Havet er ligeglad

//Historien indeholder virkelige hendelser//

"Havet er ligeglad" handler om en pige, der som lille har mistet sin far, og har været dybt begravet i sorg.
Sorgen sidder stadig i hende, selvom hun er blevet ældre.

En sommerdag sker der det mest frygtelige.
Hende og vennerne var på stranden. Pigen og hendes kæreste, Esben, går ud i vandet, men de drukner.
Pigen overlever, men ikke hendes kæreste.
Nu skal hun prøve at komme videre, men det er ikke nemt når sorgen æder en op indefra, og hendes oplevelse følger efter hende.
I løbet af hele historien, for man alt at vide om pigen, hendes fortid, hendes kærestes død, og en del flere problemer, hun skal forsøge at leve med.


4Likes
2Kommentarer
215Visninger

2. .

 

Jeg blev trukket længere ned, som var det en uovervindelig kraft, der trak i min sløve og livløse krop. Mine hænder fægtede rundt, som prøvede de at fange noget der kunne trække mig op igen. Mit hår svævede vådt rundt omkring mig. Hans hånd slap min, og kraften tog til.  

 

 

 

Mit vækkeur vækkede mig med et kæmpe chok. Jeg slog mine øjne op, og slukkede for alarmen. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede rundt i mit normale værelse. Jeg døsede lidt med hovedet, og ønskede virkelig, at jeg kunne lægge mig til at sove igen. Men jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at når jeg først var så vågen som jeg var nu, ville jeg aldrig kunne falde i søvn igen, før meget senere på dagen. Desuden var klokken jo halv syv, og selvom jeg normalt i hverdagen først stod op klokken lidt over syv, kunne jeg vel lige så godt stå op nu. Måske kunne jeg endda nå at brygge en god kop kaffe, og spise morgenmad med min bror.

 

Jeg hoppede ud af sengen, gik over til vindueskarmen, og trak mit gardin til siden. Sommerlyset skinnede mig i ansigtet. Det var for min smag for stærkt et lys så tidligt på dagen. Jeg kiggede lidt ud.

Kiggede på haven med de mange søde fugle, jeg altid kiggede på som noget af det første. Kiggede på anemometeret jeg havde sat op sammen med min far, som otteårig. Jeg kunne huske hvordan jeg stod på stigen, og skiftevis rakte ham skruetrækkeren, sømmene og ikke mindst tjekkede at det ikke stod skævt.

Jeg kiggede videre hen over den enorme have. Bag en stor og vel klippet hæk, gemte sig det areal der normalt var køkkenhaven. Det der nu bare var et tilgroet og ligegyldig areal. Jeg kan huske hvordan jeg som lille kom hjem for SFO, fik en bid mad, gik ud i haven og hoppede på trampolin, den trampolin mig og min far havde sat op, sammen med nogle af hans venner.

Jeg hoppede næsten altid på den indtil min far kom hjem, hvis jeg ikke skulle lave lektier. Da han så kom hjem gik vi straks igang med at passe køkkenhaven. Om vinteren ryddede vi op. I det tidlige forår begyndte vi at fræse jorden, og så de første ting. Da vi byggede drivhuset i 2011, kunne vi begynde på den luksus at forspire grøntsagerne uden, at skulle fylde den store

stue vindueskarm med spirekasser i alle slags størrelser. Om sommeren lurede vi en del, hele tiden. Vi begyndte at tage de første, og sidste jordbær. I det tidlige efterår, var det så småt slut med de fleste afgrøder. Køkkenhaven skulle igen pløjes og gøres klar til en ny fantastisk sæson. Sådan var det hele tiden. Jeg har levet i snart seksten år, elleve af de år har jeg tilbragt i vores have, med min elskede fars selskab.

Indtil den ene vinterferie, der ødelagde mit humør og barndom. Det hele skete fra den ene dag til den anden, og der var nu ikke længere, en munter og “dyre talende” far der gik rundt, og hyggede sig med en masse slags projekter. Og ja, jeg troede han kunne tale med dyr, men hvis de fleste dyr svarede tilbage, når ens far sagde en mærkbar lyd til dem, gav den tanke altså god mening for en syv-otte årig. Mit ene nabopar havde hjulpet med at passe haven i to år, før de med brag kamp desværre, for mig, stoppede. De havde, forståeligt nok, ikke tid til en køkkenhave mere. Jeg har aldrig været så ked at det før. Eller det havde jeg selvfølgelig. Det at miste køkkenhaven for evigt var en brøkdel, i forhold til alle de betydningsfulde personer jeg havde mistet på mine femten år. Men det var stadig et af de hårdeste øjeblikke i mit liv. Jeg har altid prøvet at overtale min mor til, at jeg kunne passe køkkenhaven og haven, men min mor sagde nej, med en god grund må jeg nok erkende. For et lille barn kunne jo ikke passe så stor en have, samtidig med at hun skulle passe andre interesser, skole og venner. Jeg ønskede altid bare at stoppe i skolen, så jeg bare kunne passe haven hver eneste dag i stedet. Men det kunne der ikke være tale om havde min mor sagt, og så var den ligesom ikke længere. I stedet fik hun en besked via en af mine veninders mor om, at de havde en nabo der kunne hjælpe os med at passe haven. Min mor tog imod kontakten, og var glad for ikke selv at skulle passe den. Jeg har aldrig helt kunne forstå det. Men min mor tænkte ikke altid på andre mennesker, end ikke sine børns ønsker. Ellers ville hun ikke klare sig, og komme videre mente de fleste.

Men hvad hjalp det mig. Hvad hjalp det min bror, Andreas. Min bror havde godt nok ikke den samme kærlighed, til havearbejde og jord under neglene. Men som alt var, kom Johan, eller nærmere omtalt som havemanden, og passede haven. Han fik 100 kr for hver gang, som cirka var to gange pr. måned. Hvilket var for meget. Både når jeg så på lønnen, men også hvor mange timer han gik rundt i haven. Min fars have. Min have, godt nok også min mors have. Men den skulle aldrig blive til, Johans have. Aldrig. Aldrig nogensinde. Han skulle ikke gå rundt og rette på alle mine fars spor, og ødelægge hans igangværende projekter. Men sådan blev det. Johan "fik" haven og rettede på alt normalt, med grunde som: "det her ser langt bedre ud"  "det var jo skævere før"  "det er fordi at det er bygget forkert"  "den skal VI jo ikke bruge længere". Jeg fik fnidder helt ind i kroppen. Jeg havde lyst til bare at tæve ham, og kyle ham ud af min fars have. Min mor spurgte utallige gange om jeg ikke ville med ud i haven, for at hjælpe Johan. Det kunne hun godt glemme alt om. Jeg skulle ikke være ude i den spøgelsesagtige have, der manglede alt kærlighed og brug, med den rolle-tagende havemand.

Det viste sig så hurtigt, at jeg ikke bare sådan kunne kyle Johan ud af min fars have, og ud af mit ødelagte liv. Den gyselige og tude-trængende tanke kom, da jeg lagde mærke til at Johan ikke fik så meget i løn længere, kom mere ind i selve huset, og da min mor og Johan begyndte at skrive og snakke mere sammen. Det knuste mit hjerte. Det knuste det sidste der var tilbage i mit kolde, og efterladte hjerte, som var det en ligegyldig muslingeskal.  

Men nu var det hundrede år siden jeg sidst havde lavet havearbejde. Gejsten var ligesom forsvundet. Dampet væk, ligesom en tsunami der endelig trækker sig tilbage, efter voldsomme timer.

 

Jeg sukkede, dybt. Gik uden om den kæmpe dynge af tøj og puder, for enden af min seng, og satte kursen mod mit klædeskab. Jeg tog fat i de to håndtag, og åbnede skabene.

Jeg har aldrig været en perfektionist, og bliver det aldrig. Gider ikke spilde min tid på noget så ligegyldigt. Mit klædeskab kastede kort sagt op.

 Jeg rodede rundt i dyngerne af tøj, og ledte efter noget jeg kunne bruge. Jeg tog min blå-grå nederdel med små farvede blomster, en basic mess hvid t-shirt, og et par hvide sokkeletter ud fra klædeskabet. Smed det hele på min seng, og satte mig på sengekanten. Begyndte at klæde mig selv på. Tænkte over dagen, over hvert eneste sekund. Over livet.

        Jeg rejste mig, puttede t-shirten ned i nederdelen, og betragtede mig selv i spejlet. Jeg har aldrig været glad for min krop, eller mit udseende. Jeg ved at jeg aldrig bliver det. Jeg trådte tættere på spejlet, så tæt at når jeg sukkede kom der dug på spejlet.

Jeg betragtede mit ansigt. En lille bums her, lidt udslæt der.

Søvn omkring øjet, og tørre læber. Jeg gik lidt væk fra spejlet. Duggen havde forvandlet sig til, tre små dråber. De trillede ned langs spejlet. Vand. Dråber.

 Jeg drejede rundt på hælen. Tog mine briller og min telefon fra natbordet, og gik ud af min dør. Ude på gangen var der stille. Meget. Jeg kunne høre min bror på toilettet. Min mor var i gangen. Jeg trådte ind i min families køkken. Duften af sommer, lys, regn og kaffe ramte min næse. Jeg kiggede ud af vinduet. På den smukke august morgen himmel.

   Min vejrtrækning blev hektisk.

Sorte pletter strømmede frem, og dækkede hele køkkenet i mørke.

Duften trængte helt ind i min hjerne.

Jeg tumlede lidt rundt, forsøgte at finde noget at støtte mig til.

Lyden af vind.

Smagen og lugten af salt.

Bølgerne skvulpede mod min krop.

Letheden.

Jeg fangede bordpladen.

Lænede mig frem over den.

Min vejrtrækning stoppede brat.

Jeg gispede efter luft. Hostede. Spyttede.

Håbede.

Der blev med et lyst igen.

Mit syn var i starten sløret. En masse farver blev blandet sammen.

Måger. Fugleskrig.

Lugt af tang.

Min vejrtrækning begyndte at være normal.  

Mit syn blev klart. Farverne kom på plads.

Haven og køkkenet, begyndte at komme tilbage.

Jeg fattede intet.

Stod bare og forsøgte at få kontrol over situationen. Ikke fordi det var første gang.

Men lægerne sagde godt nok også, at det vil ske flere gange.

Især efter Esbens begravelse.

Efter mit forsøg.

De sagde endda, at det ville kunne blive værre.

Jeg rystede mit hovede. Små tårer gik fra at trille ned langs min kind, til at lande rundt omkring på køkkenbordet. Fattede intet.

Jeg havde før prøvet det, men aldrig om noget konkret.

Aldrig om noget, hvor jeg selv var til stede. Aldrig om noget jeg selv havde oplevet.

Jeg havde oplevet min egen fars død, en dag hvor jeg cyklede i skole.

 

Min far døde i februar 2013. Arbejdsulykke. Han gik rundt på et hønsehus tag i Vrå.

Uden hjelm. Uden sele. Uden beskyttelse. Det var dømt til at gå galt.

 Men det havde han ikke tænkt på, ikke i dette øjeblik. Han havde før faldet igennem. Dog kun hans ben. Jeg havde selv set hans enorme hudafskrabning.

Min mor havde skreget op om, at han skulle passe på derude.

    Men den 23. februar. Præcis denne dag, kunne taget ikke holde.

Det var ikke kun hans ben der styrtede igennem, men hele hans krop.

Han landede på betongulvet med ryggen og hovedet først.

Alene, troede han. Det var det eneste han vidste.

Men nogle var på vej, uden de vidste de ville blive hjælpen. Uvisse om synet af min far.

Ambulance. Hjørring sygehus, Aalborg sygehus. Ingen adgang for børn. Forvirring. Adgang.

Uønsket syn. Ingen kontakt. Ingen ord. Intet svar. Søvnløs nat. Hektisk morgen. Uforståeligt telefonopkald. Lettelse, skyllet over af sorg.

Gråd. Tårer. Dråber. Hav. Sidste farvel. Tomheden fyldte alt. Alt fra én dag, til én anden.       

     

En decembermorgen i 2014, cyklede jeg mod min skole. Kørte roligt. Havde god tid.

Jeg nærmede mig snart bakken. Jeg tænkte som altid på min far. Det eneste tidspunkt jeg rigtigt kunne tænke på min far, var når jeg cyklede.

Her blev man aldrig forstyrret. Ingen sagde noget. Jeg tænkte på de to dage.

Jeg bemærkede at vejret var præcis det samme. Koldt. Tæt. Mørkt.

 Mit syn, blev med ét sløret. Jeg kunne absolut intet se. Min krop, ville have mine ben til at stoppe med at cykle, men min hjerne protesterede. Til sidst havde jeg ingen kontrol over cyklen, eller mig selv. Jeg anede ikke hvad ventede. Kørte bare videre.

Kulden begyndte at smerte i mit hjerte. Min hals. Mit hoved, hele kroppen.

 Min krop trak sig sammen.

Jeg så mig selv træde ud på et tag.

 Jeg mærkede taget krølle sig sammen, og forsvinde under mig.

Samme sekund mærkede jeg suset, af min egen krop falde.

Falde i noget der føltes som evigheder.

Jeg ved ikke hvor længe jeg var væk. Jeg faldt bare i en evighed.

Jeg så min fars liv foran mig. Mennesker jeg ikke kunne genkende.

Midt i det hele, kom minder og øjeblikke fra mit eget liv, og fjernede mit fars liv.

Jeg så nu kun mit liv.

Og jeg faldt fra det.

Jeg vågnede med chok.

Det chok der kommer når man drømmer at, man falder, og så lander.

Men jeg havde jo ikke sovet.  

Jeg var virkelig forvirret.

Dækket af sved og tårer.

Skrækslagen.

Mit syn begyndte at fokusere, og duften af kulde ramte min næse.

Jeg kiggede rundt. Jeg vidste udmærket godt, hvor jeg var.

Jeg lå for enden af en skrænt, ved siden af en lille tilfrosset å.

Jeg frøs. Lyset fra en gadelampe lyste ned på skrænten, der dannede en skygge over mig.

Min krop var viklet unaturligt ind i min cykel, som lå oven på min mave. Jeg viklede mine ben ud af cyklen, og rejse mig op, som om ingenting var hændt.

Jeg drejede mig 180 grader, og kiggede op. Kiggede op langs en skrænt, og på cykelstien på toppen af skrænten.

Jeg kiggede på min telefon. Den var ni. Der var en del beskeder, og opringninger.

Fuck, vi skulle til Skagen i dag.

Jeg lagde min telefon i lommen,  og rejste min cykel op. Begyndte at tænke over hvordan jeg kom op igen. Skrænten var stejl, meget stejl.

Jeg hørte stemmer. En drengestemme og kvindestemme. De to personer kom til syne. De stod på skrænten, og kiggede chokeret. Begyndte at råbe om jeg var okay, og sagde jeg skulle komme op. Jeg lod min cykel stå, og kom op ad bakken.

På toppen stod min kammerat Simon, og hans mor. De kiggede på mig. Jeg rystede, og var forvirret. Min taske lå ved siden af cykelstien, og alt græsset var lagt ned pga. min krop havde rullet ned over det. De kørte mig hen til skolen, hvor alle kiggede på mig som var jeg sindsyg. Ikke at jeg ikke var. Havde lige oplevet min fars død, som min egen.

     Snakkede med læreren Benedichte. Den mest betydningsfulde lærer nogensinde.

Senere fandt jeg ud af, at jeg havde skrammer på min ene ankel, og i mit ansigt.

Mit hår var fyldt med mudder, og mit tøj var noget man bare kunne brænde.

Sagen blev senere eftersøgt, og jeg skulle fortælle mindst ti mennesker, hvad der skete.

Folk forstod mig ikke, mente jeg løg. Mente jeg ønskede at dræbe mig selv.

Jeg blev indlagt på en afdeling, for psykisk syge mennesker, i en måned.

Glædelig december.

Folk mente enten at jeg besvimede, væltede ned ad skrænten og sov.

Andre mente jeg selv hoppede ned. Ingen var enige med mig om, hvad der skete.

Ingen spurgte.

Det nogle år siden nu, men følelsen er stadig tydeligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...