The Fandom Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 4 feb. 2018
  • Status: Igang
Lad os gøre det så voldeligt og brutalt som muligt med beskrivelser, men ikke mindst hylende cringe og morsomt! I denne rollespils-movella inspireret af Hunger Games (obviously) er vi født ind i vores meant-to-be fandom og dermed ikke et distrikt, og vi må KUN vælge én fandom per mand/kvinde/intetkøn. Der er regler for hvordan hele forløbet fungerer of course, men mere om det inde i movellaen. Nu må du bare tilmelde dig, and may the odds be in your fandoms' favor!

4Likes
186Kommentarer
765Visninger
AA

3. DAG 2

DAG 2

Udfordringer:

Alittlebubble søger efter ly, men finder en grotte fyldt med vildsvin-mutationer.

Lukas. I. C. og Forfatter Amanda Juhl skader halsen, da de udsættes for forgiftet vand.

Dagens duel:

Queen Sun VS Fia V.

Et sted i bjergene i en kamp om liv og død.

 

1: Fia V.

Buskene rasler omkring mig. Det tørre krat risler. Blade fra efteråret ligger og knaser. Træerne er nøgne. De gør det ikke let for mig. På den anden side af lysningen ser jeg et par øjne. De er rettet mod mine. Indtil de rykker sig hen mod midten. Alle forsyninger er væk. Selvfølgelig. Men nogle få våben er der stadig. Skal jeg tage flere? Jeg går et skridt nærmere.”

2: Queen Sun

Altså...har de tænkt sig at vi skal dø hurtigt med det mangel på steder at gemme sig, der var? Sikkert. Jeg vil i hvert fald ikke gå ud fra det bedste på forhånd om de folk, der har proppet os herind. Jeg gør dog mit bedste for at gemme mig blandt buskene, selvom det ikke ligefrem er let. Jeg må bare være stille...som en skygge. Pigen et stykke fra mig lader i begyndelsen ikke rigtig til at have lagt mærke til mig, men hvis at leve i Westeros har lært mig noget som helst er det, at jeg ikke bare sådan lige kan gå ud fra, hvad hvad folk ved og ikke ved. Og ganske rigtigt...pokkers....Nu har hun set mig. Hvis bare jeg havde en drage. Jeg knuger om skjoldet og kommer vidst til at stirre lidt meget intenst på hende. Nu er det vidst bare spørgsmålet, hvem der handler først.”

3: Forfatter Amanda Juhl

Okay, så jeg har allieret mig med Lukas. Det er godt, tror jeg nok. I det mindste er jeg ikke alene. Det er frygteligt at være her, for her er skræmmende som bare pokker. Det er også mærkeligt at være i bjergene, når jeg normalt aldrig går op i netop bjergene. Der er for farligt deroppe, i hvert fald i mit land. Der kan være orker og alt muligt jo!

Jeg ser mig omkring. Det er et stykke tid siden, at spillet startede, men hvor lang tid siden kan jeg ikke vurdere. Det føles som lang tid siden, men det kan lige så vel være kun timer siden.
Jeg hoster lidt. Det vand jeg drak tidligere, sammen med Lukas inden vi blev adskilt, har ikke været helt godt. Det gør ondt i min hals.

Da jeg når op af bakken foran mig, ser jeg en skikkelse. Det ligner Fia V., og jeg krymper mig. Det er ikke godt! Jeg stopper mig selv i at angribe, med min ild, og skynder mig over i en busk, men ser ikke, at der allerede er nogen der. Godt man ikke har brug for våben da, og forsyninger fik jeg da lidt af.

4: Fia V.

Langsomt flytter jeg mig. Tusmørket er nær. Den nedgående sol blinker på den anden side. Har hun et skjold? Jeg håber ikke, det er hende, der har taget skjoldet. Men det er jeg næsten sikker på, det er. Heldigt at det ikke er særlig stort. Hun kan ikke gemme sig særlig godt bagved det. Men jeg er nødt til at hente nogle våben, inden det bliver for mørkt. Jeg bliver ved med at snige mig fremad.

Jeg stopper, da jeg er så tæt på, som jeg kan komme. Hører jeg nogen snorke? Aner det ikke. Men det er nu eller aldrig. Ellers bliver det for mørkt. Jeg spurter hen til centeret, hvor jeg griber nogle knive og lidt andet småt. Blandt andet nogle trekanter af en art, der har spidser, noget der ligner pilespidser og et pusterør. 

Da jeg er spurtet tilbage, er der stadig ikke sket noget. Solen gløder rødt, og den spejler sig i en bue og et kogger. Jeg er NØDT til at have dem. I ét langt spurt, spurter jeg afsted, tager dem og vender lynhurtigt. Op mod bjergene. Der er der sikkert ikke nogle. Der er for koldt og sikkert svært at komme op, men jeg er nødt til at komme derop. Og på vejen kan jeg få skudt nogle dyr og måske øvet mig med trekanterne.”

5: Queen Sun

“Nu løber hun. En del af mig har lyst til bare at lade hende løbe. Hvilken trussel udgør hun overhovedet lige nu? Måske kunne hun have været en mere værdigfuld allieret end en død fjende. Det gamle ordsprog ringer næsten i mit hoved: *A dead enermy is a thing of beauty* og hvordan skulle jeg kunne regne ud at, hun ikke gør mig noget senere hen, hvis jeg blot lader hende løbe nu. Selv hvis vi skabte en alliance senere hen, kunne hun så let som ingenting, stikke mig i ryggen. Eller andre steder for den sags skyld. Bare se på Aerys. Mit blik flakker lidt rundt i lysningen og til sidst for paranoiaen overtalt mig til at følge med, så hurtigt som det nu engang er mig muligt, imens jeg stadig holder mig på behørig afstand af hende, hvis nu hun skulle finde på noget. Jeg savner en drage.”

6: Forfatter Amanda Juhl

Heldigvis bliver jeg ikke opdaget af den i busken, da denne er mere optaget af Fia. Hvilket er virkelig godt for min egen overlevelse. Jeg ser rundt efter Lukas, men synes ikke at finde ham nogen steder, desværre. Nå pyt med det, tænker jeg og skjuler mig endnu bedre bag buskene.

Jeg ser til, mens Fia er nedenfor bjergene, og snupper nogle våben, og også mens Queen Sun (som jeg nu kan se det er) løber efter Fia op i bjergene igen. Det er spænende at betragte, og eftersom jeg ikke mangler noget lige nu, så bliver jeg bare i busken i bjergene hvor jeg er nu. Andet kan ikke betale sig, selvom jeg godt gad finde Lukas, som er blevet væk fra mig.

Da åbner jeg tasken, som jeg har på ryggen. Det var hvad jeg nåede at snuppe fra overflødighedshornet af våben og forsyninger, men det var nødt til at være nok. Jeg så ned i tasken, og fandt en vandflaske (tom selvfølgelig) og noget tørret kød. Altså måtte jeg selv ud og lede efter mad. Der var også noget reb, men ingen våben dernede. Ikke at jeg havde brug for nogen, for jeg havde jo min ild (altså).

Jeg hostede igen, grundet det dårlige vand Lukas og jeg havde drukket, og bevægede mig længere op i bjerget, efter at de to andre var ude af syne. Måske jeg kunne finde en lille kilde eller et eller andet at skylle efter med, så min hals ikke gjorde så ondt.”

7: Fia V.

“Jeg kan næsten med det samme høre hende bag mig. Et hurtigt blik kaster jeg tilbage. Queen Sun. Selvfølgelig. Jeg læber så hurtigt, jeg nu kan. Hele tiden er jeg bange for at miste nogle pile. Dyr har jeg ikke fået skudt. Jeg vil jo ikke indhentes. Jorden bliver til hårde klipper, der begynder stejlt at gå opad. Jeg bliver ved og ved og ved. Mine hænder bløder. Der er små sten i dem, men jeg er ligeglad. Kan jo sigte alligevel.

Efter lidt søgen finder jeg et klippeudspring, der er stort nok til, at jeg kan stå der og spænde buen. Det ærgrer mig, at der ikke var nogen pistol. Det ville have hjulpet meget. Rigtig meget.

Men jeg må arbejde med, hvad jeg har. Hurtigt løber jeg de instruktioner igennem, jeg havde fået af Holmes-brødrene. Slap af. Koncentrer dig. Find din viden. Og brug den.

Buen er lidt hårdere, end jeg er vant til. Hun er ikke langt fra mig nu. Jeg sigter. Min pil rammer ved siden af, og hun griner. Igen sigter jeg. Nu med mere ro. Min pil rammer præcis, hvor den skal. Hendes tinding begynder at bløde.”

8: Queen Sun

“Pokkers, så stille har jeg åbenbart ikke lært at gå. Og her havde jeg ellers troet, at en opvækst, hvor man helst skulle kunne tie stille på de rigtige tidspunkter for ikke at "vække en drage", ville have været mig til større hjælp.

Alligevel følger jeg stædigt med. Jeg kan ikke lade hende gå, er der noget der siger mig. Hun er ikke til at stole på, har set for meget. Mine hænder og fødder gør ondt efter at have kravlet rundt på klipperne som et eller andet lille mærkeligt dyr. Så upassende for en drage. Min familie vil næppe være lykkelige, når jeg kommer hjem og fortæller dem om det her. Hvis jeg kommer hjem. Jeg vil gerne hjem.

Jeg ler da hun rammer ved siden af med pilen, men det er egentlig mere en slags lettelses eller paniklatter. For jeg er bange nu. Det gør ondt i mit hoved efter slaget fra i går og det hele virker lidt sløret. Alligevel formår jeg at holde mig oprejst. Du er dragens blod af det gamle Valyria, tag dig sammen, skælder jeg mig selv ud. Så rammer hun mig. Lige der hvor jeg også blev ramt i går. Smerten sviger og blodet drypper ned i mit øje. Det gør ondt, men trangen til at leve overskriver hurtigt smerten. "Skoros morghot vestri?" kalder jeg, velvidende, at hun ikke vil kunne forstå det. Måske er det tilstrækkeligt intimiderende til, at hun skifter mening og løber sin vej. Da det ikke ser sådan ud må jeg tage andre metoder i brug og fisker en urtekniv frem af min ene lomme. En sørgelig lille ting, men forhåbentlig vil den kunne redde mit liv. Så, fuldstændig i blinde kaster jeg mig mod hende, når klippeafsatsen og vi tumler begge omkuld i et kaotisk virvar af slående og sparkende lemmer. Jeg sender stiltiende en bøn til The Mother above om, at hun vil lade mig leve en dag mere. Leve så jeg kan komme hjem igen. Halvt blindet af blodet i mit ene øje og upræcis af panik, stikker jeg som en gal. Håber bare at jeg rammer noget. "Tubi daor," svarer jeg selv på spørgsmålet fra tidligere og taler egentlig mest til mig selv.”

9: Fia V.

“Hun siger et eller andet. Hun styrter på mig med en urtekniv. Hakker omkring sig. Rammer intet andet end klipper og min fod. He. Den kniv er snart smadret, sådan som hun hakker. I mellemtiden kan jeg høre pil efter pil rasle ud af koggeret. Hun har ikke noget at beskytte sig med. Jeg hiver en pil frem og svinger den med så hård kraft som muligt. Aner ikke hvor den rammer. Indtil hendes trøje bliver rød ved brystet. Jeg håber inderligt på, jeg er kommet gennem noget af al den beskyttelse, kroppen giver. Men måske er det også bare et sår.
I mellemtiden griber jeg i en lomme. Tager en af de skarpe trekanter frem og kommer til at skære mig selv. Det svier. Men værre er det ikke.”

10: Forfatter Amanda Juhl

“Jeg sætter i løb mod bjergene med dem i baghovedet hele tiden. Det er vigtigt at komme til den zone i arenaen, for at komme videre. Forhåbentlig uden at blive angrebet eller sådan noget. Da i det mindste i live, for at blive såret kan man klare, om nødvendigt. 

Jeg ser konstant bagud for at se, om Lukas er der et sted, men nej. Han er helt væk, af en eller anden årsag. Jeg var ellers begyndt at holde lidt af Lukas, men som Regina også siger 'Love is weakness'. Så jeg må hellere slå ham ud af hovedet igen, så jeg kan komme videre og overleve.

Igen ser jeg mig om, og ser pludselig en hule lidt længere fremme. Eller det ligner i hvert fald en hule, men jeg kan jo tage fejl. Det ser dog ikke ud til, at nogen af de andre har set den, hverken Fia eller Queen. De har travlt med at jagte hinanden, og står mellem mig og hulen. Jeg skynder mig dog bag en busk, da Fia vender sig om mod Queen og begynder at skyde efter hende med sin bue.

Jeg gisper, da Fia rammer Queen, men slår hånden for munden i håb om, at jeg ikke bliver opdaget på det.

Forhåbentlig ikke da! Mit blik er dog fokuseret på hulen, med de to kæmpende imellem den og mig selv. Jeg holder øje med dem, mens de triller ned af klippen i et virvar af ben, arme og en lille urtekniv.”

11: Queen Sun

“Nej nej nej nej nej...nej. Dyrebar syrenfarvet silke farves rubinrødt i det svindende lys og jeg kan mærke mig selv begynde at gå i panik, da mit syn begynder at blive sløret og jeg svajer. Falder om på siden som en tabt kludedukke, hiver efter vejeret, men knuger bare endnu mere fast om kniven, rammer et eller andet sted. For nu er spidsen i hvert fald rød. Det er ikke nok. Ikke nok til at give mig fred. Hvis The Stranger skulle have nogen så blev det os begge to.Det ville jeg gerne have haft. Men jeg havde næsten ikke længere kræfter til at løfte armen, meget mindre rent faktisk at stikke ud efter noget. Jeg har lyst til at græde...men drager græder ikke og jeg vil ikke bruge mine sidste øjeblikke på at tigge den bondetøs om nåde. Med en sidste kraftanstrengelse for jeg hevet mig selv op at sidde og stirrer brændende på hende. "Valar morghulis." grebet om kniven slækkes og den falder på jorden med en klirren, der er øresønderivende i stilheden. Jeg lægger knap nok mærke til det. Før Fia kan nå at sige noget er jeg væk. [færdig]”

12: Fia V.

Jeg brøler. Brøler i mørket, der er ved at have sænket sig. Hvad tænkte jeg dog på? Mycroft kan få det til at lyde så nemt. Det er ikke ham, der ser den døde. Hendes øjne er åbne. Med mine blodindsmurte fingre lukker jeg dem. Jeg kan ikke rykke hende, men jeg kan i det mindste vise noget respekt. I månelyset ser hun så fredfyldt ud. Med de fineste farver og dejligt stof. Hun har ikke meget på sig. Men nogle få forsyninger er der da. Jeg tager dem. Urtekniven er splintret.

Jeg sidder et stykke tid ved siden af hende. Ser ned og møder Amandas store, runde øjne. De ser blanke ud. Jeg hulker, men så tager jeg mig sammen. *Don't bloody cry, you moron!* hører jeg Sherlocks stemme råbe ad mig i baghovedet. Jeg snøfter kort. Så tager jeg nogle af smågrenene. Knækker dem. Former dem som bogstaver.

"Sorry"

På vaklende ben bevæger jeg mig ned. Urtekniven havde ikke givet mig et særligt dybt sår. Mine sko er blevet ødelagte der, hvor den har ramt, men det er ligemeget. Mine fødder er stadig intakte, selvom de svier. På min vej nedad samler jeg pilene sammen. Selv den med hendes blod på. I dag må jeg leve af de få forsyninger, hun havde på sig. Håbe på, at jeg ikke dør af dem.

Da jeg har styrket mig lidt, finder jeg et lille hjørne, hvor jeg kan sove. Der er rimelig meget læ. Ly har jeg ikke, men læ må være fint. Mine kolde ører baner en hovedpine på vej. Igen ser jeg op. Jeg kan ikke længere se hende. En varm tåre falder ned. Salter klippen under mig. Lige nu vil jeg helst dø. Selvom jeg gerne vil se de andre igen. Så vil jeg helst dø. Jeg vil ikke dræbe flere. I samme øjeblik kommer jeg i tanke om en gammel tradition, krigere udførte. Jeg hiver en af knivene frem. Knapper min trøje langt nok op til, at jeg kan nå huden på skulderbladet. Jeg sætter bladet mod huden. Først gør det ikke ondt. Så skriger jeg. Får al frustrationen og sorgen ud.

Jeg ryster, mens jeg lægger kniven fra mig og lukker skjorten. Såret er lille og overfladisk. Jeg har røbet min position. Men det er alt sammen lige meget. Det heler snart. Og der er så lidt måne, at man ikke kan se mig krympet sammen i et lille hjørne. Hvor mon de andre er? [færdig.]”

13: Forfatter Amanda Juhl

“Jeg ser til, mens Fia og Queen kæmper, men kan på en eller anden måde mærke, at det snart er slut - alt sammen. Pludselig ligger Queen død ved siden af Fia. Jeg gisper igen, dog denne gang med hånden tæt presset mod læberne, for ikke at røbe min position.

På himlen viser der sig snart et billede af Queen samt navn og fandom. Der lyder et skud som fra kanoner.

Jeg synker en enkelt gang, og ser til, mens Fia forlader stedet. Jeg kan se at hendes læber bevæger sig, men ikke høre hvad hun siger. Det er vel også godt det samme. Jeg dukker mig bag busken, for at blive så usynlig som muligt, men et sæt øjne fanger mig. Fias øjne. Jeg lukker hurtigt mine egne, som er store og blanke. Jeg bryder mig ikke om alt det her død og ødelæggelse.

Men da hun vender sig om og går videre ned at klippen bliver jeg i tvivl. Så hun mig overhoved? Jeg troede et øjeblik, at vi havde øjenkontakt, men eftersom hun ikke kommer hen til mig, så bliver jeg i tvivl. Og hvis hun har set mig, men ikke kommer herhen, så forstår jeg hende ikke. Jeg ryster på hovedet, og tørrer tårer fra mine himmelblå øjne.

Da hun er længere nede af bjerget, sniger jeg mig fra busken og hen til klippehulen. Den er skjult lidt bag buske, og da jeg når den opdager jeg, at det kun er en lille forhulning i klippen. Pokkers også! Bander jeg indvendigt, men kravler om bag busken alligevel. Det er bedre end ingenting.

Kort efter, at jeg har sat mig tilrette bag busken, op af klippen, hører jeg et højt skrig. Jeg nægter dog at rejse mig, der har været nok død i dag. Jeg lægger mig op af klippen, og trækker et tæppe rundt om mig, som lå i taskens bund. [færdig.]”

14: Alittlebubble

“Jeg går og går, men det føles som om jeg ingen vegne kommer. Regnen har snart gennemvædet mit hår; jeg bliver nødt til st finde ly. Jeg har ikke set de andre siden, jeg løb væk fra dem. En puslen i træerne for mig til at stoppe brat op. Puha, det var bare en fugl. Jeg spejder hurtigt rundt, men der er stadigvæk ingen tegn på de andres tilstedeværelse. Jeg fortsætter min søgen efter ly, og der går ikke lang tid før jeg spotter indgangen til en grotte. I ren lettelse løber jeg hen til grotten. En smule lys falder ind i grotten, og jeg falder sammen med ryggen mod den kolde grottevæg. Med lukkede øjne tager jeg nogle dybe indåndinger, forhåbentlig kan jeg få en god natte søvn her. Den tanke tænkte jeg for hurtigt. Pludselig hører jeg et højt grynt, og dér foran mig ikke mere end et par meter væk - en flok vildsvins-mutanter. Aldrig har jeg flygtet så hurtigt væk fra noget i mit liv. [færdig.]”

15: Lukas. I. C.

“Jeg har haltet afsted i bjergene i evigheder, siden Amanda og jeg kom væk fra hinanden. Jeg savner trygheden i hendes selskab, for jeg er ikke selv i stand til at bruge rigtige våben, og jeg kan kun gå ved at støtte mig op ad en stærk gren, som jeg fandt ved et område med træer. Men det er min egen skyld. Det var mig, der havde prøvet at forgifte hende med noget vand og nogle urter jeg fiskede op ved forsyningerne. Hun vidste det selvfølgelig ikke selv, og hun må heller ikke være død af det (endnu), siden der ikke har lydt en kanon i længe. Jeg havde stoppet det i hendes vandflaske, og hun havde vist drukket det hele.

Træt i kroppen finder jeg min egen frem, sætter mig til rette i det kølige græs. Her er der læ. Hvis ikke jeg vidste at alt var falskt og designet til en arena for mord, ville jeg sige at dette sted rent faktisk er smukt.

Mens jeg tipper noget vand ind i munden, ser jeg op på himlen. Den er blevet mørk, så det er tid til at vi alle må hvile. Hvis vi kan.

Jeg når lige at synke, før tanken strejfer mig, at min vanddunk da var brun og ikke grøn som denne, som jeg nu drak af. Ikke? Måske er det bare paranoia og skyld over at have prøvet at slå Amanda, min allierede ihjel.

Det var ikke fordi at jeg virkelig ønskede Amanda død jo. Jeg kunne lide hende. Men før eller siden måtte det jo komme ned til én spiller, og jeg kunne lige så godt gøre det hele nemmere med det samme! Hvis jeg da ikke havde klokket i den?

Min hals klør fandens meget. Ligesom urternes gift skulle gøre. De skulle ætse halsen op. De skulle fucking ætse halsen op! Var jeg kommet til at bytte rundt på vores vanddunke, efter at jeg havde troet at Amanda havde drukket ALT fra sin? Og det var nu den jeg sad med, med det resterende giftige vand?!

Jeg prøver at råbe efter hjælp. Prøver. Det er som om noget sidder fast i min hals, kvæler mig indefra. Ridser mig op. Flår i mig.

"Please, lad det være paranoia," hvisker jeg til mig selv, men selv jeg kan se at det er for slemt til bare at være det.

I et desperat forsøg efter hjælp griber jeg fat om grenen igen, rejser mig op og kæmper mig gennem græsset her. Jeg når op på kanten af et bjerg, og så knækker grenen under mig. Tyngdekraften rammer mig hårdt, slår min skulder afled i et smertefuldt vrid. FOR HELVEDE. Jeg gisper efter vejret, men min hals brænder og alt jeg kan se er i et rødt omrids. Jeg kan smage blod på min tunge, som om jeg ikke vidste det ville ske. Jeg vidste alle symptomerne på de urter, og alligevel var jeg ikke forsigtig nok med vanddunkene.

Det her er hvad jeg fortjener. For at være et elendigt menneske. For at ville overleve, men ikke bare det; overleve til fordel for andre. Så jeg prøvede at slå en anden ihjel, og dette er min straf. Dette er karma.

Ud af øjenkrogen kan jeg se to andre spillere mange meter væk. Den ene ligner Queen Sun, og hun ligger stille på jorden i en blodpøl. Nogen der ligner Fia står over hende.

Jeg vender mig om for at se himlen som det sidste, inden jeg dør. Jeg når det ikke, før mit syn mørkner. Boblende lyde – syre – kan stadig høres fra min hals. Det, og den kradsende smerte, er hvad jeg falder i den dybeste søvn til. [færdig.]”

 

Resultater (husk at disse er permanente fra nu i modsætning til de fra DAG 1):

Alittlebubble skadede sit ?. Hun afslørede ikke sin styrke endnu.

Lukas. I. C. skadede sin hals og dødeHan afslørede sin styrke til at være overlevelses-intelligens.

Queen Sun skadede sin tinding og bryst og dødeHun afslørede sin styrke til at være dygtig til nærkamp.

Forfatter Amanda Juhl skadede sin halsHun afslørede sin styrke til at være element-magi indenfor ild.

Fia V. skadede sin ankelHun afslørede sin styrke til at være dygtig med våben til kamp på afstand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...