Juleånden

Mit input til julekonkurrencen "Skriv en julehistorie."
Jeg har taget udgangspunkt i mulighed 2, 3 og 4.


Nora, en hjemløs pige ønsker sig ikke andet end tryghed, da 3 "personer" en dag dukker op og vender op og ned på hendes liv.

"Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold, og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort, varmt tæppe oveni. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give. "

1Likes
2Kommentarer
236Visninger
AA

1. En kringlebod

Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort varmt tæppe. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give.

Julen er så uretfærdig og dog så vidunderlig.

Folk bruger deres penge på julegaver, mens andre som mig må fryse ude i kulden, fordi vi ikke engang har et hjem at bo i.

Det er selvfølgelig ikke andre folks skyld at jeg sidder her, men jeg kan ikke lade være med at misunde dem, fordi de har så meget og jeg så lidt. Ikke kun i den materielle forstand, men også relationsmæssigt.

Hvis bare jeg havde en forælder som ville holde trygt og fast om mig, ville det hele være meget nemmere. Jeg ville nemlig have håb.

Lige nu har jeg ingenting.

En dreng råber: ”MOR SE! DET ER JULEMANDEN!”

Han smiler over hele femøren og løber hen mod end stor, gammel mand med røde klæder og et stort hvidt skæg. Han sidder under et kæmpe juletræ midt på torvet.

”Ho,ho,ho” lyder det fra manden med det hvide skæg.

Jeg bliver varm indeni, når jeg ser på dem, for ethvert voksent menneske kan se, at det er en helt ordinær mand i et kostume, men ikke børnene.

De ser magi, glæde og venlighed, fordi de har håb. De er vant til at fejre jul og høre historier om julemanden og hans rensdyr.

Gid jeg havde haft sådan en barndom. Fuld af håb og glæde.

Men det har jeg vel bare ikke fortjent.

Min far har været alkoholiker, så længe jeg husker, og min mor var en kujon. Ifølge min far forlod hun os, da jeg var fem. Han havde ikke et arbejde dengang. Det var min mor der tjente pengene, så da hun forlod os, var der intet tilbage at leve af. Siden da har det været mig og min far. Eller det vil sige, det har været mig og mig selv. Min far har aldrig været til megen nytte. De første år efter min mor forlod os, boede vi i en ussel lille lejlighed, som stank af Pilsner året rundt. Min far havde enkelte jobs rundt omkring, men aldrig noget permanent eller vellønnet for den sags skyld. Da jeg var tolv, begyndte han at spille om penge, og enkelte gange kom han hjem med en sølle gevinst, men det holdt ikke. Efter 1 år blev vi smidt på gaden. Jeg har ikke haft et hjem i tre år og har altid været alene om at skaffe penge. Nogle gange får jeg lov at hjælpe til i Café Bruno's. Ejeren er flink nok og giver mig også en skilling for det, men pengene holder ikke længe. Han har foræret mig en gammel bog med historier om fjerne verdener og magi, men jeg er for gammel til at tro på den slags. I stedet læser jeg op for nogle af de små på torvet, og indimellem kaster de en mønt eller to. En dag kan føles som et år når man fryser, og lige nu føler jeg, at jeg aldrig vil kunne rejse mig op igen. Mine ben føles som træ, og jeg har mistet følelsen i størstedelen af min krop. Jeg kigger på det smukke lysende juletræ for at distrahere mig selv fra kuldens smertefulde stik. Bare der var noget jeg kunne gøre for at få varmen. Den hyggelige julepynt rundt omkring får mig på andre tanker i et par sekunder, men da jeg har studeret den samme lysende julestjerne tre gange, kan jeg ikke længere holde det ud. Jeg må bevæge mig, ellers er jeg bange for, at jeg falder i søvn. Jeg prøver at støtte mig op ad muren, mens jeg trækker mig op. Folk er så småt ved at have forladt byen. Det store ur fortæller mig, at klokken er 11. Min far ligger ikke på fortovet længere. Han må være gået, uden at jeg har lagt mærke til det. Jeg griber fat i min bog og bevæger mig langsomt ind mod bymidten.

Jeg vandrer rundt i Lettheims gader og leder efter et varmere sted at slå mig ned, da jeg hører nogle af de andre hjemløse snakke sammen: ”Skynd dig! Hvis der virkelig bliver delt gratis kringler ud, skal vi have fat i nogle, inden de løber tør!”

Jeg følger efter de to hjemløse og stopper ligesom dem op ved en kringlebod. Et venligt ansigt smiler til mig fra boden. Drengen kan ikke være meget ældre end mig. Han har kastanjebrunt hår og store grønne øjne. På hovedet har han en nissehue.

Han tager et hurtigt kig på mine hænder og begynder straks at rode rundt i en kasse.

Da han ser ud til at have fundet hvad han ledte efter, kaster han et par handsker og et tæppe i min retning.

 ”Værsgo! Du må være ved at dø af kulde!”

Jeg kigger forundret på ham, og han smiler fjoget.

”Kom nu! Pak dig ind så godt du kan, jeg kan jo se at du fryser.”

Han kigger insisterende på mig, og jeg løfter handskerne som han gav mig. De er røde med broderede snefnug. Jeg prøver forsigtigt at lade vanten glide over min venstre hånd, men en stikkende fornemmelse bevæger sig gennem min hånd. Hvor er det flovt. Mine hænder er for frosne til at jeg kan få vanterne på, og varmen brænder næsten på min hud, fordi jeg har frosset så længe.

Drengen springer ud af boden og tager hurtigt vanterne ud af hænderne på mig. Han tager forsigtigt fat i min venstre hånd og siger: ”Jeg ved godt at det gør lidt ondt når de tør op, men du bliver nødt til at få varmen. Vi kan jo ikke risikere, at du fryser ihjel!”

Jeg betragter hans øjne mens han skubber vanten på min hånd og derefter på min anden.

”Så! Det burde gå,” udbryder han og smiler skævt til mig.

Han tager tæppet og vikler det to gange rundt om mig, mens han prøver at varme mine arme ved at gnubbe sine hænder mod dem. ”Tak” siger jeg stille og fælder en tåre.

Det her er alt jeg ønskede mig.

Han kigger bedrøvet ned på mig. ”Hey, du må ikke græde! Jeg vil jo bare hjælpe dig.”

Jeg griner forsigtigt. Det er første gang i lang tid. ”Undskyld, jeg er bare ikke vant til at folk tager sig af mig, men bare rolig, det er trods alt glædestårer.”

Et lettet suk lyder fra ham, og han siger: ”Jeg kommer tilbage om lidt, lov mig at du bliver her. Der er lige noget jeg skal ordne.”

Han går hen til en flok forfrosne mennesker. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at der var kommet så mange. 

Drengen løber frem og tilbage med vanter og tæpper, og lige meget hvor meget han anstrenger sig for at hjælpe folk, bevarer han hele tiden et smil på læben.

Sikke et godt menneske, men hvordan har han ordnet alt det her på så kort tid?

Jeg er sikker på, at boden ikke var her for et par timer siden.

Drengen dukker op igen og rækker mig hånden. ”Jeg fik aldrig nævnt mit navn. Jeg hedder Elvil.”

Jeg kigger usikkert på hans udstrakte hånd, ser ham i øjnene og beslutter mig for, at han er én jeg kan stole på. Forsigtigt lægger jeg min hånd i hans og ryster den.

”Nora. Mit navn er Nora.”

Derefter står vi bare og kigger på hinanden for en stund. Jeg er sulten, men vil ikke bebyrde ham yderligere. Han har allerede hjulpet så meget.                                                                                                                       

Pludselig bryder han tavsheden, og som havde han læst mine tanker, siger han: ”Undskyld! Du må være vildt sulten. Jeg henter noget til dig nu, bare bliv hvor du er.”

Han vinker hurtigt, hvorefter han løber hen til boden.

Det er rart at der endelig er én som tager sig af mig, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Hvordan skal jeg kunne gengælde den glæde han har givet mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...