Juleånden

Mit input til julekonkurrencen "Skriv en julehistorie."
Jeg har taget udgangspunkt i mulighed 2, 3 og 4.


Nora, en hjemløs pige ønsker sig ikke andet end tryghed, da 3 "personer" en dag dukker op og vender op og ned på hendes liv.

"Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold, og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort, varmt tæppe oveni. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give. "

1Likes
2Kommentarer
221Visninger
AA

5. Nissernes verden

Jeg sætter af, og vi springer alle på samme tid ind i portalen. Et skarpt lys kommer mig imøde. Pan holder godt fast i min hånd, og selvom jeg ikke kan se ham, er jeg sikker på at han aldrig vil give slip. Jeg prøver at knibe øjnene sammen og åbne dem igen, men intet sker. Det føles som om vi går i en evighed, indtil jeg ser et svagt lys et par meter fremme. Pludselig lyder et frygtindgydende skrig. Det er så øreskærende, at jeg har lyst til at rive mig løs af Pans hånd for at holde mig for ørerne, men jeg glemmer ikke hans advarsel.

”Lad os komme ud herfra!” hører jeg nogen sige, hvorefter Pan begynder at løbe, mens han trækker afsted med mig.

I farten snubler jeg og kommer til at give slip på hans hånd.

Jeg råber ud i mørket: ”PAN!”

Intet svar.

Hvad gør jeg?

Jeg skulle aldrig have givet slip, men min fod har sat sig fast i noget.

Frustreret prøver jeg at hive min fod ud af hvad der føles som en trærod, men uden held.

”HJÆLP!” råber jeg højere.

Jeg hører noget nærme sig og mærker angsten krybe frem i mig.

”Nora? Er det dig?”

Nogen rører ved min skulder.

”Pan?”

”Ja. Vi skal ud herfra nu. Tag fat i mind hånd.”

Hvorfor hvisker han? Her er vel ikke noget at være bange for?

”Jeg sidder fast. Se at komme ud herfra Pan, jeg skal nok finde ud.”

Uden at tøve griber han fat i min ankel og hiver til, hvorefter jeg ryger bagover. Han løfter mig hurtigt op i sine arme og løber. Alt jeg kan høre, er hans åndedræt.

Hvorfor kom han tilbage efter mig? Og hvor er de andre?

Spørgsmålene må vente til senere, for pludselig lyder der fodtrin bag os.

Hurtige fodtrin, som om nogen løber. Pan sætter farten op. ”Pis,” udbryder han.

Noget klistret suger sig fast på min arm. Jeg prøver at det af, men det vil ikke give slip.

Vi når til lyset, og Pan træder igennem portalen.

Da vi når ud på den anden side, sætter han mig forsigtigt ned.

Jeg kigger på min arm, hvor et lille sort væsen har suget sig fast.

Hurtigt river jeg det af og kaster det hen mod portalen.

Væsenet efterlader et lille rødt mærke, men der ser ikke ud til at være gjort nogen skade.

”Nora! Er du okay?”

Det er Elvira. Hun kigger bekymret på mig, mens Pan og Elvil snakker sammen.

”Jeg har det fint. Hvad skete der lige derinde? Og hvad var det for en skrækkelig lyd?”

”Skriget du hørte var formodentligt en dødsnisse.

Det er nisser som er blevet væk i portalen og aldrig har fundet ud. Når de så småt er begyndt at blive sindssyge, overtager dæmoner dem, og derefter tilhører de mørket.

Der er mange farer ved at rejse via portaler, og derfor er det meget vigtigt, at man ikke tager derind alene, medmindre man kan forsvare sig selv.

Så snart en dødsnisse har fået fat i dig, er du så godt som dødsdømt.

De bortfører folk til deres mørke huler, hvorefter de lader dæmonerne overtage resten.”

Jeg kommer i tanke om væsenet der sugede sig fast på min arm. Hvad var det for en, og er den farlig? 

”Er der andre farlige skabninger derinde som jeg burde høre om?”

Elvira ser alvorligt på mig. ”Mørket er fyldt med skabninger, end ikke vi kender til dem alle. Dog skal du være på vagt efter Kataier. De sætter sig fast på alt og suger det i sig. De vokser sig større, jo mere de suger til sig, og til sidst kan de blive så enorme, at de er umulige at bekæmpe.

Hvis bare en af dem undslap portalerne, ville det være katastrofalt.

Jeg synker en klump. Var det sådan en der angreb mig? Og hvor er den henne nu?

Mine tanker bliver afbrudt, da nogen sætter sig ved siden af mig.

Pan.

”Hey” fremstammer han.

Jeg smiler.

”Tak fordi du kom ind efter mig, da jeg dummede mig. Og undskyld. Jeg skulle ikke have snaget da du fortalte om Lana. Om i havde noget eller ej, det angår ikke mig.”

Det triste blik vender tilbage, men denne gang forsvinder det hurtigt igen.

”Det er okay. Jeg skulle ikke have reageret på den måde. Du kunne jo ikke vide at jeg ville flippe ud.”

Elvil gør os selskab.

”Nu er i vel ikke ved at blive forelskede, er i?,” siger han drillende og blinker til mig.

Jeg kan mærke varmen stige op i mine kinder.

Pan rømmer sig, ”selvfølgelig er vi ikke det Elvil. Ingen grund til bekymring. She’s all yours.”

 Han rejser sig og går, men Elvil bliver siddende.

”Hey! Ingen grund til at blive mopset Pan,” råber Elvil efter ham.

”Hvad er der med ham?,” spørger jeg forsigtigt.

”Årh. Pan har ikke haft det nemt. Det er en lang historie, men den du nok helst vil høre handler om Lana.”

Han kigger afventende på mig, og jeg nikker.

”Vi fandt Lana sidst vi ledte efter den nye Juleånd. Det var vinter, og søerne var frosset til is. Lana havde.. våget sig ud på isen. Det var Pan der fandt hende, og da vi fandt ud af, at hun var den nye Juleånd, udviklede de et meget specielt bånd. Hvis ikke det var for hendes død, tror jeg de havde holdt for evigt.

Ser du, Lana var Pans første rigtige kæreste.

Jeg har aldrig set ham elske nogen så højt før.”

Tanken om hvad Pan har været igennem får mit humør til at vende drastisk. Så er det klart, at han altid reagerer sådan når man nævner hendes navn.

Elvil rejser sig op og trækker mig med. ”Kom, jeg skal vise dig noget. Nu er vi jo trods alt i min verden.” Han smiler mig venligt imøde. Efter alt det der er sket, har jeg slet ikke haft tid til at beundre det smukke landskab. Alt er dækket af sne. Kæmpe grantræer tårner sig op over os. Et stykke foran os dukker en enorm bygning af træ op. Er det .. slikstokke?

Jeg kan ikke tro det. Foran mig er Julemandens værksted!

Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se noget så fantastisk.

”Det er her vi arbejder.” siger Elvil og præsenterer værkstedet med hånden.

De to store porte til Julemandens værksted går op ad sig selv, og en duft af brunkager rammer mig.

”Wow!”

Foran mig arbejder hundredvis af nisser.

Gaver flyver frem og tilbage fra den ene maskine til den anden, og gaver bliver pakket ind, hvor end jeg kigger hen. Jeg kan stadig ikke begribe mit held.

Tænk at jeg for blot et par timer siden sad alene i kulden, endda med tanken om bare at gøre end ende på det hele, og nu står jeg i selve Julemandens værksted.

Som havde han læst mine tanker, tager Elvil sine arme rundt om mig, snurrer mig rundt så jeg kigger ham direkte i øjnene og siger: ”Det er okay nu. Jeg skal nok sørge for at du får det godt. Det lover jeg.”

Hans øjne borer sig ind i mine. Jeg fanger mig selv i at beundre dem, men det føles helt forkert.

”Tak” siger jeg lavmælt, og løsner mig så af hans greb.

Han ser skuffet ud, og jeg prøver at forbedre stemningen ved at skifte emne.

”Er der nogle af jer der har magiske kræfter?”

Han løfter det ene øjenbryn.

”Vi kommer fra et magisk rige Nora, selvfølgelig har vi magiske kræfter. Alle væsner i Hospius har hver især deres egenskaber, men ingen nær så enestående som dine. Der er så mange forskellige evner, at det vil tage for lang tid at remse dem op, men jeg kan nævne et par. For din skyld,” siger han drillende.

”Fortæl mig om elvere, nisser, og Julemanden. Resten kan vente.”

”Lad os starte med elvere. Dem ved jeg jo mest om, siden jeg selv er en.

For det første kan vi manipulere med elementet is, men der er visse grænser for hvordan og hvor længe. For eksempel kan vi skabe mure af is, ved at trampe i jorden mens vi siger en bestemt formular, men muren holder ikke meget længere end 10 sekunder efter besværgelsen, og den er svær at opretholde.”

”Seriøst!? Det må du vise mig en dag!”

”Alt til sin tid,” siger han og blinker.”

Hvad er der med ham og det blinkeri?

”For at vende tilbage til vores evner, så vil der, hvis vi finder vores sjæleven, blive oprettet et telepatisk bånd mellem dem og os efter det første kys. Vi er også ekstremt dygtige når det kommer til at bruge bue og pil.”

”Telepatiske evner? Vildt!”

”Hvad med Julemanden, hvad kan han?”

”Ja det er jo en anden sag.

Hans evner er meget specielle.

Som du nok ved, deler Julemanden gaver ud juleaften, og det er ikke ligefrem nemt på en nat. Til hjælp har han derfor en evne der kan få tiden til at gå i stå. Når han sætter tiden i gang igen, vil ingen kunne mærke en forandring. De vil bare fortsætte med deres handlinger, som om intet er hændt. Udover det, kan han sprede magi i form af juleglæde. Ellers ved jeg ikke meget mere om hans evner. Han holder sin magi rimeligt begrænset, og bruger den kun når det er mest nødvendigt.

Hvad angår hans nisser, er der ikke specielt meget at fortælle, udover at de har meget brugbare evner indenfor heling, og et meget specielt forhold til naturen. Folk kalder dem også Naturens børn, fordi de kan kommunikere med naturen.”

Wow. Tænk at der findes så mange forskellige individer!

Da Elvil har vist mig rundt i et stykke tid, tager han mig med hen til en stor spisesal. Lyskæder hænger hele vejen rundt om salen, og i midten står et enormt juletræ. Pan og Elvira venter allerede på os ved et af de runde borde, sammen med to andre nisser.

Elvira kommer mig imøde, og præsenterer mig for de to nisser, Milo og Rhanda.

Vi sidder længe og snakker om alle de ting vi skal nå, mens alverdens retter bliver serveret for os, da dørene til spisesalen går op, og en dyb, men venlig stemme siger mit navn.

”Frøken Nora. Det er mig en ære at møde dig.”

Jeg kan ikke holde begejstringen inde. Foran mig står julemanden i al sin pragt. Tænk at jeg, en ubetydelig, hjemløs pige får lov at møde ham som så mange børn beundrer.

”Æren er helt på min side Hr. Nikolaus! Tak for deres varme velkomst,” siger jeg og nejer. Julemanden ler, og han er ikke den eneste.

Pan og Elvira er nær ved at vælte ned af deres stole af grin. Fornærmet sætter jeg hænderne på hoften og kigger på dem.

 ”Undskyld, men hvor skulle jeg vide fra, hvordan man hilser på Julemanden?!”

Fniseriet fortsætter, men i det mindste vælter ingen ned af stolen. Jeg retter igen blikket mod Julemanden, som fortsætter med at snakke.

”Jeg kan forstå på det hele, at mine 3 hjælpere allerede har forklaret dig, hvorfor du er her?”

”Det kan jeg forsikre dem om, at de har. Jeg skal helbrede dem for deres alderdom og sætte deres krop tilbage til et tidligere stadie, så de kan leve endnu et år. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke helt ved hvordan jeg skal gøre dette.”

Julemanden ler igen. ”Frygt ej, Nora. Du er ikke den første Juleånd som har det sådan. Selvom der er visse ting, du kun selv kan vide, hvordan du gør, er der også mange ting, som er blevet skrevet ned gennem årene. De forrige Juleånder har skrevet deres besværgelser og ritualer ned i en bog, som vi kalder ”Julens bog.”

I denne bog står også alverdens informationer om de mange magiske væsner fra vores rige. Bogens indre udvides i takt med at vi får ny viden, og siden det nu er dig, der er Juleånden, er det også dig, der skal være i besiddelse af bogen.”

Han hiver en stor bog, med en stjerne på omslaget, op ad sin sæk og rækker mig den.

”Du må love at vogte denne bog med al din styrke. Den må under ingen omstændigheder lande i mørkets hænder, da den indeholder information, som kan være til skade for hele riget, hvis de forkerte får fat i den.”

Jeg lader mine fingre glide hen ad det ru omslag og smiler ved tanken om, at han betror mig noget så dyrebart. ”Jeg sværger, at jeg vil bevogte den med mit liv.”

Julemanden hiver en glaskugle, magen til Elvils, ud af lommen.

”Her, den får du nok brug for,” siger han og rækker mig den.

Jeg kigger hen på Pan og de andre. Pan smiler stolt til mig, men jeg kan se, at der er noget galt. Han kigger hele tiden hen mod døren, som om han er bange for, at nogen skal træde ind. Julemanden fortæller mig, at jeg skal møde op i værkstedet Tirsdag morgen for at helbrede ham, hvorefter jeg takker ham for hans gæstfrihed og skynder mig ned til Pan.

”Er du okay?”

Pan ser nærmest overrasket ud da jeg spørger ham, men svarer ikke.

Jeg kigger alvorligt på ham, hvorefter han svarer: ”Undskyld, jeg er bare ikke vant til at folk bekymrer sig om mig.. jeg har det fint.”

Han tvinger et smil frem, men siger så, at han er nødt til at gå og forsvinder ud af døren. Da han er gået, vender jeg mig mod Elvira og Elvil. ”Hvad er der galt med ham?”          Elvira og Elvil udveksler blikke.

”Pan har nogle problemer derhjemme, men det er ikke noget du skal bekymre dig om nu,” siger Elvil bestemt.

Jeg tager et kig ud af spisesalens døre, men da Pan ikke er til at se nogle steder, tager jeg afsked med Elvil og lader Elvira følge mig op til hendes sovekammer. Hun bor på værkstedet sammen med alle de andre nisser. På vej op ad de brede trapper til sovekammeret, fortæller Elvira mig, at Elvil og Pan ikke bor her. De bor hver især hos deres forældre, da de jo ikke er nisser, men Snevogtere. Pans mor er død, så han bor kun sammen med sin far.

Det ser ud til at Pan og jeg har mere tilfælles end jeg troede.

Da vi ligger i mørket i Elviras hyggelige, lune soveværelse, er der noget jeg ikke kan lade være med at undre mig over.

”Er der ingen af jer nisser, der har forældre?”

Elvira piller ved sine fletninger. ”Nej. Julemanden vælger kun nisser fra landsbyen, som ikke selv har en familie, men han er ligesom en far for os alle.”

”Så du har aldrig kendt dine forældre?”

”Nej. De ville nok bare ikke have mig.”

Den følelse kender jeg alt for godt.

”Min mor forlod mig da jeg var lille, og min far har aldrig brudt sig om mig. Så tro mig, jeg ved hvordan du har det, men du må aldrig bebrejde dig selv, for du er en fantastisk person El”

”Tak Nora, jeg er glad for at have mødt dig.”

Lidt efter falder Elvira i søvn. Her er stille. Alt for stille. Jeg kan ikke holde det ud. Føler at mørket opsluger mig. Det har altid været min største frygt.

Jeg prøver at aflede mine tanker og kommer til at tænke på Pans øjne. Hvorfor mon de funklede?

Jeg kommer i tanke om Julens bog. Måske står der noget jeg kan bruge i den.

Forsigtigt lister jeg mig ud af sengen og tager bogen fra skrivebordet. Jeg tænder natlampen, og slår op på første side.

”Hospius’ væsner,” står der.

Jeg bladrer videre og stopper da jeg kommer til en side om nisser. Der går et par minutter uden jeg finder noget interessant, men pludselig ser jeg et afsnit om præcis det jeg leder efter. ”Glimtende øjne.”

”Når en nisses øje glimter, er det et tegn på kærlighed. Det kan både være kærlighed til familiemedlemmer, men også kærlighed i forstanden forelskelse..”

Vent. Vil det sige Pan er forelsket i mig?                

Det kan ikke passe! Jeg må have set forkert.

Jeg har oplevet så mange usædvanlige ting det sidste døgn, så der er ikke noget at sige til, hvis min hjerne spiller mig et pus en gang i mellem.

Jeg lægger bogen tilbage på bordet igen, men lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke glemme hvad jeg har læst.

Næste dag vågner jeg med et sæt.

Pan sidder på en stol i Elviras værelse. Slet ikke uhyggeligt.

Han kigger tomt ud i luften, men da han får øje på mig, ændres hans ansigtsudtryk.

”Hvad har du gang i? Overvåger du mig mens jeg sover?!”

Han griner frækt. ”Elvira blev nødt til at stå tidligt op for at kunne nå at lave alle julegaver til den 24. Hun bad mig holde øje med dig. Du er jo trods alt det mægtigste væsen i riget. Vi skulle nødigt have, at nogen får fat i dig.”

”Desuden ser du sød ud når du sover.”

Jeg fnyser. ”Nå, men du kan godt gå. Jeg har det fint, og jeg kan godt passe på mig selv.”

Pan leger med en snor fra gardinet, og retter så sin opmærksomhed mod mig.

”Desværre prinsesse. Jeg har fået til opgave at vise dig rundt og lære dig at forsvare dig selv.”

Jeg måber. ”Skal DU, lære mig at slås?”

”Ja. Hvorfor er det så svært at tro på?”

”Ikke for noget. Jeg troede bare ikke..”

”Troede ikke hvad?” spørger han drillende.

”Troede ikke.., at du var typen der gad at tage sig af andre. Især ikke af mig.”

”Så du siger jeg er usympatisk?”

”Det var ikke det jeg sagde.. jeg mener bare..”

Han griner højlydt. ”Jeg laver sjov med dig. Se at få noget tøj på, og mød mig så i spisesalen om et kvarter.”

Et par sekunder bliver han siddende og betragter mig. Så rejser han sig op og går.

 

De næste 3 dage går med træning, rundvisning og hygge.

Hvem havde troet at Hospius har en skole for nisser og elvere? Ikke mig i hvert fald!

Pan synes, at det kunne være godt for mig at starte i skole og møde nogle nye folk, men jeg er ikke sikker på hvor vidt jeg passer ind der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...