Havet er ligeglad

//Historien indeholder virkelige hendelser//

"Havet er ligeglad" handler om en pige, der som lille har mistet sin far, og har været dybt begravet i sorg.
Sorgen sidder stadig i hende, selvom hun er blevet ældre.

En sommerdag sker der det mest frygtelige.
Hende og vennerne var på stranden. Pigen og hendes kæreste, Esben, går ud i vandet, men de drukner.
Pigen overlever, men ikke hendes kæreste.
Nu skal hun prøve at komme videre, men det er ikke nemt når sorgen æder en op indefra, og hendes oplevelse følger efter hende.
I løbet af hele historien, for man alt at vide om pigen, hendes fortid, hendes kærestes død, og en del flere problemer, hun skal forsøge at leve med.


4Likes
2Kommentarer
216Visninger

1. .

 

Jeg lå med lukkede øjne i min alt for varme seng, mens jeg forsøgte at trække vejret normalt. Forsøgte at få min puls ned. Det lykkedes næsten. Jeg lagde min hånd på venstre bryst, og mærkede mit hjerte hamre derudaf. Det gjorde næsten ondt. Jeg trak vejret dybt og tungt ind gennem næsen, holdt det, og pustede til sidst ud. Pustede alt hvad jeg kunne. Som når en af havets største bølger, endelig brusede hen over en af dens millioner af strande. Jeg gentog nogle gange endnu. Havet løber jo aldrig tør for brusende bølger, der hele tiden søger en ny strand, hvor den kan trække alt det til sig den ønsker. Den sidste vejrtrækning jeg tog, systematisk, holdt jeg længe, så længe jeg nu end kunne. Det prikkede smertefuldt i venstre bryst, og jeg følte min mave knuge sig sammen, som den gjorde hver måned, ved min menstruation. Det var intet problem for mig at puste ud, mere at trække ind.

Det kræver mod at, trække noget til sig. Især når det er tusinde gang man gør det.

Jeg åbnede endelig øjnene. Det var et at de første problemer på min dag. Jeg turde aldrig at åbne mine øjne, i den frygt for at se op i ingenting. Nogle ting sker jo bare to gange, og jeg ved jo at det vil ske igen en dag. Eller en nat.

I et åndedrag, der trak det forkerte til sig. I et åndedrag, der vil trække det forkerte til sig.

Jeg fokuserede på loftet. Toner og tekst ramte mit højre øre som et chok.

Jeg hørte altid musik når jeg sov, nogle gange glemte jeg det bare.

Jeg strejfede min Iphones homeknap og kiggede på displayet, der straks viste sig.

"Dream" med Imagine Dragons spillede sine sidste toner.

Jeg trak forsigtigt opladeren ud, og tog den lette iPhone i hånden.

Min tommelfinger fandt frem til home knappen, og trykkede let. Hele displayet samlede sig hurtigt, og jeg kom ind på min telefons skrivebord.

Min baggrund var et af de mange billeder, der kunne få mig til at tude på ingen tid. Det var et billede, af Esben og jeg. Det var Marie der havde taget det.

Vi havde spillet fodboldkamp i Hjørring, i samarbejde med Dana Cup 2017. Vi havde tabt, som altid, men grinet over alle de fejl vi lavede.

Marie tog billedet på vej hjem fra kampen, hvor jeg faldte i søvn lænet op ad Esbens skulder. Vi havde vores hænder flettet sammen, og Esben smilede til Marie.

 

Jeg sukkede dybt. Mærkede tårerne, der prikkede bag øjnene. Jeg lod mit blik glide længere op, hvor man kunne se klokken i digital-tal.

Klokken var fire, det var alt for tidligt at stå op. Normalt ringede mit vækkeur først klokken halv syv.

Dér var det endda for tidligt at stå op, hvis man spurgte min krop.

Jeg kiggede rundt i mit værelse. På mit skrivebord. I venstre side af bordpladen, lå mine nye notesbøger og min ene mappe til mit sidste skoleår på friskolen.

Senere i dag skulle jeg i skole for første gang i dette år. Mit allerførste år nogensinde i den bygning uden Esben i klassen.

Første dag i mit sidste år, var i dag.

Mit blik gled fra det lille, hvide og slidte skrivebord, hen over den hvide væg med familie maleriet og endte ved den del af mit værelse, jeg kaldte min billedvæg.

Den del af væggen, med alle mine familie- og vennebilleder.

Billederne med Esben og jeg, havde jeg taget ned. Det samme med alle strandbillederne, fra denne sommer.

Ikke med min gode vilje, men min mor sagde det ville hjælpe. Det vidste hun jo alt om. Men det gjorde usandsynligt ondt da jeg en for en, pillede de forskellige rammer af træsorter, der indeholdte billeder af to smilende, glade unge mennesker, og smukke Nordjyske strande néd.

Hun havde ingen gang, pillet alle sine billeder ned af far. Tværtimod. Hun havde lavet en hel rammekonstruktion, med alle mulige billeder af ham.

Hun havde selv prøvet det, men om det stadig forstyrrede hendes nattesøvn og tankegang, vidste jeg ikke.

For hende var det også fire år siden. Ikke fordi det stadig ikke var hårdt. Det var det. For hende, men også for os andre. For mig.

Men for mig var det kun under en måned siden, jeg for fjerde gang på fem år, skulle mærke en vigtig del af mig, forsvinde.

Først min mormor. Så far. Morfar. Og nu Esben.

Forsvinde som når havet tager tusindvis af småsten med sig, hver gang den trækker dens bølge tilbage. Hver gang bare for at gentage. 365 dage om året bare gentage, mens havet er ligeglad med, hvad der kommer til at ske, eller hvem det tager med. Men det gjorde ondt at miste personen alle fire gange. En person der betød mere end et billede eller en sang. Og det sagde en del. Siden jeg var ti år har jeg taget billeder, og jeg har elsket hvert et billede jeg har fået trykket ind på mit kamera. Alle mine billeder har jeg gemt på et usb-stik, som jeg har valgt at kalde, mit liv i billeder. Men det der nok fyldte mest i mit liv, var musik og sang. Jeg har elsket at synge hele mit liv, og har prioriteret det igennem alle mine år. De perioder hvor jeg havde det hårdt, sang jeg nærmest mine følelser. Så når jeg en dag blev sur, ked af det, glad, jaloux, mopset, ja, endda forelsket sang jeg følelserne væk, eller gjorde dem stærkere.

 

Jeg slukkede min telefon, skruede lidt ned for musikken og lagde den tilbage på natbordet. Jeg lukkede mine øjne og begyndte at tælle til tre, mens jeg forsøgte at slukke mine tanker. Siden min fars død har jeg gået til et hav af forskellige psykologer, sorggrupper og samtaler med lærer og forældre. Intet har som sådan virket. Mest fordi at jeg aldrig fortalte hele sandheden, om hvad der trykkede og forstyrrede mig. To år efter min fars død, starter jeg til samtale med en tidligere “sorggruppe-voksen” fordi jeg havde problemer med at falde i søvn hver eneste aften. Jeg var bange for alt, sådan seriøst. Jeg har tænkt tanker, ingen skal få som ung teenager. Jeg var ikke meget sammen med mine venner, havde hjemve og savnede bare mit tidligere liv.

Det liv med en far der satte fødselsdagsflag rundt omkring i ens seng, når man havde fødselsdag, før han tog på arbejde.

Den hverdag hvor ens far altid kom og hentede en efter skole fredag middag.

Jeg kan stadig huske hvordan jeg bare løb og var ligeglad med alle. Bare løb op i hans arme, hvor han let snurrede mig rundt.

Men en arbejdsulykke satte en stopper for mit normale liv, og slog min familie og jeg så hårdt i jorden, at jeg oprigtigt var i tvivl om vi ville rejse os igen.

Jeg frygtede altid at det skulle ske igen. Måske for min mor på vej på arbejde. Eller min bror når han var ude i byen. Måske en helt anden. Men jeg lærte dengang at man ikke kan forudsige noget som helst, og det med at håbe, ikke altid rammer plet.

 

Hver eneste aften fik jeg tanker som disse. Jeg søgte på nettet efter, de bedste måder at falde i søvn på. Jeg forsøger stadig hver aften at udføre, de mindst mærkelige og krævende af dem, men mine tanker er som tang der kun let sidder fast i sandet, klar på endnu en bølge, der kommer og trækker én tilbage igen, når man ikke tænker over det.

Jeg fokuserede på min vejrtrækning, hvis mine tanker igen blev trukket for langt ud i havet, hev jeg dem tilbage, og holdte igen fokusset på min vejrtrækning.

Jeg vendte mig på min venstre side. Som altid.

Jeg mærkede stille og roligt søvnen skylle sig over mig.

Den gjorde min vejrtrækning langsom og tung.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...