Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
690Visninger
AA

4. "Stakkels fyr, der møder dig"

Vinteren fortsatte, uudholdeligt kold og våd, og Evig læste om knogler og nervebaner, og hørte smertefuldt lidt til Victoire. Det var til dels hendes egen skyld, det vidste hun godt, men hun kæmpede bittert mod erkendelsen, trak indrømmelsen ud som en skamskudt fugl, der prøver at holde sig flyvende. Hun havde nærmest vendt hendes gamle veninde ryggen på det sidste, og det var som om hun havde forpestet sit hjerteblod. Anna-Marina hjalp ikke meget. De var begyndt at mødes mere, men Evig havde svært ved at udtrykke sin sorg over for hende. Det virkede, som om hun stod helt alene med vreden.

De sad hjemme i Anna og Alberts lille lejlighed. Anna lå og fyldte i den lille, grønne fløjlssofa med guldkvaster, hun havde fundet på et loppemarked og havde fået gratis, fordi den var så hæslig at ingen andre ville have den, med hovedet på Evigs skød. Musikken spillede fra en lille, middelmådig højtaler, og Anna snakkede om en eller anden vild fest, der vist nok skulle have flere hundrede deltagere, og alle mulige bloggere, der dukkede op. Evig hørte ikke rigtigt efter. Anna havde bare tilgivet Vic. Sådan uden videre. Men Evig kunne ikke; hun kunne ikke få sig selv til at svare på Vics beskeder i samme muntre tone som før, kunne ikke besvare hendes opkald. Det var ikke fair, og ingen af dem vandt noget ved det. Anna forstod det ikke. Hun følte sig slet ikke forrådt.

Evig fik pludselig et stærkt behov om at føre opmærksomheden over på sig selv. Ikke Vic, ikke Anna, ikke nogen latterlig fest. Hun ville snakke om sig selv, rigtig sladre, som de plejede at gøre i gymnasiet. Hun granskede sit hoved i et kort øjeblik for at finde noget, Anna ville savle over, og svaret var ikke svært at finde. Der var ikke noget, Anna elskede mere end en god snak om fyre.

“Jeg var jo også til Thors koncert i sidste uge.”

Reaktionen var dybt tilfredsstillende. Anna svingede sine lange stikker ned fra sofaens armlæn i en imponerende bue, og lænede sig frem med et sultent blik og et smil, der spillede af forventning.

“Var du? Ej, var det godt? Hvordan var hans bandmedlemmer?”

“De var vildt gode! Mega fedt. Vi tog i byen bagefter, alle hans bandmedlemmer og så mig.” Evig badede i opmærksomheden, og tænkte over, hvad der kunne tage den ellers lidt kedelige historie til næste niveau. Tøvede et øjeblik, bare lige for at fryde sig.

“Forsangeren er flot,” sagde hun så.

“- De er bedste venner, de to. Thor og forsangeren. Kendt hinanden vildt længe og sådan. Jeg snakkede med ham, og han virker ret nice.”

Evig havde forventet, at Anna begyndte en af sine overdrevne seancer, hvor hun udfrittede alle detaljer om denne nye fyr. Men Anna var tavs, og da Evig så hen på hende igen, var hendes ansigt helt forkert.

“Det kan du ikke, Evig.”

Evig var så overrasket, at hun i et øjeblik ikke kunne sige noget. Hendes fryd styrtede larmende til jorden, og ramte hende lige i ryggen, så hun kunne mærke stødet forplante sig i hele kroppen.

“Hvorfor?” Fik hun så fremstammet.

“Ham Thor er jo helt vild med dig! Ej, dumme pige. Du kan ikke bare rende med hans bedste ven. Det kan du da ikke byde ham.”

“Jeg husker ikke ligefrem, at du var helt så hellig før du mødte Albert!” svarede Evig fortørnet. Nu kendte hun snart heller ikke Anna mere.

“Hold nu op, Evig. For fanden, stakkels fyr, der møder dig!”

Evig trak surmulende fødderne op under hagen, mens hun prøvede at holde fast i fornuften, frem for at slynge sig selv på hovedet ud i en dramatisk udskejelse om, hvor alene i verden hun var. Anna havde jo i bund og grund ret. Fint nok, Lau var ikke en mulighed. Noteret.

“Anyways, den fest der. Den har været planlagt siden oktober sidste år, og er helt hen i vejret. Lige stedet for din type. Hvad ved jeg. Det lyder da grineren, ik’?”

“Vil du have mig til at troppe op i et eller andet tilfældigt hus på fucking Amager? Hva’ var planen bag det? Skal vi ik’ bare tage på en bar eller noget?”

“Der er barer hver aften, Evigglad. Et eksklusivt houseparty er kun i aften, jo!”

Evig havde ikke lyst. Som i overhovedet ikke lyst. Hun ville hellere begrave sig selv levende end at troppe op til det latterlige event, hun ville hellere støbe begge ben ind i beton og hoppe i Søerne, hellere dyppe hovedet i en spand batterisyre, hellere…

“Så er det en aftale. Vi mødes bare ude ved festen klokken 11, ik’?” Annas stemme indbød ikke til diskussion.

“Skal vi holde warm først?” Evig følte sig som en dødsdømt, der spurgte til typen af reb til galgen.

“Skal på date med Albert. Bare sørg for at have drukket lidt hjemmefra, så.”

Nu skulle hun også til at drikke sig fuld alene.

 

Aftenen skred frem og Evig følte, at hun aldrig ville forlade sit lune kollegieværelse og sin Netflix-serie. Hun havde ligget og svælget i selvmedlidenhed under sit orange uldtæppe i nogle timer, og havde ikke engang lyst til at spise. Klokken var næsten ti. Gud, hvor gad hun bare ikke. Hun rullede ud af sengen med en højlydt knurren, og landede på gulvet i en bunke af puder og tæpper og beskidt vasketøj, hun stadig manglede at gøre noget ved. Lå så helt stille i et øjeblik, mens hun prøvede at få verden til at forsvinde. Uden held.

Hun trissede ud i køkkenet og spiste en skive toast, og gik tilbage på værelset og fandt en flaske billig vodka frem under sengen, mens hun prøvede på ikke at tænke for meget over sin ynkelige tilværelse. Hun blev liggende i bunken på gulvet, til hun var halvfuld og ulykkelig nok til at rejse sig og trille ud af døren.

Metroturen var bidende kold, og Evig havde igen ikke taget nok tøj på, på trods af at have forbarmet sig i sidste øjeblik og trukket en hæslig, brun kabelstrikket sweater over hovedet. Hun var alligevel ikke i humør til at score, sagde hun til sig selv, mens hun travede gennem de fjendtlige, blæsende gader. Der var overraskende mange mennesker samlet ved adressen, Anna havde SMS’et hende, og manglen på lys fik mængden til at ligne ånder, der travede rundt om en ældgammel helligdom. Hun kunne ikke se Anna nogen steder. Ånderne larmede, skrattende latter og røg og alkohol, folk der kendte folk, og så Evig, der stod som det sidste levende menneske, og kendte ingen. Anna var ingen steder at finde - hvorfor var Anna ingen steder at finde? Hoveddøren var åben, og larm og lys om musik sejlede ud fra huset, tyktflydende som sirup.

Evig trak sin mobil frem fra lommen. Anna svarede, stakåndet i den anden ende.

“Anna, hvor fanden er du henne? Jeg står foran din åndssvage fest helt alene! Her er vildt uhyggeligt, det ligner sgu da menneskehandel, det her!”

Anna undertrykte et fnis.

“Evig, jeg tror ik’ jeg når det - Stop! Ej, Albert...”

“Er du seriøs lige nu!? Hva’ blev der af ‘kun i aften’?”

“Ej Evig, det’ jeg altså ked af,” svarede Anna, og lød oprigtig nok, men Evig var grædefærdig af vrede. Hendes svælg brændte, og hun smækkede røret på for ikke at komme til at sige noget, hun fortrød senere. Forsøgte at få sit åndedræt under kontrol. Tårer sprang frem i hendes øjne, og hun gispede efter vejret for ikke at bryde sammen her midt på gaden, omringet af fremmede ånder. Hun havde allerede drukket for meget. Fuck det, tænkte hun rasende. Fuck Anna, fuck den her klamme fest. Hun vendte sig for at gå, men i sidste sekund snurrede hun rundt og kastede sig tilbage mod den åbne hoveddør.

 

Langt fra Amager, men ikke så langt fra Anna-Marina og Albert, foran et lillebitte rækkehus i et nybyggeri i Nordvest, stod Lau. Han var irriteret. Han og Thor havde været oppe og skændes, og Thor stod nu og holdt udkig, armene over kors og sålen demonstrativt placeret op ad rækkehusets cremegule facade. Hans lange krop så om muligt endnu mere ranglet og mager ud i gadelygtens blege lys. Skabekrukke, tænkte Lau tvært. Han bankede på. De havde diskuteret den nye trommeslager, Lau havde snakket med. Thor gad hende ikke, selvom hun var dygtig. Tog ikke nok chancer, sagde han. Røg sikkert ikke engang hash, og hvad måtte hun så tænke om netop dette natlige ærinde?

Problemet var egentligt reelt nok. Alvilde, som hun hed, havde et sjældent talent, men var yngre end alle de andre bandmedlemmer med over to år, og desuden meget usikker - usikker på, om hun mon kunne være bekendt at forlade sin gruppe, som ikke engang var et faktisk band, usikker på, om hun selv var god nok, om hun nu også var på bølgelængde med dem alle sammen, om det egentligt ikke bare var nemmere at blive, hvor hun var. Men Lau havde taget Thors modvilje som et personligt angreb på hans dømmekraft, og havde - som den fornuftige voksne, han var - svaret tilbage med en kommentar om, at Evig ikke havde svaret på hans beskeder. Det var lavt. Et latterligt, beskidt kneb, og Thor var egentlig berettiget til at surmule - men han var stadig en skabekrukke, tænkte Lau.

Lau bankede på igen, denne gang mere insisterende, og døren blev åbnet næsten øjeblikkeligt. Foran ham stod personificeringen af alle de fordomme, Vesterbro-drengen havde om Nordvest. En lav og tætbygget, mørkhåret dreng stod misbilligende og målte ham med øjnene, med et sort adidas-sæt lynet helt op under hagen, og en dunvest over de brede skuldre. Komplet med det sorte hår karseklippet omkring en perfekt ø på toppen af hans hoved.

“Slap dog af, Lauer. Hva’ fuck larmer du sådan for?”

“Fuck nu af, Mandy. Jeg skal lige ind. Aftale med Cecilia.”

“Aftale med Cecilia!” vrængede Mandy tilbage, og skulede surt. Så vendte han sig i døren, og gjorde et kast med hovedet.

Lau kastede et sidste blik ned på Thor, der undgik hans øjne og trak jakken tættere om sig. Så vendte han sig igen mod døren, og fulgte efter Mandy indenfor. Døren smækkede bag ham.

Hele huset stank af sved og snavs og røg og kemikalier. Inde i stuen - eller det, der nok engang havde været stuen, sad en kraftig kvinde, med filtret, sort hår, der var groft som hestehår. Lau var helt spændt i kroppen, og forsøgte at undertrykke afskyen. Han strøg fanatisk sine lange krøller om bag ørene, og skød tankerne fra sig om selv at blive dækket af snavs, der lagde sig som en sodet hinde over hver en centimeter af hans krop, indkapslede ham, så selv vandet skyede ham, og ingen ville røre ham mere.

“Cecilia? Det’ ham Lauer igen.”

Cecilia var ved at rulle sølvpapirsbreve flade med en stor kagerulle. Der sad skorper af hvidt pulver på spidsen af hendes fede fingre, og sveden klistrede lange hårstrå til hendes pande. Lau var ved at få kvalme af stanken.

“Aj, er det daj igen?” spurgte hun med stærk accent, mens hun lod blikket glide op og ned ad hans krop.

“Vad vil do nu ha’? Modbyd’lig dreng.”

“Tjald,” mumlede han.

“100 gram. Også noget syre, hvis du har. 24 blotters.”

Mandy fnøs, og Lau sendte ham et giftigt blik. Så, som et klik på en kontakt, tøede de begge op, og Lau gav Mandy et venskabeligt dask. Magtkampen var overstået lige så hurtigt, som den var startet. Mandy grinede lidt, og tændte en cigaret, mens han tilbød Lau en. Et fredstilbud. Lau slappede lidt mere af.

“24 blotters… For fanden Lauer, det må jeg sgu da sige. Når du vil være fucked, så gør du det med stil! Vil du også have nogle poppers? Jeg har hørt det’ fucking vildt sammen! Shit...”

Lau grinede bare tørt og pustede røg ud i små, blå ringe. Cecilia lignede en, der skulle til at stikke ham en flad, men rev i stedet blotterpapiret over, og pakkede ham, hvad han bad om. Lau grinede smørret til hende, da han betalte.

“Så ses vi da, Cecilia.”

“Jar jah, du smut’ nu. Mandy skal arbejde. Styg' dreng.”

De havde fået deres stoffer fra Cecilia i lang tid nu. Hun var den eneste, der kunne skaffe både hash, morfin, valium og syre til rimelige priser. Ikke høj kvalitet, men godt nok til et S.U.-budget. Hun fik heller ikke mange kunder, og han var sikkert den eneste tilbagevendende. Og så var han og Mandy efterhånden ved at blive kammerater. Lau havde på fornemmelsen, at han var ensom i Cecilias beskidte, narkofyldte hus.

Lau trådte ud i den isnende luft. Det var minusgrader, og han skuttede sig, og trak vejret dybt ind. Så for sit indre blik hvordan isblomsterne groede frem i hans svælg, da den kolde luft snittede ham i halsen. Han kunne næsten høre dem knase i hans lunger.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...