Udkanten

hun hørte vel bare til i udkanten.

8Likes
8Kommentarer
226Visninger

1. udkanten

 

 Hun sidder på kanten af badebroen, stirrer ned i det mørke dyb og drømmer om at hoppe i en dag, flyde så let som et fjer. Men den øredøvende lyd af flasker med spiritus der klinger mod hinanden, gymnasieelevers latter og fordrukne stemmer der råber om bjældeklang, river hende ud af sit dagsdrømmeri - minder hende om den virkelighed, der er lige foran hende. Den virkelighed hvor hun endnu engang sidder i udkanten, på sin plads, revet væk fra den ungdom hun så desperat længdes efter, men ikke kan få. Hendes eksistens findes ikke, det har den aldrig gjort. 

Hun vandrer på gangene som et lig - en krop uden sjæl for der er ikke andet tilbage end meningsløse tanker der ernærer på selvtilliden indtil der kun er en krumme tilbage. Hun blev allerede stemplet, da hun dukkede op i stribede bukser, polkaprikkede trøje og enorme smykker hun fandt i genbrug. Hun troede hun havde fundet skattekisten, men resten af verdenen så hende som alt andet end det. 
En splejsede klovn, stemplet til at være placeret i udkanten de næste tre år.
 
Her sidder hun på badebroen og drømmer sig til et andet sted hvor hun er en del af omverdenen. Hvor hun kan få et ord indført, og ikke sidder for langt væk. 
En svulst spærrer for luftrøret, der gør at hun kvæles i foragt og had fra de mennesker for enden af broen. Hun hiver desperat efter vejret, men svulsten er blevet for stor. 

Hun føler sig endnu mere lille og ligegyldig, og prøver at undertrykke de tårer der presser sig på og skaber bølger i de grønne øjne med brune spir. Holder fat om badebroens kant, så knoerne bliver hvide, med et falsk smil der er limet fast på det blege ansigt. Det gør ondt at sidde i udkanten.
Hun ser på den dansende ungdom for enden af broen, den lykkerus der får atmosfæren til at ryste. Hun mærker susets intensitet brænde i sine årer, hun mærker længslen skode sin hud til aske. Selv hvis hun prøvede at være en del af den atmosfære, ville et vindstød 
skubbe hende bagud, smadre hende til ruiner.

Hun begynder at tro, at udkanten er det rette sted for hende, at hun hører til i udkanten for hun er ikke værd nok at være i centrum. Hun mærker ligegyldigheden sprede sig til tæerne og ud til fingerspidserne med den violette neglelak. Hun mærker smerten, der skaber en ramme om sit hjerte, isolerer de brændende følelser der længdes efter at blive anerkendt. Hun accepterer sin manglende eksistens, kører hånden i cirkulere bevægelser, mærker den sorte flod pulsere mellem sine fingre. Hun sætter sig længere ud på badebroens kant.
Hører et råb der drukner af flodens harmoniske lydbølger. Hun lader sig omslutte af det sorte meningsløshed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...