Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

8Likes
15Kommentarer
788Visninger
AA

6. "Vi dør i aften!"

“Tager du med ud i aften?”

Thors stemme skar gennem Laus koncentration som en saks mod papir. Han så op fra sin bog. Thor sad bare overfor, mageligt placeret på Laus køkkendisk, og gloede på ham med sine sædvanlige, spillende øjne og et lille, skævt smil i den ene mundvig.

“- Du læser altid. Kom nu med ud,” fortsatte han.

“Jeg læser da ik’ altid. Det er også mig, der skriver tekster, så vidt jeg husker. Skal jo lige have... inspiration og sådan…” Lau så ned i sin bog igen, men Thor rakte ud og snuppede den ud af hans hænder.

“For fanden, Thor! Det’ jo onsdag, hvad vil du ud for? Hvad laver du overhovedet her? Skrub dog hjem!”

Thor grinede bare.

“Du kan læse -” han kiggede hurtigt på bogens ryg.

“- Den Danske Borgerkrig senere. Ærligt, hvorfor er du sådan en kæmpe nørd, hva’? Vi har arbejdet røven ud ad bukserne hele dagen på kons, og så vil du hellere sidde her som en eller anden pensionist - av for fanden!”

Lau havde kylet en halvtom pakke cigaretter efter ham, og den havde ramt fuldtræffer, lige i panden på Thor.

“Mind mig lige om, hvorfor det var du stoppede til tennis, med sådan en øje-hånd-koordination?” grinede Thor, og rodede med pakken for at hive en cigaret ud.

“Hey, stop lige, jeg gider ik’ have røg herinde, det stinker ad helvedes til. Og jeg stoppede da jeg mødte dig, din kæmpe spade.” Lau rakte ud efter sin bog, men med et sving fra Thors håndled sejlede bogen gennem luften, lige gennem den åbne dør til soveværelset, og landede elegant på den uredte seng. Lau sukkede, og smed hovedet tilbage mod det afblegede, røde uldbetræk på hans lille tomandssofa. Thor lænede sig frem.

“Vi skal ud i aften, Lau. Ikke ud på bar - vi skal ud og lave et eller andet skørt, som vi plejede, da vi gik på gym. Kan du huske det, hva’?”

“Vi lavede sgu da ik’ en skid, da vi gik på gym. Vi sad hjemme hos dine forældre og spillede guitar og hørte Deep Purple på dit værelse hele dagen.”

“I det mindste kunne du finde ud af at klippe garnet dengang. Hippe-wannabe.”

De havde begge været yngre dengang. Lau, 18 år gammel, 2. G’er og allerede i gang med at gøre sig gældende inden for tennisspil. Thor, lige fyldt 16, frisk fra folkeskolen og lige så mager og skravlet som han var i dag, bare 30 centimeter lavere, og med bøjle på tænderne, som aldrig havde hjulpet meget. Lau havde syntes godt om ham fra starten af, fordi han havde god musiksmag, og gik til koncerter på Mayhem og i Ungdomshuset, og altid havde en snert af at give fanden i alt, han gjorde. Han gad også altid at sidde efter skole i musiklokalerne og spille guitar med ham. Thor havde syntes godt om Lau fordi han var 2. G’er, sang godt, altid virkede, som om han havde styr på selv de mest kaotiske situationer, og altid var med på en spontan tur ud af huset sent om aftenen, når Laus forældre skændtes og Thors mor var for træt til at lave aftensmad. Men mest af alt fordi han tog ham seriøst.

“Vi tager ud til vandet. Hopper i.”

Thor lænede sig selvtilfreds på sin ene arm, og Lau skulede misbilligende tilbage.

“Det er stadig januar, din tumpe.”

“Kylling.”

“Du må være sindssyg. Tror du, jeg magter?”

“Du er altså ved at blive gammel, Lau!”

“Skabekrukke.”

“Olding.”

Lau vrængede af ham, og Thor vrængede tilbage. Så grinede de begge.

“Skal jeg ik’ invitere Evig med? Tror du ikke, hun ville synes om den slags?”

Lau gik i stå.

“Hallo? Lau? Er det OK med dig?”

“Hva’? Nåh, ja-ja. Hvordan går det egentlig med jer to?”

“Det går egentlig ret fint. Vi skriver sammen, men hun er slem til ikke at svare. Men hun læser for fanden også til læge, så hun har jo nok travlt…”

“Jah, helt sikkert. Men burde det så ikke bare være jer to?”

Thor trak på skuldrene, og trak det ene knæ op under hagen, mens han svingede lidt med det andet ben.

“Jeg ville egentlig gerne have jer andre med. Jeg vil jo gerne have, at hun også kender jer.”

“Fint nok. Hvem ellers?”

“Nok Ingrid og Vilde. Du ved, andre piger. Men ikke flere, ellers er der ikke plads i bilen.”

“Bilen? Hvad er det lige for en bil, du snakker om?”

Thor svingede nonchalant begge ben ned, og hoppede elegant ned på trægulvet.

“Din bror her,” sagde han og pegede på sig selv med sine tommelfingre.

“- Har lånt sin søsters bil. Vi tager ud til kysten, Lau. Lige nu. Og du hopper i vandet.” Han drejede om på hælen og gik ud i gangen.

“Du kan sgu da ik’ køre bil!” råbte Lau efter ham.

 

Thors søsters bil var et vrag. Ridset og afskallet, og så lav, at man måtte dukke hovedet og bøje ryggen for at komme ind i den. Evig følte sig kluntet og akavet, da hun kravlede ind over de støvede sæder, og måtte gribe fat i Laus arm for at sætte sig ordentligt op. Thor ville helst have siddet ved siden af hende, men Alvilde, som var den eneste med kørekort, insisterede på, at han sad foran og viste vej. Nu sad han og kastede misundelige blikke hen på bagsædet, hvor Evig sad nervøst kilet ind mellem Lau og Ingrid.

“Chimera Radio? Gør du grin? Det hører vi hele tiden! Han sender fast hver onsdag og fredag! Hvordan var han? Havde han virkelig sendt i 30 timer i streg?”

“Han sad bare og gloede. Tror vist, han var ret smadret. Han lånte også min sweater, selvom den er helt vildt grim.”

“Anede ikke, at han kom fra København! Fuck, hvor vildt alligevel,” sagde Lau med oprigtigt imponeret stemme. Ingrid havde kapret AUX-stikket, og spolede nu igennem den ene sang efter den anden, så det lød som om de gamle højtalere havde fået et epileptisk anfald.

“Såh… Hvor tit spiller i egentlig koncert?” spurgte Evig høfligt, efter et øjebliks tavshed. Det var sådan noget, man spurgte bands om, ikke? Det var da en naturlig ting at spørge om. Nej, gud var det ej. Hendes tanker ræsede, prøvede at finde på mere smalltalk.

“Sjovt du spørger, Evig,” lød det fra Ingrid, som ikke så op fra sin mobil.

“Vi spiller på fredag i Den Døde Ark. Et off-the-grid-show, men stadig en koncert, ik’? Du kunne jo tage med.” Hendes tone antydede, at hun ikke kunne være mere ligeglad.

“Ja!” udbrød Thor, med lidt mere følelse.

“- Det skulle du da!”

Evig smilede. Jo da, det kunne hun vel godt. De var fri fra indre by nu, og himlen udenfor begyndte at få et bleggyldent skær.

“Vi spiller næsten aldrig uden for kons. Nogle gange får vi individuelle jobs, men det er ikke så tit,” svarede Lau.

Alvilde smilede.

“Jeg har aldrig fået et job med at spille,” sagde hun muntert.

“Du er da også så lille, som man overhovedet kan være,” grinede Ingrid.

Lau grinede også, og drejede hovedet mod Evig.

“Hun er kun atten,” forklarede han.

“Jeg er næsten femogtyve.”

Bilen kørte videre hen ad Strandvejen. Turen til Charlottenlund Strandpark tog lidt over 20 minutter, og bilen væltede ned på græsset med bumpen og hoppen, der næsten sendte passagererne gennem forruden. Solen var ved at gå ned, da de ankom. De sidste stråler, stadig dækket af de næsten konstante januarskyer, sendte et pittoresk, rosa lys ud over den lille forsamling. Evigs røde hår så fe-agtigt og overjordisk ud, og hendes fregnede næse og kinder var malet med lyserødt. Hun lukkede øjnene et øjeblik, og snusede duften af havet ind. Luften gjorde hendes knogler kolde.

Lau var også steget ud, men i stedet for at gå ned på græsset med de andre, stod han lænet op ad bilen. Hans hår bevægede sig i vinden. Evig åbnede øjnene igen, og vendte sig langsomt mod ham. Der var i et kort øjeblik noget fremmed og skrøbeligt over hele stranden, som om de i et øjeblik var trådt igennem en flænge i virkeligheden, og nu stod og så det hele udefra. Hendes øjne fandt hans. Hun kunne se den smalle, orange stribe, solen lod skinne igennem, genspejlet i hans øjne, og et minde om en dansende flamme, spejlet i andre øjne i mørket foran Sigurdsgade, rørte på sig. Lau sagde ikke noget, så bare på hende. Så vendte han blikket væk og så ned langs kysten i stedet, og Evig mærkede en elektrisk puls gennem kroppen. Hun virrede et kort sekund med hovedet, og så var virkeligheden pludselig tilbage, vinden og havet og Ingrids stemme, der sønderrev den stille havluft.

“Kom nu! Det bliver ikke bedre vejr end det her resten af januar! Hvad laver I derhenne? Vi skal i vandeeet!” Hun hujede og viftede med armene, og hendes tykke vinterjakke hoppede. Lau, der nu pludseligt ignorerede Evig, grinede og satte i løb over det flade græs, lige forbi hende.

Hun stod et øjeblik og prøvede at ryste følelsen af Laus øjne af sig. Det smertede pludselig i hendes mave, men om det var kulde eller skyldfølelse var svært at sige. Hun så op på de fire, der stod i det sælsomme lys og lignede nogle, der ikke havde brug for hende.

“Kom nu, kom nu!” hviskede hun til sig selv.

“- Du kan jo godt, for helvede.”

Hun tog en dyb indånding, og mærkede den salte luft fylde hendes lunger. Så gik hun med hurtige skridt op ved siden af de andre. Sådan stod de, de fem. Fem på stribe, med lyserøde ansigter og skinnende øjne. Thor lagde en arm om hende. Grinede til hende.

“Hva’ venter vi så på? Det ser da friskt ud!” Ingrid lo sin skingre latter.

“Du er sindssyg! Vil du gerne dø i aften?” grinede Lau.

“Næ! Jeg ville foretrække en bane coke og lidt på den dumme først!”

Lau holdt op med at grine. Hun havde taget kokain nytårsaften, og var næsten forsvundet så dybt fra overfladen, at han knap nok kunne genkende hende mere. Hun havde kaldt ham ved sin ekskærestes navn og prøvet at kysse ham. Hun havde grædt og grædt, kastet op og talt volapyk. Han havde båret hende hele vejen op til hendes lejlighed, og siddet ved hendes side hele natten, mens hun hulkende tiggede ham om ikke at ringe efter hendes forældre.

“Fuck det,” sagde Thor pludselig. Så fjernede han sin arm fra Evigs skulder, og trak sin jakke af.

“Mener I det?” lo Alvilde, og begyndte at knappe sin lyserøde uldjakke op. Ingrid lod også tøjet falde, først jakken, så trøjen, så hun stod i den frysende luft kun i sin lyseblå bh.

To ting gik op for Evig, da Lau også begyndte at smide tøjet. Et, de havde ikke badetøj med. To, hun var nu den eneste fuldt påklædte tilbage på stranden.

“Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu komnu komnukomnu...” hviskede hun næsten lydløst for sig selv. Så flåede hun sin sorte denimjakke af, tæt efterfulgt af sweateren, og til sidst t-shirten. Hun rystede allerede voldsomt, så voldsomt, at kun næsten ikke kunne åbne sin bh. Du er smuk, tænkte hun. Du er fin, der er ikke noget galt med din krop.

Hendes bryster hang tungt ned mod hendes ribben uden bh, og hun rakte op og dækkede dem med sine fregnede arme. Så bandt hun sine tunge, mørkerøde støvler op, og trak klodset sine bukser af. Hendes kønshår var lige så røde som håret på hendes hoved, og hendes lår havde fine, lyse strækmærker som en vifte af spindelvæv. Hun vidste snart ikke længere, hvad hun skulle dække med hænderne. Intet galt, tænkte hun, og det blev som et mantra. Intet galt med din krop.Intet galt.

De andre på stranden havde også fået hevet deres tøj af, og Evigs kinder blev ildrøde. Hun fæstede blikket på et knækket græsstrå, og rystede nu så meget, at det føltes som om hun hulkede.

“Vi dør i aften!” hujede Ingrid, og løb ned af stranden, hendes spinkle, blege krop næsten lysende i de sidste disede stråler. De andre fulgte trop, og da Evigs fødder ramte vandet, troede hun i et øjeblik, at hun virkelig skulle dø. Vandet var så koldt, at det sendte smerter hele vejen op igennem hendes krop. Hele stranden genlød af skrig og hylen. Evig hyperventilerede. Hendes fødder var følelsesløse, og hun havde næsten mistet al mobilitet i lemmerne. Det føltes som at gå gennem karamel. Strømmen kærtegnede hendes ben, og med en modbydelig skræk kunne hun pludselig mærke sig selv falde mod den grå havoverflade. Hun registrerede knap nok at have brudt overfladen, før hun pludselig lå med hele kroppen nedsænket i det iskolde vand, og i brøkdelen af et sekund kunne hun ikke mærke, om vandet var skoldende varmt eller frysende koldt. Med et gisp og et hysterisk skrig brød hun op gennem overfladen igen, mens hun lo skingert. Så drejede hun om og løb mod bredden.

 

Evigs ører smertede efter det kolde vand. Hendes hår klæbede til hendes pande, og store, fugtige skjolder på hendes tøj bevidnede manglen på håndklæder. Bilen bumlede afsted, med kurs mod Vesterbro, og snakken gik højt i bilen. Ingrid havde vredet sikkerhedsselen rundt, og slynget begge ben op på Evig og Lau, som nu sad akavet tæt på bagsædet. Hun kiggede lidt på ham. Han var egentlig ikke flot, på trods af hvad hun havde sagt til Anna-Marina. Køn, måske, men ingen model. Hans øjne var meget store og runde, og meget lysebrune. På kinderne havde han små prikker af ar fra uren hud, sikkert fra da han var yngre. Han havde også to smalle ar, der skar fine, lyse striber i hans venstre øjenbryn. Gad vide, hvordan han havde fået dem. Lau vendte sig mod hende, og grinede muntert. Han havde også slået en flig af den ene fortand. Måske havde han været oppe og slås. Den elektriske følelse var helt forsvundet. Det var sikkert ingenting, tænkte hun for sig selv.

Klokken var lige rundet fem, og mørket var næsten komplet, da Thor guidede Alvilde ind på Istedgade. Derfor sås også de blå blink fra politibilerne ekstra tydeligt. Lysene nåede at farve deres ansigter blå, så røde, så blå igen, og så reagerede Ingrid som den første:

“Vilde, vend bilen om.”

Thor og Lau udvekslede blikke. Alvilde vendte sig mod Ingrid med forvirrede øjne. De var midt i myldretiden, og hele gaden var et kaos af biler og varmt påklædte cyklister.

“Vend om! Vend om lige nu! Hvad hvis det er en razzia? Jeg har to blotters og ti gram på mig! Vilde, vend om! Du får os slået ihjel!” Ingrids stemme knækkede, og Evig mærkede situationens alvor som en modbydelig rislen ned ad rygraden. Ingrid begyndte panisk at sparke til forsædet, hvor Alvilde, med store, rådvilde øjne så mod lysene. Men der var andre biler bag dem, de kunne ikke bare stoppe.

“Rolig nu! Hvad nu, hvis det bare er et uheld?” foreslog Thor med en slet skjult desperation i stemmen.

Ud! Ud! Få mig ud lige nu!” Ingrid var på grænsen af hysteri. Lau rakte hen over Evig for at få hende til at falde til ro, men uden held. Han prøvede at tale beroligende til hende, men hun hylede skingert, og kæmpede med sin sikkerhedssele, mens hun fortsat sparkede til forsædet som et lille barn.

“Ingrid! Slap nu af!” råbte Thor, og prøvede ikke at blive ramt af hendes sko. Alvilde begyndte at græde stille, kæmpestore tårer, der løb lydløst ned ad hendes ferskenkinder, mens lysene kom tættere og tættere på. Det her var jo helt forkert, tænkte Evig desperat, pinligt opmærksom på Laus krop mod hendes. Hun måtte gøre noget. Et eller andet.

Hun lagde forsigtigt en hånd på Laus skulder for at få hans opmærksomhed, og da han drejede hovedet mod hende var hans ansigt kun få centimeter fra hendes. Selv i mørket kunne hun se de bittesmå farvevariationer i hans øjne.

“Lau, vi bliver nødt til at få hende ud,” sagde hun med al den ro, hun kunne mønstre, og håbede, at mørket skjulte hendes blussende kinder. Hun satte hånden mod hans brystkasse og skubbede ham tilbage i sædet, og han adlød tavst, uden at slippe hendes blik. Så vendte hun sig mod Ingrid, der nu hulkede uhæmmet. Hun havde taget noget, gik det op for Evig. Det her var ikke normalt.

“Ing- Ingrid, lyt til mig nu. Stop med at græde. Se, nu spænder jeg stille og roligt din sele op. Kan du falde lidt til ro nu?”

Evig fjernede nænsomt Ingrids hænder fra selen, og hun klynkede ynkeligt, med tårer og snot løbende ned af ansigtet. Så, med overdrevent langsomme bevægelser, spændte hun selen op.

“Se, Ingrid. Kan du-”

Men Evig blev afbrudt brat, da Ingrids hånd ramte hende hårdt i ansigtet. Ingrid sparkede og slog, og vred sig mod døren, på trods af insisterende råben fra Thor og Lau, der uden held rakte ud efter hende. Før nogen kunne gøre noget, havde hun smækket døren op, og var ude af bilen. Alvilde græd nu også uhæmmet, og holdt et krampagtigt greb i Thor, for at forhindre ham i også at forlade hende. Evig nåede knap nok at tænke, før hendes sele også var klikket op, og hun var ude af bildøren i én bevægelse. Den kolde luft ramte hende som en mur.

“Ingrid! Ingrid!” råbte hun ud over gaden, og satte i løb i samme retning, som hun havde set Ingrid forsvinde i. Ned af den første, mørke sidegade, og videre ud gennem Skydebanen, hvor de sidste forældre var på vej hjem fra den frosne græsplæne med deres børn. Hendes brystkasse smertede, men hun kunne se Ingrids lyse hår for enden af parken, og fortsatte uden stop, og uden tanke for hendes gennemblødte tøj og manglende jakke. Hun gispede efter vejret, og hvert åndedræt snittede i hendes hals - og så pludselig var parken slut, og hun stod midt på Absalonsgade.

Midt på Absalonsgade.

Ingrid var forsvundet. Hun hev efter vejret, så hun lød som et skrydende æsel, og som i en døs vendte hun sig om og så to hvide glober komme imod hende. I et øjeblik, der føltes som en evighed, var de to cirkler det eneste i verden, der eksisterede. Hun hævede armene imod dem for at stoppe dem, rystede benægtende på hovedet - og i næste øjeblik mærkede hun fingre grave sig smertefuldt hårdt ind i hendes arm, og hun var ude igen, væk fra lyset, bilen og gaden. Med bilens skrigende horn i baghovedet blev hun slynget indad mod fortovet som fra en katapult, og ville have stødt lige ind i et træ, hvis ikke der pludselig var stærke arme om hende, som trak hende væk fra vejen og længere ind, til de hamrede mod et lille nethegn, der omsluttede en lille basketballbane.

Lau gispede efter vejret. Hans ånde lavede små skyer i natteluften, og han havde ikke sluppet grebet om Evig. Han rystede af adrenalin og udmattelse, og hun kunne mærke hans hjerte hamre gennem den åbne jakke. Hans hår var stadig vådt i spidserne, og han lugtede af hav og sæbe og vådt bomuld og varme, og hans øjne var fyldt med farver. Den elektriske puls var tilbage, og blev til en elektrisk strøm gennem hendes krop og hendes fingerspidser. Han var så varm, og hans hænder var varme på hendes ryg, og han var så tæt på, og hendes hænder forsvandt i hans hår, og hans kys smagte af saltvand og frygt, af lettelse og iskold vinterluft. Hun lukkede øjnene og pressede sig tættere op af ham, og hans varme hænder fandt bar hud under hendes våde sweater. Men allerbagerst i hendes hoved, næsten glemt bag duften af Laus hår, rumsterede mindet om en spillende flamme, spejlet i andre øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...