Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
700Visninger
AA

3. VR

Fredagen oprandt, og Evig afleverede femten sider om vævets evne til at gendanne sig selv, og skrev til sin gamle folkeskolekammerat fra konservatoriet om koncerten. Det viste sig at være en koncert med fem bands dannet på tværs af det danske konservatorium og det tyske.

Thors band, VR, som det kryptisk blev kaldt, spillede som band nummer tre, og Evig fandt sig selv plantet på en stol foran konservatoriets studiescene i over en time, før de to første bands havde gjort sig færdige. Salen var kun pletvist fyldt, men alligevel summede rummet af småsnak på både dansk, tysk og engelsk. Evigs konservatorie-veninde, Andrea, som hun ikke havde set i årevis, men som alligevel ikke havde ændret sig det mindste, sad ved siden af hende og udpegede detaljer og informerede hende om hvilke medlemmer af de respektive bands tilhørte det danske, og hvilke tilhørte det berlinske konservatorium, og hvorvidt samarbejdet havde været succesfuldt eller ej. Tydeligvis en vigtig sag, men Evig kedede sig som ind i helvede, og hørte kun overfladisk efter hendes hviskende pludren. De to forhenværende bands havde været mere eller mindre intetsigende, og hun begyndte så småt at fortryde sit valg om at bruge sin fredag på en fyr, hun ikke engang var sikker på om hun kunne lide. Hun sukkede lavt nok til at Andrea ikke kunne høre det. Gid de ville gå i gang snart.

Under stort postyr fra det forhenværende band blev instrumenter slæbt ind og ud af den lille sal, og Evig genkendte pludselig Thors lange, ranglede skikkelse. Hun kunne mærke lettelsen brede sig - blandet med en ubestemmelig, varm fornemmelse, hun havde svært ved at placere. Hun slog det hen som gensynsglæde, og daskede ivrigt til Andreas skulder.

“Hey, hey, slap af - er det dem?”

“Ja-aa, jeg kender ham guitaristen!”

“Ej, ham har jeg rytmelære med! Hvor sjovt! Det’ ham den langhårede, ik’?”

Det tog Evig et øjebliks tomhjernet stirren at fange, hvad Andrea snakkede om. Hun refererede til bandets anden guitarist - og forsanger, så det ud til - som daskede ind bag Thor. Han havde langt, mørkebrunt hår, der bar præg af engang at have været klippet i en korthårsfrisure, men nu var groet ud, og var langt mere atletisk bygget end Thor, der smidigt kastede et kabel hen til ham. De grinede til hinanden.

“Ne-ej, ham der kender jeg ikke, ham den anden, med strithåret -” sagde Evig, optaget af de to drenges nonverbale kommunikation.

“Nåh, ham aner jeg ik’ hvem er.”

Evig skulle til at sige noget mere, men bassisten, en spinkel, lyshåret pige med briller, slog en tone an, og salen blev stille. Bassisten spillede prøvende nogle korte toner, og begyndte så en tung intro. Hele salen vibrerede. Thor, grinende og legende, begyndte også, og hans guitarspil var mere kompliceret, mere indviklet og smukkere end bassens dybe toner. Han badede i opmærksomheden, og Evig kunne se hans ansigt gløde i halvmørket. Gad vide, om han kunne se hende. Forsangeren spillede også, men mere simpelt, som et anker gennem musikken. Andrea uddybede hviskende, at forsangeren spillede rytmeguitar, mens Thor spillede lead. De tre spillede alene i over et minut, med strengene svingende, toner, der samarbejdede og skilte sig ud. Thor var mesterlig. Hans musik var nogle gange flydende, nogle gange skarp, altid tydelig mellem bassen og rytmeguitaren, og Evig mærkede sin bevidsthed drive med musikken. Så begyndte forsangeren at synge. Hun følte det som et elektrisk stød. Hans stemme var hæs og udtryksfuld, og han havde øjnene ydmygt vendt mod salens gulv, mens han alligevel trak sit publikum ind i en døsig tåge af tung, tranceagtig lyd. Evig var tryllebundet, og selv Andrea var holdt op med at ævle i et øjeblik. Den første sang varede næsten ti minutter, og Evigs hjerte bankede, da hun begejstret klappede sammen med salen, der pludselig syntes fuld.

“Lidt af et band, du har fundet dig der, Evig!”

Evig nikkede med blussende kinder. Lidt af et band.

De andre bands kunne ikke stå til måls med Thors. Ikke efter Evigs mening, selvom Andrea klart foretrak det sidste band og deres ekspressionistiske, berlinske violinspiller. Der var en kort reception i forhallen, da den sidste koncert var slut. Evig fandt hurtigt Thor, der med sin højde og karakteristiske hår ikke var svær at spotte, selv ikke i en stor gruppe mennesker. Han stod og snakkede gebrokkent tysk til den buttede trommeslager, som åbenbart var den berlinske del af bandet. Hun listede sig nærmere for ikke at bryde ind i deres samtale, men kunne have sparet sig besværet. Hele Thors ansigt lyste op, da hans øjne fangede hendes. Shit, tænkte Evig. Han var jo helt vild med hende.

“Evig! Hej - du kom! Hvad synes du om koncerten? Kom, du skal da lige hilse på resten af bandet!”

Nu blev hun også introduceret. Hun begyndte instinktivt at lede efter en udvej, men Andrea var ingen steder at se, og hun kendte ingen andre. Hun smilede tvungent og forbandede hele arrangementet langt ind i helvede.

Thors band stod i en afslappet gruppe med en kasse flaskeøl stående på det lille barbord ved siden af dem. De lignede nogle, der kendte hinanden godt, lige netop sådan en gruppe, der ikke manglede flere medlemmer. Sådan en gruppe, hun aldrig ville turde gå hen til selv. Nu blev hun trukket modvilligt hen mod dem, og jo tættere på, de kom, jo mere uvenlige og cool så de unge musikere ud.

“Hey, hils lige på Evig. Hun er nice nok, opfør jer pænt, ik’?”

Ikke den værste intro, tænkte Evig. I det mindste havde han ikke kaldt hende hans kæreste. Han grinede, og en af dem, en lav fyr med briller, der så ældre ud end de andre, gav Thor et skub på skulderen, så han svajede kraftigt. Så introducerede han sig som Ulrik, percussionspiller. Tamburin og koklokke, for at være præcis. De andre skænkede hende ikke meget opmærksomhed, nikkede bare kort til hende og mumlede deres navn. Bassisten hed Ingrid, synthesizerspilleren, en drenget fyr med brede, muskuløse skuldre og karseklippet hår, introducerede sig som Alexander Strøm, eller bare Strøm. Den buttede trommeslager, Thor havde efterladt, hed Andreas, og var fra Berlin. Det var mest det, samtalen drejede sig om, og da formaliteterne var overstået, genoptog de diskussionen. Andreas havde været i København i et halvt år, og skulle nu hjem - og VR manglede nu en trommeslager. Evig skrabede i gulvet, og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun prøvede at snakke med Thor, men det var, som om usikkerheden kvalte ordene i halsen på hende. Hun vidste ikke noget om musik, eller trommeslagere, eller dynamikken i et band. Panikken ulmede i maven på hende. Hvor var Andrea? Var det for tidligt at gå? Hun rodede rundt i tankerne efter en passende undskyldning for at gå, men øjeblikket før hun skulle til at besvare en falsk telefonopringning, kom forsangeren hen til gruppen. Han havde hilst på et af de andre bands. Evig kunne næsten mærke resten af gruppen ubevidst vende deres opmærksomhed mod ham. Hun havde haft ret; det havde ikke været Thors band. Han betragtede hende nysgerrigt, og hans brune øjne fik hende til at rødme ufrivilligt.

“Hej, du er vist ny,” sagde han med en langt mindre hæs stemme end Evig havde troet.

“Jeg er en af Thors venner. Jeg hedder Evig,” svarede hun tamt. Han grinede, og panikken smuldrede en lille smule i Evigs bryst.

“Jah, det’ jeg også. Jeg hedder Lau.”

 

Senere på aftenen stod Lau i dæmpet samtale med et medlem af et af de andre bands, en trommeslager, som havde spillet samme aften, som han håbede på var interesseret i at erstatte Andreas. Men der var tvivl at spore i hendes øjne, for selvom hun bedre kunne lide hans musik, virkede hun smertefuldt loyal, og det var et problem. Og så var hun meget ung. Han gav hende hans nummer, og trak sig så slukøret tilbage til resten af VR-folkene, og smed sig på den hårde træbænk ved siden af Ulrik og Ingrid, der prøvede at få ham ind i en triviel samtale om forstærkere. Natten var faldet på, og en behagelig rastløshed kriblede i kroppen på ham. Han var i festhumør. De var gået fra konservatoriet hen på en bar på Vesterbro, og mange af de andre fra koncerten var fulgt med. Bands, tilskuere - Thor havde også taget sin rødhårede pige med. Hun virkede fornuftig nok, tænkte han, mens han betragtede hende lidt. Hun virkede nem at snakke med, når hun først havde fundet sig til rette.

Han lod sin tommelfinger glide hen over hans negle, kortklippede på venstre hånd, men ikke på højre, og lod sit blik vandre videre, mens skuffelsen over den potentielle trommeslager kæmpede med den glæde, der ellers strømmede gennem ham. Belysningen var sparsom i den lille, overfyldte bar, orange lys flimrede mellem cigaretrøg og larmende stemmer, og et fossil af en jukebox skrattede gamle halvfemserhits ud mellem de besøgende. Her følte han sig hjemme, og det kunne ingen skuffelse kvæle.

Hans øjne fandt tilbage til Thors pige. Hun så egentlig meget mild ud, med store, grå øjne, runde skuldre og bløde former. Hendes ansigt var kønt, ikke slående, men meget udtryksfuldt. Det virkede, som om hun førte lige så meget samtale med hendes ansigtsudtryk som med hendes ord, og han blev i et øjeblik fanget af at betragte hende snakke med Thor om en eller anden anekdote om en eller anden koncert, de havde spillet. Så rejste han sig. Han ville have mere at drikke.

Lau stod og faldt lidt i staver oppe ved baren, da han opdagede, at Thors pige havde sluttet sig til ham. Hun stod lidt granskede kridttavlen med de forskellige drinks, og undgik hans øjne. Hvad var det nu, hun hed? Lau fik en pludselig lyst til at snakke med hende - snakke med nogen. Hvad kunne hun lide af musik, hvad syntes hun om koncerten-

“Fed koncert. I har sådan lidt The Doors over jer - sådan Morrison Hotel og tidligere”.

Han grinede. Hendes øjne skinnede, og han kunne mærke, at han syntes godt om hende, men på den anden side syntes han godt om alle, der delte hans musiksmag.

“Nåh, jeg er ellers all over LA Woman” svarede han med et glimt i øjet. Hun smilede genert, og hendes ansigt syntes at gløde.

“Du hed Lau, ikke?”

“Jo. Hed du Eva?”

“Evig. Den får jeg tit.”

“Kan jeg godt forestille mig… Såh… ”

Pludselig løb han tør for ting at sige. Stemningen blev lidt akavet, og hun vendte sig og bestilte en øl. Vendte sig så mod ham igen. Hun lignede, at hun skulle til at sige noget, men trak så i land og gik tilbage til Thor.

Lau trak blikket fra hende, og blev stående lidt ved baren. Han betragtede spindelvævene, der lå som fløjsbløde guirlander rundt om flaskerne på de øverste hylder. Forestillede sig, at de groede hvide, gennemsigtige blomsterblade, tynde som sommerfuglevinger, og med lange, hvide fimrehår, der vejrede som faner i en umærkelig vind. Så dem folde sig ud, for derefter at afblomstre og blive blæst rundt i den fyldte bar og lande i folks glas og gå i opløsning. Måske ville de lande som en film over folks øjne.

Hans mor havde altid sagt, at han havde en livlig fantasi. Hvide spindelvævsblomster som sommerfuglevinger. Han smilede lidt, droppede ideen om endnu en øl, og slog kursen tilbage til bordet. Ingrid var ved at rulle en joint. Hun tændte den med et elegant svirp med sin zippo-lighter, tog et dybt sug og lod den gå på omgang. Stemningen blev løsere, og snakken mere spaced out.

 

Evig lagde sig kælent ind til Thor, der lagde armen om hende. Hendes hoved svømmede, og hun overvejede at tage hjem. Men folkene var søde, når man lige lærte dem at kende, og Thors arm om hendes skulder forhindrede hende i at gå nogen steder lige nu. Måske var han meget sød alligevel. Hun tog et sug mere af Ingrids joint. Lau kom tilbage og smed sig ned ved siden af Thor, som rakte den rygende pind videre til ham. Han smilede til hende. Hun kunne mærke, at hun syntes godt om ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...