En fortælling fra Sommerens Land

Langt borte er der et land, der er kendt som Sommerens Land. Det har eksisteret siden tidernes morgen og har overlevet mangt og meget. Helte og skurke. Godt og ondt. Vinter og sommer. Der har udspillet sig mange fortællinger i dette land. Dette er blot en af disse fortællinger...

3Likes
6Kommentarer
889Visninger
AA

12. Folkemord

Sværdet på Bobs ryg vejede ham ned. Varmen i den vulkanske ørken var utålelig. I forhold til de kolde vinde på Småøerne var dette en drages indre. Ikke at Bob havde prøvede at være inde i en dragen, men han tænkte, at der måtte være varmt i en dragemavesæk. Havde drager overhovedet mavesække? Fordøjede de ikke alting i munden, da det var der de lavede ilden, som brændte alting til ukendelighed. Bob gik så meget i sine egne tanker, at han slet ikke lave mærke til, at han var gået ind i en by af størknet lava. Spøjst, kunne man virkelig bo herude? 

Bob hørte høje lyde fra byens centrum. Han fulgte larmen og stod nu foran en større folkemængde af rødhårede mennesker. Eller var de mennesker? Deres hud var grålig og deres øjne lyste røde. "Ah, det er bare gingere. Selvfølgelig er gingere, de eneste, som er dumme nok til at slå sig ned her" tænkte Bob. Han kravlede op på et tag og undgik dermed folkemængdens opmærksomhed. Derudover gjorde dette, der nemmere for ham at komme tætte på postyret. Et par tage længere henne kunne han se 2 personer igang med en intens kamp midt i landsbyens centrum. Men det var ikke en hvilken som helst kamp. Den ene af duelanterne var en magiker. Hendes bevægelser var elegante, og hun havde intet besvær med, at bruge omgivelserne til hendes fordel. Det ene øjeblik hvirvlede hun en storm af aske i hovedet på hendes modstander, det næste øjeblik parerede hende og et frøagtigt væsen slag ved hjælp af lavaskjolde, som de havde fremstillet af stenene, der udgjorde landsbyens brønd. Hvor facinerende. Bob ville have svoret på, at de fleste magikere var uddøde, men her stod der en i levende live. Og hun var heller ikke grim, som de overlevende magikere havde for vane at være. Hendes hår var platinblond og hendes hud skinnede som diamanter. Og hendes øjne. Hendes øjne brændte med en violet glød, Bob aldrig havde set mage til. 

Bob kunne sidde og betragte denne kamp i timevis. Dette skulle dog ikke blive tilfældet. Magikeren, der var center for alt Bobs opmærksomhed, fik ved hjælp af en række stød, hvor hun var iført stenhandsker, skubbet hendes modstander hen mod brøndens kant. Men før hun kunne nå at skubbe ham ned i brønden, begyndte folkemængden at røre på sig. De gik nærmere og nærmere og havde nu omringet den smukke magiker. Dette distraherede hende i lang nok tid til at hendes modstander kunne komme på benene og gøre klar til det endelige stød. 

I et øjebliks heroisk eufori fandt Bob sin bue frem og skød en pil med et reb bundet fast hen mod brønden. Pletskud! Bob trak sin kappe af og brugte den som slæde på sin hjemmelavede svævebane. Han susede over den oprørte folkemængde og landede næsten elegant ved siden af den kønne magiker. Sjovt nok, havde hans sværd ikke følt så tungt, mens Bob havde glidet gennem himlen, som en frelser fra oven. 

"Frygt ej skøn mø, jeg er her for at redde dig!" lød Bobs samtalestarter, da han landede ved siden af magikeren. 

"Undskyld mig, men jeg har ikke brug for at blive reddet. Og jeg er da aldeles ikke nogen mø!" svarede magikeren lettere irriteret. 

"Oh, der er en anelse problematisk, for jeg redder kun møer" måtte Bob tilføje, hvortil han fortsatte: "Men nok om det. Hvad siger du til at vi teamer op og nakker de her sjælløse gingere?" 

"Aftale!" 

Denne improviserede samarbejdspagt blev afsluttet med et håndtryk. Bob trak nu Dragdræber. Krystalstålet lyste violet, idet Bob gik i kamp med magikerens tidligere modstander, der viste sig at være byens våbenmester. Våbenmesterens elegante vestlige fægteteknik stod i skarp kontrast med Bobs tunge slag, som var en typisk teknik, benyttet af nordens folk. Hvsi dette var en dans, havde den hverken været rytmisk eller nem at følge med i. Slagenes interval varierede meget, og kombineret med den store menneskemængde, der omgav dem, var det en kaotisk duel. På trods af Dragdræbers størrelse benyttede Bob det med stor lethed, som var det en forlængelse af ham selv. Bob kastede korvarigt et blik over mod sin partner, der med lethed fik nedkæmpet horder af lavafolk, nu hvor hendes oprindelige modstander var optaget med Bob. Bob vendte fokus mod sin egen duel. Med fornyet styrke fik han slået det rubinbesatte sværd ud af hånden på sin modstander, der vaklede baglæns. Bob stødte dragedræber mod våbenmesterens broderede skjorte. Da sværdet ramte våbenmesterens bryst, flød der lava frem, og han faldt om på stedet. 

Han løb over mod sin makker, der var optaget af en rødhåret kvinde med en stegepande. Vejen hen mod Bobs makker var relativt ubesværet og kostede kun enkelte lavafolk livet. "Går alt som det skal?" spurgte Bob, da han stod ryk mod ryk med magikeren.

Hun svarede: "Ja, det går som smurt. Ikke dårligt kæmpet lige før..."

"Robert. Jeg hedder Robert. Men du kan kalde mig Bob. Du er heller ikke helt dårlig til det der magi, må jeg indrømme" 

"Mange tak" sagde magikeren, mens hun rødmede. Da hun havde besejret damen med stejepandet ved et massivt gok i nødden, sagde hun: "Jeg hedder forresten Trunte" 

"Rart at møde dig Trunte" 

Ryg mod ryg, fik dette umage par nedkæmpet den fjendtlige landsby ved hjælp af magi, sværd og vittige indslag. Da landsbyen var øde, åndede de begge lettet. De var begge dækket af sved og havde brug for et øjeblik til at få pusten. Mens de stod og restituerede dukkede en skikkelse op i horisonten. Skikkelsen var lavstammet og havde lange spidse øre. Den var iført en lidt for stor skjorte, et par grove uldbusker og en fægtehandske. På nærmere hånd kunne det ses, at skikkelsen var en alf. Alfen samlede våbenmesterens rubinbesatte sværd op, og kiggede på folkemorderne foran hende. 

"En gárde" sagde alfen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...