiggede over på Varga. "Hvor gammel er du egentlig?"

 

"Jeg er 26." svarede Varga og kiggede overrasket over på mig. 

 

"Ja, de svarer på tingene på et lidt anderledes måde, end vi gør." sagde jeg til Varga. 

 

"Men det er en glæde at møde dig." sagde Scott hurtigt. 

 

_______________________________________________________________________________________________________

Dette er ikke det sidste kapitel. Der kommer et mere, men det bliver ikke ret langt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...