En skygge af mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 27 jan. 2018
  • Status: Igang
Depression er som en bølge der omslutter sig om en. Drukner en. Dræber en.
Praelia har det ikke godt. Langt fra faktisk. Hun føler intet og hun befinder sig i en ond cirkel hun ikke kan komme ud af. Men måske kan balletten hjælpe på det?

1Likes
2Kommentarer
214Visninger
AA

4. Skyggeballerina

Tanker er ikke fysiske ting. De er ikke noget man kan se. De er ikke noget man kan røre ved. Men det betyder ikke, at de ikke kan gøre ondt.

Før i tiden forstod jeg ikke ordet depression. Var man ked af det? Vred? Hvad var man? Nu forstod jeg det. Jeg lå og stirrede ud i mørket og søgte efter lommelygten jeg vidste lå på mit natbord til venstre for mig. Jeg fandt den og tændte den. Jeg lyste på væggen ved siden af mig. Med min ene hånd formede jeg en lille skyggeballerina. Mig. Hun dansede glad og uvidende rundt. Jeg lagde lommelygten ned på sengen, så den stadigvæk lyste på væggen. Med min anden hånd formede jeg en stor skygge. En slags bølge. Den omslugte den lille ballerina. Sneg sig stille op på hende, og fik hende til at fosvinde helt, så hun blev til ingen ting. Det var sådan depression føltes.

Skolen var ikke så svær. Faktisk var den relativ nem. De andre piger i klassen ville tit brokke sig over de mange lektier, men jeg kunne godt lide dem. De var distraherende. Det var dog ikke det de snakkede om lige nu. "Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal have på," hørte jeg en sige. De snakkede om en eller anden åndsvag skolefest, der snart blev afholdt. Jeg sad i kantinen sammen med fem andre piger. Andrea var en af dem. Jeg var ikke sikker på, at de var mine rigtige venner, men i det mindste var jeg ikke helt alene. "Ej, Petra!" udbrød Jane, "så kan du da vise hele skolen dine piruetter!" Petra smilede stort. Alle på ottende årgang vidste, at Petra kunne lave fire piruetter i træk. Min rekord var 22, men det havde jeg ikke fortalt nogen. "Eli, hvad skal du have på?" Jeg så op. Det var Hannah der havde spurgt mig. Jeg trak på skuldrene. "Ingen anelse." "Så må vi da finde en kjole til dig!" hvinede Andrea. "Ja, jeg mangler også en kjole," sagde Ida. Hannah klappede i hænderne. "Så er det afgjort, vi tager alle seks ud og shopper i eftermiddag." Jeg kiggede rundt på de fem piger, der straks begyndte at snakke i munden på hinanden. Jeg havde nogen gange svært ved at se forskel på dem. De havde samme tøjstil, samme korte blonde hår og alle havde de hver deres, men lignende, smukke ansigtstræk. Jeg så mig omkring i den lille kantine. Det var kun syvende, ottende og niende klasserene, der havde adgang til kantinen. Uanset hvor jeg kiggede henne så alle ualmindeligt smukke ud. Der var ikke en, der var grim. Så var det åbenbart kun mig.

Centret var fyldt med mennesker, og det var svært at undgå at støde ind i nogen. Der var flest unge i centret, for det var fredag klokken tre, og de fleste havde fri på det tidspunkt. Hannah, Andrea, Ida, Jane og Petra træk mig afsted igennem centret, selvom jeg ikke var meget samarbejdsvillig. De havde alle kæmpe store smil på deres læber. Havde jeg været i centret alene, ville jeg finde, det jeg skulle købe og så tage hjem, men pigerne ville først ind i alle mulige butikker. Først Matas, hvor de lage makeup på hinanden. Derefter Søstrene Grene, hvor de købte en masse udsmykning til deres værelser. Så ville de have Frozen Yoghurt og til sidst gik vi ind i H&M. Vi begyndte at lede efter billige kjoler, og de trak en masse ud, som de ville have mig til at prøve. De var alle sammen kortærmede. Jeg prøvede at protestere og sagde, at jeg helst ville have en med lange ærmer, men de lyttede ikke. Det endte med, at jeg befandt mig i prøverummet med tre kortærmede kjoler, syv ar på hver arm og fem piger, der spændt ventede udenfor prøverummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...