En skygge af mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 27 jan. 2018
  • Status: Igang
Depression er som en bølge der omslutter sig om en. Drukner en. Dræber en.
Praelia har det ikke godt. Langt fra faktisk. Hun føler intet og hun befinder sig i en ond cirkel hun ikke kan komme ud af. Men måske kan balletten hjælpe på det?

1Likes
2Kommentarer
205Visninger
AA

5. Kjolerne

Jeg panikkede. De var alle fem derude lige nu. De ville opdage det. De ville opdage mine ar, og så ville de lade som om, at de forstod, og så ville de glemme alt om det igen om en uge. Jeg tog langsomt mit tøj af og den første kjole på. Det var en sort blonde kjole uden ærmer, der gik mig til knæene. Den var pæn, men de ville så meget opdage mine ar. "Er du snart klar?" råbte Petra udenfor rummet. "Ja, ja." svarede jeg. Shit, hvad gjorde jeg? Så slog det mig. Jeg tog min grå hættetrøje fra stolen, og tog den på, men lod vær med at lyne den op. På den måde kunne de se kjolen, men ikke mine arme. Jeg åbnede døren. Pigerne hvinede højt og jeg sank lidt sammen. "Gud, hvor er den fed!" udbrød Hannah. "Hvorfor tager du ikke trøjen af?" spurgte Andrea. "Jeg fryser bare lidt;" stammede jeg og bad til at de ikke ville gå mere i dybden med det. Jeg drejede rundt et par gange og gjorde mig til inden, at jeg gik ind i prøverummet igen. 

Den næste kjole var meget mere farverig og ikke helt min stil. Den var glat og havde korte ærmer. Den havde alle regnbuens farver på, der smeltede sammen til et rundt mønster. Jeg brugte tricket med hættetrøjen igen og det virkede. Pigernes reaktion var helt den samme som før, og jeg havde på fornemmelsen, at de ikke mente noget af det, de sagde. Jeg sagde, at kjolen ikke helt var min stil, men Ida ville gerne prøve den på bagefter. 

Den sidste kjole var faktisk okay. Den var en dyb mørkeblå farve. Meget simpel, men desværre med korte ærmer. Jeg tog den på. Den sad stramt i livet. Jeg drejede rundt og så mig i spejlet imens. "Kom nu, Eli," lød det udenfor døren. Jeg tog min hættetrøje halvt på og gik ud. Som forventet reagerede pigerne på nøjagtig samme måde som de to gange før, og jeg troede, at det ville gå fint. "Prøv at tage din hættetrøje af," sagde Jane. Jeg stivnede. "Jeg vil hellere beholde den på." "Kom nu!" insisterede hun. De andre piger istemte hende. Jeg vendte mig om. Klar til at gå ind i rummet igen, da jeg mærkede en hive min hættetrøje af mine arme, så man kunne se begge mine arme. Jeg drejede rundt, og så alle pigerne stirre direkte på mine ar. Andrea stod med min trøje i hænderne. Måbede. Jeg stod stille i et øjeblik. Så tog jeg min hættetrøje ud af hænderne på Andrea og masede mig forbi pigeren. Mit tøj og mine sko lå stadigvæk i prøverummet, og jeg havde den blå kjole på, men jeg var ligeglad. Alarmen gik i gang, da jeg løb ud af butikken. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på. Folk råbte efter mig, men jeg løb videre. Jeg måtte ud. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og tanker fløj rundt inde i mit hoved, men jeg kunne ikke fastholde en eneste af dem. Folk brokkede sig når jeg fløj forbi dem, og jeg tror, at jeg kom til at vælte en lille pige. Mine bare fødder frøs nærmest til is, da jeg trådte ud af centret. "Eli!" jeg så mig tilbage. Andrea kom løbende med mit tøj og sko i favnen. Jeg satte i løb igen. Jeg skulle væk. En bus var netop ankommet til et stoppested ved siden af mig. Min mobil med mit rejsekort i lå i min hættetrøjes inderlomme. Jeg løb derhen og nåede akkurat ind, inden at dørene lukkede. Jeg så hvordan Andrea stoppede op og gloede på mig med et panisk blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...