Den sidste akt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 22 dec. 2017
  • Status: Igang
Fire venner, to kærestepar og et utroskab.

2Likes
0Kommentarer
248Visninger

1. Festen

''Hvor er de andre?'' Spurgte jeg forvirret. ''Ehh. De er ikke kommet tilbage fra toilettet endnu.'' Anton kiggede på mig og trak på skuldrene. ''Jeg går lige ud og ser om de ryger eller noget.'' Jeg prøvede at danne mig et overblik over menneskemængden foran mig, men lyset og musikken gjorde det svært at fokusere. Der var proppet af mennesker hele vejen fra vores bord og ud til udgangen. Jeg prøvede at møve mig igennem mængden og efter fem minutters kamp, lykkedes det. ''Du godeste.'' Sagde jeg lavmælt da jeg endelig kom ud i den friske luft. Imens jeg gennemrodede mine lommer for at finde min smøger, kiggede jeg udover de glade unge mennesker der fyldte hele gården for at finde Maria og Elias. ''Hvor fanden er d...'' Ligesom da jeg skulle til at tænde min smøg, bumpede der en stor og stangstiv dreng ind i mig og hele hans drink landede udover mig. ''Wow! Det er jeg fandme ked af!'' Skreg han nærmest ind i hovedet på mig. Jeg forsøgte desperat at tørre hans vodka/Red bull væk fra min øjne, og det resulterede kun i, at det blev endnu værre. Jeg kiggede surt på ham og sukkede, ''Det går nok..'' Jeg prøvede ihærdigt at skjule min vrede og frustration. Han forsøgte at sende mig et lille smil som plaster på såret, men det endte bare med en akavet grimasse og efterfølgende skyndte han sig væk. Og gudskelov for det. Jeg kiggede mig rundt en sidste gang efter Maria og Elias, men uden held og efterfølgende besluttede jeg mig for at tage hjem. *Hej skat, jeg kan seriøst ikke finde dem og jeg ligner en panda, så tror jeg tager hjem nu.. Skal du med?* Jeg sukkede om sendte min besked til Anton, imens jeg bevægede mig imod udgangen. *Jeg har lige mødt en masse gamle venner fra efterskolen, så jeg tror bare jeg bliver. Og en panda? Det lyder ikke særlig sexet, så ja, du må nok hellere skynde dig hjem! ;-)'' Jeg smilede og lagde min mobil i lommen imens jeg nærmede mig udgangen.

Jeg tændte min smøg for anden gang og tjekkede bussen. ''Hey.'' Den bekendte stemme kom bag mig. Jeg vendte mig om og synet af Elias' ansigt fik mig til at smile. ''Hey! Hvor Søren har du været?'' Elias kiggede på mig og gengældte mit smil, ''Aldrig for langt væk.'' Jeg himlede øjne og smilede. ''Jeg er på vej op til bussen, skal du med?'' Han kiggede ned i jorden og svarede, ''Ja, det må jeg nok hellere.'' Hans pludselige humørsvingning undrede mig, men jeg valgte ikke at tænke længere over det og sammen drog vi op med bussen. ''Hvor er Maria?'' Spurgte jeg forvirret. Han kiggede på mig og så så han væk igen, ''No clue.'' Jeg kiggede endnu mere forvirret på ham, ''Men gik I ikke sammen tidligere?'' Han sparkede til en sten. ''Jo, men vi blev uvenner og så skred hun.'' Jeg kiggede undrende på ham, ''Hvad er der sket? Er I okay?'' Han kiggede irriteret på mig. ''Jeg gider ikke snakke om det.'' Han sendte mig en af de der smil, der for en uvidende person, så helt normalt ud, men sarkasmen slog mig som et slag i ansigtet. ''Fair nok.''

 

Busturen gik nogenlunde smertefrit. Elias var stille det meste af vejen og det meste af hans sætninger og svar, bestod primært af ja eller nej, men han virkede til at være i nogenlunde bedre humør efter omstændighederne. ''Hvor er din kæreste?'' Spurgte Elias mens han kiggede ud af vinduet. Jeg hadede når han kaldte Anton det. Min kæreste. Han fik det til at lyde som om, at de aldrig havde mødt hinanden før. ''Han blev. Han mødte nogen gamle venner og så, ja. Det er fint nok.'' Sagde jeg og prøvede at lyde glad og opmuntrende. Elias kiggede hurtigt på mig og nikkede derefter kort og så så væk igen. Jeg sukkede. ''Er du sikker på at der ikke er noget du vil snakke om?'' Jeg fortrød allerede mit spørgsmål ligeså snart, at jeg havde sagt det. Han kiggede surt på mig og sukkede. Det var tydeligt at se at han var irriteret. ''Jeg spurgte bare, slap af.'' Sagde jeg surt og kiggede væk. Sikke en idiot.

 

Efter en halv times tid, skulle jeg af. Jeg overvejede et øjeblik at lade være med at sige noget og bare gå, men lod være. Bare for en god ordens skyld. ''Vi ses.'' Det overraskede mig hvor lavt jeg sagde det og skyndte at rømme mig. ''Og god bedring.'' Vrissede jeg da jeg vendte mig om for at gå ned mod bagdøren. ''For helvede!'' Sagde jeg lavt til mig selv og fortrød med det samme min kække bemærkning. Uden at vende mig om, skyndte jeg mig ud af bussen og ud på fortorvet. Jeg tog en dyb indånding imens prøvede at slappe lidt af igen.

Jeg håber virkelig at min mor er gået i seng, tænkte jeg da jeg rodede mine lommer igennem for at finde min nøgle til opgangen og ligesom at jeg havde stukket nøglen i låsen, blev jeg afbrudt da en pludselig hånd tog fat i min skulder og vendte mig om. Til min store forskrækkelse stod Elias' og kæmpede med vejret lige foran mig. ''Hvad fanden laver du?'' Stønnede jeg nærmest lydløst og tog mig til brystet. Jeg tog en dyb indånding og kiggede stadig chokeret på Elias. ''Sorry, jeg er løbet hele vejen fra stoppestedet.'' Grinede han imens han kørte sine hænder igennem sit hår. Jeg sukkede, for måske trehundrede gang i dag. ''Hvad vil du? Jeg er på vej op.'' Jeg kiggede irriteret på ham og efterfølgende ned i jorden. Jeg hadede at være sur på ham. Det varede alligevel ikke i mere end fem minutter. Og det vidste han godt. Han tog blidt fat i min hage og løftede mit ansigt op imod hans. Vores øjne mødtes. ''Jeg er virkelig ked af den måde jeg snakkede til dig på tidligere. Jeg var lidt af en nar og det beklager jeg. Maria har bare en evne til at ødelægge mit humør hver evig eneste gang.'' Han sukkede og kiggede væk. ''Det er okay. Jeg var ikke meget bedre.'' Han kiggede på mig med et blik og smil, der afslørede et par trætte øjne og en udmattelse der var til at tage og føle på. ''Venner?'' Spurgte han og grinede, imens han slog armene op til et kram. Jeg grinede og kastede mig ind i hans arme. ''Bedste!'' Vi knugede os ind til hinanden og efter et øjeblik, gled vi forsigtigt fra hinanden igen. Men der skete noget. Noget uventet og uønsket. Eller, var det? Han kiggede intenst på mig imens han trak mig ind til ham igen. Vores øjne mødtes endnu en gang, men den her gang var der anderledes. Det føltes anderledes. Efter noget der kun føltes som millisekunder, kyssede han blidt mine læber. Min første reaktion var, at kigge chokeret på ham og skubbe ham væk. ''Hvad laver du?'' Spurgte jeg med en stemme der slet ikke lød ligeså stor og farlig som jeg ville have at den skulle. Han fortsatte med at kigge på mig, nærmest stirrende og nærmede sig mig igen. Jeg trak mig tilbage imod døren og da jeg ikke kunne komme længere, lagde han blidt en hånd på min kind og sagde stille, nærmest hviskede, ''Luk øjnene.'' Duften af hans ånde, parfume og krop, gav mig en følelse af elektrochok. Jeg lukkede øjnene, men ikke fordi at han bad mig om det, men fordi at jeg ikke ville være vidne til hvad jeg vidste der skulle til at ske. Hans læber mødte blidt mine igen og det tog vejret fra mig. Med mine øjne fortsat lukkede, kyssede han mig endnu en gang, men denne gang kunne jeg ikke modstå det mere. I takt med at jeg lod mine hænder køre igennem hans hår, tog han fat i mine hofter og hev mig ind imod ham. Hans kys var bløde som smør og smagen af hans læber gjorde mig svimmel. De forbudte følelser jeg havde undertrykt de sidste tre år, blussede alle frem på under to sekunder og med et, var han igen det eneste der fyldte mit hoved og mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...