Mor var Sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2017
  • Opdateret: 20 dec. 2017
  • Status: Igang
Nogen gange ka man bare li mor lidt mer

7Likes
8Kommentarer
237Visninger

1. -

Jeg drømte på et tidspunkt at min far var dronningen. Dronningen skulle begå selvmord når hun gik af. Det var sådan, traditionen var. Skattepengene gik til sådan en rigtig god pistol, belagt med diamanter og rubiner. Sådan én der hørte til på fjernsyn. Og den var på fjernsyn, for det var jo dronningen. Og for enden var min far, og han var ikke engang nået at blive gammel. Og han var også på fjernsyn. Og over for fjernsynet sad mig og Ursula, og vi talte roligt sammen, og jeg hjalp hende med at skrue op på højtaleren, og hun sagde, at far så sjov ud når han græd. Det syntes jeg at hun havde ret i, i drømmen altså. Det var i drømmen at far var dronningen og havde den flotte pistol og var på fjernsyn.

 

Det var ikke i drømmen, at jeg græd i min seng i to timer. Det var efter drømmen. Der var så meget at tænke på, og jeg kunne jo ikke bare sådan line tankerne op for hvilken var den vigtigste? og de havde aldrig lært at stille sig to og to så de løb bare ind i butikken og væltede alle tingene. Det var i virkeligheden og ikke i drømmen, og alt det foregik oppe i hodet på mig, både drømmen og virkeligheden, men i den endnu virkeligere virkelighed, den som er så virkelig at man bliver helt forskrækket, der rører min fod gulvet og gulvet er fyldt med skrald og beskidt tøj og gulvet er koldt og min fod har en fodvorte som far ikke ved noget om for jeg har haft den i så lang tid at det er pinligt og jeg ville ikke vide hvad skulle sige til lægen som hedder Bjarne og som far godt kan li fordi Bjarne heller ikke har styr på noget, som fx. fodvorter og ondt i ryggen. “Jah, jeg ved ikke helt hvad det er..” siger Bjarne tit, og det kan far godt li at lave sjov med, selvom han heller ik ved hvad det er.

 

I den virkelige virkelighed tager en t-shirt på, for far må ik se mine bryster som jeg sover med bare, og jeg går ud i køkkenet som var hvidt dengang mor var her. Hvidt som den virkelige virkelighed når man vågner fra vintersøvn som ikke er vintersøvn for det er dynen alt for svedig til.

 

Hvid er den uhyggeligste farve jeg kender. Og sort er den rareste. Hvid er køkkenet og virkeligheden og loftet og den helt bare farve ligesom når man har et sår hvor man helt kan se kødet og så rør man ved det. Hvid er nu, det helt stikkende og nøgne nu, og sort er dengang. Sort er før man blev født og det er lyden af mors tunge hjerte og dengang alt var pakket ind i alt muligt. Blødt stof og hud og rare ord som man ikke vidste hvad betød men som bare lød rigtig rolige og stille og smukke og bløde. Ord der kom ud fra mors mund og lavede alle de der flotte bevægelser som man godt kunne li at lytte på.

 

Fars ord var ikke nær så rare. Han prøvede på at gøre dem blødere, men han kunne ikke helt holde på det. Nogle gange blev de bare lidt mere spidse, og det var der egentlig ikke nogen der kunne gøre for. Det sagde mor i hvert fald om natten når det var sort og man var sulten og lå mod hendes glatte bryst og suttede, og far og de spidse ord, der sagde at NU skulle jeg altså snart skulle vænnes af med det der, de ikke var der. I det sorte var det kun mig og mor, og så føltes alting pludselig ikke så meget nu. Natten var meget længere end dagen.

 

Men nu er nu og far og de spidse ord frygtelig tæt på og mor er pakket væk og pakket ind i sort nat og barndom. Han er så tæt på at jeg kan fornemme ham. Og han kan se mig, det ved jeg, for lige mellem køkkenet og stuen hvor han sover er der en dør der aldrig er lukket for far kan se alt. Han kan se den lille fold hvor min balle bliver til mit lår, den stikker ud lige under t-shirtens kant, det så jeg da jeg tjekkede i spejlet tidligere. Han kan også se den anden fold, den i min nakke, som er helt fedtet fra det lange varme hår som pakkede mig ind i søvnen tidligere. Men ikke nu, for nu er nu, og der er ikke noget nu når man sover. Det er en dum fold som jeg hader. Det er derfor jeg har så langt hår, tænker jeg nogen gange, før jeg glemmer at det bare er fordi, at det bare er fordi at det vil jeg ikke tale om egentlig.

 

På køkkenbordet er tre ting: en pakke kiks. De koster fire en halv kroner i Netto, så Ursula må få tre om dagen, og det er sådan en aftale hun har med far, for så ved far, at hun kan li ham lidt bedre. Tre kroner er en billig pris for din datters kærlighed, synes jeg, men det kan da også være ligemeget, for jeg må ikke få tre kiks. På køkkenbordet er der også instantkaffe, men det er til far. Den sidste ting er salt. Det må man ikke spise rent.

 

Så jeg går i seng igen. I det sorte kan man ikke vide, at det er nu man er sulten. Det kunne lige så godt være i går eller dengang man lå i mors mave. Og jeg har heldigvis lært mig selv at sove selvom jeg ikke er træt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...