Alt det, du ikke ved, jeg ved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Young adult. Kærlighed.

"Nogle gange er vigtige øjeblikke ikke dem, der rammer os hårdt i nakken og slår vores liv ud af kurs. Øjeblikke, der venter på os udenfor kældertoilettet og får det til at boble i brystet, kan føre noget med sig, der slår os mindst lige så langt ud af vores bane."

For Laura bliver Nikolaj præcist et af de øjeblikke. Han er flot og spændende, men langt fra typen, hun ellers er faldet for. Og han har hemmeligheder. Hemmeligheder, der har eksisteret længe før hende, men som i den grad også hober sig op efter hun er kommet ind i hans liv ...

Historien deltager i julekonkurrencen under mulighed 4.

14Likes
24Kommentarer
424Visninger
AA

1. Vi mødes under misteltenen i din pande

 

 

Kapitel 1: Vi mødes under misteltenen i din pande

💔

Bassen får kantinegulvet til at dirre som mine hænder på første skoledag. Jeg har det lidt på samme måde, selv om det er længe siden. Vi er allerede i starten af december. Shotsene, vi drak hjemme hos Isa, har skruet min hjerterytme ned til en dæmpet dunken. Det føles som om, hjertemusklen slår ind i en dunet pude.

Isa er et par år ældre end de fleste fra klassen og bartender inde i Gaden. Hun miksede jordbærshots til os alle og puttede sødetabletter i for at skjule det alt for høje indhold af slavevodka. Det virkede. Blandingen fik mig til at svaje, også inden jeg trådte ud på dansegulvet.

Gymnasiet ligner slet ikke sig selv. Black & White-festen er vist også en af årets største fester. Jeg føler, at jeg lyser op i mine hvide, stramme jeans og endnu hvidere, stropløse blondetop. Mille, Isa og Lærke lyser også op. Det er kun os 1. g’ere, der er klædt helt i hvidt. Alle de andre har sort tøj på, så de rigtig kan se, hvem af os der er nye. Sølvfarvet konfetti er spredt udover hele gulvet og truer med at vælte mig omkuld i plateauhælene, jeg har lånt af Mille. Jeg kan mærke de sortklædte silhuetters blikke hvile på os. Jeg kan se dem, når de blinkende lys farver deres ansigter i absurde nuancer af grøn, pink og blå. De ser os an. Jeg stryger sveden af panden og danser videre. Prøver at se ud som om, jeg ikke tænker over det. Mille griber mig om hofterne. Trækker mig tættere. Hun blinker frækt til en fyr, der passerer, og river diskret op i sin i forvejen korte kjole. Han stopper op foran hende og smiler stort, indtil en sortklædt pige, der hænger fast for enden af hans arm, sender ham og Mille et nedladende blik og haler ham med sig gennem mængden.

Mille læner nakken tilbage og ler, mens hun lader sine fingre glide ned langs mine hofter og lår i takt med, at hun vrikker sig helt ned på hug. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde balancen, hvis jeg selv forsøger med alt for vilde danse-moves. Har også mest lyst til at hive hende op igen. Hvad hvis der er flere piger i sort, der bliver sure? Kunne de ikke bare have bestemt, at det var 2. og 3. g’erne, der skulle have hvide outfits, hvis de gerne vil have opmærksomheden?

En fyr med noget, der ligner en miniaturefiskestang i panden, lægger en hånd på min skulder. Jeg vender mig, men rokker stadig fra side til side, i takt med musikken, og lader mine arme følge min krops kurver op og ned på en måde, jeg håber er sexet.

”Hej.” Fyren smiler skævt og vrikker overdrevet med øjenbrynene.

Jeg fniser. ”Hvorfor har du en fiskestang i panden?” Den sidder på en hårbøjle og stikker skråt fremad, så den næsten rammer mig oven på hovedet.

Jeg tror musikken sluger mine ord, for han nikker bare. ”Giver du et kys?” Han tapper sig selv på kinden med pegefingeren.

Han ser godt ud, men helt ærligt, det kan man virkelig ikke spørge om. Eller er det netop det, man kan, når man ser godt ud? Jeg er ikke helt sikker på reglerne endnu og forsøger at komme på et fikst svar, sådan et som Mille ville have fundet på. Jeg er tom for idéer.

”Man skal gøre sig fortjent til et kys.” Jeg efterligner Milles frække blink i stedet.

Han peger på sin hårbøjle. ”Mistelten!”

Jeg rynker brynene og lægger hovedet bagover for at tage stangen i øjesyn. Nu kan jeg godt se de julede, rødhvide striber. Den grønne dims for enden, som jeg troede var en fisk, er 3 grønne blade med røde bær. Min fornemmelse for omgivelserne forsvinder, mens jeg forsøger at danse og stirre opad på én gang. Loftslamperne og de tildækkede ovenlysvinduer glider forbi mig i høj fart. Jeg mister balancen.

Fyrens arme griber mig om taljen. Jeg hænger i luften med hans arme om livet i adskillige øjeblikke, inden gulvet pludselig flyver op og rammer mig i ryggen. Hans arme fortsætter med at holde om mig, selv om vi ligger og roder rundt blandt konfettiresterne. Jeg vil rejse mig op, men han holder mig fast.

”Så har jeg vidst gjort mig fortjent til det kys. Jeg har lige reddet dit liv.” Han snøvler en lille smule, men på en sød måde. Han er vist også ret fuld.

”Hvordan er det her en redning?” Jeg griner og vrikker mig løs af hans greb. Måske har mine grænser flyttet sig, men ikke meget. Jeg kysser ikke en fremmed fyr bare fordi, han beder mig om det. Jeg forsøger at rejse mig på en måde, der viser, at jeg har alt under kontrol. Jeg har glemt at lægge mærke til, om de sortklædte har bemærket faldet? Det kan ikke have set særligt sexet ud. Fyren har selv en stram, sort t-shirt på, så måske gør det ikke så meget?

”Er du okay?” Mille hiver mig det sidste stykke op og puffer sølvglimtende konfetti ned fra min skulder.

”Ja, ja!” Jeg giver mig til at rocke med til musikken igen. ”Men jeg kunne egentlig godt bruge en pause.” Jeg begynder at trække hende væk fra fyren, der også er på vej op. Det er lidt pinligt at blive ved med at afvise ham.

”Hva’?” Hun rynker panden og trækker igen. Ser ikke ud til godvilligt at ville opgive vores plads midt på dansegulvet.

”Pause!” råber jeg lidt højere og peger op mod baren. I virkeligheden vil jeg gerne udenfor og trække noget frisk luft, men jeg mangler et dække.

Mille nikker. Hun trækker Lærke og Isa med. Af en eller anden grund irriterer det mig, selv om de også er en del af firkløveret. Endelig havde Mille valgt at danse med mig, ikke de andre. Måske er det dumt af mig at bryde op på den her måde? I folkeskolen var jeg altid nørden. For en gangs skyld er jeg startet på en skole, hvor ingen ved det. I sommerferien skiftede jeg brillerne ud med kontaktlinser – mest fordi det var praktisk – og derefter studietid med alkohol. Folk behandler mig helt anderledes, end jeg er vant til. Det var trods alt mig, misteltenfyren kom hen til. Men jeg er heller ikke sikker på, hvad de forventer af mig, og jeg orker ikke at spekulere over det lige nu.

”En øl,” skynder jeg mig at sige til pigen bag baren, inden de andre kan foreslå flere shots. Hvis jeg skal hælde Gajol eller Små Sure ned til jordbærshotsene lige nu, ender jeg mellem konfettiresterne en gang til og kommer sikkert ikke på benene lige foreløbigt.

Bartenderen langer øllen over disken.

”Eeeej,” råber Isa. ”Hvor oldgammel er du lige?” Hun fniser over aldersjoken, fanger bartenderens blik og peger på en lyserød Mokai. De to andre bestiller en bakke med shots.

”Øh, jeg smutter lige på toilettet.” Jeg forsvinder inden nogen af dem kan nå at følge efter eller stikke et shot i hånden på mig. Normalt ville jeg nægte at tage på en ekspedition ned til pigetoilettet i kælderen alene, for det kommer til at tage en evighed at finde dem igen. Men alkohollen gør det lige meget. Jeg knuger øllen ind til mig. Lige nu kan jeg godt tåle at være alene, faktisk har jeg lyst til det. For tiden går alting så hurtigt. Hvor blev 9. klasse af? Sommerferien? De første måneder af gym?

Jeg når ud af kantinen og frem til trappen. Egentlig skal jeg ikke tisse, men hvor skal jeg ellers gå hen for at få en pause? Etagen ovenover er afspærret med stribet tape, så alle parrene har helt sikkert sneget sig derop. Jeg knytter fingrene stramt om kældertrappens gelænder og tager et enkelt skridt, flytter armen længere ned ad gelænderet og griber fat igen, inden jeg tager det næste. I mit baghoved bemærker jeg, at jeg stikker tungespidsen ud af den ene mundvig i koncentration, men jeg registrerer det ikke nok til, at jeg føler mig dum og trækker den tilbage. Øllet skvulper rundt i plastikkoppen. Bare det ikke lander på mit tøj.

Jeg tager det sidste trin ned ad trappen. Her er iskoldt, fordi døren ud til er lige foran mig. Udenfor er der fyldt med rygere. De valfarter ind og ud konstant. Et plastikkrus ruller frem og tilbage i trækket, hver gang døren går op. Det ser ud som om, det forsøger at slippe udenfor.

En fyr i sort tøj og med ryggen til mig læner sig op ad vinduespartiet ved siden af døren. Hans ansigt spejler sig i ruden. Han laver grimasser til nogen udenfor. Så griber han fat i buksekanten og trækker ned, vender sig og sætter de bare baller mod ruden.

Vi får øjenkontakt.

”Hej igen.” Misteltenfyren stiller en fjoget grimasse op, men ser slet ikke ud til at være flov over, at han lige har flashet mig sin røvsprække. Hvis det havde været mig, havde jeg haft samme farve i kinderne som Isas jordbærshots. Det har jeg muligvis alligevel. Et rødt læbestiftaftryk, der ikke var der lige før, sidder på hans kind. Det stikker til et eller andet i min mave, der trækker sig sammen nede i alkohollagen. Hvad ved jeg ikke helt, men jeg krydser armene over brystet.

”Hvad laver du?” Jeg tager to skridt baglæns og dumper ned på det nederste trappetrin.

Han kommer hen til mig og sætter sig. Nogen hamrer på ruden og hujer udefra. Fyren strækker langfingeren mod dem. I mørket kan jeg svagt tyde en hel gruppe af fyre med misteltenhårbøjler og små orange gløder foran sig.

”Gutterne ryger. Det er for klamt, så jeg bliver herinde.”

Lidt af røglugten har alligevel plantet sig omkring ham. Måske overfortolker jeg, men jeg føler mig ikke længere som den eneste, der ikke helt passer ind i sin egen vennegruppe i aften. Af en eller anden grund er det rart.

Det går op for mig, at han sidder klistret op ad mig. Jeg trækker ud mod gelænderet, et par håndsbredder væk fra ham.

”Flygter du nu fra mig igen?” Han vender hovedet let på skrå.

Jeg skal koncentrere mig om at tage dybe indåndinger, for at få de brændende kinder til at køle af. Hvad ville Mille svare?

”Jeg har lige set din røv og aner ikke engang, hvad du hedder!” Nej. Nej, det er helt tydeligt at det hverken lyder Mille-agtigt eller kækt. Hvorfor er det, at man først kan høre den slags, når ordene er røget ud, og man ikke kan trække dem tilbage? Der burde findes et filter. Sådan lidt som stavekontrollen på en computer, som man lige kan slå til, inden man åbner munden. En pinlighedskontrol.

”Den ene af de to ting kan vi udbedre. Den anden er bare en bonus.” Han rækker hånden frem. ”Jeg hedder Nikolaj.”

Jeg skal lige til selv at række hånden frem og sige ’Laura’, men jeg rækker i stedet ud efter min øl på trappen og lader ham hænge. Han skal ikke kende mit navn. Så slår han mig bare op på Lectio i morgen. Hvorfor skulle jeg have lyst til det? Tilsyneladende går han rundt og tigger kys af alle pigerne til festen. Han var ret hurtig til at finde hende med de røde læber, efter vi faldt om på gulvet.

”Ej okay, hvor er du mærkelig.” Han tager hånden til sig, men der er et eller andet i hans stemme, der får mig til at vokse to centimeter. Det lyder næsten … beundrende? Som om han ikke kan regne mig ud, og egentlig godt kan lide det.

”Hvorfor kan du ikke bare sige, hvad du hedder?”

”Det kan jeg også godt. Men du har ikke givet mig en grund til det endnu,” siger jeg ærligt.

”En grund? Det har jeg da, jeg har lige spurgt dig om det, og jeg har givet dig mit. Det kaldes almindelig, høflig samtale.”

Jeg trækker på skuldrene og læner mig frem mod hans mistelten. Den er helt knækket sammen, efter han trykkede sig op ad vinduet. Jeg retter den ud og børster konfetti af hans nakke, ligesom Mille børstede det af mig. Jeg stivner. Det går op for mig, hvor tætte vores ansigter er. Hans ånde er varm mod min næse.

Døren går op, og en larmende flok, der mest råber ”Åååååh!” og ”Wuuuuh!”, vælter indenfor. Deres hårbøjler vipper op og ned i takt med deres bevægelser.

”Nikoooo!”

”Skal du med i baren?” Den ene fyr stikker ham en lussing, idet han farer op af trappen.

Nikolaj ler og trækker ham i benet så han skvatter. Så rejser han sig og strækker sin hånd ned mod mig. ”Vil du med?”

”Nej tak.” Jeg løfter sigende mit fulde krus mod ham og bruger gelænderet til at rejse mig op. ”Farvel.”

Han løfter både bryn og mundvig i den ene side. Gruppen forsvinder ud af mit synsfelt. Han bliver stående. Det føles som om bobler samler sig i brystet på samme måde, som de glider op langs indersiden af ølkruset. Det kilder. Jeg vender mig og sætter kurs mod toiletterne. Lukker døren efter mig og sætter øllen på vasken. Den balancerer henover det tomme rum mellem væg og porcelæn. Jeg griber fat om vasken med begge hænder og betragter mig selv i spejlet. Min makeup sidder overraskende pænt endnu. Eller også fungerer procenterne i blodet lige så godt som et Instagram-filter. Jeg tørrer mig selv under øjnene med en af de krasse papirservietter for en sikkerheds skyld.

Hvad har jeg egentlig gang i med Nikolaj? Det er jo ikke fordi, jeg er interesseret. Jeg fnyser, men den boblende fornemmelse vil ikke gå væk. Jeg ved, at han er blevet stående udenfor døren. Hvad vil han mig? Hvad vil jeg ham? Jeg bider mig i læben. Nogle gange er vigtige øjeblikke ikke dem, der rammer os hårdt i nakken og slår vores liv ud af kurs. Øjeblikke, der venter på os udenfor kældertoilettet og får det til at boble i brystet, kan føre noget med sig, der slår os mindst lige så langt ud af vores bane. Især i december. Jeg griber om håndtaget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...