De forældreløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Helt tilbage til en ikke så lang fortid, ventede de på deres mystiske fremtid. Det var ikke kun dem, men det var alle børnene på børnehjemmet. Man vidste aldrig, hvad der ventede en, på døren den næste dag. Men alligevel vidste man hvem det var man skulle være bange for. Det var kragen, kun ham og ingen andre.
En nat finder de et billede. Et billede der nok havde noget med et mord at gøre. Men hvad betyder det?

0Likes
1Kommentarer
154Visninger
AA

3. Kragen

Jeg stod op, og gik frem og tilbage i sovesalen. Klokken var ni, og vi skulle have sovet for en time siden. Vi prøvede flere gange at lægge os til at sove, selvom det ikke rigtigt virkede. Og jeg kunne ikke holde op med at tænke på kragen. Der var for mange spørgsmål jeg stillede til mig selv, men jeg kunne aldrig få svar på dem. De hyppigste spørgsmål inde i mit hovede var: “Hvem er kragen? Hvem er han? Hvorfor er der så mange rygter der går rundt om ham? Og hvorfor bliver han ikke kaldt for sit rigtige navn? Hvorfor lige en krage? Det var alle nogle spørgsmål jeg ikke kunne få svar på. “Pisst Julian” hviskede jeg. Jeg kaldte på Julian flere gange, men han hørte mig ikke. Han var sikkert faldet i søvn. Jeg gik ned til hans seng, og prøvede at vække ham, og han stod endelige op igen. “Hvad ville du nu?” Sagde Julian til mig, med hæs stemme, og trætte øjne der lige var ved at lukke. Jeg bad ham give mig det billede vi fandt. Men Julian nægtede, at give mig det. Jeg blev for sur, og kunne ikke være rolig længere. “GIV MIG NU DET BILLEDE” råbte jeg så højt jeg kunne, i ansigtet på Julian. Jeg kunne se at Julian fik et slags chok, han satte sin pegefinger foran sit ansigt og gav et tegn på at tie stille. “Hvad har du gang i? Vil du have at vi skal blive opdaget?” Hviskede Julian til mig. Han havde nok ret i det han sagde. Hvis vi blev opdaget ville vi nok blive pisket, ligesom de to drenge vi hørte uden for gangen i dag.

Der var lidt stille i omkring noget tid. Indtil døren til sovesalen blev åbnet. Det var en af dem der arbejdede på børnehjemmet, det var sikkert den samme dame der kom ind lige før. Hun kiggede på os med rigtige skarpe blik i hendes øjne. Hun lignede nærmest et uhyrer. Hun blev ved med at kigge på os, med et rigtigt surt og utilfreds ansigt. Mit hjerte bankede så hurtigt, jeg ikke engang kunne nå at følge med. Det var første gang jeg følte mig så svag, uden kræfter. Bare stående på min plads ligesom en mumie, der ikke kunne andet, end bare at se på. Julian stod ved siden af mig og han rystede. Det var også første gang jeg så Julian være så bange. Damen kiggede på os, uden at sige en eneste lyd. På samme tid tog hun et lang sort snor frem. Det var en pisk. Hun gik tættere og tættere på os, og tog fat i Julians arm, løftede pisken, og tog den op til sig. Hun var ved at slå Julian, men noget inde i mig sagde at det skulle jeg ikke give hende lov til. Vi var alle uskyldig, forældreløse børn, uden et hjem. Bare derfor måtte vi blive slået på de grimmeste måder. For mig var det slet ikke i orden. Julian var min ven, og venner var der altid for hinanden. Jeg gik frem foran Julian, med min hurtigste fart, tog mine hænder foran mit ansigt, og med samme sekund kunne jeg mærke pisken, på min krop. Jeg kunne allerede føle, at jeg fik et rødt mærke på ryggen. Det gjorde ondt, mere end det jeg forventede. Jeg tog mig sammen, løftede mit hoved op, og kiggede lige ud. “Hvorfor, stod du foran og forsvarede din ven? Hvorfor valgte du ikke bare at se på?” Hun råbte og virkede rigtig sur. På samme tid undrede hun sig over det jeg gjorde. Jeg kiggede på hende og svarede “den der har et hjerte af sten, ville aldrig vide hvad det vil betyde at forsvare en uskyldig. Hvorfor? Fordi de ikke kan se andet udover hadet der fylder deres hjerter”. Jeg kunne sagtens havde svarede med mere, og i virkeligheden var der flere grunde til det jeg gjorde. Hverdag var der flere uskyldig børn der blev slået i børnehjemmet. Men ingen turde at stå frem, og sige noget. Fordi dem der bestemte havde allerede plantet frygten inde i dem. Vi var 208 børn, og ingen af os havde nogen fremtid. Vores fremtid var allerede ødelagt, på grund af nogle ligesom kragen.

 

“AARRHH”, kunne jeg høre Julian råbe, damen holdte ikke op med at piske. Jeg prøvede at forsvare Julian flere gange, og prøvede at få damen til at holde op med at slå. Hun holdte os fra hver vores arme og trak os ud til gangen.  Hun slog og slog, og hver gang blev slaget hårdere og gjorde mere ondt. Vi var nærmest helt døde inde i. Jeg kunne ikke føle min krop længere, og jeg kunne heller ikke se så godt. Jeg kunne ikke se andet end de blå mærker der dækkede hele mine ærme. “Har i fået nok, eller har i brug for flere pisk?”, sagde damen med et meget højt grin. Som om det var sjovt at se folk lide. Jeg følte at min ende var tæt på, så jeg valgte at spørge om den mystiske sandhed. “Hvem er kragen? Er det ham der giver ordre om at vi skal blive slået lige så snart der ikke bliver hørt efter?”. Damen begyndte med at grine, så højt det ikke var til at tro, som om der lige blev fortalt en vittighed. Hun trak os fra vores ærme, og trak os ud fra sovesalen. Jeg undrede mig over hvor vi skulle hen. Der var kun et spørgsmål der gik rundt i mit hoved. Skulle vi se kragen? Kan det passe? Vi tog en lang trappe der førte ned til en kælder. Det var mørkt ude på gangen. Der var kun et værelse, og værelset havde nummer 205. “Ved i hvad, nu finder i svar på jeres spørgsmål”, sagde hun, imens hun virkede glad. Hun bankede to gange på døren, og åbnede den. Det var værre end det jeg havde forestillet mig. Damen skubbede os ind til lokalet og lukkede døren bag sig. Snart stod vi ansigt til ansigt foran kragen. Han var klædt i sort, fra bund til grund. Så stor, med et øje der havde et ar der gik fra kinden helt op til midt på øjet. Det var uhyggeligt at se på, og mere da han stod med pisken i hånden. Julian og jeg kom til at stå tættere på hinanden, mit hjerte bankede så hurtigt og jeg kunne nærmest ikke trække vejret. Nu stod vi foran kragen, ham ingen turde at sige et ord om. Jeg lukkede mine øjne og, forestillede mig min mystiske fremtid.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...