Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
690Visninger
AA

1. PROLOG

Klokken var lige rundet tre om morgenen. Den iskolde luft stod i skarp kontrast til den brændende luft på Sigurdsgades dansegulv. Evigs hoved var tungt, og hun havde smagen af bitter øl i halsen, blandet med smagen af bitre nyheder og bittert humør. Decemberaftenen var bidende kold, og hun trak sin jakke om sig og bandede stille. Hold kæft, hvor var det bare nedtur. Victoires ord havde først været en irriterende baggrundsstøj allerbagerst i hendes bevidsthed, en kløen et sted, hun ikke kunne nå. Men som aftenen skred frem begyndte ordene at køre rundt i hovedet på hende, gjorde det umuligt at fokusere på noget andet. Hun var ked af det, havde hun sagt. Hun ville komme tilbage, hvis ikke fast, så på besøg… Victoires ord fik Evigs hoved til at smerte endnu mere end den billige øl. Hun ville komme tilbage - sikke en joke. Tårerne begyndte at presse sig på. Virginia… V som Virginia og Victoire og veninder og vemod. Hun ville sikkert falde til, som hun faldt til alle steder. Evig så op mod den mørke himmel, der stadig ikke viste tegn på morgenens blege, bløde lys. Trods en krystalklar himmel sås der kun få stjerner, små og fjerne og kolde.

“Kigger du efter ufoer?”

Evig drejede hovedet skarpt. Hun troede, hun var gået langt nok væk fra den bemandede indgang til at være i fred, men tydeligvis ikke fra en ung, mager fyr, der trods kulden lå afslappet henslængt på en bænk. Han havde en cigaret vippende mellem tænderne, og hans skarpe kæbe var aftegnet i gadelygtens skær. Han havde noget drenget over sig, hun ikke kunne sætte fingeren på. Hun gloede bare fjendtligt på ham, og trak på skuldrene. Det var ikke lige tidspunktet til at snakke. Hun kunne mærke hans blik på sig, da hun vendte sig væk. Hans tone havde været spottende, men hans øjne var venlige og glimtede af lattermildhed og nysgerrighed -  måske var det det, der gjorde ham så drenget at se på. Evig trak cigaretter og lighter op af lommen, stadig med den fremmedes øjne hvilende tungt på sig, og gjorde sit bedste for at ignorere ham. Hun klikkede med lighteren, men den ville ikke tænde. Trangen til at kaste den fra sig i vrede, til at skrige og græde, skyllede over hende. Lortelighter. Lortedag!

Pludselig hørte hun en anden lighter klikke. Fyren på bænken havde sat sig op, og rakte nu en spillende, gul flamme hen imod hende. Hun trippede lidt, og gik så hen og tændte sin cigaret, mens hun prøvede at undgå refleksionen af flammen i hans muntre øjne. Cigaretten tændte, og hun mumlede et utydeligt tak, mens hun hurtigt trak sig tilbage og vendte sig væk. Den fremmede fyr sukkede lavt, den legesyge glød falmede fra hans øjne.

“Det må du selv om,” mumlede han og trak på skuldrene, og Evig mærkede et stik af dårlig samvittighed. Det var jo ikke hans skyld, at Victoire flyttede. Han kunne ikke vide, at hun var et åbent sår. Hun svajede tvivlende fra side til side, men gik så med korte, slæbende skridt hen og smed sig ned på bænken ved siden af ham. Det muntre glimt var vendt tilbage i fyrens øjne, og han kørte hånden igennem hans tynde, strittende hår, og grinede med skæve tænder.

“Jeg hedder Thor.”

“Evig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...