Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

8Likes
15Kommentarer
790Visninger
AA

9. En engel

Det havde været som at være midt i en flok stære, eller i en fiskestime. Det havde været som at dele bevidsthed, at være med i et åndeligt fællesskab - fisk eller fugle, der uden at tænke over det kunne forudse hinandens bevægelser før de skete, kunne mærke hinanden med en sans, ingen andre havde, noget nyt og ukendt og hemmeligt for alle, der ikke var med i flokken.

Nu var alt uforudsigeligt.

Det var, som om hele mængden så de blå lys samtidig, og panikken bredte sig hurtigere end et elektrisk stød. Folk råbte og skreg forsvundne venners navne, og politiets megafoner rev luften i stykker, mens de beordrede folk til at forholde sig roligt. På den lave scene, der egentligt ikke var en scene, men bare en tilfældig forhøjning i gulvet, stod de forvirrede, halvt påvirkede bandmedlemmer og gloede desperat på Lau. Evig, som måtte holde fast i en betonklods for ikke at blive revet med af kaosset, stod og følte sig tæt på at drukne, og ønskede, han ville sige noget, der kunne få dem alle sammen ud i ét stykke.

Men Lau stod som tryllebundet. Fuldstændigt opslugt af mængdens bevægelser, som under hypnose. Nej, nej, nej! tænkte Evig desperat. De ventede jo på ham. Han skulle fortælle dem, hvad de skulle gøre - han skulle gøre noget.

Hun fik øjenkontakt med Thor, og så i hans øjne, hvordan han kæmpede sig ind og ud af bevidsthed, ikke ulig hende selv. I et øjeblik, hvor de begge mærkede en flig af klarhed, fastholdt hun hans blik, og forsøgte at tale gennem sine øjne. Kom nu. Gør noget. Hun kunne næsten mærke ordene bryde frem fra hendes pande, glide gennem luften som store sommerfugle, for at ramme Thor og gå ind bag panden på ham. Så virrede hun med hovedet. Måske var hun mere påvirket, end hun troede.

Men Thor rystede på hovedet, som om han ville have en irriterende flue væk, og vendte sig mod Lau og gav ham et voldsomt skub, så Laus guitar gled ud af hans hånd, og ramte betonen med et faretruende rabalder.

“Lau! Vågn så op, for helvede da!”

Og Lau vågnede. Som om Thor havde tændt for en lyskontakt var han tilbage på overfladen, og han så rundt med klare, autoritære øjne, der fik lettelsen til at flyde gennem Evig. Han svingede rundt mod de andre, og gløden i hans øjne bredte sig, til det til sidst lyste ud af ham. Evig kunne næsten se lyset flimre omkring ham. En engel, hviskede hendes omtågede hoved.

 

Lau tog sig endnu et sekund til at betragte sine bandmedlemmer. Thor, lige ved siden af ham med kæmpestore, desperate øjne, Ingrid, der støttede sig til en mikrofonstang og så alt for lille og skrøbelig ud, Strøm, bredskuldret, karseklippet og kampklar, den milde Ulrik med de store, nervøse øjne, og lille Alvilde, der mere end nogensinde så malplaceret ud bag de alt for store trommer. Han var nødt til at passe på hende. Hende, og så Ingrid. Og Evig.

“Okay! Okay, okay - okay, vi skal ud herfra. Nu.”

Hans øjne scannede rummet. På trods af kaosset kunne han kun se tre eller fire betjente. Det havde sikkert været en naboklage, og de havde troet, de bare skulle ud og lukke en eller anden efterskole-komsammen, der var løbet lidt løbsk. Og i stedet stod de ansigt til ansigt med - tja, det her. Lau smilede, før han begyndte at slynge om sig med ordrer.

“Det store gear må vi lade være for nu. Eller - Ulrik, har Karl-Emil ikke en varevogn? Fra restauranten? Få fat på ham, få ham til at hijacke vognen, og bliv her og fragt med ham.”

“Men vi snakker altså ik-”

“I aften gør I. Så må I finde ud af parforholdet senere. Gem dig i gaderne indtil da.”

Ulrik nikkede dystert, og forsvandt med sin telefon i hånden.

“Strøm, det gælder også dig. Begynd at pakke sammen til fragt - alt, hvad du kan. Få de guns i gang, for fanden, dreng!” Han grinede, og daskede Strøm på de brede overarme.

Han følte sig fuldstændig uovervindelig. Arken var stadig et kaos af mennesker, der stormede frem og tilbage, men det lykkedes på en eller anden måde den paniske mængde at holde de få, overvældede politifolk væk fra det lave podie, de var placeret på.

“Ingrid, tag din bas med, hvis du ikke vil have, der sker noget med den, og tag så hjem. Eller videre, det vælger du selv. Bare se at komme væk.” Ingrids bas lå allerede i sin kasse, og hun svingede den op på hoften med et lidt for stort smil og øjne, der skød frem og tilbage uafbrudt. Lau cirklede uden om trommesættet, og satte sig på hug ved siden af Alvilde.

“Du er sammen med mig. Vi bliver lige her og hjælper Ulrik lidt, og smutter så så hurtigt som muligt. Du kan desværre ikke tage trommerne med, men jeg beder Ulrik om at passe ekstra godt på dem, det lover jeg.” Hendes klare, ædru øjne så op på ham, før de gled hen til Thor. Der var både frygt og længsel i dem. Så fandt de tilbage til Lau, og det var som at se sig selv i øjnene. Han strøg hende over skulderen.

“Jeg ved det godt. Men lige nu skal vi bare ud.”

Hun nikkede tavst, og frigjorde sig fra trommesættet, mens Lau skøjtede tilbage og lynede sin guitar ned i den sorte guitartaske.

I det samme væltede Evig, og trak to ølflasker, der havde balanceret faretruende ved siden af hende, med sig ned. De smadrede mod betonen, og i midten sad Evig med kæmpestore øjne og håret strittende til alle sider, og lignede en, der lige var faldet ned fra himlen.

Lau så på hende, som hun sad der, og så så hen på Thor, som grinede tilbage til ham.

“Gider du få hende hjemad?”

Neeej, må jeg virkelig?” grinede Thor i en sarkastisk tone.

“Smut så med dig, loverboy,” smilede Lau med et stik i brystet.

Thor sprang ned, og satte sig på hug foran Evig, der gloede, som om hun aldrig havde set ham før.

“Kom så, smukke, op med dig!” Hans øjne lo, og han tog fat i begge hendes arme, og trak hende på benene. Så tog han hendes hånd, og trak hende ind i mængden med sin guitarkasse i den anden hånd. Før de forsvandt, vendte Evig hovedet mod Lau. Hendes øjne brændte i ham.

 

Evig havde det som om, hun var under vand. Alting svømmede rundt, mennesker væltede ind i hende, og lydene var udflydende. Det eneste, der virkede virkeligt, var Thors hånd i hendes.

Pludselig stoppede han med at trække hende afsted, og hun fortsatte i et øjeblik, før hun ramlede ind i ham. Han havde vendt sig om mod hende, og som hun ramte ham, bøjede han sig ned og stjal et hurtigt kys.

Hun blinkede.

Hans øjne glødede, og gennem hendes tyktflydende bevidsthed dukkede en lyd op i hendes tågede sind, et svagt minde; en klikken med en lighter, der ikke ville tænde, en dansende flamme i dansende øjne, gråd, der brændte i svælget, konservatoriets studiesal, hashrøg og basakkorder, iskoldt vand - og så brød hun igennem overfladen, som hun havde gjort, da de hoppede i havet sammen. Omgivelserne faldt på plads, lydene blev skarpe igen. Boblen var brast, og hun var tilbage i virkeligheden. Timerne var gået. Kemikalierne i hendes blod begyndte at miste deres kraft.

Thor så hende stadig ind i øjnene.

“Er du derinde? Du’ jo helt ristet!” Han grinede, og hun trak sig lidt væk fra ham. Gud, hvor skulle hun aldrig røre de modbydelige piller igen. Hvad havde Lau kaldt dem? For helvede da, sikke et mareridt.

Thor rakte ud efter hende igen, men hun ville ikke længere holdes om. Han skulle ikke røre hende.

Så slog et iskoldt lyn ned i hende.

“Artie!” skreg hun af sine lungers fulde kraft, så Thor hoppede af forskrækkelse. Hun vendte hovedet mod den mørke overetage.

“Artie! Kom ud! Skynd dig væk!”

“Evig-”

“Nej, for helvede, Thor! Hvis der sker noget med ham, er det min skyld! Det var for fanden mig, der tog ham med!” Hendes stemme knækkede, og han tog nænsomt fat i hendes skuldre, og talte med blid stemme.

“Prøv nu at slappe af - du’ helt hysterisk, jo! Har du overhovedet prøvet E før? Tag lige en dyb-”

Hun vristede sig fri, og styrtede hen mod stilladset.

 

Lau var på grænsen til panik. Alvilde var kommet mindre end halvvejs ud, før hun havde sat sig ned midt på betonen og givet fortabt.

“Søde, søde Vilde, vi bliver nødt til at gå nu! Vil du ikke nok?”

Hun rystede bare på hovedet.

“Kom nu, hvad er der med dig? Har du taget noget? Bad-tripper du? Bare sig, hvad der er galt-”

“Gå din vej. Jeg vil hjem!”

“Så lad os gå! Karl-Emil er her for at hente grejet, med en masse af hans kokkevenner, de holder skansen herfra. Både trommesættet og min guitar er ombord. Vi kan gå! Rejs dig nu op...”

Han prøvede at hive hende på benene, men hun var en kraftig pige, trods sin lave højde, og kunne ikke bare løftes. For helvede da, tænkte han. Arken blev mere og mere affolket, og de var mere og mere sårbare, her midt på gulvet.

Men Alvilde ville ikke rykke sig. Hun sad bare med ryggen til ham på betonen. Han sukkede, og prøvede at omlægge sin taktik.

“Alvilde, lyt nu til mig. Det kan godt være, at det er lidt kaotisk lige nu, men det her er godt! Det’ en godt ting! Så du lige, hvor mange mennesker, der var her? Men nu er det overstået, og vi skal afsted. Se dig nu omkring, Vilde. Du kan jo ik’ blive her.”

Natteluften blæste ind. Han mærkede en skælven gå gennem kroppen.

“Hey!”

Stemmen kom fra et sted bag ryggen på Lau.

“Lad hende være! Hvor er du klam!”

Noget passede ikke helt sammen. Lau vendte sig forundret rundt. Et kobbel piger, ført an af en langbenet, lyshåret pige med et smalt ansigt og skarpe øjenbryn gloede olmt på ham, med armene lagt over kors.

“Hvad vil du hende? Så lad hende dog være!”

“Jeg prøver at få hende hjem-”

“Ej, styr dig, dit svin! Du kan da se, at hun ikke vil med dig hjem!”

“Hvad? Nej, du misforstår-”

“Smut med dig, dit klamme røvhul. Kom, søde! Kom med os engang - kom så...”

Pigen satte demonstrativt sin smalle hånd mod hans skulder, og gav ham et skub. Så, med halen af piger bag sig, spankulerede hun hen til Alvilde, uden at skænke ham et blik. De slog ring om hende.

“Vilde? Er du OK?” prøvede han at råbe over deres skuldre, og en af dem vendte sig skarpt.

“Du skal vist ikke blande dig mere. Hvorfor går du ikke hen og prøver at voldtage nogen andre?”

Lau slog ud med armene.

“Vilde, jeg ser om jeg kan fange vognen hjem. Er du allright her? Jeg kommer om lidt.”

Alfapigen meldte, at Alvilde havde det fint, og at han ikke engang skulle tænke på at komme tilbage, og så begyndte gruppen at migrere ud, stadig med Alvilde i midten.

Det var helt surrealsitisk. Alt havde været surrealistisk.

Lau stod i et øjeblik, og så på stimen. Vendte sig så for at gå. Plateauet var blevet ryddet med imponerende fart, og i vendingen havde han smidt sin guitar ind - bare for at opbevare den.

Og nu var vognen væk. Alvilde var væk, Ulrik og Strøm var væk, Thor og Evig var væk. Selv betjentene var væk. Han satte sig ned og tændte en cigaret. Gadens larm flød ind ad de tomme vinduer. Den pludselige isolation gjorde ham ikke så meget. Aftenen sad som en sitren i hans lemmer - eller også var det resterne af Ingrids ecstasy. Eller kulde. Det var svært at vurdere.

Han lod cigaretten fylde ham med tør, krads varme, holdt vejret helt nede i lungerne i et øjeblik, og pustede den kridhvide røg ud i et langt drag. ‘Rygning skader dine lunger!’ råbte Marlboro-pakken op til ham. Ja ja, tænkte han. Det gjorde det ikke i aften.

Og så, med den skramlende lyd af metal mod metal, knirkede det i stilladset. Lau så ikke op. Der havde sikkert været mange, der tog flugten op ad de kolde jernstænger, og som nu havde dømt det sikkert at kravle ned igen.

“Lau?”

Han så op med et sæt. Evig sad på stilladset med det røde hår klistret til hendes pande. Kæmpestore tårer trillede ned ad hendes kinder.

“Evig? Hvad laver du her? Hvor er Thor - hvad er der galt?”

Hun tørrede irriteret øjnene, og vendte sig væk.

“Det’ de frastødende pillers skyld - jeg kan ik’ finde Artie. Han er bare forsvundet, Lau.”

Nikotinen kildede i fingerspidserne.

“Hey, hey… han skal nok klare sig. Du kan da unde ham, at han tog spurten, da politiet pludselig dukkede op. Jeg er sikker på, at han har det fint.”

Han kunne ikke få øjnene fra hende. Hun burde have været væk, på vej hjem med Thor under armen. Og nu sad hun her på det kolde stillads.

“Hvorfor kyssede du mig?” Hendes øjne så pludselig direkte ind i ham. Stadig med store pupiller.

Han gik i stå. Tja, hvorfor havde han egentlig det? Var det overhovedet ham, der havde kysset hende, eller omvendt?

“Det ved jeg ikke. Det var en mærkelig dag. Er du vred på mig?”

Hun rystede på hovedet. Ingen af dem spurgte til Thor.

“Er du vred på mig?” spurgte hun så stille, uden at se op. Han rystede på hovedet.

“Hvorfor skulle jeg være det? Det’ ik’ fordi jeg har noget imod at blive kysset lidt på.”

Ordene rungede i stilheden. Han kunne have sparket sig selv.

Men Evig grinede bare.

“Hvor er det fucked. Hvor var det bare dumt, altså.”

“Lidt sjovt alligevel,” mumlede han.

Hun smilede lidt skælmsk. En tilbageværende tåre spejlede gadelyset.

“Lidt sjovt alligevel.”

Stemningen blev pludselig rolig igen, og han mærkede sig selv slappe af. Hun sad bare på stilladset og skælvede, med halvt lukkede øjne. Det var tid til at tage afsted. Han skoddede cigaretten, stablede sig på benene, og mærkede sine lemmer knirke i kulden. Måske var han virkelig ved at blive gammel. Nu følger du hende bare hjem. Du prøver ikke på noget. Den slags er du færdig med.

Han rakte hånden ud, og hun så forsigtigt op på ham. Hun var så smuk i mørket. Hjem. Eller bare til den nærmeste station. Opfør dig ordentligt.

“Skal du med?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...