Consequences Of A Kiss | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2018
  • Status: Igang
Du kan ikke benægte ægte kærlighed. Mirabelle Archibald har på intet tidspunkt tvivlet på kærligheden mellem hende og hendes forlovede, dette er indtil hun deler et hjertebankende kys med fremmede. En mystisk ung mand med dragende grønne øjne, og et kys der vender op og ned på hele Mirabelles forestilling af kærligheden. (AU)


32Likes
19Kommentarer
3936Visninger
AA

4. Ⓗ 》Hoping you'll come around

 

Second Chapter

dage efter, Brooklyn, New York

Mirabelle. Hendes navn havde ligesom hendes nøddebrune øjne og smil limet sig fast til min nethinde og havde ikke i sinde at give slip. De seneste to dage havde det været svært for mig at få hende til at forlade mine tanker, trods jeg ikke kendte hende. Jeg kunne stadig mærke hendes læber sitre mod mine, og selvom jeg udover hendes navn ingen ide havde om, hvem hun var, vidste jeg, at der havde været noget helt specielt ved dette kys. Noget der var svært at forklare. Blot et kys og seks ord var blevet vekslet mellem os, før hun var skyndt sig væk. 

Kysset havde været spontant, gjort ud af panik og af den simple grund, at min daværende kæreste, som jeg slog op med den aften ikke havde kunne tage et nej for et nej. Jeg havde indset få dage inden brudet, at jeg slet ikke elskede hende. Den følelse jeg søgte, formåede hun ikke at give mig. Den følelse der ikke kunne beskrives og ingen nogensinde før havde tilført mig. Indtil kysset med Mirabelle. 

“Er det nu hende igen?” Mine kollega, roommate og bedsteven, Niall træk mig ud af min tanker og tilbage til virkeligheden. Han stod med en tallerken foran ham og var igang med at anrette hans Morgenmad. Jeg rystede på hovedet over ham. Det var typisk, at vi kokke ville anrette alle vores måltider, som skulle de serveres for de royale. 

“Hun har virkelig sat sig godt fast,” erkendte jeg med et skævt smil på læben, mens jeg ydmygt kløede mig i nakken. Følelsessnak var ikke lige min kop te.

“Hvad var hendes navn nu igen?” Spurgte han, idet han samlede sin tallerken op fra køkkenbordet og traskede hen mod spisebordet. Jeg fulgte efter Niall hen til spisebordet, - der var placeret mellem køkkenet og stuen, hvor vi satte os ned.

“Mirabelle,” sukkede jeg længselsfuldt. 

“Hvis det er ægte kærlighed, vil jeres veje krydses igen,” citerede han poetisk, og grinte derefter af sin klichéfyldte kommentar. Jeg rystede endnu engang på hovedet over ham. 

Niall og jeg havde været venner, siden vi begge startede på kokkeskolen i New York i år 2012 - omkring fem år siden. Senere hen kunne vi også kalde os foretningspartnere skråstreg kollegaer, da vi sammen opstartede et catering firma op, HN food Catering, der siden 2015 havde leveret middage til diverse arrangementer. Et anerkendt catering firma i New York. 

“Husk at mødet med Mr. Mccorrey og hans forlovede Mrs. Archibald er senere i dag,” gjorde han mig opmærksom på, og tog en bid af hans røræg med purløg og bacon. 

Nathaniel Mccorrey var en kendt filminstruktør, og det var derfor vigtigt for os begge, at han valgte vores catering firma til hans kommende bryllup, da det ville drage mere opmærksomhed til vores forretning. Ikke at det var noget, vi behøvede, men lidt ekstra reklamation kunne aldrig skade.

“Jeg tror jeg vil tage ned og forberede nogle appetisere så,” svarede jeg fraværende, inden jeg rejste mig. Niall og jeg havde lejet et lokale nær vores lejlighed, hvor vi holdte møder med vores kunder og forberedte vores mad. 

Jeg nåede kort at se ud af øjenkrogen, at Niall nikkede, mens jeg vendte ryggen til ham og gik ud i entréen, hvor jeg tog min sorte vinterfrakke og mit ternede halstørklæde på, inden jeg råbte farvel til Niall og smækkede døren bag mig.  

 

   Kulden fik mig til at slå mine arme omkring mig, med det samme jeg trådte ud fra opgangen, og begyndte at gå ned ad gaden. Som jeg gik der i kulden, fortrød jeg ihærdigt, at kun havde taget en t-shirt indenunder frakken, der ikke tilføjede mig den varme, jeg behøvede. Udenfor var milliarder af snefnug begyndt at falde og graderne lå under nul. Heldigvis lå vores forretning ikke langt fra lejligheden, da jeg efter otte minutter stod foran butiksvinduet, hvori et stort banner med vores logo var klistret fast, så det forhindrede uvedkommende at kunne kigge direkte ind i mødelokalet. Mine frosne hænder fumlede med at få nøglen i døren, og da det endelig lykkedes, tøvede jeg ikke med at træde henover dørtrinet.

En brændende fornemmelse drog gennem min krop, da jeg trådte ind i det varme lokale, hvor et bord og nogle stole var placeret i midten samt en masse billeder på væggene fra vores forrige arrangementer. Jeg hang mit overtøj på stumtjeneren ved døren, inden jeg gik ud i baglokalet, hvor det store køkken var.  

Efter at have kigget i køleskabet og rundt i skabene blev jeg hurtigt klar over vores mangel på råvarer, derfor blev jeg enig med mig selv om, at ville gå ned til den lokale slagter og grønthandler, hvorfra vi fik vores altid økologiske råvarer. Jeg sukkede en smule irriteret over, ar jeg derfor igen måtte tage overtøjet og træde ud i kulden. 

 

   Første stop ved slagteren var overstået, hvor jeg havde fået den mængde kød, jeg skulle bruge for at lave små appetisere af forskellige slags, som ville gå godt med de salater jeg havde tænkt mig at servere for Mr. Mccorrey og hans kommende brud. Jeg begyndte at gå ned mod grønthandlere, da jeg trådte udfra slagteren som blot lå få meter længere nede ad gaden. 

En frisk duft omfavnede mig, da jeg trådte hen over dørtrinet hos grønthandlere, så den lille klokke over døren klingede. Antonio blik - den gamle mand der ejede grønthandlere - landede på mig, hvilket fik mig til at sende ham et venligt smil. 

“Harry!” Han udstrålede en hvis glæde ved at se mig, som han gik hen mod mig med åbne arme, og måden han udtalte mit navn på fik mig til at trække på smilbåndet. Antonio var fra Italien, hvilket også kom udtryk ved han udseende. Bruneøjne, solbrændt hudtone og et kraftigt overskæg, som igennem årene var gået fra sort til gråt.  Jeg gav ham et hurtigt kram, da han kom en til mig.

“Hvordan går det? Det er så længe siden,” Spurgte og konkluderede Antonio entusiatisk med et stor smil klistret til hans sprukne læber. Så sandt som det var, så var det efterhånden længesiden, jeg havde været her, da det som regel var Niall, der stod for indkøbene. 

Jeg fortalte Antonio, at det gik godt, takkede for hans interesse og spurgte om, hvordan det gik ham disse dage. Antonio var dog ikke glad som han udviste. 

“Vi er ved at gå konkurs, dette vil sandsynligt blive vores sidste år på markedet,” fortalte han. Så godt som jeg havde lært Antonio gennem de to snart tre år, vi havde handlet hos ham, vidste jeg at han prøvede at holde hoved oppe og bevare hans stolthed uden at vise nogen form for nederlag. 

På to år havde Antonio fået en stor rolle i mit liv. Han lærte mig livets helt store glæder, da jeg ikke så meningen i livet og ikke vidste, hvem jeg selv var. Han agerede som min afdøde bedstefar ville have gjort. 

Det var først, da jeg gik rundt i butikken for mig selv og samlede grøntsager og frugter sammen i den lille fletkurv, at jeg opdagede hende. Godt nok stod hun med ryggen til, men jeg var næsten sikker på, at det var hende. Hendes lange mørke hår, der gik hende et stykke over skuldrene og hendes silhuet. 

“Mirabelle?” Det kom ud forstammende og med et hvis håb. Den mørkhårde pige foran mig vendte sig om og kiggede med et undrende blik på mig. Det var ikke hende. Mine tænker om hende - Mirabelle havde forblindet mig. Dette var uden tvivl flovt.

Den unge pige kiggede med et afventende og forvirret blik på mig, da jeg langsomt rystede på hovedet over min ivrighed efter at se hende igen. Det var fuldstændigt desperat af mig. 

“Det må du undskylde,” undskyldte jeg. Jeg kløede mig forlegent i nakke, mens jeg lod mit blik ramme betongulvet.  “Du lignede blot en anden.” 

En smule flov over mine handling skyndte jeg at betale Antonio for grøntsager og frugterne, inden jeg skyndte mig tilbage til vores forretning. Måden jeg havde sagt hendes navn på, fik mig til at føle mig som et fjols. Desperat og håbefuldt. Mon hun også tænkte på mig? 

 

   Med blot en halv time til mødet med Mccorrey, var Niall mødt op i forretningen, og jeg var blev færdig med appetiserne, som Niall var igang med at anrette på bordet i mødelokalet. Jeg stod selv i køkkenet og var i gang med en smule opvask, da jeg kunne høre døren gå op i det andet lokale. 

“Du må være Mrs. Archibald, jeg er Niall.” Kunne jeg høre Nialls stemme, da jeg gik ud mod det andet lokale. 

“Please, kald mig Mirabelle.” kunne jeg høre en lys stemme tilføje og fik mit hjerte til at springe et slag eller flere over, da jeg hørte navnet. Mirabelle.  Dog kunne jeg ikke se, hvem denne stemme tilhørte, da Niall som stod med ryggen til mig, dækkede for personen. 

“Dette er min partner Harry.” Min krop stivnede, da Niall rykkede på sig og præsenterede mig, at jeg så hende. Mirabelle. Vores øjne mødtes og afslørede, at hun var ligeså chokeret som jeg. 

Vi stod, hvad der føltes som lang tid, men blot var få sekunder med vores øjne tiltrukket af hinandens. Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst. Så hårdt at jeg følte mig svimmel. Mirabelles nøddebrune øjne glimtrede   i vintersolens lys, der stod ind gennem et af vinduerne. Hendes øjne formåede at afsløre, at vi begge vidste der havde været noget mere i det kys. 

Jeg kunne mærke undrende Nialls blik hvile på os. 

“Hej Harry, jeg er Mirabelle.” Hun rystede på hovedet, inden hun gik mod mig med en fremstrukket hånd. Med hendes øjne fortalte hun, at jeg skulle spille med på den overfor Niall, jeg tog derfor i mod hendes hånd og blidt rystede den. 

Det begyndte at gå op for Niall, hvem denne Mirabelle var.

En sitrerne følelse skød fra min hånd og igennem min arm, da vores hænder mødtes. Jeg kunne se udfra hendes ansigtsudtryk, at hun også følte noget. 

Vi formåede ikke at overbevise Niall. 

“Min forlovede kunne desværre ikke deltage,” fortalte hun fraværende, da vi satte os ved bordet, hvor Niall sammen med appetiserne havde placeret et glas vand.  Jeg sad overfor Mirabelle, hvilket gjorde det svært for mig ikke at lade mit blik falde på hende.

Niall begyndte at snakke, dog var det meget tåget for mig, hvad han fortalte. Mit blik lå udelukende på Mirabelle, hvilket tror hun bemærkede, da hun prøvede at undgå mit blik, og mine tanker kørte på fuldedrøn. Hun var forlovet - forlovet til en anden mand. Det var svært for mig at fortrænge. Der havde være noget mellem os. Jeg vidste det. Noget der ikke kunne benægtes. 

Under mødet, mødtes vores blikke få gange hinanden, dog gjorde Mirabelle det meste for ikke, at lade det ske, da hun hver gang vores øjne mødtes hurtigt fjernede sit blik igen. Jeg vidste, hun undgik, at se det i øjnene. Der havde være noget mellem os, men jeg bebrejdede hende ikke for at undgå det. Hun var forlovet. 

“Jeg henter lige kontrakten så.” Kunne jeg endnu engang høre Nialls stemme, som trak mig ud mine tanker, da han forlod lokalet for at gå ud i køkkenet og hente kontrakten.  Mirabelle sad på den anden side af bordet og kløede sig forlegent i nakken. Hendes blik var limet fast til bordpladen af egetræ, og stemningen mellem os var anspændt. 

“Hør, Harry,” startede hun ud. Hun tog en dyb indånding, inden hun tillod sit blik at mødes med mit. “Min forlovede ved intet om dette kys, og jeg vil helst have at det forbliver sådan,” fortalte hun. En stikken i mit bryst begyndte. 

“Hvordan kan du sige dette?” Hun så forarget, overrasket og undrende på mig. Hendes ansigtsudtryk viste det hele på en gang. “Du ved ligeså vel som jeg, at der var mere til dette kys.” Så straks som ordene havde forlad min mund, fortrød jeg dem. Ordene var forhastede og burde egentlig holdes for mig selv. Hun var jo forlovet. Det havde ikke været min hensigt, at det skulle komme ud på denne måde. Med dette tonelege. 

Jeg havde talt, før jeg havde tænkt.

 》  》 》

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...