Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
706Visninger
AA

8. Den døde ark

“Hvem er din ven der?” hørte Lau Thor spørge i sit sædvanlige muntre tonefald. Han vendte sig en halv omgang - og snurrede hastigt tilbage mod lydkablerne. Evigs røde hår stod i stærk kontrast til det grå beton omkring hende, og det var et vidunder, at han ikke havde set hende før hun stod lige bag ham. Han bed sig i læben, og mærkede sine kinder blusse. Shit. Hun ville være der til koncerten, det havde han mentalt forberedt sig på, men nu? Nu her, over tre timer før koncerten? Hvad i alverden lavede hun her?

Thors stemme skar igennem hans paniske tankestrøm, da han snakkede videre med Evig og hendes kønne, unge ven. Selvfølgelig havde Thor fået hende til at komme. Han ville sikkert gerne tilbringe tid sammen med hende, før de alle sammen skulle op og spille. Selvfølgelig skulle hun ikke bare stå nede blandt publikum.

“Årh, hvor cool! Fedt at møde dig! Vil han streame vores koncert? Hey Lau, kom lige og hils på! Det’ Artie Stells fra Chimera! Vent - taler han dansk? Taler du dansk? Do you speak danish?”

Lau Tog en dyb indånding, tvang sig selv til at smile, og vendte sig så, overbevist om, at han lignede et fugleskræmsel, mod Evig og værten for hans yndlingsprogram. Hvis ikke, han følte at han skulle til at kaste op ud over sig selv, ville surrealismen have været komisk.

“He-ej! Hej. Øh… Hej, Evig. Tak for sidst-” Han krummede tæer over sig selv, mens Thor ivrigt afbrød ham.

“Ja, kom du nogensinde hjem? Vi så jo ik’ meget til dig resten af aftenen!” Han grinede med sine hestetænder, og Lau opdagede pludselig, hvordan det måtte være at stå midt i kviksand. Bare langsomt synke ned mod sin egen undergang. Evig lo lidt for højt, og kastede et hurtigt blik mod ham. Han gengældte det, og mærkede kuldegysningerne brede sig. Det var ikke en helt dårlig følelse. Hendes øjne havde samme mørkegrå farve som betonen bag hende.

Og så stod hun pludselig badet i et isnende hvidt lys, som fik hendes hud til at ligne porcelæn, og hendes pupiller til at blive små som knappenålshoveder. En engel, tænkte Lau næsten uden at være klar over det. Det store spotlight var vendt lige mod hendes ansigt. De skærmede sig alle fire for lyset. Evig vendte hovedet med et ryk og så ham direkte i øjnene, men om lyset blændede hende eller om det bare blændede alle andre, var svært at sige. Laus hjerte begyndte at hamre.

“Strøm, din kæmpe spade! Stop det! Hva’ er dit problem!?” råbte Thor. Strøm vendte hurtigt spotlightet væk og vinkede undskyldende, og hele forsamlingen blinkede og gned synkront deres øjne. Thor prøvede at starte samtale med Evig igen, men hun virkede pludselig lidt fraværende.

“Thor?” lød en spag, velkendt stemme så bag ham. Lau mærkede en hel ny, varm glæde boble op igennem ham, og svingede hele kroppen rundt. Små glædesudbrud genlød som ekkoer rundt omkring ham, men han hørte dem ikke.

Stående i en vinduesåbning, forsigtigt skrabende i betonen med sin sko, og iklædt sin sædvanlige, pastelpink uldjakke, lignede Alvilde intet ringere end en engel, netop nedsunket fra den mørke januarhimmel.

 

Evigs tunge støvler hang og dinglede ned gennem et stort hul i gulvet på Den Døde Arks støvede førstesal. Artie havde sendt live i den sidste times tid i et hjørne på førstesalen, og Arken var gået fra at være stort set forladt til at være summende med mennesker. Cool, unge mennesker med høretelefoner i det ene øre og dåseøl i hænderne, afslappede stemmer og mystiske piller, der skiftede ejer. Evig havde valgt at trække sig tilbage. Hun kunne se flere på vej herhen gennem de glasløse vinduer, i små grupper, som flokke af trækfugle. Hun hørte jo ikke til et sted som her. Hun-

“Hey - hey, Eve!” Artie vinkede fanatisk til hende fra sit hjørne. Hun følte sig stadig drænet og tung i kroppen efter sit møde med Lau og Thor, og ville egentlig hellere have blevet hvor hun var, hvor hun uforstyrret kunne observere menneskemængden, og måske overveje at krybe hjem i seng, men Arties viften indbød ikke til tøven. Hvis hun ikke tog meget fejl, havde han kun en sangs tid, før han skulle til at snakke igen. Hun svingede sig op og stablede sig selv på benene, før hun småløb hen til hans hjørne. Han vinkede hende tættere på med julelys i øjnene, og nysgerrigheden vandt til sidst over udmattetheden, da Evig gav fanden i støvet og kravlede på knæ helt tæt på ham.

“Du kan hilse din fyr og takke mig for, at deres lille event har fået luft under vingerne!” han grinede.

“Hvad? Hvad snakker du om?” Evigs øjne blev kæmpestore i mørket, og Arties ansigt grinede dæmonisk i det kolde, hvide lys fra computerskærmen.

“Jeg mener, at twitter-hashtagget ‘arkengenoplivet’ trender as we speak, honeybun. Jeg er oppe på to hundrede tusind lyttere, centreret i København og… Manchester, af en eller anden grund, Her er alle mulige vigtige folk for at få deres bid af kagen i det, der bliver kaldt-”

Han kiggede hurtigt ned i sin skærm.

“- ‘Årets første uundgåelige, ærkekøbenhavnske musikhappening’. Tror, at en af de der hjernedøde P6 BEAT-folk er mødt op! Anmeldere, musikbloggere, you name it!

Evig lod hans ord synke ind i et øjeblik. Så rejste hun sig op med et sæt, og løb hen over betongulvet. Hele hendes brystkasse boblede, og pludselig virkede menneskemængden ikke længere lidt for cool til at være midt i. Hun kendte jo musikerne. Var jo praktisk taget en del af indercirklen. Var netop hun ikke blevet personligt inviteret af bandet? Selv ikke Artie kunne prale af det, selvom det egentlig var hans fortjeneste. Bare vent, til hun fortalte det her til Lau.

Så gik hun i stå, og boblerne i hendes krop brast og forsvandt. I et øjeblik stod hun bare og så ud af vinduet, hvor folk blev ved med at komme, og betragtede dem træde ind i det farvede lys.

Thor. Det var Thor, hun skulle fortælle det til. Hun forblev fastfrosset i det tomme vindue som et maleri i sin ramme. Hendes ånde stod som kridhvide skyer mod de kolde gader, og larmen fra byen og fra underetagen syntes at flyde sammen til en ensformig brummen. Glæden var forsvundet. Himlen stod mørk og svovlgul, som en tyk, giftig dyne, og hun kunne mærke sine skuldre synke sammen. Kom nu, beordrede hun sig selv, som hun altid gjorde, når hun skulle tvinge sig selv til noget. Kom nu komnukomnu, du kan jo sagtens. Hun rettede ryggen så meget, som hun kunne, og trådte så ud og svingede sig ned langs stilladsets iskolde stål.

 

Thors øjne skinnede faretruende, da han vendte sig mod Lau og Strøm, der sad op ad en blok beton og delte en cigaret for at dulme nerverne.

“Har I kigget ud? Det’ jo helt sindssygt, det her!”

Han blottede alle sine rovdyrpløkker i et manisk grin. De andre sludrede opstemt, men Lau mærkede nervøsiteten skylle hen over sig på samme måde, som det iskolde havvand havde gjort, da de havde været ude og bade, og lyden af mængden syntes at vokse sig højere og højere, indtil den brølede øredøvende i hans ører, så han til sidst ikke længere registrerede de andres glade pludren. Alle de mennesker… Hvad nu, hvis det gik helt galt? Så gode var de jo heller ikke, og det meste af deres gear var lånt og lejet, intet af høj kvalitet, hvad nu hvis de allesammen gik derfra skuffede, han ville have ødelagt alle chancer for at skabe et navn for dem…

“Hey, klarer I jer hernede?” lød en stemme pludseligt, en stemme, der skar sig igennem angsten og larmen. Lau vendte sig om, og mærkede noget falde til ro inde i ham, da Evig kom kravlende ind gennem vinduesrammen fra stilladset udenfor. Hendes kinder blussede af kulde.

“Jeg skulle hilse fra Artie. Hans lille radiospecial blev vist ret populær!” Hun grinede overgearet til ham.

“Vent - er det din lille ven, vi kan takke for det her? Gør du grin, rødhætte?” Lød det vantro fra Strøm.

“- Husk mig på at give ham et kys, når vi er færdige!”

Lau mærkede langsomt, men sikkert angsten blive erstattet af glæde. De var jo næsten et fænomen nu, tænkte han. En amerikansk radioblogger havde lavet et helt program specifikt om dem. Det var jo… Fantastisk. Nej, det var forfærdeligt - og dog. Nervøsiteten kæmpede fortsat en blodig kamp med begejstringen.

Ingrid lo højt, og smed øl rundt til de omkringstående. Evig kravlede helt ned fra vinduet, og fik omgående et bjørneknus af Strøm, og en øl af Ingrid. Lau lo også lettet, og åbnede sin øl lidt for hurtigt, så indholdet sprøjtede ud over hans slidte jakke. Han rejste sig hurtigt op, og bandede grinende af sig selv.

“Det ser vist ud til, at jeg skal spille den største koncert i mit liv gennemblødt af øl…” Hans stemme døde hen. Thor havde lagt armen om Evig på en måde, der i den grad ikke bare var venskabelig, og de to stod pludselig meget tæt. Han mærkede et stik af harme. Ikke sig noget, de er jo for fanden næsten kærester, ikke sig noget - for fanden da…

Evig lo lidt tøvende, og drak hurtigt af sin øl. Hun undgik hans blik.

“... Hallo? Jorden kalder Lau?” Ingrid viftede hånden foran hans ansigt, før hendes øjne mistroisk gled hen til Thor og Evig.

“Hva’ - Er der noget? Hvad er der?”

Ingrid viftede med en lille ziplock-pose med små, festligt farvede pastiller i.

“Tror du ik’, det er tid til at få skudt i gang?” spurgte hun og grinede smørret.

Havde hun spurgt på et hvilket som helst andet tidspunkt, ville han stærkt have overvejet at pådrage hele bandet hans afvænningsmission. Eller måske bare afslået og diskret bedt hende om at gøre det samme, men nu var han pludselig desperat efter at skylle synet af sin ven og hans pige ned. Han så ned på Ingrid og tvang sig selv til at grine tilbage til hende, før han rakte ud og tog den lille pose. Firkløvere, smileys og hjerter prydede de små, runde tabletter.

“De ik’ så stærke, bare rolig,” sagde Ingrid afslappet.

“Vi skal jo ikke kværnes helt, bare lige få… fremmet vores sanser.”

Lau betragtede pillerne, og samvittigheden genvandt en lille bid af hans sind. Nej. Han ville ikke. Samvittigheden var nødt til at vinde.

Indtil den pludselig ikke var mere.

Han lod en af pillerne falde ud i håndfladen, og smed posen over til Strøm, som stadig sad på betonklodsen. Den lille firkløver gloede på ham, og han snerrede lydløst tilbage, før den forsvandt ned i svælget, tæt fulgt af en slurk fra hans dåseøl.

“Hold jer til én,” beordrede han så med en stemme, der ikke indbød til diskussion.

“Ej, hva’ fanden? Giv os lige lidt mere, Lau,” brokkede Strøm. Lau snurrede øjeblikkeligt rundt og gøede ad ham:

“Vil du virkelig spille en koncert for så mange mennesker, mens du er helt fucked up på E? Hvad tror du, sandsynligheden for at bad-trippe er, når der står tusind mennesker og glor?” Strøm gloede olmt i et kort sekund, før han trak øjnene til sig og klappede i.

Lau lod pludselig mærke til, at han havde knyttet sine hænder. Langsomt slappede han af igen. Han kunne vist alligevel ikke lægge ansvaret helt fra sig. Det sitrede helt ned i hans fingerspidser, selvom effekten af firkløveren først ville træde fuldt i kraft om en halv times tid tidligst. Sikke noget lort, sikke noget forbandet lort. Hans øjne låste sig fast med Evigs i et kort sekund, og det virkede som om hendes blik prøvede at fortælle ham noget. Han så hurtigt væk. Det var sikkert bare indbildning alligevel.

“Evig! Kom herover!” Lød det pludselig skarpt fra Ingrid, som igen stod med plastikposen i sin hånd. Evig frigjorde sig lidt for hurtigt fra Thors greb, og hastede hen til hende. Det var første gang siden turen til stranden, de havde talt direkte sammen, og Evig trippede lidt, uden at se direkte på Ingrid, der til gengæld knejsede med nakken og så på hende med et stålsat blik, der ikke lovede godt. Så gik hun helt tæt på Evig, lagde en pille på sin tunge, og trak hende så ind i et kys, før Evig kunne sige til eller fra. Evig fangede hurtigt pillen med tungen, slugte den hastigt, og gengældte kysset. Ingrids fingre viklede sig ind i hendes røde krøller, og Evigs hænder, først tøvende, strøg langs med hendes talje. Så gav Ingrid hende et hårdt skub, så hun næsten snublede, og så så direkte på Lau. Hendes blik var umuligt at læse. Evig så lidt fra Ingrid til Lau og Thor, og tilbage på Ingrid, og hendes kinder blev ildrøde. Hendes hår stod til alle sider.

Der var blevet helt stille. Mængdens murren lød som en blød baggrundsstøj. Thor lignede en, hvis øjne skulle til at trille ud af hovedet på ham, og Lau vidste udmærket godt, at han ikke så meget bedre ud.

“Viskaltilatgøreklar,” mumlede han med sløret stemme, og prøvede at lade være med at stirre.

“Jeg skal vist også lige op - øhm, jeg skal nok lige - øh, se til Artie,” fremstammede Evig, før hun snurrede rundt og hoppede ud ad vinduet og op gennem stilladset. Der var et øjebliks komplet stilhed.

“Jeg tror gerne, jeg vil have endnu en pille,” lød det så fra Strøm.

 

Det snurrede i Evigs lemmer, da hun igen sad på kanten af det store hul i gulvet på førstesalen. Menneskemængden lød som havets brusende bølger, og hun blev ved med at have det, som om hendes hår var ved at falde ud, der hvor Ingrids fingre havde hevet i det. Det er ikke farligt. Det er ikke farligt. Farligt. Faaaaarliiigt… Hun virrede med hovedet for at prøve at tæmme forvirringen, og fnes fjollet. Artie sendte hende et granskende blik fra sit hjørne.

“Er du OK, girlie? Hvad er der med dig?”

Hun gloede på ham med øjne som tekopper, men lod ham ellers vente i stilhed.

“Hallo-oo? Er der nogen hjemme, honeybun?”

Stadig intet svar. Lyset under Evig skiftede, og mængdens opmærksomhed rettedes pludselig synkront mod højre, som lange tråde af ren energi, der pludselig rettes ud. Hun rykkede tættere og tættere på kanten for at kunne se lidt bedre, mens hun lavede små, kurrende lyde uden rigtigt at tænke over det. Folk jublede og larmede - og så fik nogle af dem øje på hende. De pegede op, og flere og flere fulgte deres blikke og så op mod hende. Som om energitrådene pludselig var vendt mod hende. Hun kunne næsten mærke trådene sætte sig fast på hendes hud, og vinkede muntert ned til dem. Trådene kildede. Det virkede pludselig som en mosaik af ansigter, der grinede og rakte deres arme op mod hende. Vejrede som græs i vinden. Og pludselig gik meningen op for hende; de rakte ud efter hende. De ville gribe hende. Hvor var det dog vidunderligt! Alt var bare så vidunderligt! Opfyldt af spænding rakte Evig ud efter de lange stålstivere, der stak ud fra hullet som stivnede blodårer, greb hårdt fat om dem, og svingede så benene ud. Folk hujede under hende, flere og flere hænder rakte ud efter hende, og lyset virkede, som om det kærtegnede hende. Arties stemme kaldte fjernt hendes navn, men hun var ligeglad. Hun lo, og efter et hurtigt blik tilbage op i førstesalens mørke, svingede hun lemmerne fri af stålkonstruktionen og lod sig falde.

Det tog kun brøkdelen af et sekund. Så var der pludselig hænder overalt, de bar hende og indkapslede hende, støttede hende og hjalp hende på højkant. Hun kunne slet ikke lade være med at le, og rakte ud og gengældte så mange af de blide berøringer, hun kunne. Glødende ansigter lo tilbage til hende til alle sider, og det føltes, som om det farvede lys blev udstrålet fra dem. Så flængede en tone fra en basstreng luften, og de glødende ansigter vendte sig igen mod den improviserede scene, og brølet steg op som en flodbølge. Evig lukkede øjnene og lod sig rive med.

Hele rummet susede af energi, da bandet begyndte at spille. Folk gik amok. Hun så Lau grine opkørt og dække sine øjne med hænderne i et kort sekund, før han greb fat om sin guitar og stemte i med Ingrids bas. Hvor var han bare… vent, hvad? Hvem? Nej, det var sikkert også ligemeget.

Hun svajede til musikken, der spillede latterligt højt. Lau så ikke på noget bestemt, sang bare højt og tranceagtigt. Thor solede sig derimod i opmærksomheden som et enebarn juleaften, råbte og gejlede folk op, sprang rundt og hoppede ned fra scenen, så stemningen blev mere og mere vild. Folk kastede sig rundt. Det mindede om en demonstration, der var løbet løbsk.

Mængden var utrættelig. Evig havde maset sig vej op allerforrest, og som bandet færdiggjorde deres tredje nummer, blev publikum ved med at vokse. Det virkede for Evig som et stormfuldt hav, men i stedet for at drukne, var det som om hun gik i et med vandet, forsvandt i det og flød sammen med det. Hun var vandet, var bølgerne og vinden, og noget fremmed og overjordisk oven i. Alting var så stort, men hun var ikke bange.

Og så, midt i en bevægelse, blev verden sat på pause. Lyden forsvandt, og hun troede i et øjeblik, at hun var blevet døv. At højttalerne havde sprunget hendes trommehinder. Men så nåede menneskehavets stemmer hende, og så var det pludseligt ikke et hav mere, bare mennesker i en rodet flok. I et pludseligt anfald af ædruelighed så hun op mod scenen og prøvede at regne ud, hvorfor musikken pludselig var slukket. Det var som en sæbeboble, der sprang, og ingen på scenen vidste pludselig, hvad de skulle gøre af sig selv.

Hun så Strøm springe ned bag ved udstyret - og næsten øjeblikkeligt komme flyvende op igen. Han løb næsten ind i Lau, før han hviskede noget i øret på ham med paniske øjne, mens hans hænder febrilsk strøg over hans karseklippede hår. Laus ansigtsudtryk ændredes øjeblikkeligt, og han snurrede rundt mod mikrofonen, der gav et øredøvende hvin fra sig.

“Vi her fra VR vil gerne sige tak for nu, og byde hjerteligt velkommen til den københavnske ordensmagt,” sagde han direkte ind i mikrofonen med et manisk grin, mens de blå lys fik hans øjne til at se vilde og glasagtige ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...