Generationen der ikke har lært at sige 'Fuck det!'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Dette er mit essay til Sindstequila-konkurrencen, og det handler om, hvor svært det kan være at sige 'Fuck det!' og grine af det hele. Men lykkes det alligevel, bliver alting mere let og muntert, og man får det meget bedre med at være dum, grim, mærkelig, talentløs og pisseirriterende. Det er nemlig sådan teenagere er i 2017, og sådan har det altid været, og det er også sådan, det skal være. Det er derimod meget forskelligt, hvordan de forskellige generation har lært at leve dette.

8Likes
6Kommentarer
309Visninger
AA

1. Fat det nu: Sig 'Fuck det!'

 

 

I stedet for at skrive om, hvad den unge generation i år 2017 har af muligheder, problemer og drømme, så vil jeg skrive om, hvad unge ikke har. Unge i 2017 har ikke evnen til at sige de to magiske ord ’Fuck det!’ Der ligger ellers en stor visdom og indsigt i de to små ord, ja, jeg vil gå så langt som at sige, at de rummer en hel livsfilosofi og et kompas at styre efter, når man har forvildet sig væk fra livets vej. Der er alt for mange ting, der bliver taget alt for alvorligt af unge i 2017, og det er synd, for med et lille ’Fuck det!’ kunne man aflive al alvoren. 

Hvis du for eksempel er en af de elever på gymnasiet, der får 2,09 som gennemsnit på dit karakterbevis, kunne du godt have brug for at sige et lille ’Fuck det!’ og rive beviset fra hinanden. For er der egentligt noget alvorligt problem i at få 2,09 i gennemsnit? Når man tænker over det, så vil der sådan set komme en del alvorlige problemer i fremtiden med så lavt et gennemsnit, men alternativet er meget værre. For hvis du knokler for at få 12-taller, så er det snart 12-tallerne, der giver dig karakterer, og så er du for alvor fucked! 12-taller bliver nemlig aldrig tilfredse, for dem klarer du dig altid for dårligt, og det heller ikke er meningen, at det skal være godt nok. Meningen med 12-taller er, at det altid skal være for dårligt, og jo flere af dem du får, jo mindre bliver din selvtillid, og jo flere nye og større mål må du sætte dig for at bevise, at du er noget værd.

Og der er nok at tage fat på! Du kan blive blogger og skrive om mode og rode rundt i affaldscontainere for at finde et eller andet gammelt lort, som du kan tage billeder af og lægge på din blog og erklære, at det er noget så moderne som vintage. Men du får travlt, for dine blogger-venner, der også skriver om vintage, er som dig på jagt efter alt, der stinker af råddenskab, for at lægge billeder af det på nettet. Du kan også blive politisk aktiv eller få et prestige-givende fritidsjob, hvor du tager kopier og slikker litervis af spyt op for hende, der er et hak højere oppe i hierarkiet end dig. Samtidig skal du også finde noget at være passioneret omkring, det lyder nemlig smart, hvad fanden det så end skal være for en passion?! Og så skal du også nå at gøre noget så moderne som at slappe af og være god ved dig selv, og det tager jo også plads i kalenderen, og husk at fortælle alle på facebook om, hvor meget du nyder det hele, og hvor spændende din hverdag er. Men til sidst må det jo gå galt, for det at have et godt og succesfuldt liv kan være et helvede, og du elsker det slet ikke så meget, som du fortæller andre. Derfor begynder dine 12-taller at give dig dumpekarakterer i fagene i livets skole, og det bliver besluttet, at du skal til reeksamen i dem alle sammen. Men klarer du dine eksaminer denne gang, kan du fortsætte fra livets skole til livets gymnasium og videre til livets universitet, for endelig at være ordentlig uddannet til at gå ud i livet.

Med sådan en fremtidsudsigt kan du jo godt blive lidt trist og ked af det. Heldigvis kan du finde hjælp i den nærmeste, større by, hvor der helt sikkert ligger en Truntemöller, der sælger selvtillid og antidepressiv medicin i form af bh’er og andet lyserødt crap. Det er dyrt, fordi det er moderne, og det er moderne, fordi det er dyrt, men det har jo aldrig været gratis at være glad og ubekymret og se godt ud. Så du tager afsted til den store by, går ind i butikken, bruger 800 kroner, og på vej ud af butikken igen sker det utrolige! Det virker! Man bliver faktisk gladere af at købe lyserødt crap i Truntemöller!

Virkningen er dog kort, for lige så snart du kommer hjem, er du ligeså depri som før. Så du smider din nye dosis antidepressiv ind i skabet uden at tage prismærket af, for du ved nemlig godt, at du aldrig kommer til at gå med det. Du har med vilje købt det et par numre for lille, for du har en total urealistisk plan om at tabe dig, men skulle det mirakuløst ske, at du kommer af med nogle kilo, så vil det passe perfekt. Men det vil kræve megen hård træning, for du har fødsels-røv som en 48-årig, der har født fire skrigende unger. Og du har ikke engang fået nogen børn endnu og kan bare være deprimeret over tanken om den fødsels-røv, du vil få, når du rent faktisk har født et barn. Heldigvis er der dog en hemmelig kur imod fødsels-røv, som din mor lærte dig, og som er gået i arv imellem kvinderne i din familie i generationer. Man skal bare klappe sig selv hårdt på hofterne, og så bliver ens fødselv-røv lidt mindre, men man skal stå foran et stort spejl, der viser hele ens krop, imens man gør det, ellers virker det ikke.

Efter du har stået og klasket på dine hofter en time, så tror du faktisk selv på, at din fødsels-røv er blevet lidt smallere, men så går der noget andet galt, for du kommer til at smile, og det var dumt. Hver morgen skjuler du nemlig dine bumser, og med alle de bumser du har, må du tage skrappe midler i brug og maler derfor dit ansigt over med hudfarvet tapetmaling fra Silvan. Men nu hvor du er kommet til at smile, slår malingen sprækker, og dine bumser sprænger, og betændelsen fra dem begynder at løbe ned over din pande og dine kinder, så det ser ud som om, du har remoulade i hele fjæset, og pludselig lugter du igen af eddike under armene. Så kommer du i tanke om, at der henne i skabet ligger for flere tusind kroner ubrugt antidepressiv fra Truntemöller, noget af det helt nyt, men det giver dig bare mere foragt for dig selv. For det er jo syet af en lille, fattig dreng i Kina, der har arbejdet i kemiske dampe og hostet sine lunger op i blodige trevler og kun fået en skål ris i løn hver dag. Han har ofret liv og helbred for at lave bh’er og andet crap for at gøre dig glad, og nu takker du ham ved at være mere ulykkelig, end han selv er.

Du er et ondt menneske, og verden ville være et bedre sted uden dig, men heldigvis vil du dø en dag, det er bare et spørgsmål om at vente, til du bliver gammel og syg. Men der er lang tid at vente. Det bliver langsomt og smertefuldt at dø, minut for minut, time for time, dag for dag, år for år, imens du ser fremad til den dag, hvor batteriet i livets ur bliver fladt og går i stå, og du endelig får lov til at udånde og ender i et helvede, der er lige så slemt, men dog anderledes, end det, du allerede lever i.  

Ja, ventetiden bliver lang, og i stedet for at glo ud i luften kan du ligeså godt cykle hen til dit gymnasium hver morgen og komme til timerne. Der sidder du så og rådner i en matematiktime, men pludselig lyder der et brag, da døren smækker op, så den er ved at ryge af hængslerne. Det er klassens punker-pige, og hun går kun på gymnasiet for at få SU. Hun ligner et juletræ og har sikkerhedsnåle og rustne søm piercet ind i hele ansigtet, hendes hår har samme farver som et nytårsfyrværkeri, og hendes tøj har hun stjålet i en genbrugsbutik. Ud af hendes ører er lange, grønne blade, for hun ryger så meget skunk og pot og hash, at en hampplante har slået rødder inde i hendes hjerne, og der har den det godt og vokser hver dag. Hun stinker som en gammel dame, der har ligget død i sin lejlighed i ugevis, for punker-pigen mener nemlig, at hygiejne er en kapitalistisk løgn opfundet af de multinationale selskaber, og derfor er det en revolutionær handling aldrig at gå i bad. Desuden tror hun ikke på bakterier, for sådan nogle har hun aldrig set med egne øjne. Og så er Det Radikale Venstre en religiøs dommedagsbevægelse, døden er en borgerlig fordom, og de frie markedskræfter pengeøkonomi er udtryk for, at tilliden imellem mennesker er blevet alt for stor i det moderne samfund. Det har hampplanten inde i hendes hoved sagt, og den er altså ret klog.

Denne morgen har hun, som hun plejer, røget en joint ude på toilettet, inden hun er kom til undervisning. I sin skæve tilstand smækker hun sin bærbare på bordet, imens hun skriger af grin. Så begynder hun at råbe ind i computerskærmen, for tallene vil ikke stå stille, og de ligner alle sammen hinanden, hvilket gør det lidt svært at udregne sine opgaver. Og hun er ikke bange for at sige ’Fuck det!’ når hun skælder ud på IT-teknologi eller alt muligt andet. Faktisk står der skrevet ’Fuck You!’ med hvid rettelak på hele hendes sorte læderjakke, men du fatter ikke den smukke sandhed i de to ord. Det værste er, at matematiklæreren synes, hun er en god elev, for han var selv punker i 80’erne i sine teenageår og rendte rundt i København og besatte huse og smed ting efter politiet. Læreren ville gerne give hende høje karakterer i matematik, men han kan ikke, for det er altså lidt svært at give hende 12-taller for skriftlige opgaver, hun aldrig har afleveret.

Det kan godt være, at det er punker-pigen, der er dum at høre på, men det er dig og resten af klassen, der er nogle idioter. Det kan godt være, hun ikke kan regne, men det er hende, som har regnet den ud, og selvom hele klassen griner af hende, så er det jer, der er til grin. Hun prøver nemlig ikke at skjule, at hun er en taber, mens du hver eneste dag desperat forsøger at skjule, hvor ussel og håbløs du er. For du er håbløs! Du er dum, grim, mærkelig, talentløs, pisseirriterende, og hvis ikke du bliver mobbet af de andre i din klasse, så burde de begynde at gøre det, for du har ikke fortjent bedre.

Men du bliver ikke mobbet, for du er en del af fællesskabet og har både venner og veninder i klassen. Og så alligevel ikke. En weekend er der nemlig fest hjemme ved en af dine klassekammerater, og du bliver lidt fuld den aften, ja, faktisk plakatfuld som en plakat, der kan dække hele facaden på en femetagers bygning. Om mandagen efter weekenden fortæller dine klassekammerater dig, at du scorede en fyr langt over dit niveau. Du bliver helt glad, men kan ikke huske noget om nogen fyr eller noget som helst andet fra den aften. Så du spørger, hvem han var, og hvad han hed? Jo, han hed Felix, får du at vide og synes, at det er et mærkeligt navn, men det er da altid godt at score over sit niveau, og du lægger mærke til, hvordan alle ser på dig og smiler.

Senere på dagen ryger der så billeder ud på facebook, hvor du ligger og krammer Felix. Der er bare én ting galt. Felix er en hund! Du har simpelthen scoret en golden retriever lørdag nat, og på billedet kan man se jer ligge i blid omfavnelse, imens Felix slikker dig sensuelt i øret med sin lange, lyserøde tunge. Men på det tidspunkt billedet er taget, ser du dog ikke ud til at være så interesseret i Felix og hans ømme kærtegn, for du er sulten og har hånden nede i hans madskål for at tage dig en lille snack. Billedet af dig og Felix er allerede på vej fra Danmark til Moskva og videre til Bangkok, L.A., Buenos Aires og vil komme tilbage Danmark og ramme dig i nakken ud på aftenen. Men det når dog ikke at blive aften, før du begynder at få SMS’er med frække tilbud fra gamle, vamle og liderlige marsvin, geder, fiskehejrer og skildpadder, der lokker med hundekiks og kødben for diverse seksuelle ydelser.

Det er her, det ville være dejligt at kunne sige ’Fuck det!’ og bagefter grine lige så højt af dig selv, som alle de andre i klassen gør og bare være glad for at have sørget for underholdningen denne kedelige mandag. Og det ville være dejligt, hvis det tidligere mandage var andres dumheder ved weekendens fester, der fik dig til at grine, så du kunne give dem et knus og være taknemlig for, at de har reddet dit humør. 

Men du kan ikke bare sige ’Fuck det!’ og grine af dine egne og andres dumheder, for det er år 2017, du tilhører den unge generation, så du har aldrig lært at se det smukke og magiske i de to ord, ’Fuck det!’ Heldigvis er det ikke for sent. Vi er stadig i 2017, men der er et nyt år på vej, hvor alt kan blive anderledes, og livet kan blive mere let og muntert, hvis alle lærer at sige ’Fuck det!’

Og når du her i december øver dig i at sige ’Fuck det!’, kan du have stor glæde af samtidig at høre sangen 'Fuck You' af Lilly Allen, der er som youtube-video oppe til højre.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...