The Pain of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Vi vidste godt det var forkert.
Og tro mig vi prøvede at lade vær.
Men på et tidspunkt i livet må man stå ved sine handlinger.
Også selv om resten af verden ikke må høre eller se det.
Vi bestemmer ikke hvem vi elsker, eller hvem der elsker os.
Så på et tidspunkt må vi bare elske dem vi kan.
Vi ved godt vi aldrig vil blive forstået eller accepteret.
Men i det mindste har vi hinanden.

Dette er historien om to elskende i en verden, hvor deres kærlighed er forbudt. Følg dem gennem deres liv fra barnsben af op igennem deres ung.

2Likes
0Kommentarer
950Visninger
AA

7. Kapitel 3: Eg

Vores mor var på hospitalet over 1 år, inden hun døde. Det havde været en forfærdelig tid fyldt med sorg og rædsel, Val og jeg havde nået at holde to fødselsdage uden hende og var nu begge fyldt 14. Lægerne ringede om morgenen og fortalte os det. Det var Kamelia der havde fundet hende. Lamia ville gerne havde holdt en stor, fin, smuk begravelse, men Seth synes det var latterligt når det kun var os 4 vi kunne invitere. Så i stedet blev vores mor kremeret, og begravet ved de ukendtes gravsted. Lamia havde dagen efter vores mors lille "begravelse", ringet til onkel Keld som havde sagt vi bare kunne komme. Så vi havde pakket vores ting og rejst, fra vores lille landsby til vores onkels storby. Jeg havde pakket de vigtigste ting fra mit værelse; et billede af mor og far, noget tøj,og andre ting som havde værdi for mig. Seth havde råbt at vi ville få masser af nye ting, så der var ingen grund til at gemme alt vores skrammel, men jeg havde alligevel pakket så meget så muligt. Da vi var taget afsted, var det gået hurtigt. Vi havde ikke udvekslet et ord sammen hele vejen derhen, og en intens stilhed lå over os. Seth havde ringet til en taxa, som samlede os op på  stationen. Det havde været en forfærdelig biltur, en kvælende lugt af cigaretter og alkohol havde været fanget sammen med os i bilen. Og jeg havde siddet med næsen i vinduesprækken, for at trække så meget rentluft ned i lungerne som muligt. Taxachaufføren havde smilet, da vi fortalte ham adressen. Jeg havde ikke tænkt nærmere over det indtil vi kørte igennem skoven og jeg fik et glimt af vores fremtidige hjem. Jeg trak mig væk fra vinduet for at få bedre udsyn. Et gisp undslap mig, og jeg lagde slet ikke mærke til den brændende fornemmelse der bredte sig i mine lunger, da den giftige ilt fløj ned i mine lunger. Ved siden af mig kunne jeg høre Val gispe, og jeg kunne næsten forstille mig det strålende smil der bredte sig over hans smukke kinder. Han havde ret, det var et vidunderligt hus. Måske det største jeg havde set i min livstid, og jo tættere på vi kom, jo mere magisk og fortryllende blev det. Det var en ægte arkitektdesignet strandvilla, med store panoramavinduer, hvide vægge, og et kulfarvet tag. Det var simpelthen et betagende hus, som ikke kunne beskrives i skønhed. Og som huset ikke var nok, var prikken over i'et  at der stod et kæmpe, majestætisk egetræ midt i den lille rundkørsel foran huset. Jeg sukkede, og lod min krop falde tilbage mod taxasædernes hårde læder. Et fjogede smil sad limet på mine læber, da Val lod sine fingre glide henover min håndryg. Jeg vendte forsigtigt ansigtet mod ham, og vendte hånden om for at lade vores fingre synke sammen. Noget glimtede i hans øjne, da han lod sine læber strejfe min pande. Lamia fniste og greb hektisk fat i Seth der sad på forsædet. "Se Seth, Onkel Keld er hjemme. Jeg var bange for han måske ville være på arbejde". Seth vendte øjne og så ud af vinduet, som trak en usynlig kraft hans hoved ud mod haven. Jeg fulgte i stedet Lamias blik og så den store, truende Lamborghini Veneno. Lamia grinte og ignorerede Seth åbenlyse tegn på irritation. Hun trak på skuldrene og så hen på Val og mig. "Vil I høre en sjov historie?" Jeg trak mine øjne væk fra bilen der kunne skimtes i det fjerne. Og så hen på Lamia der næsten ikke kunne sidde stille, af bar spænding. Val smilte og nikkede, "okay nu skal I høre...." Lamia begyndte sin lange historie, om første gang Seth og hende havde besøgt vores onkel. Og halvvejs begyndte mine tanker at forsvinde fra samtalen, og inden jeg vidste af det sad jeg og dagdrømte om vores fremtidige liv. Det var først da bilen standstede bræt, og taxachaufføren vendte sig om og mødte mit blik at jeg blev revet tilbage til virkeligheden. "Vi er fremme". Jeg smilte og kravlede nærmest over Lamia, for at komme ud. Lamia smilede sødt, og lod mig komme ud. "WOW!" Selvom man kunne se huset gennem skovens grene, var det endnu smukkere når man kom tættere på. Val fulgte langsomt efter Lamia der var på vej ud af bilen, og stilte sig bag mig. "Det godt nok flot hva?" Jeg smilte og nikkede, som var ordne fanget i min hals. En blid vind fløj forbi os, og hev drillende fat i mit tøj. Jeg tog en dyb indånding, og en mærkelig lugt tang mødte min næse. Mit smil blev bredere, da jeg åbnede munden for at smage på den mærkelig tang-vind. Jeg rynkede på næsen, da en kraftig smag af salt lagde sig ovenpå min tunge. "Vi må godt nok være tæt på havet. Man kan jo både smage og lugte det". Val grinte og trak mig lidt til siden, så jeg kunne se forbi huset. Et sæt gik igennem mig, bagved det smukke hus bredte det store, smukke, harmoniske, fortryllende hav sig ud. Et lille skrig undslap mig, da jeg vendte mig om og trak Val ind til mig. "Det er fantastisk Val". Han smilede trist og lod sine fingre strejfe min kind, inden han rettede en af mine hårtotter der var undsluppet min hestehale. "Du er smuk. ved du det?" Jeg sænkede blikket og mærkede hvordan en varm, blid varme bredte sig op igennem min hals op til mine kinder. Han havde sænket sin hånd, men lod den nu hvile under min hage så jeg igen mødte hans blik. Og uden at sige noget, stod vi sådan og beundrede hinanden. "Jeg elsker dig". Ordene havde forladt mig, inden min hjerne kunne nå at tænke over det. Val smilede og tog min hånd, og vendte sig om mod Lamia og Seth der stod og snakkede med chaufføren. Vi bevægede os langsomt nærmere uden at skynde os, det var først da vi var næsten inden for hørevidde, at Val lænede sig ind til mig og hviskede i mit øre. "Jeg elsker også dig". Jeg blinkende til ham og gav hans hånd et klem, og nåede lige at vinke farvel til den søde chauffør inden han bakkede ud og forsvandt. Så stod vi der. Jeg holdte stadig godt fat i Val, da Lamia tog min anden hånd og begyndte at gå mod hoveddøren. Gruset under vores sko larmede, da vi begav os fremad. Vi var alle stille, som turde ingen af os nævne den triste, nervøse atmosfære der havde bredt sig. Da vi nåede helt frem til døren, lå den trykkende stilhed over os som en dyne. Lamia mødte Seths blik og bankede hårdt på døren. Der stod som den ultimative forhindring mellem os og det vidunderlig hus. Jeg slap Lamias hånd, og så Val ind i øjnene. En rungende lyd af fodtrin lød bag døren, som kom de langt væk fra. Jeg mødte Seths brændene blik, da han hev Val og mig ind foran ham og Lamia. Et chok fløj igennem mig, da en dyb, rusten stemme lød bag døren. "Hvem der?" Lamia og Seth rettede sig instinktivt op og sagde næsten i kor. "Det er os Onkel". En stilhed bredte sig bag døren, indtil man kunne høre en lås blive slået fra. Jeg mærkede en kulde af nervøsitet brede sig ned gennem min rygsøjle, da døren langsomt blev åbnet. Jeg klemte øjnene sammen, da et kraftigt lys mødte os, og døren blev åbent lydløst. Jeg havde kun set onkel Keld en gang, da jeg var 6. Så da døren åbnede og en middelaldrende mand på de omkring 40 kom frem, scannede mine øjne ham fra top til tå. Han var næsten ligesom, jeg huskede ham. De samme smalle, citrongule øjne og store, firkantede briller på næseryggen. Hans hår var længere, end jeg huskede det og sad pjusket på hans hoved. Og omkring hans mund og hage voksede et fint, velplejet cirkelskæg. Han havde stadig samme blege, matte hud som jeg huskede. Men der var alligevel noget anderledes ved ham, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. En stilhed bredte sig da han undersøgene lod sine øjne, glide henover os alle fire. Seth var den første der brød tavsheden, "godt at se dig onkel, må vi komme ind?" Onkel mødte giftigt Seth mørke blik, “Seth Zebilius”. Onkel greb hårdt fat om Seth højre hånd, og et kort øjeblik fløj smerte ind over Seth ansigt. Før han igen fik kontrol, “længe siden onkel”. Onkel så længe og observerende ind i Seth øjne. Hvorefter han slap Seth og vendte sig mod Lamia med et smil. “Lamia! Hvor er det godt at se dig”. Lamia smilede, da onkel tog hende i en omfavnelse. “Hvordan har min lille pige det?” Hans ansigt var som forvandlet ved et trylleslag. Fra det mørke uhyggelige ved Seth, til det lette og glade ved Lamia. “Godt tror jeg”. Onkel så forvirret på hende som var han forvirret over hendes svar, indtil som gik et lys op i ham. “ Nå ja selvfølgelig, sig hvis der er noget jeg kan gøre”. Lamia klemte læberne sammen og nikkede. Jeg havde klemt mig helt ind til Val, da Seth og onkel havde snakket sammen. Men da han vendte sig mod os, måtte jeg alligevel slippe Val og vende mig mod ham. “Og hvem har vi her?” Han satte sig på huk, og så skiftevis ind i Vals og mine øjne. “Det er Val og Aya, kan du ikke huske dem? De har ellers besøgt dig en gang før”. Onkel grinede og mødte kort Lamias øjne, “selvfølgelig kan jeg huske dem, de to vidunder børn. Men kan I huske mig? ”. Val smilte sit gudesmukke smil, og jeg mærkede hvordan min nervøsitet smeltede under hans varme blik. “ Selvfølgelig kan de det”. Lamias stemme afbrød den rolige tavshed mellem os, onkel smilede og omfavnede os. “Godt. Lad os komme indenfor. Kom børn”. Jeg rynkede på næsen, han lugtede stærkt af røg ligesom taxaen havde gjordt. Han grinede, da jeg hostede. “Det vender I jer til”. Og med det vendte han sig om og lod os komme indenfor.

Huset havde været endnu større indeni end det så ud udenpå. Entréen havde været fyldt med glødende lamper og kendte malerier, og havde på sin formelle måde virket indbydende og hjemligt. Keld havde bedt os tage skoene af, før han ville føre os videre. Så vi havde forsigtigt taget skoene af og listet videre. Jeg havde halvt forventet, at de flotte, olierede, træbrædder, gulvene var lavet af, ville knirke under vores strømpesokker. Men ligesom med hoveddøren var de uhyggelige lydløse. Der var så stille, at man kun kunne høre vores åndedræt. Keld viste os i gennem endnu en dør fra entréen til stuen, og videre gennem køkkenet. Det havde utroligt forvirrende at finde rundt, men onkel Keld havde sagt, at vi nok skulle lære huset at kende på ingen tid. Så da vi var færdige med at se underetagen, og onkel Keld viste os trappen til overetagen sende jeg et blik til Val der sagde. "Jeg er så forvirret, jeg tror aldrig! Jeg lærer stedet at kende". Val smilte og gav min hånd et klem, inden han trak mig efter onkel Keld op den pompøse og overdådige trappe. "Følg med i to ellers bliver i bare væk". Lamias stemme lavede ekko gennem de tomme gange, "vi er på vej". Jeg kunne næsten høre Lamia ryste på hovedet længere nede af gangen. Onkel Keld var stoppet op foran en af dør, og ventede tålmodigt på at Val og jeg kom små løbende hen til ham. Val blinkede til mig og mødte onkel Kelds spørgende blik med et smil, "nå ja okay.... I skal huske at følge med i to". Han lagde tungt sin hånd på mit hoved, og smilede. "Nå men vi er faktisk kommet til det først værelse... Og det er dit Seth". Jeg løftede min hånd og lod mine fingre følge de smukke belladonnaer som var malet langs kanten af døren, og som i en let leg slyngede sig om en enkelt løgblomst. "Det passer til dig". Seth så forvirret på Val, "hvad mener du?" Val mødte trosigt Seths blik. "Blomsterne passer til dig". En dyb brummen rumlede ud af Keld, jeg så forvirret op på ham. Det var først da han med smil greb fat om Vals skulder, at jeg forstod han grinede. "Der er vist en der forstår sig på blomster, Hva?!" Hans grin steg og han slog sig hårdt på maven, som gjorde grinet fysisk ondt. Val blinkede til onkel og lod ham føre ham længere ned af gangen. Seth fnøs og sendte mig et blik, som fik det til at løbe koldt ned af rygraden på mig. "Kom Aya, dit værelse er længere nede". Jeg trak blikket væk fra Seth og vendte mig hurtigt rundt, for at følge med Val og de andre. Seth sukkede dybt, og gik ind på sit værelse tavst bag mig. "AYA!!" Jeg løftede hovedet med et sæt, og så Val komme løbende mod mig. "KOM! onkel har lige vist mig vores værelser og de er så flotte". Jeg smilte og lod ham føre mig gennem gangene mod vores værelser. "Hvor sover Lamia og onkel Keld". Val pegede på to døre; den ene var stor, større end Seths dør og havde fået udhugget små og store hestekastanjer i hvert hjørne. Mens den anden var på størrelse med Seths dør og havde ligesom Seths blomster malet langs kanten. Dog i stedet for Seths belladonnaer og løgblomst, havde døren her blomster ved navn engkarse og en enkelt gøgelilje som slyngede sig om håndtaget. "De er smukke ikke?" Val der havde set, jeg stod og beundrede dørene, gav mig et på kinden. "Vores er endnu smukkere kom". Jeg fnisede og lod ham føre mig om et sidste hjørne, inden vi kom til vores to døre. Han vendte sig roligt mod mig, "vi har værelser lige ved siden af hinanden, så du skal ikke blive bange for at blive væk. Vi følges ad". Jeg mødte forsigtigt hans øjne, og mærkede hvordan blodet i mig pumpede løs under huden. "Dig og mig". Han blinkede og lagde forsigtigt sin hånd mod min kind, "altid". Jeg mødte forsigtigt Vals blik, da han med faste skridt stilte sig helt op i ansigtet på mig. Jeg smilte og lagde forsigtigt mine arme om hans hals, Val smilede lumskt og pressede sin krop mod min. Jeg sukkede og lod ham presse mig op mod væggen. En dyb og fremmed spinnen lød fra min strube, da jeg lod mine fingre synke ned i hans smukke, bløde hår. Val trak sig lidt tilbage og mødte mine øjne, inden han lod sine bløde læber møde mine. Jeg ville skrige af glæde, da en gnist blev tændt og bredte sig i hele min krop. Men i stedet lød en svag stønnen fra hals. Jeg strammede krampagtigt, men samtidigt kærligt grebet om hans nakke. "Jeg elsker di.." Min ord blev slugt, da Val vildt kastede sig over min læber igen. Jeg lukkede øjnene og mærkede hvordan gnisten i min mave havde udviklet sig til en flamme, der brændte farligt og forbudt i alle mine celler. Jeg var lige forsvundet ind i den altopslugende boble omkring os, da jeg hørte en dør smække i det fjerne. Som med et vindpust slukkede flammen i mig, og en klam, dræbende kulde løb ned gennem min ryk. Jeg trak mig selv bagud, "der kommer nogen". Val så forvirret på mig inden, som havde han brændt sig på mig, trak sig tilbage. Jeg så mig rundt og fik øje på de to døre; den ene var malet med evighedsblomster, mens den anden havde indgravede honning blomster. Jeg smilte svagt, da jeg bevægede mig mod. Val greb min arm, han sagde ikke noget, men sagde alligevel alt. Jeg hørte fodtrin komme nærmere, og lod min arm glide ud af hans greb. Det sidste jeg så inden jeg åbnede døren og forsvandt ind på mit nye værelse, var en skygge der kom frem bag hjørnet.

Jeg var faldet søvn med Val i mine tanker, og da jeg vågnede lå en alvidende tavshed over mig. Jeg smilede og vendte mig om på maven, og med hovedet pressede ned i puden. Udstødte jeg det skrig, Vals læber havde opslugt i går. Jeg vendte mig grinende om igen, og så op mod det rødbrune loft, der næsten lignede et lag af rødder, der tilsammen skabte det smukke loft. Der var stille omkring mig, så lydløst at man næsten kunne høre huset trække vejret. Jeg satte mig langsomt op, og så mig omkring. Jeg havde ikke fået set mig ordentligt rundt om aftenen, da jeg i panik for skyggen der kom nærmere, havde kastet mig i sengen. Lyset fra vinduet faldt blødt gennem ruden, og oplyste hele rummet med et orangebrunt lysskær. Jeg lod forsigtigt mine ben glide ud over kanten på sengen. Jeg havde sovet godt og kunne mærke, hvordan sengen i løbet af natten havde fjernet det værste af mit søvnløshed. Jeg rejste mig elegant op, og gik med lette skridt hen til det store klædeskab. Det var lavet af Eg og stod lige så majestætisk som træet udenfor huset. Håndtagene var lavet af rent guld og skinnede fortryllende mod træet. Jeg smilte og åbnede skabet. Et sæt gik igennem mig, da et hav af trøjer, bukser, kjoler, sko, smykker og andre ting jeg ikke kendte navnene på kom til syne. Jeg var mundlam, da jeg lod mine fingre studere og kærtegne det bløde stof. Det føltes som var jeg havnet på et slot og det var mig der var prinsessen. Jeg grinte stille og trak den første kjole ud der mødte mit blik. Min mor havde sagt; at man som teenager skulle begynde at opføre sig mere som en voksen, og at ens krop ville begynde at udvikle sig. Jeg så på den smukke, mørkeviolette kjole der måtte være lavet af silke, som jeg stod med i hænderne. Et smil strakte sig fra øre til øre, da jeg lagde den forsigtigt på sengen og trak mit gamle, slidte tøj af. Jeg listede forsigtigt hen foran spejlet, min blege hud gik næsten i et med mit hvide hår. Det eneste der skilte sig ud var mine øjne, der som to juveler skinnede, mens jeg trak kjolen over mit hoved. Jeg grinte og drejede rundt om mig selv, da det bløde stof lagde sig tæt og fint om min krop. Jeg havde drømt om sådan en kjole, siden min mor havde peget en magen til ud i et magasin, og sagt "den ville du se smuk ud i". Jeg hev mine øjne væk fra spejlet, og vendte mig om mod døren der førte ud til badeværelset. "Måske burde jeg tage et bad?" Jeg gik med faste skridt hen til døren og lod den fine kjole glide af igen, inden jeg tændte for vandet. Vandet var blødere i onkel Kelds hus end i vores gamle, og føltes næsten som kærtegnede det hver en kropsdel af dig, inden det faldt og ramte jorden. Jeg smilte og lod mine fingre glide gennem mit hår, onkel Keld havde utroligt meget shampoo og balsam, og jeg kendte ikke forskellen så tilsidst tog jeg bare nogle tilfældige. Da jeg var færdig bandt jeg mit hår op med håndklæde, og lod igen den elegante kjole glide nedover min krop. Jeg drejede rundt om mig selv igen, inden jeg tog håndklædet ud af håret og gik mod klædeskabet igen. Jeg havde aldrig rigtigt interesseret mig for sko, men måtte alligevel bide mig selv i læben. Da et par enkle, fine sorte puma sko dukkede frem, de passede godt nok ikke til kjolen. Men jeg kunne simpelthen ikke lade vær, med at stikke fødderne i skoene. Jeg så mig i spejlet, hvor så jeg godt ud. Det eneste jeg manglede at ordne var mit hår, Lamia havde prøvet lære mig at flette, men jeg kunne kun lave to slags. Så da jeg var færdig med den fletning Lamia havde kaldt; milkmaid braid, smilede jeg og gik ud af mit værelse. På gangen var der stille, Val sov nok stadig. Jeg listede stille forbi hans værelse og ned af gangen mod trappen. Onkel Keld og Lamias gang lå også stille hen, en knappenål ville kunne være faldet og man havde hørt det. Jeg som mig rundt, så vidt jeg huskede skulle jeg til venstre for at komme til trappen. Det dybe stilhed fik mig til at synke, hvad hvis jeg for vild? Jeg rystede på hovedet, og gik med faste skridt til venstre. Mine fodtrin fulgte mig gennem de mange gange, indtil jeg kom til Seths dør. Jeg smilede, jeg var på rette vej. Jeg vendte mig væk fra døren og skulle lige til at gå videre, da en hånd greb fat i min skulder. "Hvor er du på vej hen?" Jeg vendte mig om med et sæt, og mødte Seths blik. Han havde lydløst som en kat sneget sig ud fra sit værelse, og stod nu med hvad kun kunne beskrives som et ægte rovdyrs øjne og så på mig. Jeg sank og mærkede mit blik flakke, "jeg er på vej ned til køkkenet". Seth klemte øjnene sammen og klemte hårdere om min skulder, "jeg skal samme vej lad os følges". Jeg nikkede og mærkede en sveddråbe løbe langs min pande. Seth smilede ondskabsfuldt og trak mig efter ham gennem gangen hen til trappen. Jeg rev min skulder til mig, og listede efter Seth der med faste skridt forsætte ned af trappen. Jeg satte tempoet op. da Seth forsvandt bag et hjørnet. Stilheden faldt over huset igen, og pludselig virkede huset mere dunkelt og ensomt end før. Jeg famlede efter en stikkontakt, og mærkede lettelsen da lysende tænde og et blødt lys ramte mig. Jeg smilte, da jeg så lyset fra køkkenet mødte mig. "Aya er du vågen?" Lamias stemme brød stilheden og trak mig ind i det varme lys fra køkkenet. Jeg smilede, da jeg mødte hendes blik. "Hvor ser du dejlig ud skat". Lamia lænede sig frem og gav mig hurtigt kys på panden, inden hun satte sig ned ved siden af onkel Keld og Seth. Jeg sank en klump i halsen, da jeg langsomt satte mig ned ved siden af Seth. "Skat der er noget vi er nødt til at snakke med dig og Val om". Jeg løftede hovedet og så skiftevis ind i Lamia og onkel Kelds øjne. "I skal starte i skole".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...