Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
686Visninger
AA

5. Chimera

Tre mistede opkald. Og syv beskeder. Alle fra Anna-Marina. Evig låste skærmen på sin mobil med et suk. Klokken var halv ni lørdag morgen, og hun blev liggende hvor hun var og betragtede støvpartiklerne, der svævede planløst rundt i den brede solstribe, der blev lukket ind af de store vinduer. Der var noget fredfyldt over det. Hun følte sig i det hele taget fredfyldt, og mere afslappet end hun troede. Næsten lykkelig. Hun rejste sig langsomt, og det føltes som at trække sig selv op fra kviksand. Hun havde ligget på gulvet med hovedet på sin brune kabelstrik, og hendes krop var stiv og øm som om hun havde… tja, ligget på gulvet og sovet.

Huset var meget stille, og meget rodet. Det lignede nærmere en lejr af stiknarkomaner end et parcelhus på Amager, og Evig måtte passe på ikke at falde over tomme flasker, aflagt tøj og sovende fremmede. Tømmermændene meldte sin smertefulde ankomst i hendes tindinger. Ingen andre end hende var vågnet. Anna havde haft ret; det havde været en vild fest, og her havde været så fyldt, at to trin på trappen var knækket. Hun smilede. Musikken havde været god.

Solen stod ind ad vinduerne og tegnede skarpe, vinduesformede firkanter på det beskidte gulvtæppe. Hun havde ligget og sovet lige i en af disse ternede felter, og hendes krop emmede af en døsig varme, hun genkendte fra sommermorgener og søvnige eftermiddage, liggende blundende under det store kirsebærtræ i hendes forældres sommerhus. Lige nu virkede det som om hun var det eneste vågne menneske i verden.

Halvhjertet travede hun rundt i huset for at finde vand og hovedpinepiller. Hun var netop på vej op af den smadrede trappe, da hun pludselig blev klar over, at den ellers så ubrydelige stilhed blev brudt af en mumlen oppe fra anden etage. Hun blev pludselig grebet af nysgerrighed. Værten havde vist sig at være en af Anna-Marinas gymnasiescoringer, og Evig ville gerne nå at udfritte lidt oplysninger om gymnasie-Annas udskejelser, bare hvis hun gik hen og blev for hellig igen. Måske var det ham, der talte.

Personen lod tilsyneladende til at have en samtale med sig selv, for der lød kun en stemme oppefra, og som Evig bevægede sig tættere på, blev hun også klar over, at stemmen ikke talte dansk. Nok ikke værten, afgjorde hun med sig selv, og besluttede sig for ikke at følge op på sagen. Og godt det samme; netop som tanken var tænkt til ende, tav stemmen.

Hun tog de sidste to trin i et hop, og drejede om hjørnet på første sal, Åbnede så døren ind til hvad hun troede var et badeværelse - og var øjeblikkeligt ved at falde over en sovende pige på gulvet. Det var et lille soveværelse, med en smal enkeltseng presset op mod væggen. Et par meget blå, meget ædru og meget trætte øjne betragtede hende nysgerrigt.  I skrædderstilling på spiderman-dynen sad en dreng med store, lysebrune krøller uden at røre en muskel. Han sad med store høretelefoner på, og en slank mikrofon foran sig, samt en opslået bærbar med et hav af klistermærker bagpå.

“Øhh… H-hej,” stammede Evig.

Drengen skulle til at sige noget, men drejede pludselig hovedet med et ryk, og holdt en finger op for at indikere, at hun skulle vente. Så tastede han et par gange, og justerede sine høretelefoner. Han lignede en spion, der sad og aflyttede informationer.

“Sidder du og hacker?” spurgte hun dumt, og forbandede sin langsomme hjerne. Sikke et tungnemt spørgsmål.

Hans ansigt var meget kønt på en barnlig, feminin måde, men hans øjne havde et strejf af alvor, der gjorde ham meget voksen. Han kunne være alt mellem 15 og 30 år gammel. Han lagde lydløst en finger på sine bløde læber, og Evig skulle lige til at undskylde, da han begyndte at tale ind i mikrofonen med en melodisk, drenget stemme. Amerikansk, med stærk dialekt. Samme melodiske stemme, hun havde hørt på vej op ad trappen.

“Welcome back, ladies and chimera-sons. That was All Is Loneliness, live-version from nineteen-seventy San Francisco by Janis Joplin, and we’re counting hours here, people. We’ve just crossed our 30-hour mark, and to celebrate, here comes a personal wake-me-up favourite here from Chimera headquarters in cold, bleak Scandinavia: Rival Sons with Face of Light from the Pressure and Time album.”

Evig gloede. Han sendte radio, eller optog måske et podcast. Fra et børneværelse på Amager. Han tastede igen, og lod høretelefonerne glide ned om halsen.

“Må jeg ikke lige låne din sweater?”

Der gik et øjeblik, før Evig tilpassede sig drengens pludselige sprogskifte.

“Min- min sweater? Den her?” Hun viftede med kabelstrikkens ærme, og drengen nikkede.

“Men… det er jo vildt varmt herinde,” sagde hun tamt.

“Jah, men jeg har været vågen i de sidste 30 timer, og min krop har ikke længere energiressourcer nok til at holde mig varm. Såh… din sweater?”

Evig blinkede. Lange ord, tænkte hun fraværende. Prøvede at gætte hans alder. Han talte med en svag, syngende accent, som hun ikke rigtigt kunne placere, men klart amerikansk. Hun besluttede sig for, at han måtte være 20, som hende selv. Måske lidt ældre. Så samlede hun kabelstrikken til en klump, og smed den hen til ham. Han greb den med smidige hænder, blinkede til hende som tak, og trak den over hovedet, uden at tage høretelefonerne af først.

Drengen vendte opmærksomheden tilbage til sin computer, og Evig overvejede i et øjeblik om den gyselige, brune sweater overhovedet var værd at komme tilbage efter. Men et glitrende lag af rim udenfor varslede om en lang, kold tur hjem. Du vinder denne omgang, kabelstrik, tænkte hun, og trak sig stille ud af værelset og slog kursen mod noget, der godt kunne ligne et badeværelse, for at samle op på sin tidligere mission.

 

“... Og så sagde hun, at den var større end hendes ekskærestes, ik’?” kom det fra Strøm, som strøg sig over sit mørke, karseklippede hår, mens han illustrerede sin fortælling med livlige bevægelser med den anden hånd.

“... Og jeg sværger, jeg havde sådan der lige mødt hende, ik’? Og det var bare herreakavet, for hun begyndte pludselig at snakke om sin eks, og hun havde bare ikke noget tøj på, og jeg troede sgu hun ville begynde at græde, og jeg stod bare der med hele grejet fremme og så sad hun der og var lige ved at græde, ik’? og jeg var bare...”

“Hvad, Strøm? Prøvede du at overbevise hende om, at et blowjob var dobbelt så godt med tårer i øjnene?” Ingrids stemme var spottende. Strøm kiggede forarget på hende, og hun lod vrængende som om hun græd.

Stemningen i Ingrids lejlighed var munter. Alvilde, den nye trommeslager, som havde endt med at tage imod Laus tilbud, havde budt trods på alle deres fordomme, og droppet syre med dem aftenen før, uden nogen form for erfaring. Det havde været en dårlig ide, det var stærke sager, de plejede at have med at gøre, og lille Alvilde burde ikke have startet ud med… hvad havde det været? To blottere på tungen? Tre? Lau vidste godt, at det ikke havde været gennemtænkt. Men da han havde opdaget det, havde han allerede selv været for langt væk til at gøre noget. Han havde trippet i seks timer i træk, kunne ikke engang tænde en cigaret, så langt under overfladen havde han været. Alvilde havde været væk i næsten ti. Hun havde talt om bevidstheden som noget separat fra kroppen, det tætteste, man kunne komme på en sjæl. Hun havde svoret, at hun var blevet kastet ud fra sin egen krop, og så sig selv i øjnene, og havde set sin egen bevidsthed i dem. Lau havde set store, hvide blomster med lange fimrehår udfolde sig fra de andres øjne, fra Ingrids nøgne bryster og fra lyspærerne i lamperne. Fra sine egne håndflader.

Nu var de alle ved sig selv igen, og alting var friskt og nyt og muntert. Lau nynnede og trommede med sin blyant på en notesbog med halvfærdige tekster, Thor, Ingrid og Strøm sad ved Ingrids lille skrive- og spisebord, og Ulrik, gruppens dedikerede mor, stod i køkkenet og lavede morgenmad sammen med Alvilde. Solen skinnede, glasklar luft strømmede ind gennem et åbent vindue, og den lille lejlighed summede af opstemthed.

Ingrids lejlighed var, præcis ligesom Laus, på øverste etage i en femetagers bygning på Vesterbro, men på hver sin side af en trist, lille gård med et trist, lille gyngestativ. Faktisk var de to lejligheder perfekte spejlbilleder af hinanden, og havde hvert et stort vindue, så de kunne se tværs over gården og vinke til hinanden. Ingrid havde dog, modsat Lau, ikke noget imod, at deres fælles udskejelser foregik i hendes lille toværelses.

For Lau var comedownet næsten altid det bedste. Han havde aldrig været en stor tilhænger af de rekreative stoffer, på trods af den betragtelige mængde, han indtog en gang imellem - med store nok mellemrum til ikke at opbygge en seriøs afhængighed. Han brød sig især ikke særligt meget om LSD, og et langt trip var for ham sjældent særligt behageligt. Han mistede alt for let kontrol, og måtte typisk kæmpe med sin egen panik i timer ad gangen. Men et comedown var flydende, som en fjer, der lander på et gulv. Kontrolleret og behageligt.

Ingrid var vild med at tage stoffer. Hun tog alt, hun kunne få fat på. Blandede også, hvis hun kunne komme til det, og gerne så hurtig som muligt. Hun sagde, at hvis man blandede opkvikkende stoffer som poppers med bedøvende stoffer som valium, føltes det som at få orgasme i fire timer i træk, mens man sov. Lau havde aldrig prøvet det, men Ingrids misbrug bekymrede ham. Han kunne styre mængden af narko, når de var sammen, men han kunne ikke passe på hende, når han ikke var der. Selv med lejlighed over for hinanden kunne han ikke hele tiden holde øje med hende.

 

Fold dig ud, fold dig ud og gro

ti tusind kronblade ud af din krop

Lad mig se, lad mig se dig blomstre

Danse rundt, se dig som (solstråler gennem en rude?)

Danse med ti tusind vinger, som alle skal brænde op

 

Vokser der nyt, hvor du falder?

Vis mig de frø, som du sår

Som det sidste liv i verden

Der spejles rødt i dit hår

 

Lau kiggede lidt på teksten. Stregede så ‘rødt’ ud, og skrev ‘blankt’ i stedet. Det passede bedre.

 

Evig havde fundet to panodiler, og skyllet dem ned med lunkent vand og en krydderbolle, hun havde hugget fra køkkenet. Hun havde endnu ikke ringet tilbage til Anna-Marina. Havde ikke helt lyst endnu. Solen var blevet dækket af store, blygrå skyer, og som Evig sad op ad væggen i et hus, der ikke tilhørte hende, mærkede hun så småt, at det var tid til at tage hjem. Hun skulle også på arbejde i morgen. Hun rejste sig fra gangen, hvor hun havde siddet i et kvarters tid og set folk langsomt vågne, og satte kursen mod værelset, hvor hendes kabelstrik - med en fremmed amerikaner indeni - befandt sig.

Hele huset virkede koldere, nu da solen ikke længere skinnede. Evig begyndte at fryse, og panodilerne havde endnu ikke kvalt den insisterende hovedpine. Så stille, som hun kunne, åbnede hun døren til soveværelset - men kunne lige så godt have sparet sig besværet. Drengen lå på den krøllede Spiderman-dyne, i fosterstilling og i dyb søvn. Han så meget yngre ud nu, viklet ind i hendes grimme sweater, som var lidt for stor, og sad lidt for skævt. Hun mærkede et lille stik af omsorg, da hun blidt rystede ham vågen.

“Hey, jeg skal hjemad nu. Skal lige bruge min sweater også.”

Han så på hende med kæmpestore, meget forvirrede, blå øjne, som om han i et øjeblik ikke forstod, hvad hun sagde. Så kæmpede han sig op og sidde, og trak sweateren over hovedet, og trak sin t-shirt med. Evig blinkede, og vidste ikke helt, om hun skulle se væk, nu da han pludselig sad i bar overkrop, men besluttede sig hurtigt for at ignorere det. Han lod sig ikke selv mærke det mindste med det. Trak bare sin t-shirt ud, og hev den på igen på vrangen.

“Jeg hedder Artie, nu du spørger,” sagde han og grinede til hende.

“Arthur-Lee Gabriel Stells.”

“Evig Augustina Eriksen,” mumlede Evig, og mærkede farven blusse i kinderne.

“Rart at møde dig, Eva. Jeg er vild med din sweater.”

Han kiggede lidt vurderende op og ned ad hende.

“Har du ik’ lyst til at tage ud en dag? Med mig?”

Evig blinkede.

“Mener du sådan - altså sådan… Det-øh…”

Køn var han, men vist ikke rigtigt hendes type.

“Eller… hvis du har lyst til at tage en helt platonisk kop kaffe en dag, så er jeg også klar på det,” tilføjede han hurtigt. Evig klarede lidt op.

“Det lyder nok mere sandsynligt,” grinede hun.

“OK, så får du lige mit nummer…” Han fandt et lille visitkort frem og skrev på det med en kuglepen, han havde snuppet fra skrivebordet. Så proppede han det i brystlommen på kabelstrikken, og rakte den til hende.

“Vi ses!”

“Ses, Artie.”

Artie lagde sig tilbage på dynen, og sov næsten øjeblikkeligt. Evig rejste sig og gik ud af døren, og gjorde sig igen umage for at lukke døren så stille som muligt. Først da hun var ude af værelset, og hele vejen ude i den isnende luft, trak hun kortet op ad lommen.

 

>CHIMERA PIRATE RADIO<

>WEEKDAYS @ 7 PM + SPECIALS<

>CHIMERAMUSIC.COM<

 

Bagpå stod der en kort besked:

‘Love your sweater!! See you around!

- Artie’

Nedenunder stod der et telefonnummer med dansk landekode. Evig grinede for sig selv og slog kursen mod metroen, netop som den første, iskolde regndråbe ramte jorden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...