Modigst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Færdig
Novelle om hvad mod er og ikke er

0Likes
0Kommentarer
94Visninger

1. Modigst

06-10-2017

Modigst

-Af Laura B. Schmidt.

 

 

Tig nu stille! Jeg forsøgte ihærdigt at få øjenkontakt med ham. Hans mund bevægede sig. Han blev ved og ved. Han fortsatte bare der ud af. Jeg kiggede rundt på de andre. Jeg kunne mærke vreden inde i mig. Jeg må have været hel rød i hovedet af raseri. De sad alle sammen og lyttede med de deres øre på størrelse med elefantøre. De andre kunne jo selvfølgelig ikke gøre for det. De vidste det jo ikke. Men han vidste det godt. Han var udmærket klar over det.

Jeg pressede mine små hvide tænder mod hinanden. Jeg spændte op i mine hænder, så man tydeligt kunne se mine blå blodårer. Jeg træk vejret helt ned i maven, og pustede roligt ud igen. Bare jeg dog aldrig havde fortalt ham det. Jeg kunne da have regnet ud, at han ikke ville kunne holde sin mund. Jeg forsøgte uden hæld at sparke til ham under bordet.

”og ved i hvad der så skete?” sagde han med de mest spændte øjne, jeg længe havde set. Der var stille et øjeblik. Mine øjne flækkedes rundt fra den ene person til den anden person. De sad alle sammen og kiggede forventningsfuldt hen på ham. Jeg bed mig selv i læben. Jeg havde jo fortalt ham, at han skulle holde sin mund. Det vil aldrig blive det samme, hvis de finder ud af, hvad der skete. Mit liv vil blive ødelagt for altid.

Jeg skubbede stolen væk bag mig, og lænede mig ind over bordet, så der væltede et par kopper. Jeg stirrede ham lige ind i øjnene. ”Nu kan det være nok!” råbte jeg direkte ind i hans ansigt. Han lænede sig bag ud, og kiggede ret så forskrækket på mig.”Du lovede!?” sagde jeg med en lidt lavere stemme. ”Jeg ved ikke hvad du snakker om” svarede han mig. Jeg løftede mine øjenbryn. Han vidste udmærket godt, hvad han havde lovet mig. Han var hel tom i blikket. ”Det kan du da ikke mene” skreg jeg. Jeg begyndte at stampe i gulvet. ”Du fatter ikke en skid” råbte jeg. ”Du har ingen situationsfornemmelse!”

Der var en usædvanlig tavshed omkring bordet. Jeg kunne ligeså godt give op. Den enorme vrede jeg havde udviklet, ændrede sig til en tung og mørk tristhed. Hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor ham? Han lovede mig jo. Hvad skulle jeg gøre? Alle vidste at vi holdte noget hemmeligt. Vi ville ikke få fred før vi fortalte det. Vi var nødt til at fortælle det. Nødt til at sige sandheden. Den beskidte sandhed. Sandheden han lovede at holde hemmelig. Jeg gjorde, hvad han sagde jeg skulle. Hvordan kunne han?

En lav genert rystende stemme afbrød den ellers dybt frosne tavshed. ”Hvad er der sket Clara?”.

Mine tænder begyndte at klapre. Hvorfor skulle det være så svært at sige sandheden. Jeg var meget vred og ked af det, men samtidig misundte jeg ham lidt. Jeg kunne bestemt ikke lide ham, men jeg må indrømme, at han havde mod. Han var sikker i sig selv, men jeg kunne bestemt ikke lide ham.

Måske ville han slet ikke fortælle sandheden? Jeg kiggede ned under bordet. Jeg trak mit venstre bukseben op, og strøg mig selv langs mit ben. Mærkerne var ikke længere blå og røde. De havde skiftet til en mærkelig blanding af gul, grøn og lilla.

Jeg forsøgte at åbne min mund. Min stemme var forsvundet.

”Clara, hør her. Vi ved godt at det ikke altid er lige nemt at være dig. Det er hårdt at miste nogle man elsker højt. Vi forstår godt, hvis du ikke stoler på os, men du skal vide, at du kan fortælle os alt. Det hele bliver nemmere hvis du får de dårlige og triste tanker ud” Hun havde et meget alvorligt blik i ansigtet. Hun havde sat sine briller ud på næsetippen, og hun skuede på mig hen over dem.

Jeg havde lyst til at fortælle hende alt. Hun behandlede mig så godt. Hun vil bare blive helt knust. Hun vil sikkert aldrig længere trøste mig, når jeg er ked af det. Hun vil bare sige, at det er min egen skyld.

Hvad skal jeg sige til hende? Jeg vil ikke pille det flotte strålende smil af hendes ansigt for altid. Hvis nu han bare havde været modig nok til at holde på en hemmelighed. Hvis han nu bare havde lukket sin mund. Jeg har også dårlig samvittighed, men jeg fortæller det da ikke. Er han ude på at få sat hans søster (og måske også ham selv) i fængsel eller hvad?

”Clara, du er simpelthen så modig, hvis du fortæller os, hvad der er galt”

”Søde Clara”

”uanset hvad det er, så er vi her altid for dig. Du har mistet nok personer i dit liv. Du mister ikke os”

”De første dage er meget svære, men det går over med tiden”

”Clara, græd ikke.”

”Fortæl os hvad der er galt”

”Det er ikke din skyld Clara”

Jeg blev bombarderet med kommentarer. Det var følelsesladende på en ubehagelig måde. Min bror havde længe prøvet at få et ord ind. Jeg fik øjenkontakt med ham, da den sidste sætning blev sagt ”det er ikke din skyld Clara”. Han lavede et ret så alvorligt blik. Jeg fik en følelse af at få en kniv i maven. Jeg havde meget dårlig samvittighed. Han kiggede rundt på alle sammen, tog en dyb indånding og åbnede sin mund;

”Clara, hvis du ikke fortæller det, så fortæller jeg det!”

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...