Fredfyldte Stjerner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2017
  • Opdateret: 23 jan. 2018
  • Status: Igang
Elyas er fanget midt i en krig, og han er allerede blevet dybt traumatiseret. Han kæmper med sorgen over tabet af sin lillesøster, og prøver at finde tilflugt i den fredfyldte nattehimmel.

1Likes
2Kommentarer
178Visninger

1. 1

Stjernerne står klart og funklende på himlen, og de mange stjernebilleder træder tydeligt frem. Han betragter dem stille, imens han mærker nattens kølige brise mod sine kinder, og græsstråenes blide kilden mod sine små håndflader. Det er rart, tænker han. Hans blik kører igen stille hen over den klare nattehimmel, og endnu en tanke tager form i hans indre. Hvor er du, Putte? Hvor er din stjerne? Det må være en af de smukkeste og klareste, præcis ligesom du var, dengang du levede. Han lægger sig stille ned, og synker ned i det bløde, dugvåde græs. Han blinker med sine nougatbrune øjenlåg, og ånder tungt ud, hvilket får hans ånde til at efterlade sig et spor af dis i luften, inden den flyver videre ud i natten. Han synker lidt dybere ned i græsset, og forsvinder langsomt ind i fortidens dybe minder, imens han betragter den smukke, funklende nattehimmel.

En folkemængde. Et brag. Et barneskrig. En krop. Et velkendt ansigt, der er forvredet i en fastfrossen, skrækindjagende grimasse, mens en sidste tåre langsomt triller ned af den livløse barnekind, hvis lyserøde farve langsomt forsvinder, langsomt bliver hvisket bort af dødens hensynsløse hånd. Ham selv, der løber skrigende hen til sin højt elskede lillesøster, der er blevet taget fra ham alt for tidligt. Han kom for sent. Han reddede hende ikke. Han beskyttede hende ikke, da hun havde allermest brug for det, og nu var hun væk. Nu var hun også blevet til en fredfyldt stjerne.

Han famler febrilsk efter virkeligheden, og klamrer sig til den, så snart han når den. Det var forfærdeligt. Han hiver desperat efter vejret, og hans hjerte begynder at banke i en underlig, uregelmæssig rytme, som får sveden til at løbe fra hans mørke hår, og ned over hans alt for arrede hud. Han fæstner blikket på en lille, lilla blomst, som svajer svagt i vinden, mens han prøver at skubbe mindet langt, langt væk, men han vil aldrig kunne komme langt nok væk fra det, for mindet sidder allerede så ubeskriveligt dybt i ham.

En lille tåre tager form i hans øjenkrog, og snart triller dens lille varme jeg ned af hans røde, vindbidte kind. Han mærker sin underlæbe begynde at bævre ukontrolleret, og en hulken tage form i maven på ham. Den bevæger sig hurtigt op igennem hans spinkle krop, og forlader hans læber med et højt hulk, der fylder det stille mørke med en høj og hjerteskærende lyd. Han lægger hurtigt sine hænder henover sin mund, som har han sagt noget forbudt, og rejser sig hurtigt. Han løber igennem det høje græs, og over mod sit barndomshjem, inden der er nogle, der når at få øje på ham.

Han kaster sig ind gennem tæppet, der skal forestille at være deres dør, og smider sig hen til sin sovende mor. Hun vågner med et sæt, og hendes store, brune øjne, kigger bekymret på ham.

 

─Hvad så? Tænker du på Putte igen? spørger mor med tydelig bekymring i stemmen.

 

─Ja, stjernerne mindede mig om hende, je-jeg så hende for mig, svarer han hulkende.

 

─Årh, lille skat.. Putte har det godt. Hun er, som du selv siger, blevet til en fin stjerne, en fredfyldt stjerne, siger mor med sin fløjlsbløde, varme stemme, der kan få alle til at falde til ro.

 

─Ja, jeg kigger på dem om aftenen, og nogle gange er det som om, at de blinker til mig, og jeg tror at det er Putte, der gør det, siger han, mens han prøver at kontrollere sin uhæmmede gråd.

 

─Det tror jeg også, skat, siger hun, imens hun aer ham hen over kinden.

 

Solens stråler begynder at snige sig ind gennem de store sprækker i skodderne, der fungerer som deres gardiner. De kaster store skygger på væggene, der synliggør det tynde lag af støv, og resterne fra de vægge som er styrtet sammen under nogle af bombardementerne, men mor orker ikke at fjerne det, for når det først er fjernet, så kommer der bare et nyt angreb, og så kan man starte forfra. Han kan egentlig godt forstå hende, for hvad er pointen med det hele? Man skal bare gennemleve det hele igen og igen. Han lægger sig tættere ind til hende, og får møvet sit lille hoved ind i hendes armhule, inden hun svøber ham ind i hans yndlingstæppe.

 

─Elyas? Elyaas? Du skal op nu, skat. Vi skal snart op på torvet, til lørdagsmarkedet, lyder mors hviskende stemme mod hans øre.

 

Han blinker søvnigt med sine øjne.

 

─Moar, jeg vil ikke, jeg vil sove. Jeg var næsten ude hele natten, svarer hans hæse stemme, efterfulgt af et langt søvnigt gab.

 

Han vender sig om, så han nu ligger på siden, og trækker tæppet helt op over hovedet.

 

─Jeg ved det godt, men jeg kan ikke lade dig ligge her, kan du ikke huske, at vi aftalte, at passe på hinanden og holde øje med hinanden? Siger mor

 

Han trækker tæppet ned, så hun kan se hans dybe, brune øjne.

 

─Jo, det kan jeg godt huske, mor, svarer han taknemmeligt, fordi hun kan huske det, som de lovede hinanden, da Putte døde.

 

─Godt så, så gør du dig klar, siger hun med et smil.

 

Han skyder det varme tæppe til side, og svinger sine kolde ben ud over sengekanten. Hans krop ryster svagt af kulde, efter at han har forladt sin varme, trygge seng og lagt det dejlige tæppe fra sig. Han går over mod komfuret, og dufter morgensultent til sin mors hjemmelavede grød, inden han sætter sig til rette ved det lille spisebord, og venter på sin mor. Hun kommer inden længe, og øser en stor portion grød op i hans lille skål. Han mærker sin mave knurre utålmodigt, og så snart hans mor sætter sig, kaster han sig over grøden. Åh, hvor smager den godt, tænker han. Han får hurtigt spist op, og kigger forlegent på sin mor, der dårligt nok er begyndt på hendes portion, men hun sender ham bare et kærligt morsmil, der fortæller ham, at det alt sammen er helt i orden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...