Fanget i vanilla livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Det handler om en pige med navn Mercy White. Hun lever et meget ganske normalt liv, men hun ser verden på en helt anden måde.
Hun kommer ud for mange ting, ting mange unge ikke burde komme ud for eller opleve.

2Likes
2Kommentarer
271Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Når jeg vågner op om morgen, er alt det samme. Samme følelser, samme rutiner, alting er ens. Det er ikke fordi der sker noget nyt, men jeg stræber heller ikke for det. Fordi de rutiner vi har er det vi er vant til, og mennesket i sig selv er dårlig til at prøve noget nyt. Selvom vores rutiner er dårlige, så er det der vi har det komfortabelt. Det er det vi kender, og det er der vi har det bedst. Prøve nye ting er jo også farligt, ikke sandt? Vi ved jo ikke om det kan såre vores lille hjerte, eller om det er godt for os. Men det der virkede for ti år siden, virker måske ikke den dag idag. Men vi sidder fast, fordi det er vores rutine. Jeg er Mercy White og det her er min historie, og min måde at se verden på

 

 

Mit vækkeur fra min iPhone går i gang kl 07:00. Jeg har altid lyst til at kaste den af helvede til, når den går i gang. Men er den mest irriterende skrigende alarm, “bip bip bip!” og den bliver bare ved. Jeg lå i sengen men min næsten hval døde krop. Kigger på min iPhone, jeg har allerede lagt i snart 20 minutter nu. “Oh my god.. hvorfor skal tiden altid gå så stærkt om morgen” sagde jeg med en stemme der lød opgivende. Jeg rejste mig op, kiggede rundt på mit værelse som er næsten mindre end et kosteskab. Der var kun lige plads til min seng, og et skrivebord. Mit skab var for lille til alt mit tøj, så jeg havde lagt alt mit tøj oven på mit skab, også og på gulvet. Så det er lidt svært at se forskel på rent og beskidt tøj. Jeg stod op fra min seng og hen til mit spejl, “Urgh, ligner lort som altid” sagde jeg. Har altid haft sådan noget brunt og slasket hår, og mit ansigt ser altid så bleg og træt ud. Jeg kunne have taget makeup på, men det orkede jeg aldrig. Så jeg tog altid bare mit slaskede hår op i en hestehale, fjernet søvn fra mine øjne. Det var godt nok for mig. Jeg tog min lange sorte stof jakke på, mine sorte vans, headset i ørne med lofi hip hop, og så ud af døren. Det var en grå dag som alle andre dage, grå skyer, ingen sol, og lugten af bilos. På vej i skole forstillede jeg mig altid at jeg gik ved siden af mig selv. Jeg holdte i hånd med mig selv. Hun lignede ikke mig, hende her var smuk. Flot livligt hår, glat hud, smart i tøjet, og smukke udstrålende øjne, jeg havde døbt hende Mei. Jeg havde ikke rigtigt nogle venner, så fantasi Mei var med til at fylde tomheden.

På vej ud til skolen så jeg nogle drenge, de stod i sådan en rundtkreds. Der kom en sygt klam stank fra dem, af brændt grantræ og mug. Kæft nogle taber, de har åbenbart ikke mere livsindhold end at gøre sin egen jerne fucked, tænkte jeg. En af drenge fik øje på mig. Han stod der og stirrede på mig, som om jeg var et stykke saftigt kød eller noget. Jeg blev faktisk lidt flov, jeg skulle have gjort noget mere ud af mig selv. Hvorfor skal en flot fyr altid kigge på mig, når jeg ligner lort. Han kigger sikkert kun på mig fordi han synes jeg ser sjov ud. Det lignede han skulle til at gå hen til mig, men jeg kiggede hurtigt ned i jorden og gik min vej. Jeg rødme helt vild, mit hoved var helt rød og varmt. Jeg gemte mig bag et træ, ikke langt fra min skole. Sad i min egen verden, med fantasi mig. Jeg snakkede til fantasi mig i mit hoved, hun er typisk den eneste der faktisk lytter til mig. "Hvorfor skal jeg være sådan her? Jeg gør virkelig alting fucking akavet, hvorfor kan jeg ikke være dig" spurgte jeg trist

"Husk nu jeg er dig" svarede Mei koldt. 

"Ja.. det kan godt være du er mig. Men du er den del af mig jeg ønsker at være, men aldrig bliver" svarede jeg opgivende. Jeg blev ved med at mumle om det samme "Mercy kommer du ikke for sent i skole?" spurgte Mei. Jeg kiggede forvirret på hende, og derefter hurtigt på min telefon. Den var tyve minutter over otte, "Oh shit!". Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og selvfølgelig faldt jeg inden indgangen til skolen. Den samme dreng fra tidligere kom og hjalp mig op. Oh shit, ikke ham igen. Hvad skal jeg sige? Oh my god, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv tænkte jeg. Jeg blev helt rød i hovedet igen. "Ehm.. ehm" jeg stammede helt vildt "Ehm ... tak"

"Er du okay? Det lignede et slemt styret du fik lavet der". Jeg gemte næsten hele mit ansigt ind i mit hår, tog fast i min nederdel og pillede ved stoffet i den. Jeg havde vildt svedige hænder, og begynde at svede ned langs min ryg og under armene. "Ja jeg er okay" det kom ud med et helt skinger stemme. "Det var da altid noget haha. Nå ja. Jeg så dig her tidligere, prøvede ligesom at hentyde du skulle komme over til os. Men forstod godt at du ikke gjorde, vi er jo trods alt fremmede mennesker, du kunne jo ikke vide hvilke typer vi var" sagde han. Jeg begyndte at grine nervøst, som om han havde sagt en joke. "Nej, det kunne jeg ikke vide ha ha. Men ehm.. jeg hedder Mercy, ligesom sangen med ham der Mendes duden ha ha" svarede jeg. Hold nu kæft.. hvad var det der? Ligsom sangen. Nu tror han helt sikkert at jeg er mærkelig tænkte jeg. Han begynde at grine "ja det er rigtigt, jeg er Isaac". "Isaac" mumlede jeg for mig selv. Jeg så på ham lidt, han var faktisk ret flot. Han havde en tatovering på underarmen, af en ulv, og han havde en rose under øjet, han havde sikkert flere. Han havde pjusket mørkt hår, meget høj, lidt muskuløs, og en ring i næsen. "Damn han er da ret lækker ham der, men der er noget over ham jeg ikke kan lidt. Nok den fact at han stod og røg så fucking skæv tidligere, det skal du ikke ind i sådan noget unge dame!" Sagde Mei. "Du er så paranoid hele tiden, jeg vil gerne være lidt fri fra mine egen rutiner hver dag" svarede jeg til Mei i mit hoved. Jeg begyndt at diskutere lidt frem og tilbage med Mei, om hvor vidt han er god for mig eller ej. Klokken fra skolen skrålede. Oh shit endnu mere for sent. "Jeg burde nok se at komme videre" sagde Isaac. Jeg kiggede flov på ham. Han skal sikkert videre fordi for ham stå jeg jo bare i stilhed, han kan jo ikke se Mei. Eller er det fordi jeg lugter? Jeg lugtede langsomt til mig selv, i snu. En stank af sved og uvasket tøj. Jub det er fordi jeg lugter, han flygter sikkert fra min stank. "Men det kan være du vil mødes en anden dag også? Eller måske senere i dag?" spurgte han

"Huh? Ehm.. ja det lyder som en god ide. Jeg burde også se at komme i skole, jeg er allerde sent på den så ja.." svarede jeg. Han tog en notesbog op fra hans taske og hev stykke papir af, og skrev på det. "Her, så kan du altid skrive eller ringe hvis du får lyst til det" sagde han, og gav mig det stykke papir. Det var helt trist at han gik. En brise kom imens han gik, alt mit hår fløj rundt. Men jeg kunne ikke få øjne fra ham, det var som et eventyr der lige skete. Noget nyt.

Jeg gik ind på skolen, og selvfølgelig ser min klasselære mig med det samme. Hun gik hen til mig, meget målrettet. "Det er da lidt sent du kommer, syntes du måske det er okay?" spurgte hun med sin irriterende stemme. Ligesiden jeg startede på gymnasium, har hun været efter mig. Tror generelt hun ikke kan lide mig, den fucking møg so, har aldrig gjort hende noget. Det kan også bare være hun dyrker at være en dum kælling. Hun er også så grim at se på. Det korte grimme lyse hår, maskulinkropsform, og så ligner hun generelt bare en tommelfinger i ansiget. Jeg tog en dyb indånding. "Ja jeg mener at det er sundt for mig at få nok søvn om aften, og så møde lidt senere i skole" svarede jeg koldt til hende. Hun blev så sur på mig, at den blodåre hun har midt i panden næsten sprang. Hun pegede ud imod hoveddøren til skolen. "Du kan godt vende om og gå hjem. Jeg skriver en besked til dine forældre om hvordan din opførelse har været overfor mig, og at du er kommet for sent igen" sagde hun gnaven. "Det gør du bare, det er ikke som om de giver en fuck omkring mig" mumlede jeg for mig selv. Jeg gik ud af skolen, smækkede med døren i bag mig. Og flippede en finger til min klasselære igennem glasset på døren. Jeg gik ned igennem strøget sammen med Mei. Jeg så på de fine ting der var i vinduet, alle de ting jeg ønsker mig, men nok aldrig får. Jeg gik forbi en gyde, så der stod to drenge. Den ene kunne godt ligne Isaac. Det lignede de stod og forhandlede om ting. Og så gik de begge to hver sin vej. Jeg blev nysgerrig, og fuldte efter ham der lignede Isaac. Han gik ned langs et uhyggeligt kvarter. Jeg brudt mig virkelig ikke om at være her, men jeg blev mere og mere nysgerrig. Han stoppede op, og så tilbage. Han så direkte på mig. Jeg kunne se det var på ingen måder Isaac, ham her var mørkere i huden, og lavere. "Hvad vil du?" råbte han efter mig. Jeg stivnede, kunne ikke bevæg min krop. Han råbte af mig igen, den her gang lød han mere vred på mig. Det var som om jeg fik et adrenalin boost i min krop. Jeg begynde at skrige og løb min vej. Jeg kunne høre han løb efter mig. Det var som om han var lige bag mig, vildt skræmende. Jeg kunne ikke finde ud af det kvarter, havde aldrig været i den del af byen. Jeg løb ind af en gyde, det var en blindgyde. Jeg kiggede rundt omkring, om der var nogle steder jeg kunne komme ud henne. Mit hjerte bankede ti gange hurtigere. Det føltes som om han var lige bag mig. Jeg vendte mig om langsomt. Og så der var ingen. Han løb da efter mig, gjorde han ikke? Er jeg ved at blive skør? Eller er det bare min fantasi der er levende? Jeg gik lidt rundt i det kvartere, jeg var fartvild i. Her var ret ulækkert, skrald over det hele, og faldefærdige bygninger. Jeg fandt endeligt ud af det kvartere, og ind på strøget igen. Min telefon ringede ud af ingenting, jeg fik næsten et hjertestop. Oh nej det er min mor. Jeg tog en dyb indåndning og svarede opkaldet. "Hej mor" svarede jeg falsk glad, meget overdrevet. 

"Hvor er du henne?! Og hvad er det for en besked jeg har fået fra din klasselære?! høre du mig unge dame, du kommer hjem lige nu?!" sagde hun vredt, og lagde på med det samme. Jeg pustede ud. Hvorfor skal hun altid være så sur? Hun ringer aldrig og spørger om jeg er okay, eller hvorfor jeg måske gør som jeg gør. Det er altid om noget jeg har gjort forkert. Det er ret udmattende i længden. Jeg føler mig som en fange, og min mor er fængselsbetjent. Det er hende der bestemmer hvad jeg skal gøre, hvor jeg må gå hen. Og hvis jeg går imod hende, bliver jeg straffet og bliver sendt ind i min celle. 

Jeg nåde kun ind af døren derhjemme, og min mor var allerede klar til at skælle mig ud. Hun råbt og skreg, og klagede over hvorfor jeg ikke var som alle andre og så videre. Jeg har lært mig selv at lukke ørene af, fra hendes pis. Jeg er ikke perfekt, og jeg er på ingen måde som alle andre. Det er bare sådan jeg er. Efter jeg kunne se hun var faldet lidt ned, og at hun gik ind i stuen. Åbnede en ny flakse rødvin, det gør hun altid når jeg har været en møg unge. Jeg gik ind på mit værelse, låste døren. Lå i sengen og levede i min egen fantasi verden, men den her gang var Isaac med. Hvad skal jeg mon skrive til ham? Skal jeg skrive til ham? Eller skal jeg vente til han skriver til mig? Alle de ting, så mange ting er pludseligt nyt. Jeg ved ikke engang om jeg tør at skrive til ham, jeg kender ham jo faktisk ikke. Han kunne være øksemorder, who knows. Men gud hvor vil jeg gerne se ham igen, høre hans dejlige stemme. Vi skal nok se hinanden igen, det tror jeg på. Jeg tog min telefon frem, og det stykke papir Isaac gav mig, med hans nummer på. Jeg tænkte i lang tid over hvad jeg skulle skrive. 

 

 - Hey mr. Isaac, det er Mercy.. Shawn Mendes sangen haha. Ja.. nu har du mit nummer. Så håber du vil skrive - 

    sendt. 18:56 til Isaac Scott. Fra Mercy White

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...