Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
709Visninger
AA

7. Get me to Reno

“Hvad havde du taget?”

“Hør nu, det var ikke meningen, at det skulle tage sådan overhånd, jeg blev jo bare bange -”

“Hvad havde du taget?”

“Jeg er ked af, at jeg skabte mig sådan, okay? Gider du ikke -”

“Hvad havde du taget, Ingrid?”

Ingrid stod med armene over kors i et tomt klasselokale på konservatoriet. Lau stod overfor hende, hans øjne som sten. Ingrid trak på skuldrene.

“Valium. Én pille -”

“Du skal ikke lyve for mig, Ingrid! Det der var fandme ikke valium!”

Ingrid hidsede sig op.

Du’ ik’ min mor, Lau! Du skal ikke bestemme over mig!” Hun stampede i jorden som et forurettet barn.

“- Stop - bare stop med at opføre dig som sådan en voksen hele tiden! Jeg holder det ikke ud!” hylede hun.

“Så stop med at opføre dig som et barn! Det er fandme for meget, det her! Vilde vil knap nok snakke med os mere! Thor snakker for fanden om afvænning!” Lau kæmpede for at bevare selvkontrollen, og lod skuldrene synke. Han kunne ikke gøre for det; i hans hoved var Ingrid stadig den samme, som første gang han havde mødt hende, lidt for naiv og glad til en verden, der var lidt for hård mod hende. De havde været på et kursus sammen, dengang Ingrid stadig var sammen med sin ekskæreste, nystartet på konservatoriet, og altid festligt selskab. Hun havde kunnet le ad alting, ryste alting af sig som en hund ryster sig for vand, og smile ad det hele, uanset hvor slemt, hun brændte fingrene. Nu havde Lau svært ved at vurdere, hvem af dem, der var vokset ud af deres rolle. En rigtig lille drømmegruppe af et band havde de været, bedste venner allesammen. Som en eller anden åndssvag amerikansk film. Dengang havde Ingrids kæreste, Konrad, besat posten som trommeslager, senere overtaget af Andreas fra Berlin, da han og Ingrid slog op, og nu af Alvilde - hvor længe det end holdt.

Ingrid stod med blikket fæstnet på gulvet, hænderne knyttede langs siden. Han kunne se blanke tårer i hendes øjne.

“Ingrid,” sagde han blidt og gik lidt tættere på hende.

“Du er nødt til at være ærlig med mig i et øjeblik. Hvor mange stoffer tager du?”

Ingrid svarede ikke. Hun så ikke op.

“Vær nu sød. Ingrid. Det her tager overhånd snart. Du - du kan jo knap nok spille mere, og vi skal spille koncert i morgen, har du glemt det? Jeg beder dig, læg det her på hylden. Jeg gør det sammen med dig, det lover jeg.”

Ingrid rystede på hovedet.

“Du forstår det ikke, Lau. Det gør du virkelig ikke. Jeg kan ikke spille uden.”

Lau lagde sine hænder på hendes spinkle skuldre, og prøvede at fange hendes blik.

“Jo du kan! Selvfølgelig kan du det. Det har du altid kunnet.”

Men Ingrid så bare ned i gulvet gennem tåreplettede briller. Lau sukkede og lagde armene om hende, og hun rystede af gråd, mens hun holdt fast om ham.

“Du forstår det ikke. Det gør du bare ikke.”

 

Et stort, blåt mærke strakte sig fra Evigs kindben til hendes kæbe, hvor Ingrids hånd havde ramt hende.

“Det ligner, at du har været i slåskamp,” bemærkede Artie, mens han sad på hendes seng og bladrede i en bred, sort notesbog.

“Hvis nogen spørger, er det også tilfældet. Det virker mere cool,” grinede Evig. Artie fnøs bare ad hende, og hun vendte opmærksomheden tilbage mod hendes lektier, der skuffende nok ikke ville lave sig selv, hvis bare man kiggede længe nok på dem.

“Nå, men anyways. Jeg sender onsdag og fredag aften, kl. 7, engelsk tid,” genoptog han, for at rette opmærksomheden på deres tidligere samtaleemne, men Evig var lidt for fraværende til oprigtigt at høre efter.

“Hvorfor det?” spurgte hun, mere for høfligheds skyld end interesse.

“Flest lyttere.” Han trak på skuldrene.

“Hvor mange lyttere har du egentlig?”

“På en hvilken som helst aften har jeg mellem seks og otte hundrede tusind, mest i England og Danmark. Specials varierer lidt mere. Det 30-timers show, jeg lavede, da vi mødtes første gang, nåede et peak på en million omkring midnat.”

Lau havde nævnt, at han kendte til radioprogrammet, men antallet kom alligevel bag hende. Hun rejste sig fra skrivebordet, hvor hun havde siddet og dasket formålsløst til en blyant i en times tid nu, og smed sig ned ved siden af Artie. Han bladrede videre, og stregede noget over her og der. Hans øjne skøjtede ned over siderne, indrammet af lange, mørke øjenvipper, så mørke, at det lignede, han sminkede dem.

Han havde forbløffende hurtigt fundet sig til rette i Evigs lille værelse. En halv time, og så var det, som om hun havde kendt ham altid. Og dog - selvom de klikkede overraskende godt, var det første gang de havde mødtes, siden amagerfesten. Til en helt platonisk kop kaffe, som lovet. Og det var gået helt smertefrit.

Han var lige så køn, som hun havde husket, smuk på en feminin måde, og så smilede han mere, nu da hans søvnniveau var mere velafbalanceret, og var en del mere karismatisk. Evig tænkte, om han mon havde en kæreste, og om han eller hun var lige så smuk som ham. Han havde foreslået en date, da de havde mødtes første gang, så nok ikke. Men alligevel. Så køn en dreng, og charmerende oven i købet - der måtte da være nogen i hans liv. Hun overvejede et øjeblik at spørge ham ligeud, men skød tanken fra sig igen. Det var et lidt underligt spørgsmål alligevel.

“Hvor bor du egentlig nu?” spurgte hun i stedet.

“Sådan lige nu? Hos min storebror. På Nørrebro.”

“Hvor boede du før?”

“Reno. I Nevada. Born and raised. Han grinede.

“- Get me to Reno and bring it in low - og så en mor fra Roskilde.” Han lagde sig ned på hendes seng, så hans hoved hvilede på hendes skinneben, og lod den sorte notesbog ligge åben ved siden af ham. De fleste af siderne var dækket med kryptiske noter til hans radioshow, uendelige playlister med små noter og tegninger i margenen.

Evig vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Smalltalk var ikke hendes stærke side.

“Så hvad laver sådan en som dig ellers, udover at producere piratradio? Går du i skole?”

Artie skar ansigt.

“Nope, ingen skole. Blev færdig sidste år. Gider ik’ det lort alligevel.”

“Er du så bare ude med venner hele tiden, eller…?”

Han kiggede hurtigt væk, og noget i hans øjne fik Evig til at fortryde spørgsmålet i samme sekund, hun havde stillet det.

“Jeg har ik’ så mange venner. København var aldrig helt god mod mig.”

Evig mærkede samme stik af omsorg, hun havde følt, da hun havde set ham sammenkrøllet på den blå dyne i en fremmeds hus på Amager. Hun rakte ned og legede lidt med hans bløde hår.

“Jeg er din ven, ved du nok.”

Han grinede til hende, og hun lod krøllerne dratte ned i panden på ham igen.

I know,” svarede han, lukkede øjnene og så veltilfreds ud. Hun mærkede uventet sig selv ønske, at han ville se sådan ud altid.

“Hey, vil du egentlig med til koncert i morgen?” spurgte hun så. Det pustede liv i Artie øjeblikkeligt.

“Helt sikkert! Hvorhenne? Hvem spiller?”

“Det er nogle… Øh, nogle, jeg kender.” Evig tænkte på Lau, og et spyd af dårlig samvittighed gennemborede hende. Anna-Marinas ord genlød i hendes ører: Stakkels fyr, der møder dig. Av av, hvor var det bare dumt af hende.

“Halloo-o? Eve? Honeybun? Er du der? Hvad hed bandet?” Artie begyndte at rode rundt på sengen efter den sorte notesbog. Evig rakte ud og snuppede den, men netop som hun rakte ham den, spottede hun et lille notat med blå kuglepen ud fra sangen Roads - Portishead. “Til Anaïs”.

“Hvem er Anaïs?” spurgte Evig nysgerrigt, for at få emnet væk fra Thor og Lau - og kunne øjeblikkeligt have sparket sig selv.

Artie lignede en, der lige havde fået en lussing.

“Jeg- jeg mente ikke noget -” prøvede hun, men han afbrød hende.

“Nej nej, det’ okay… Det, øh… en, jeg kender,” fremstammede han med et stift smil, og satte sig op med ansigtet vendt væk. Evig trak knæene op til brystet, og pillede lidt ved en løs tråd i sine jeans.

“Nå, ja OK… Er hun i Reno, eller…?”

“Ja, det… Eller nej, det vil sige - jo. Jo, hun er i Reno.” Arties hoved var sunket ned mellem hans skuldre, og Evig kæmpede med trangen til at række ud og holde om ham.

“Hun…” Han rømmede sig. Blev så helt stille.

Evig ville ikke have, at han talte mere om det, hvad end der var sket mellem de to. Anaïs i Reno, det kom ikke hende noget ved. De kendte jo ikke hinanden, ikke på den her måde. Victoire ville have vidst præcist, hvad hun skulle sige. Hun kunne bare den slags. Vic…

“Min bedste veninde flyttede ad helvedes til, og fortalte mig ikke om det før en uge før,” røg det ud ad Evig.

Artie grinede, og kiggede forsigtigt på hende.

“Seriøst? det er da fucked up.

“Ja ikke?” Evig grinede, og hendes latter lød som dåselatteren fra en gammel komedieserie.

“Men anyways, koncert i morgen. Skal du med? Du kunne lave et radioshow om det!” fortsatte hun, og tvang sin stemme til at være lys og munter.

“Pas på, hvad du siger,” sagde Artie drillende, mens en bid af hans gamle glød rørte på sig igen.

“Det kunne jo være, jeg gik hen og gjorde det.”

 

“Fik du snakket med Ingrid?” Thors tonefald var dystert, og han undgik Laus øjne. De sad i det lillebitte øvelokale og studie, de havde lejet af nogle flade hiphop-drenge, der aldrig var slået igennem, og nu skulle videre i livet. Lau så bare bittert ned i gulvet, der var dækket af gamle, lurvede tæpper, og tænkte på Ingrids tårevædede kinder og hendes ord, der stadig hjemsøgte hans hoved. Jeg kan ikke. Du forstår det ikke. Det gør du virkelig ikke. Han skar tænder.

“Ved du, hvad der sker med Den Døde Ark nu?” spurgte Thor, da han ikke fik svar på sit første spørgsmål.

“Pas,” svarede Lau bare.

“- Hvis vi kan få Vilde ind igen, tror jeg stadig vi kører med det.”

Thor nikkede bare, og fortsatte med at stemme sin guitar.

Den Døde Ark var et forladt, treetagers boligkompleks i sørgelig stand, i udkanten af Frederiksberg, med alle vægge i stueetagen slået ned. Resultatet var et langt, lavloftet rum, hvor der havde været mindre illegale fester og narkofyldte raves før i tiden, men som siden havde ligget øde hen - bortset fra fotografer og graffitimalere, der stadig havde en fest derinde. Arken havde stået tom i årevis, og havde fået sit navn efter en fest, der havde været så kaotisk, at en flabet journalist havde kaldt den for “Noas ark for alle Københavns bundskrabere”.

Det havde været Ulrik, der foreslog arken som lokation for deres første større show. De havde ellers kun spillet på konservatoriet, til en mikroskopisk festival på Refshaleøen, og i Ungdomshuset en enkelt gang. Ulrik, trods et instinktivt talent for at planlægge, hadede alt, der lugtede af business. Ingen bookinger, ingen selskaber, ingen autoritet, ingen roadies, der rodede med deres grej. En vaskeægte undergrundskoncert, det var, hvad han ville have.

Det var ikke til at stå for. Lau smilede ved tanken. Han gik i sit stille sind og drømte om, at de næsten ville kunne fylde hele arken op, på trods af at koncerten kun var reklameret med et enkelt facebookopslag. Han havde inviteret alle sine konservatorie-bekendtskaber, gamle venner, musikere - alle han kendte. Måske ville Evig også komme. Evig… Skyldfølelsen rev Lau koldt i maven. Han så hurtigt over på Thor, som om han på en eller anden måde ville kunne have læst hans tanker, men han sad bare fordybet i guitarstrengene. Lau bed sig selv i læben, og overvejede i brøkdelen af et sekund at tilstå. Thor var hans bedste ven, hans bror. Og brødre rendte ikke rundt og kyssede med hinandens piger. Han bed lidt hårdere. Det havde Evig også gjort, bidt ham i læben. Han huskede, hvordan hendes hjerte havde hamret, da hun trak sig tættere på ham, hvordan hun havde duftet, hvordan hendes fugtige hår havde kildet ham på halsen. Isen i hans mave smeltede langsomt, og med den ideen om at krybe til korset, og han overvejede, om han måske var det mest selviske menneske på jorden. Han stak rent ud sin bedste ven i ryggen, og stod bare og ventede på, at han forblødte. Hvor var det dog frygteligt, tænkte han for sig selv. Hvor var han dog frygtelig.

 

Den Døde Ark var alt, Evig havde regnet med. Det, der engang havde været lejligheder, var reduceret til et enormt, rektangulært rum med brede betonsøjler, der var ladt tilbage for at holde rummet oppe, overstrøet med skrald, byggeaffald og graffiti. Hendes og Arties fodskridt rungede. Artie sludrede uafbrudt, uden den mindste snert af nervøsitet, men Evig hørte ikke rigtigt efter. En brugt kanyle knasede under hendes skosål, mens Arties stemme lød som en konstant støj bagerst i hendes hoved. Hun anede ikke, hvad han talte om.

Helt ovre i den anden ende af bygningen hørtes der lavmælte stemmer. Hun kunne genkende Thors lange, magre skikkelse, og ved siden af ham… Laus lange hår. Hun stivnede, og Artie, midt-sætning, blev nødt til at springe uden om hende. Selvfølgelig var han her. Hvad i alverden havde hun regnet med? Det var trods alt ham, der skulle spille koncert selv samme aften, sammen med hans voldelige narko-veninde og alle dem, der i bund og grund var ligeglade med hende. Panikken slog rod mellem hendes organer. Artie daskede hende på skulderen, og hun undskyldte hviskende, og tvang sine fødder i gang igen, men pludselig føltes det, som om hun gik med skosålerne limet til betonen. Nu så hun også Ingrid med sin spinkle skikkelse og skinnende, hvide hår dukke frem bag nogle store kasser, samt flere bandmedlemmer, hun ikke huskede navnet på. En af dem hed vist Sand eller Klint eller noget i den dur. Der var også folk, hun ikke havde set før. Alvilde, som havde kørt bilen, var ingen steder at se.

“Hva’ sker der? Hva’ er der med dig?” Artie så undrende på hende.

“Ik’ noget. Bland dig udenom.”

Han hævede øjenbrynene, og Evig fik lidt dårlig samvittighed. Hun overvejede i et øjeblik at undskylde, men trak bare på skuldrene i stedet.

“OK så,” mumlede Artie, men lod ellers som ingenting. Evig takkede ham i sit stille sind for det. Hun kunne måske være blevet fristet til at fortælle ham svaret.

 

I udkanten af København, i et gult rækkehus, stod Mandy og ventede på, at personen på den anden side af døren ville banke anden gang. Klokken havde ikke engang rundet seks endnu, og de eneste, der ville komme tilbage til det lille laboratorium var de udvaskede kurerer, Cecilia hyrede for at udvide hendes marked, selvom de ikke lavede andet end at skimme toppen af deres stash og blive rullet af konkurrenter. I går var et af dem blevet tæsket til uigenkendelighed af et bandemedlem. Mandy gøs. Så hellere blive i Cecilias beskidte rækkehus til han døde af det.

Det andet slag kløvede luften, og Mandy flåede hurtigt døren op - og frøs som en hjort fanget i bilens lyskegler. Foran ham stod ikke en underernæret, blodig kurer, men en enorm, sorthåret, bleg mand med skuldre så brede, at de næsten strakte sig fra dørkarm til dørkarm. Mandy havde aldrig været en stor dreng, men han følte sig mindre end nogensinde foran den kæmpe, der tårnede sig op over ham. Han åbnede og lukkede munden et par gange, men frygten havde flået hans stemme ud ad struben.

“Cecilia Acarantez” beordrede manden så med en dyb stemme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...