Thoughts in the darkness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Tag en ung kvinde med en stor drøm og lidt for mange nerver. Bland hende med et nyt koreansk band og tilføj en smule had, kærlighed og venskab. Så har du opskriften på kaos.
Lee Jiwoo har ingen ide om, hvad hun roder sig selv ud i, da hun søger om at blive BTS´ nye makeupartist. Gruppen har et perfekt ydre, men hvad mon der sker, når kameraerne slukkes? Vil Jiwoo kunne klare presset, når hun bliver kastet for løverne hos BTS?
//Jeg har frit ladet mig inspirere af gruppen, og hvis visse datoer eller beskrivelser ikke passer perfekt, så er det derfor. Dette er ikke en biografi. God læselyst!//

12Likes
22Kommentarer
1148Visninger
AA

6. Kapitel 4// Fuld af nerver

September 2017

Jeg ser efter Jin, der skynder sig ned af gangen mod sit værelse. Synet af ham får mig til at smile lidt, men jeg skynder at ryste det af mig. Det sidste han havde sagt til mig, var noget om mad, og derfor kan jeg også mærke min mave rumle. Den kalder på usundt, men det går altså ikke. Lige i dag skal jeg se ordentligt ud.

Alligevel begynder mine ben bare at gå mod det store rum, hvor de har sat et par lækkerier frem til os. Jeg tænker slet ikke over det, men benene har simpelthen bare taget den beslutning selv. Jeg når dog ikke særlig langt, inden jeg igen bliver stoppet på gangen.

”Jiwoo! Jiwoo!” Jeg ser til venstre for mig, og får straks et lille smil på de røde læber. Som altid har Minji løbet, og derfor er hun en smule forpustet. I hånden har hun flere skjorter i forskellige farvestrålende farver. Mens jeg hilser på hende, prøver hun at puste lidt hår væk fra ansigtet. For selvom hun har sat det lysebrune hår op i en høj hestehale, er flere hår røget ud og falder alligevel ned i hendes varme pande.

”Jeg er kommet i tvivl om din kjole! Der er også et andet alternativ!” Hun kaster med hovedet mod sin dør, mens jeg lader mine øjne løbe ned af min egen krop. Så snart Minji siger, at hun er blevet i tvivl, så bliver jeg det samme. 

”Vi kan godt nå det, kom” Jeg svarer ikke, men sammen løber vi mod omklædningsrummet.

 

Marts 2014

Jeg bemærker knap nok, at måneden forsvinder mellem hænderne på mig. Alt foregår i et højt tempo, og mit arbejder fylder alting. Visse dage kommer jeg slet ikke udenfor en dør, fordi jeg simpelthen ikke kan nå det. Mine dage blender sammen, og består blot af mad, arbejde, få timers søvn og så op igen. Men alligevel husker jeg tydeligt den dag, hvor musikvideoen udkom. Hele dagen havde jeg været ved at kaste op af bar nervøsitet. 

"Den er ude!" Taehyungs høje stemme skar igennem luftet, mens han viftede med sin sorte iPhone. Jeg havde placeret mig i en af sofaerne, da jeg endelig var blevet færdig med at farve Jhopes hår om. Så snart Taehyung havde sagt det, sprang de andre drenge op, så de kunne skynde sig hen til ham. Der var rift om at holde telefonen, men da videoen først var startet, blev de tavse. Langsomt kom jeg på benene, da jeg egentlig ikke havde lyst til at se på det. Jungkook så fnisende hen imod mod, inden han i et drillende tonefald sagde:
"Du er meget med, og vores fans snakker allerede om dig" 

"Er det gode ting?" Jeg prøvede at lyde frisk, som om det ikke rigtigt bekymrede mig. Alligevel bed jeg mig svagt i underlæben, mens jeg til sidst endte ved siden af Jungkook. Med et smil puffede han mig med sin hofte, inden han kækt svarede:
"De vil vide alt om dig!" På trods af at drengene kun havde været debuteret i under et år, havde de allerede fået opbygget en en rimelig stor gruppe af fans. 

"Hvad sagde jeg! Hvem kender vores fans bedst?" Jimin lød lidt stolt over, at han havde kunne regne det ud, men jeg rystede bare let på hovedet over ham. Jeg havde været så nervøs, og da jeg endelig fik tid til at være alene, havde jeg set videoen. Det havde føltes så anderledes, og jeg kunne faktisk ikke få den afsluttet. Ikke fordi medlemmerne var dårlige. Nej, deres dans og skuespil sad lige i skabet, men mit eget ansigt i en video, var ikke noget, jeg ligefrem brød mig om.

Med bankende hjerte havde jeg ladet mine fingre glide nedover skærmen, så jeg kunne nå til kommentarerne. Flere elskede der var en pige med, men dem lagde jeg selvfølgelig ikke mærke til. Det var de negative kommentarer, der fik min opmærksomhed. Dem om at jeg ikke spillede godt, ikke var smuk og at jeg altså skulle holde mig væk, fra deres oppa! Det var som om, det blev siddende. Jeg kunne ikke ryste ordene af mig, og selv efter flere uger, sidder de stadig på min nethinde. 

"Jiwoo! Jiwoo!" Helt uden at tænke over det, er jeg faldet tilbage i minderne, og derfor går der også lidt tid, inden jeg hører stemmen. Hurtigt ryster jeg tankerne af mig, og vender min fulde opmærksomhed mod Taehyung. Den unge dreng står lidt længere væk og tripper en smule. Ligesom hvis det havde været rigtig koldt herinde.

"Ved du hvornår vores comeback show starter? Jeg glemmer det hele tiden" Med et smil forklarer jeg ham det for anden gang i dag. For det er altså meget snart.

Jeg prøver at virke som om, jeg har massere af overskud. I dag har drengene virkelig ikke brug for, at jeg er nervøs. Deres comeback show er lige om hjørnet, og det er også her, de skal spille nogle af deres sange live første gang. Det betyder så meget, hvordan de klarer det her. Det hele er jo reklame for albummet, som gerne skulle kunne sælge godt. 

Igen har jeg ansvaret for Jhope, Jin og Suga, men alligevel snakker jeg nærmest med dem alle sammen. Sådan ender det ofte, når man er sammen det meste af dagen. 

"Tae, dit kunstnernavn er jo V, men hvad står det egentlig for?" Mens vi går tilbage til de andre drenge, føler jeg lidt, at jeg bør starte en samtale. Det har godt nok aldrig været min stærke side, men man må vel bare gøre sit bedste.

"Det står for victory" Langsomt nikker jeg, mens jeg i mit stille sind beslutter mig for at kalde ham Taehyung alligevel. V virker så kort.

"Har du set scenen endnu?" Hans øjne finder mine, og det er først nu, at jeg bemærker dem. Det ene er et monolid, mens det andet er double. En lille sød detalje jeg slet ikke har set før nu. 

"Nej, det har jeg ikke. Er den stor?" Uden at tænke over det stikker jeg min ene negl i munden, mens jeg ser rundt. Jeg har aldrig været her, men det overvælder mig nok en smule. Vi står lige der, hvor deres fans snart kommer til at være. Han behøver ikke at svare på mit spørgsmål, da jeg nu selv får øje på scenen. Der går flere (INDSÆT ORD) rundt på den, og sætter det hele parat. En ung fyr får sat et dæk op af den ene side, og jeg slipper endelig neglen. 

"Glæder du dig?" Efter mine ord stikker jeg hænderne i de stramme lommer igen. Jeg bør ikke bide negle. Det er ikke særlig pænt til piger, at have dem så korte. 

Ivrigt nikker han, inden han dog slår blikket væk fra mig. Jeg føler lidt, at der er noget, han ikke fortæller mig. Jeg vil dog ikke spørge ind til det.

"Det er bare lidt..Skræmmende? Jeg er bange for at lave fejl" Med et suk retter han lidt på sin kæde ved sin ene bukselomme. 
"Men vi har samtidig øvet så meget, så jeg tror ikke, at det sker. Der kan bare ske mange fejl, når vi synger live" 

Han fortsætter med at fortælle om sine tanker, mens vi går om bag scenen. Dørerne bliver åbenbart åbnet tidligere, ned jeg havde regnet med, og derfor skal de gennemgå de sidste ting. 

"Altså jeg tror..At I nok skal klare den" Jeg vil ikke have, at han er alt for nervøs. Den slags kender jeg jo selv alt for godt, og det kan virkelig ødelægge meget. Hvis nerverne er grunden til, at han ikke kan synge rent, så vil han hade sig selv senere. Det er jeg helt sikker på.

Vi når om bag scenen, hvor Taehyung hurtigt slutter sig til flokken. Mine øjne lander kort på Jhope og Jimin, der står hånd i hånd og snakker. De bemærker mig slet ikke, men jeg tjekker hurtigt om alt er, som det skal være. Jeg har intet at tilføje til deres sminke, og derfor siger jeg heller ingenting. 

Namjoon står foroverbøjet, så en ældre kvinde kan rette hans helt hvide hår. Pludselig stopper han hende, mens hans opmærksomme øjne løber rundt på sine medlemmer. Han har bemærket noget, jeg ikke selv har set.

"Hvor er Jungkook? Vi skal mødes nu" Lederen kommer igen frem i ham, og han er udmærket klar over, at det er hans ansvar, de alle er her til tiden. Forsigtigt snor jeg en løs lok hår om min langefinger, mens jeg også ser mig søgende omkring. Selvom Jungkook er meget ung, så er han en de mest pligtopfyldene. Af det jeg har set i hvertfald. 

"Skal jeg prøve og finde ham?" Det tager mig en dyb indånding, at tale op, men jeg gør det alligevel. Som den eneste der ikke laver noget, føler jeg at jeg burde gøre det. Drengene kan umuligt gå, og de andre makeupartister retter på de sidste detaljer. Efter Namjoon har sent mig et taknemmeligt smil, vender jeg dem ryggen og går mod garderoberne. Jeg aner ikke, hvor jeg skal lede henne. Jungkook er ikke en af dem, jeg har talt mest med, og derfor aner jeg heller ikke, hvor han er mest. 

Jeg skynder mig dog videre ned af en gang, forbi toiletterne. Jeg skal lige til at sætte op i løb, da jeg hører en svag lille lyd. Den er rimelig lys, og lyder nærmest som om, nogen græder. Derfor stopper jeg op ved et af herretoiletterne, hvor lydene kommer fra. Ligesom med episoden med Suga føler jeg, at jeg har opdaget noget, jeg ikke bør. Men det er mit ansvar at finde Jungkook.

Kort lader jeg en hånd glide nedover mit ansigt. Jeg har virkelig ikke lyst til at banke på, men det bliver jeg jo nødt til. Mit bank er ganske svagt, men det er nok til, at jeg hører en lille stemme svare. 

"Her er..Optaget" Selvom stemmen bag døren er grødet, kan jeg sagtens genkende den. Forsigtigt tager jeg i dørhåndtaget, selvom jeg godt er klar over, at den er låst.

"Jungkook-shi, det er Jiwoo. I skal mødes" Jeg har ikke lyst til at presse ham til noget, men han bliver nødt til at komme ud. Da han ikke svarer, banker jeg meget blidt på døren igen. Hvad gør man så nu? Jeg har ingen erfaring med den slags, og han vil helt klart ikke tale med mig.

Til min overraskelse kan jeg høre døren sige et lille klik, der indikere at han har låst den op alligevel. Jeg tøver lidt, inden jeg til sidst får åbnet den en smule. Kortvarigt lukker jeg mine øjne, mens jeg prøver at finde min indre ro. Jeg bliver nødt til at være helt afklaret, hvis han er ked af det.

Hurtigt smutter jeg indenfor, og får låst døren efter mig igen. Derfor får jeg først øje på ham, da jeg vender mig rundt. Han sidder foldet sammen som en lille kugle op af væggen med hovedet gemt mod sine knæ. Hans brede skuldre ryster let, da han snøfter kort. Han siger ingenting, ser ikke engang op, men fortsætter bare med at græde.

Normalt giver de her situationer mig lyst til at gå ud igen, da han helt sikkert vil være alene. Men i stedet for at åbne døren og forlade ham, går jeg langsomt nærmere. Lader mig glide ned af væggen til ham, og placere en hånd mod hans skulder. Selvom jeg gerne vil give ham et kram, tror jeg ikke at han vil tage imod det. 

På trods af at vi ikke er af samme køn, lægger han armene om mig, og begraver sit hoved ved min skulder. Det sker sjældent at man har det form for nærkontakt med sine venner, og derfor sidder jeg først bare lidt og glor ned på ham. Selvom han er flere år yngre end mig, føler jeg mig meget lille sammenlignet med ham. Tøvende lægger jeg armene om ham, og får trukket ham ind i et tæt kram. Moderligt stryger jeg ham op og ned af ryggen, mens han græder ud hos mig.

"Træk vejret..Lad os gøre det sammen" Da han så småt begynder at hyperventilere, bryder jeg endelig tavsheden. Sammen tager vi et par dybe indåndinger, så han kan falde lidt ned igen. 
"En..To..Tre..Fire..Fem.." Langsomt tæller jeg, så han ved hvor længe han skal trække vejret ind og puste ud igen. Da jeg selv har været ligeså ude af den, ved jeg hvad man kan gøre. Jeg føler mig pludselig lidt som hans mor, og derfor sender jeg ham også et lille beroligende smil.

"Er du okay?"

"Det er lidt bedre nu..Men hvad med min sminke?" Han prøver at fjerne de mange tårer, hvilket dog bare resultere i at han tvære den sorte eyeliner endnu mere ud. 

"Jeg skal nok ordne det" Jeg er heldigvis iført mit bælte, så al sminken er lige ved hånden. Mens jeg fjerner det gamle, og får lagt et nyt lag, fortæller han helt lavt om, hvor nervøs han er. 

"Jeg er jo den yngste, så jeg føler, at alle holder mere øje med mig på scenen. Og så har jeg så mange linjer i Boy In Luv" Det har jeg slet ikke tænkt over før nu, men ansvaret på Jungkook skuldre er virkelig stort. Han har rigtig meget, han skal leve op til. 

"Men der er også en grund til, at du har fået så meget ansvar. Du er dygtig, husk på det" Jeg er selv overrasket over, hvor blid min stemme egentlig lyder. Da jeg ligger en hånd mod hans kind, så jeg kan lægge den nye eyeliner, får han faktisk et svagt smil på læberne. 

"Tak Noona" 

"Du må bare prøve og finde din indre ro" Tilføjer jeg mellem mine sammenbidte tænder. Jeg har aldrig lagt hans makeup før, og derfor skal jeg gøre mig ekstra umage. 

Da vi forlader toilettet, virker Jungkook igen fuldstændig rolig. Helt ligesom han normalt altid gør. De andre drenge får ham hurtigt til at grine. Måske ved de godt, at han er nervøs, men de taler slet ikke om det. I stedet får han et kort kram af Jimin, inden de gennemgår de sidste detaljer.

Jeg står lige bag scenen, og kan derfor se det meste, der foregår på den. Da lyset går op, og musikken begynder, skriger de mange piger med det samme. Jungkook der starter sangen, virker igen helt afklaret og fokuseret. Ingen spor er der, af den lille rystende dreng, jeg havde fundet ude på toilettet. Hans selvtillid nærmest lyser ud af ham, og jeg kan ikke undgå at blive fascineret af det. Jungkook er virkelig en dygtig skuespiller. Hans fans ser jo intet af usikkerheden. 

 


I må endelig sige til, hvis I ikke forstår nogen af de forskellige udtryk. Altså som Noona, Si og så videre. Det er nok lidt mærkeligt, hvis man ikke er kpop fan, haha. 
 


 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...